Vi har da ikke brug for de skide svin!?

Ca. et halvt år efter svineinfluensaens udbrud og den ægyptiske præsidents beslutning om, at slå alle svin i Ægypten ned, angiveligt for at begrænse en eventuel pandemi i landet, kan man endnu en gang læse om, at den beslutning har vist sig at give bagslag. Denne gang er det dog ikke pga. international kritik eller rygter om religiøs undertrykkelse af de kristne koptere i landet, at beslutningen tiltrækker sig opmærksomhed, men simpelthen pga. de interne samfundsmæssige problemer, som nedslagtningen skaber i det ægyptiske samfund.

Siden beslutningen om nedslagtningen, d. 28 april 2009, er skraldet nemlig begyndt at hobe sig op i Kairos gader. De kristne koptere, der indtil for nyligt holdt svin, købte mad til svinene ved de kristne "Zabaleen" (skraldemænd), der sammen med svineavlerne bor i området "Mansheet Nasr", også kendt som "Garbage City", i udkanten af Kairo.

Da svinene blev beordret nedslagtet, havde de ægyptiske magthavere dog glemt at tage højde for én ting: Hvis svinene ikke er der mere, hvordan kommer vi så af med de millioner tons af madrester, som de omtrendt 300.000 svin gør det af med, hver dag?

Det har vist sig at være et rigtig godt spørgsmål, for nu her ved begyndelsen af november måned 2009 har de ægyptiske myndigheder stadig ikke fundet et svar på det. Hvorvidt nedslagtningen i første omgang var sekterisk eller politisk, en del af en stigende islamisering, nødvendig eller unødvendig, vil jeg ikke beskæftige mig med i denne omgang (se tidligere indlæg).

Det nuværende problem er den stigende sundhedsrisiko, som skraldet udgør i landet. Jo længere tid skraldet får lov til at ligge på gaderne, jo større risiko er der for, at folk bliver syge af det. Det kan i værste tilfælde betyde, at det tiltag, der angiveligt skulle forhindre en pandemi, kan være skyld i en endnu forestående pandemi, som kan blive langt mere dødelig end svineinfluensaen har været. Der er derfor brug for, at der bliver fundet en løsning på skraldeproblemet så hurtigt som muligt.

Noget andet, som sagen har fået frem til dagens lys, er, at der er nogle dybtliggende sociale problemer mellem muslimer og kristne i det ægyptiske samfund. Alene det faktum, at myndighederne ikke har kunnet forstå vigtigheden af svinene i forbindelse med landets nedbrydelse af skrald viser, at der er et skel mellem de to befolkningsgrupper.

Udover den manglende erkendelse af svineaflevernes og skraldemændenes rolle angående skraldebekæmpelse har beslutningen om at slagte svinene (i mange tilfælde uden kompensation til de berørte svineaflevere) først og fremmest også betydet, at de kristne føler sig undertrykte og oversete i samfundet. Det har ført til vrede blandt de berørte, hvilket igen har ført til større isolering af de kristne.

Situationen er derfor ikke kun direkte sundhedsfarlig, men har vist, at der er brug for en langt større dialog mellem de ægyptiske myndigheder og de kristne i landet. Hvis det ikke sker, risikerer man, at de kristne isolerer sig endnu mere end nu, og det vil skabe et samfund i samfundet. I forvejen står de kristne i landet uden politisk indflydelse (kun ét af parlamentets medlemmer er, på nuværende tidspunkt, kristen) og det er derfor på høje tide at myndighederne viser, at de også er der for den kristne minoritet i landet. En yderligere fremmedgørelse vil kunne skabe en samfundsgruppe, som ikke identificerer sig som ægyptiske kristne, men blot som kristne og føler sig sat uden for samfundet og derved evt. kan finde på at modarbejde politiske initiativer.


2/11-2009
Udsigt over "Mansheet Nasr", bedre kendt som "Garbage City".

Fra pyramiderne og til "Petra" på 10 minutter??

6/7-2009

Jeg har aftalt at tage i biografen med Henrik, Christina (dansk pige, der også studerer arabisk på ToRS. Hun er lige kommet herned, og sal bo hos Henrik i den næste måned) og Noha.

Kl. 16.00 tager jeg ind til "Down Town" for at købe bøger i boghandlen på det amerikanske universitet i Kairo (AUC). Jeg får købt en masse bøger og bevæger mig derefter ind mod Henrik på Zamalek. Efter en lang og nervepirrende taxatur (min taxachauffør kører forkert og prøver at bakke ned ad en afkørsel inde i midten af Kairo, mens jeg råber, at det ikke kan lade sig gøre og trafikken jorder forbi. Idiot!) kommer jeg ind til Henrik. Vi sidder og slapper af indtil vi skal i biografen.

