Da den ægyptiske fodboldspiller, Mohamed Nagy Ismail Afash d. 31. januar, 2010, sender bolden i nettet bag den Ghanesiske målmand i finalen i African Cup of Nations i det 85. minut, eksploderer hele Ægypten i en sejrsrus, som for en stund sætter al politisk, religiøs og social splid i landet til side og samler nationen til fest. Udover at være en stor sportspræstation kommer sejren dog også som et meget belejlig politisk pusterum for det pressede ægyptiske regime.
Jeg er, på det tidspunkt finalen bliver spillet, i Kairo. Efter slutfløjtet bevæger jeg mig, mere eller mindre frivilligt, med strømmen af jublende ægyptere ned mod "Midan Talaat Harb" i centrum af Kairo. Rundt om mig fester glade unge mennesker, mens de holder det ægyptiske flag i hænderne og svinger det fra side til side. Nogle unge knægte har forsynet sig med spraydåser, som de nu med lightere sætter ild til, så op til én meter lange flammer ryger ud af den lille udløser i toppen af dåserne. Jeg finder mig den aften, som alle andre, i en form for trance, da jeg bliver båret med glædesbølgen ned mod "Midan Tahrir" med mit kamera trofast i hånden. Der er fest i Ægypten, men det er der også brug for!
Ægyptere fejrer i gaden i Kairo efter det ægyptiske landshold har vundet finalen i African Cup of Nations d. 31. januar 2010.Forud for landets deltagelse i African Cup of Nations er der gået nogle hændelser, som har fået spliden mellem Kristne og Muslimer i Ægypten til at blusse op. De kristne er en minoritet i Ægypten (man anslår at mellem 7-13% er kristne) og langt størstedelen af befolkningen er sunni-muslimer. Under den koptiske midnatsmesse i forbindelse med den koptisk-kristne jul d. 7. januar, 2010 blev seks kristne dræbt og ni såret, efter et "drive-by-shooting" i byen "Nag Hammadi" i det sydlige Ægypten. Efter hændelsen opstod der flere sammenstød mellem ægyptisk politi og kristne demonstranter. Efter sigende var hændelsen en hævnaktion fra muslimske ægypteres side, fordi en koptisk kristen mand sidste år angiveligt skulle havde voldtaget en tolvårig muslimsk pige. Senere analyser peger dog på, at skyderiet var politisk motiveret frem for noget andet og at hændelsen var et attentatforsøg på den lokale koptiske biskop ved navn Kirollos. De mange og voldsomme sammenstød, der fulgte efter hændelsen, fremstilles af flere som værende de værste sammenstød mellem muslimer og kristne i Ægypten i mange år.
I ugerne efter skyderiet og de voldsomme sammenstød lå det ægyptiske regime under pres fra både ind- og udland for at gøre noget ved situationen og under hele processen ulmede en utilfredshed med regimet blandt befolkningen, der stak langt dybere end den ovennævnte hændelse. De senere år har Ægypten ligget i toppen på Verdensbankens liste over lande med den hurtigste og højeste økonomiske udvikling. Det er dog ikke noget, den gængse ægypter på gaden mærker noget til, tvært imod. Fordelingen af økonomiske midler i landet er meget skæv, og hvorimod få er blevet ekstremt rige, er den simple mand på gaden, bl.a. pga. politiske reformer på det økonomiske område, blevet fattigere. Det faktum, plus stigende sociale og religiøse stridigheder gennem de senere år, har gjort befolkningen i tvivl om regimets motiver og reele handlekraft. Den ovennævnte sag udgjorde derfor prikken over i´et i forhold til tvivlen omkring regimets passivitet (eller bevidste stagneringspolitik). Præsident Mubaraks dårlige helbred har desuden sat diskussioner igang vedrørende et forestående magtskifte. Nabil Abdel Fattah, leder ved "Den historiske og sociologiske Afdeling" ved "Al-Ahram Centre" i Kairo, forklarer til The Guardian situationen på følgende måde: "Det her var ikke et isoleret tilfælde. Det er opstået som resultat af det forfaldende nationale sammenhold i Ægypten, som er opstået gennem politikernes omfangsrige udnyttelse af religion i politik. Der har været et forsøg fra regeringens og bureaukratiets side på at opfordre til islamisering i et forsøg på at skjule dets eget mangel på legitimitet".
I forhold til situationen i landet i januar 2010 kom det ægyptiske landsholds internationale succes altså som en kærkommen lejlighed til at lægge låg på den ulmene utilfredshed, der fandtes blandt de forskellige sociale grupperinger i samfundet. Folk der få timer inden finalen i African Cup of Nations ikke ville have set hinanden i øjnene kunne lige pludselig feste i gaderne sammen og holde om hinanden. Det er der, skal der lige tilføjes, absolut ikke noget som helst galt i, men man kan ærge sig lidt over, at regimet slap billigt afsted, fordi landsholdet i virkeligheden satte en stopper (i det mindste midlertidigt) for det momentum, der var i befolkningen i forhold til at skabe forandring, og magthaverne derigennem slap for at forholde sig til den sociale virkelighed, som mange ægyptere føler på egen krop hver dag. Gennem andres succes kunne Mubarak således ånde lettet op og læne sig tilbage i præsidentstolen uden at tænke på, hvordan han skulle komme igennem en voksende krise, baseret på mangel på politisk legitimitet, sociale skævvridninger og religiøse stridigheder, uden at ændre noget som helst. Man kan altså sige at fodbolden, i det mindste for en stund, samlede Nilens land på godt og ondt.
Da den ægyptiske landsholdsspiller, Mohamed Nagy Ismail Afash d. 31. januar, 2010, sendte bolden i nettet bag den Ghanesiske målmand i finalen i African Cup of Nations i det 85. minut, og holdet derved vandt finalen 1-0, samlede landsholdet Ægypten på godt og ondt.