Noha møder os inde ved biografen. I forhold til sidste gang, hvor jeg var i biografen, er denne biograf helt ny. Det mest geniale er, at de har sørget for, at mobiltelefoner ikke virker inde i biografen, så denne gang behøver jeg ikke høre på ægyptere snakke i telefon eller telefoner der ringer hele tiden. Dejligt!

Vi ser "Transformers - Revenge of the fallen". Historien er langt ude, men effekterne er fantastiske. Næsten halvdelen af filmen foregår i Ægypten og Jordan. Det er jo meget fedt, men når man kender Ægyptens geografi en smule, bliver man hurtigt klar over, at de områder de viser i filmen er placeret fuldstændig forkert i forhold til hinanden. Hovedpersonerne kører bl.a. fra pyramiderne i Giza til "Petra" i Jordan på ca. 10 minutter og tilbage til pyramiderne igen. Derudover har de placeret "Luxor-templet" tre hundrede meter fra Pyramiderne. I virkeligheden er der lige så lang fra pyramiderne i Giza og til templet i Luxor, som der er fra den danske grænse og et godt stykke ned i Frankrig. Ud over den dårlige handling og den underlige placering af de gamle monumenter er filmen dog underholdende. Målet med filmen har dog også næppe været at være klog eller historisk korrekt, men mere at være en stor gang metal-vridende action, hvilket må siges at være lykkedes. og det var lidt fedt at høre ægypternes reaktion, da en kæmpe robot begyndte at smadre pyramiderne!

Tilfredse forlader vi biografen. Noha og jeg siger farvel til Henrik og Christina og begiver os mod Maadi. Det er altid rart med et lift, så jeg undgår en tur i en gammel benzin-stinkende taxa. Jeg er hjemme igen kl. ca. 01.30 og befinder mig hurtigt under mit tæppe i soveværelset. Måske kommer jeg til at drømme om robotter...hvem ved?

4. Juli-fest

4/7-2009

Alexander fik den idé at holde 4. juli, da han gerne ville have været hjemme i USA og fejre, men jo ikke kan. Han har inviteret en masse mennesker, mest af alt amerikanere, til at komme til 4. juli-fest i hans lejlighed kl. 20.00. Jeg har fået Noha overtalt til at komme med. Alexander bor også i Maadi, så for en gangs skyld, er det ikke så besværligt for mig at komme derhen.

Jeg beslutte mig for at handle ind til "Irish-coffee", da jeg har fået en flaske whisky af Clare fra kontoret. Hun er taget et par måneder til Palæstina og kunne ikke tage den med. Det er skotsk whisky, hvilket gør, at jeg faktisk har lyst til at drikke det.

Andrew skal også med. Kl. 19.30 tager vi ned i byen for at mødes med Noha. Alexander og Ellen laver burgere, så det er så amerikansk, som det kan blive! Vi er kun Alexander, Ellen, Noha, Andrew og jeg til mad, så amerikanerne er faktisk i undertal. Det forhindrer dog ikke Alexander i at have lavet en "playlist" med gamle amerikanske sange. "Born in the USA" kører for fuld drøn, da vi kommer ind i lejligheden.

Da vi har spist, begynder der at komme andre folk. Vi ender med at være en flok på ca. 15 mand i lejligheden, der drikker øl, sprut og "Irish-coffee" og fester til langt ud på natten.

Lige før festen slutter, begynder jeg dog at få det lidt dårligt. Det er ikke noget nyt for mig, at jeg får lidt bøvl med maven hernede i ny og næ. Jeg tror, at det denne gang er kødet, der får min mave til at lave krumspring. Nok ikke noget der varer mere end en dag, men dog irriterende. jeg tager hjem for at få mig lidt søvn og pleje min mave lidt. Det har dog alt i alt været en god aften!

Alexandria

3/7-2009

Efter afslutningsfesten i går er mit hoved ret tungt, da vækkeuret ringer kl. 09.00. Ikke desto mindre skal jeg ud af fjerene Jeg har aftalt med Alexander og hans veninde fra USA, Ellen, at vi tager en tur til Alexandria. bare på en dagstur. Det tager kun ca. to en halv time med toget til Alexandria, så det er jo ikke så slemt.

Vi mødes inde ved "Mubarak"-station. Efter en masse bøvl med at finde ud af hvordan vi kommer til togstationen, får fat på billetter osv. kommer vi endelig med et tog. Og der er heldigvis aircondition! Til turen har jeg købt et blad, der hedder "Al-Ahdath", som betyder begivenhederne. Det svarer vel lidt til det danske "se og hør". Alle artikler handler om død, fængsel, utroskab og underlige begivenheder i Ægypten. Det er ikke ligefrem opløftende læsning, men til gengæld er det noget lettere at læse end tungt politisk stof, så jeg kan nå at læse flere artikler.

Vel nået frem til Alexandria, har Alexander fundet ud af, at han gerne vil se katakomberne. Efter at have købt vores returbilletter, bevæger vi os således hen mod dem. Alexandria er oprindeligt en romersk-kristen by, der ligger ud til middelhavet. De mest kendte historiske monumenter i byen er det gamle lystårn og Kleopatras palads, der dog begge er sunket i havet for længe siden, og nu kun kan besøges via en dykketur. Derudover er der katakomberne og det gamle "Bibliotheca Alexandrina", som var det største og mest kendte bibliotek i verden, før det brændte ned. Det er historisk ikke kendt, præcis hvornår det brændte, men de fleste forskere mener, at det er sket i det 1.-2. århundrede. Det menes at være etableret i det 3. århundrede før Kristus. katakomberne i Alexandria (Catacombs of Kom el Shoqafa) er fra det 2. århundrede. Udsmykningerne i gravkamrene er både romerske, ægyptiske og græske, hvilket gør dem unikke. Og det er også en helt fantastisk oplevelse at gå rundt dernede og kigge på statuerne, som er hugget ud af klipperne og se de fantastisk velbevarede udsmykninger af skikkelser, der forestiller mennesker med sjakal-hoveder og slanger, der bevogter indgangene til kamrene, hvor de døde har ligget begravet. I dag er gravene tømt, og havvandet er begyndt at trænge ind, så man nogle steder må gå på tynde træplanker og sørge for, at man ikke vælter i vandet. Katakomberne blev først opdaget i 19-hundrede-tallet, da et æsel faldt ned i et af indgangshullerne. Derfor er de så velbevarede. De har ikke været udsat for nogen form for gravrøveri eller lignende, da de har været skjult så længe. Meget heldigt!

Efter en fed oplevelse blandt de døde under jordens overflade er det tid til mad. Vores taxachauffør, der har ventet på os, kører os hen til en god restaurant, som han kender, hvor vi kan få os en ordentlig omgang fisk, som Alexandria er så kendt for. Vi kommer hen til en restaurant ved navn "Sabren". Da vi kommer ind, bliver vi budt velkommen og bliver derefter ført hen til et bord med en dug over. En af tjenerne fjerner dugen og et hav af fisk, hummer, rejer, blæksprutter og alt muligt andet kommer til syne. Det hele ligger på en stor blok is og er fanget for mindre end end én time siden, informerer tjeneren. Fantastisk! Vi vælger en stor fisk, en hummer, friske pil-selv-rejer, en blæksprutte og seks krabber. Så er der serveret!

Efter et fantastisk måltid beslutter vi os for at gå en tur langs kysten. Temperaturen i Alexandria er perfekt. Byen er langt mindre proppet en Kairo, luften meget renere og trafikken ikke i nærheden af at være lige så stressende. Desuden giver lyden og lugten af havvand en syd-græsk stemning. Generelt forekommer byen mig langt mere sydeuropæisk og ikke ret ægyptisk, hvis jeg sammenligner den med resten af det Ægypten, som jeg har set. Vi sidder og nyder solnedgangen ved kysten, før vi finder en taxa tilbage til togstationen.

Vi kommer på toget lidt over 21.00. På vejen hjem sover vi alle tre som små børn. Vi fik ikke meget søvn efter den vilde bytur i går, så vi er alle helt smadret. Lidt over 00.00 er vi tilbage i Kairo. Vi når lige den sidste metro. Ikke længe efter er jeg hjemme igen. En rigtig god dag går på hæld, og jeg går ud som et lys.

Sidste dag på arbejde

2/7-2009

Det er min sidste dag på arbejde. Det føles en smule uvirkeligt, da jeg stadig føler, at der er masser af ting, som jeg gerne ville have lært mere om. Desuden har jeg haft så travlt det sidste stykke tid, at jeg ikke rigthg har haft tid til at forstå, at jeg er færdig med min praktik, og at min tid hernede lakker mod enden for denne gang. Til gengæld er det også meget rart at tænke på, at jeg har "ferie" hernede indtil slutningen af juli, og at Stine snart kommer herned!

Jeg har haft en rigtig god tid, mens jeg har været i praktik, og jeg har uden tvivl lært ting af at være hernede, som jeg ikke ville kunne have tilegnet mig derhjemme. Som afskedsgave fik jeg i går et akvarel-maleri, som jeg er rigtig glad for. Det er skik, når en praktikant stopper, at folk skriver en lille kommentar. Normalt har praktikanter fået bøger, som folk så har skrevet i, men da jeg har fået en anden gave, har jeg bedt folk om at skrive på bagsiden af maleriet. Kees var den første til at skrive en kommentar i går, da han skulle til Holland, og derfor ikke kunne skrive en kommentar i dag. Da jeg læste den, var jeg faktisk lidt stolt, da han havde skrevet, at jeg har været en af de bedste og mest dynamiske praktikanter, de har haft i organisationen nogensinde. Et skulderklap kan man jo altid bruge, og jeg er meget glad for at vide, at mit arbejde er værdsat!

Klokken 17.00 er der en lille afskedsceremoni på kontoret med taler, søde sager og smalltalk. Klokken 18.30 er vi en flok, der tager en taxa til Nilen og sejler en tur i "Feluca", mens vi ser solen gå ned. Alexander har købt øl og sodavand og alle ser ud til at nyde det. Måske er det tanken om ferie, der spiller ind, men da vi sidder i "Feluca´en", forekommer det mig, at solnedgangen er den smukkeste, som jeg endnu har set i Kairo.

Efter "Feluca"-turen tager vi på Grand-Café, hvor vi får noget at spise og noget at drikke. Øllene ryger hurtigt ned og vi kommer alle sammen i fest-humør. Da klokken bliver 23.30 bryder nogle op for at nå den sidste metro. Vi andre beslutter os for at tage på "Boss" og feste videre. Efter at have festet godt igennem bliver vi klokken 03.00 smidt ud af "Boss", da de er ved at lukke. Jeg får taget afsked med folk, og tager en taxa hjem.

Mit praktikophold har ikke kun lært mig en masse studierelaterede ting, men mindst lige så meget lært mig en masse ting om livet. Jeg har lært mange ting, som jeg kan få gavn af i fremtiden. Jeg har forbedret mit arabiske, er blevet bedre til at organisere, har tilegnet mig en masse viden om Ægypten og sidst men ikke mindst mødt en masse fantastiske mennesker.

Farvel-fest på "Jazz-Club"

30/6-2009

Jeg er blevet inviteret til endnu en farvel-fest. Denne gang er det Annah, som jeg kender fra en af turene til Anafora og fest his henrik, der skal hjem. Hun skal hjem og arbejde videre på sit speciale efter et halvt år med feltarbejde hernede om politisk vold i Sudan. Rigtig spændende i øvrigt!

Vi skal mødes inde hos hende kl 20.00. Hun bor inde ved "Talaat Harb" inde i "Down Town". Jeg tager en taxa ind til byen, da jeg ikke orker en proppet metro i denne varme. Da jeg kommer derind, er Emily (Annahs "flat-mate) og Annah allerede i gang med drinks i køkkenet. Der går ikke længe, før jeg vælger at stemme i og hoppe med på vognen. For første gang i lang tid får jeg en kold vodka og sprite. Europæisk vodka og ikke det forfærdelige ægyptiske sprøjt, som er det eneste, man ellers kan købe hernede. Fantastisk!

Der kommer flere folk til, og drinks og musik kører derud af. Vi bestiller yemenitisk mad og hygger. Omkring klokken 12.00 bliver det besluttet, at vi skal fortsætte festen på "Jazz-Club". Vi tager taxa derind og fester til langt ud på natten. Jeg har taget mit kamera med. Da jeg har taget en masse billeder kommer dørmanden og beder mig om at slette alle mine billeder, da det er forbudt at tage billeder derinde. Det er jeg dog ikke videre interesseret i. jeg beslutter mig for at tage mit hukommelseskort ud af kameraet og gemme det i lommen. På den måde ser det ud som om, at jeg har slettet alle billeder. Det virker! Da vi skal hjemad, vil dørmanden se kameraet, og jeg viser det tomme kamera og slipper ud med alle mine billeder.

Èn af de folk, som jeg møder i aften hedder "Samir". Han har en ægyptisk far og en dansk mor. Han har studeret medicin hernede i syv år og vender snart tilbage til Danmark. Han viser sig at være en rigtig fin fyr. Vi deler en taxa hjem, da han også bor i Maadi. På vejen prøver jeg på at sætte hukommelseskortet tilbage i kameraet. Det skulle jeg aldrig have gjort! Da der er mørkt i bilen, kan jeg ikke ordentligt se, hvad jeg laver. Jeg kommer derfor til at knække en af de tænder inde i kameraet, som kortet skal passe i. Så nu står jeg med et kamera, der ikke virker, og jeg kan ikke få det lavet, før jeg kommer hjem. Sjældent har jeg været så irriteret på mig selv som for det stunt!! Jeg må hellere sørge for at Stine husker sit kamera, når hun kommer herned om ikke så længe. Det bliver sku dejligt!

Kinesisk "flat-mate"

29/6-2009

Tidligt her til morgen fik jeg en ny "flat-mate". Han hedder Andrew og er fra Kina. Han skal bo hos mig den næste uge indtil Stine kommer. Grunden til at han er i Ægypten, og skal dele lejlighed med mig den næste uge, er, at han også skal arbejde hos CIDT. Da Kees, for noget tid siden, hørte, at jeg havde et værelse ledigt, spurgte han, om Andrew kunne flytte ind hos mig, indtil han kunne finde noget permanent, når han var kommet til Kairo. Det havde jeg ikke noget imod. Den aftale var på plads for lidt over en uge siden. Til at starte med skulle han blive i lejligheden til Stine og jeg også flytter ud d. 20. Juli.

For to dage siden fortalte Kees mig dog, at Andrew havde brugt bibelcitater i nogle af de e-mails, som han havde sendt til ham. Det fik mig til at tænke på, at jeg hellere måtte informere ham om, at Stine og jeg ikke er gift, men har tænkt os at sove i samme værelse alligevel. Det ændrede situationen lidt. Andrew svarede, at han ikke kunne stå inde for at bo med os. Ikke så meget pga. at vi ikke er gift, men generelt fordi han ikke vil bo i lejlighed med en pige. Det var, for mig i hvert fald, en begrundelse, som jeg ikke havde hørt før. Noget fremmed oven i købet, men selvfølgelig noget jeg vil respektere. Derfor bliver han her kun i en uge. Så må vi se, hvordan det går.

Én ting, som jeg dog har haft en mindre diskussions med min chef om, er, at han mener, at det er mit job at vise Andrew rundt i Maadi. Hans begrundelse er, at jeg er praktik-koordinator, og derfor skal vise ham rundt. Der går min grænse dog. Det er én ting, at han kan flytte ind hos mig, fordi han ikke har et andet sted at tage hen, men jeg har altså bedre ting at tage mig til, end at lege turistguide. Desuden er Andrew 29 år, så han har næppe brug for en babysitter. Det forklarede jeg Kees på en pæn måde. Han var ikke enig, så jeg forklarede, at hvis det var mit job at vise alle nye praktikanter rundt i byen, kunne jeg have det som fuldtidsjob, og så kunne jeg lige så godt have rejst hertil som guide for Dansk Folkeferie eller lign. Så gik den endelig ind.

Jeg fik afleveret den endelige Abu Fana rapport i dag, og nu gider jeg heller ikke se på den mere. Jeg stopper min praktik på torsdag og skal nå en masse andre afsluttende ting, før jeg endeligt siger farvel.

Til fest på husbåd og klam svømmetur!

25/6-2009

Efter en lang dag på arbejde skal jeg mødes med Annah (en af dem fra Anafora) og nogle af hendes venner inde i byen. Vi starter med at tage en drink hjemme hos hende og hendes flat"-mate", før vi bevæger os ned på "Zekoiya" på "Zamalek", for at få en bid mad. Maden og øllene glider godt ned, og da vi er færdige med at spise, tager vi på "Jazz-Club". Jeg har ikke været der før og da stedet er meget kendt i Kairo, er det var vel på tide, at jeg får prøvet det.

Inde på "Jazz-Club er der proppet med folk. Et band står og spiller Bob Marley med sudanesik accent. Det giver uden tvivl bandet dets helt egen lyd. Vi går godt i øllene og hygger os til kl. er ca. 02.00. Da vi alle skal til at bevæge os hjemad, falder jeg i snak med tre palæstinensere, der skal til fest på en husbåd. De spørger, om jeg vil med og det kan jeg ikke sige nej til. Jeg siger farvel til de andre, der hellere vil hjem, og hopper så med de andre til fest.

Festen foregår på en gammel forfalden husbåd, der ligger ved Nilens bred. Der er gratis øl, musik og rigtig god stemning. Før jeg får set mig om, er solen begyndt at stå op, og de fleste folk taget hjem. Jeg er dog, åbenbart, ikke træt endnu. Sammen med en flok på ca. seks andre sætter jeg mig hen og ser solopgangen. Og så er det, at der er en, der får den ide, at vi jo kan tage en svømmetur i Nilen. Under andre omstændigheder ville jeg klart have sagt nej, men på dette tidspunkt lyder tilbuddet om en dukkert meget fristende. Resultatet, om ikke andet, er, at jeg sammen med en anden hopper i Nilen fra husbåden iført boksershorts. Fandeme en klam oplevelse. men også så speciel, at den er værd at prale lidt med. Hvor klamt vandet i Nilen er behøver jeg vel ikke forklare nærmere. Det bliver derfor en meget kort svømmetur med et efterfølgende tiltrængt bad. Vandtemperaturen var behagelig, men alt i alt er det nok ikke noget jeg gør igen foreløbigt.

Klokken bliver næsten 12.00, før jeg er tilbage i min seng i Maadi. En fed fest og en svømmetur i Nilen kan man da påstå er noget, også selvom jeg nok skal høre tusindvis af formaninger imod at gøre den slags. Så på forhånd vil jeg gerne lige sige: Jeg skal nok lade være med at svømme i Nilen igen!

Hvem er den rigtige "Naguib Mahfouz"?

22/6-2009

En ny uge er begyndt, og jeg har endnu en gang fået rigtig travlt på arbejde. Min rapport er til gennemlæsning hos en hel håndfuld advokater og professorer af forskellig art. I aftes var jeg derfor inde hos en gammel professor i medicin, som har sagt ja til at læse min rapport igennem. Hans navn er "Amin Makram Ebeid". Han har boet det meste af sit liv i USA, hvor han har arbejdet som læge. I 2003 vente han tilbage Ægypten sammen med sin kone. Nu bor han inde ved "Dokki" i midtbyen.

Da jeg kommer derind, må jeg nok indrømme, at jeg godt kan se, at de ikke er blandt gruppen af fattige ægyptere, som man ellers talrigt kan tæller i Kairos gader. Det er en enorm og meget flot lejlighed, som de har. På væggene hænger der dyre billeder (fortæller han mig senere), indretningen er gennemført og der er ikke et støvfnug at se på gulvet.

Den gamle professor viser sig at være overordentlig flink. Han er pensioneret, og ser ud til at nyde at have besøg af en "ung" purk som jeg. Jeg bliver budt på lidt mad. Vi begynder at snakke om rapporten, mens minipizzaer bliver slynget ned. Der er heldigvis meget god kritik at komme efter.

Efter en gennemgang af gode og knap så gode ting i rapporten begynder snakken at falde på løst og fast. Da han har boet det meste af sit liv i udlandet, og som han selv udtrykker det; "Flygtede" fra Nassers revolution i 1952, er han meget interesseret i at høre, hvad jeg synes om Ægypten. Jeg fortæller ham åbent om de ting, som jeg synes er dårlige, og om de ting, som jeg synes er gode. Af mindre heldige ting hernede nævner jeg blandt andet den enorme befolkningsvækst, der er i Ægypten. Der fører rigtig mange uheldige ting i kølvandet på sådan en befolkningstilvækst. Arbejdsløsheden i Ægypten har været stigende de sidste mange år, skolerne er overfyldte, da de ikke kan nå at bygge skoler, så hurtigt som der kommer nye børn til. Korruptionsraten hernede er blandt verdens højeste. Lønningerne for bland andet læger og lærere er så lave, at næsten ingen gider at uddanne sig inden for de arbejdsområder længere. Vandmangel er også et stigende problem. Skellet mellem rig og fattig er fuldstændig forrygt og prostitution er også et stigende fænomen. Dertil kommer, at styret hernede ikke har styr på meget andet, end hvem der truer magten. Parlamentsmedlemmerne er blandt de mest korrupte i landet. Retssystemet er bund rådent, og det er velkendt, at folk med penge kan slippe ustraffet fra selv mord (der var en del opstandelse i landet forleden, da en nær ven af præsident Mubarrak blev dømt for mord. Det er man ikke vandt til hernede).

Det er nogle af de ting, som jeg får af hjertet. Det er selvfølgelig en smule hård kost for ham at høre. Selvom han bruger udtrykket "flygtet" fra Ægypten, er han jo stadig ægypter. Han nikker dog billigende og siger, at han godt kan se pointerne. For at glatte lidt ud nævner jeg også, at jeg synes, at ægyptere kan have en åbenhed, som jeg mener, at vi godt kunne lære lidt af derhjemme ind i mellem.

Efter en snak om Ægypten er han nysgerrig efter at høre lidt om Danmark. Vi ender selvfølgelig med at snakke om Danmarks flygtninge- og udlændingepolitik. Jeg fortæller ham, at jeg mener, at vi har en forkert flygtningepolitik i Danmark for tiden. Han overrasker mig dog ved at sige, at den måske er en smule for hård, men ikke meget. Det synes jeg jo selvfølgelig er interessant, når det kommer fra en mand, der først som ung flyttede til England og derefter til USA. Han fortæller, at han mener, at for få udlændinge, der flytter til et nyt land, gør en ordentlig indsats i forhold til at tilpasse sig. Med det mener han ikke en fuldstændig assimilering, men nærmere en balancegang. Han siger, at han er af den opfattelse, at det er et stort problem for mange mellemøstlige indvandrere rundt om i verden, at de prøver at bevare deres oprindelige kultur i så høj en grad, at det nærmest virker komisk, at de har valgt at bosætte sig et helt andet sted på kloden, når de ikke gider at have noget med kulturen i det nye hjemland at gøre. Jeg fortæller ham, at jeg mener, at det dog også må være svært at tilpasse sig en ny kultur i et nyt hjemland, når man hele tiden får at vide, at man ikke hører til. Og når man ikke kan finde job, fordi man har et fremmed navn, men heller ikke kan flytte tilbage, fordi man har satset alle penge på et kort, og ikke har penge til at vende tilbage eller som flygtning, naturligvis, ikke kan flytte tilbage. Da jeg fortæller ham om vores "flygtningelejre", er han også meget fortørnet. Vi får en god lang debat ud af det. I sidste ende bliver vi enige om, at man skal behandle hinanden med respekt, lige meget hvor man kommer fra. Et godt men ikke spor banebrydende slogan, som allerede bliver brugt for meget uden handling bag ord. Det udgør dog en fin afslutning i denne sammenhæng.

Før jeg tager hjem, forærer han mig en bog, som han har skrevet, der bærer titlen "Towards a culture of progress". Desuden finder jeg ud af en interessant lille detalje, som jeg lige vil nævne. Lige før jeg skal til at gå ud af døren, nævner han navnet på sin far, hvilket fanger min opmærksomhed. Amins far var for længe siden læge. En dag på vagt skal han være fødselshjælper ved en fødsel. Fødslen er i mellemtiden dog meget svær, og det lille barn er ved at gå til. Efter mange timers kamp lykkes det dog for ham at redde barnet. Barnets familie bliver så overlykkelig, at de vælger at give barnet navn efter lægen. Det navn er "Naguib Mahfouz". Det lille barn viser sig at blive en af Mellemøstens største forfattere i nyere tid, og den første arabiske forfatter til at vinde Nobelsprisen i litteratur i 1988. Navnet Naguib Mahfouz var således, oprindeligt, navnet på en af Mellemøstens kendteste læger i starten af det tyvende århundrede og den første gynækolog i Mellemøsten overhovedet. En lille sjov anekdote. Hvem der så er den rigtige Naguib Mahfouz vil jeg lade andre diskutere om.

Efter en god aften bevæger jeg mig igen igennem Kairos aftentrafik hjemad mod Maadi, mens den varme luft pisker mod mit ansigt. Lugten af bilos og forurening hænger altid godt fast i tøjet efter sådan en tur.

Sinai

20/6-2009

Jeg har lige haft en fantastisk men også hård weekend frem og tilbage til Sinai. Jeg vil gøre historien lidt kort. For hvad er det lige præcis, der får en til at feste til langt ud på natten, stå op igen kl. 09.00 om morgenen, tage en taxa til busstationen, sidde ni timer i en bus og storsvede hele vejen, pga. varmen, nå frem til den landsby, som var målet lidt i 19.00, få lidt mad, finde et hotel, nå at sove en time før man står op igen og derefter bruger hele natten på at bestige et bjerg, bruge morgenen på at kravle ned igen, få en kop kaffe for så at hoppe i en bus hjemad igen, hvilket resten af dagen så går med, og dermed have brugt hele sin weekend på den måde?? Det kan virke vildt dumt at tilbringe sin weekend på den måde, men der er faktisk nogle gode grunde til det. De kommer her:

Da vi kommer af bussen, befinder vi os pludseligt i denne fantastisk lille landsby. En mand byder os på hjemmelavet aftensmad, hvilket vi ikke kunne sige nej til. Dette billede er taget fra mandens hus, hvilket havde den bedste udsigt i byen. Folk var vildt flinke, luften ren og behagelig og stemningen i byen helt fantastisk!

Børnene i landsbyen var fuldt optagede af at spille fodbold. Det er ikke alle steder i Ægypten, at børn kan få lov til at være børn, så det var godt at se, at børnene her kunne spille fodbold i stedet for at skulle arbejde.

Solnedgangen taler for sig selv!!!

Gør solopgangen også!!! Vi så solen stå op oppe fra bjerget. Da vi kom derop, var der mega koldt, men blot fem minutter efter solen var stået op, lød temperaturen allerede på 30 grader.

På den modsatte side af bjerget letter nattens fugt og bliver til en blå-grå tage. På vej op på bjerget skal lige nævnes, at jeg faktisk fik højde-syge. Jeg havde svært ved at trække vejret og fik kvalme. Det gik dog heldigvis væk igen, men det viser, at jeg ikke ligefrem er nogen bjergged.

Alexander med en af de lokale guider (selvfølgelig en Muhammed), der skal følge turister op på bjerget. Det er faktisk en forholdsvis ny regel, der blev indført for tre måneder siden, da en russisk turist gik forkert i mørket og faldt ud over klippekanten. Det er dog et initiativ, der er blevet hjerteligt imødekommet af lokalbefolkningen, da det har åbnet op for endnu en indtægtskilde. En af de ting, der bekymrer mig lidt, er, at det er børn, der agerer guide. Det betyder, at de skal gå hele vejen op på bjerget hver nat, og derfor ikke kan få deres nattesøvn og for det andet betyder det, at de ikke går i skole, da de sover, når de kommer ned fra bjerget ved 09.00 tiden.

Klosteret St. Catherine set udefra. Vi tog først og fremmest til Sinai fordi Alexander ville se det gamle kloster. Det er et gammelt græsk kloster, der ligger der hvor den brændende busk siges at befinde sig ved foden af Moses-bjerget. Det rigtige Moses-bjerg menes at befinde sig nærmere Libanon og Syrien, men det skal ikke stoppe gamle lokale traditioner. De holder på, at bjerget er dette. Klosteret har den anden største samling af religiøse skrifter i verden, kun overgået af Vatikanet.

Som billederne viser, så var det fantastisk oppe i bjergene. Selvom det var et kort ophold og det krævede mange timer i bus, så kan det varmt anbefales at komme ud af Kairo og besøge Sinai.

Lige lidt information om Sinai. Sinai ligger ud til det Røde Hav og Aqaba Golfen. Den midterste/sydlige del er meget bjergrig, og det var det område, Alexander og jeg befandt os i i denne weekend. Ægypten mistede Sinai til Israel i seksdages krigen i 1967, men fik den tilbage efter, at Ægypten underskrev en fredstraktat med Israel 26. marts 1979 efter mange tab. I fredsaftalen anerkender Ægypten Israel som stat. I dag fremstiller ægypterne begivenhederne i 1979 som en kæmpe sejr i deres favør, selvom de havde meget større tab end Israelerne.

Grillfest

18/6-2009

Jeg har lovet at hjælpe Noha med at redigere billeder fra basketturneringen sidste lørdag. Efter arbejde tager jeg hen til hende, og får sendt et par billeder til chefen for Gam3 i Danmark. Jeg har lidt travlt, da Henrik har budt ind til grillfest.

Noha har tidligere ejet et kunstgalleri og hun har tænkt sig at tage til udstilling inde på Zamalek. Henrik bor på Zamalek, så jeg kan passende køre med. På vejen derind får Noha mig overtalt til at tage med til udstilling, til gengæld vil hun så gerne med til grillfest hos Henrik. En god deal for hende vil jeg mene. Udstillingen består af fotografier taget under et lokalt "danse-ritual" et sted i Indien.

Da vi kommer ind til Operaen, hvor udstillingen er, finder jeg hurtigt ud af, at jeg er så "under dressed" som man overhovedet kan være. I mine sandfarvede H&M-shorts og kortærmede skjorte ligner jeg en der kommer direkte fra stranden på "Ibiza". Alle ægyptere, det vil sige alle andre end jeg, er "dressed" helt op. Der er "fanzy" drinks og "smalltalk". Det viser sig at være åbningen af udstillingen, som jeg er havnet midt i, og der er fjernsyn og kameraer alle vegne. Da jeg er den eneste udlænding i lokalet, går der desværre ikke længe, før jeg ender i fjernsynet. Typisk! Og vildt ubehageligt!

Efter lidt tid har vi begge fået nok af de smukke, men også meget underlige billeder og al tumulten, så vi bevæger os hen mod Henrik.

Henrik og de andre gæster sidder allerede oppe på tagterrassen, og nyder den behagelige brise, der gør luften deroppe vildt behagelig. Vi er ikke så mange, hvilket jeg synes er rigtig fint. En øl og en lænestol, uden det vilde festopbud, er lige noget, som jeg har brug for. Det bliver en rigtig hyggelig og lidt for våd aften. jeg skal til Sinai i morgen tidlig, og det var ikke meningen, at det skulle blive sent, før jeg ville være hjemme. Det er dog aftner, som den i aften, hvor jeg sidder med folk, som jeg er begyndt at kende bedre og bedre, at jeg føler, at jeg ville kunne holde ud at leve hernede længere tid end et halvt år. Klokken 04.00 kan mit hoved endelig hvile sig på min pude.

Basket med fattige børn

12/6-2009

Noha der står for "gam3" i Ægypten (basket for fattige børn, der skal bringe Kristne og Muslimske børn sammen) har bedt mig hjælpe hende i forbindelse med deres afslutnings-turnerings-fest. Hun har brug for hjælp til at lave et program og en turneringsplan. det har jeg med glæde sagt ja til.

Noha, i hvid t-shirt, med nogle af de kvindelige trænere, der diskuterer, hvordan dagens program skal forløbe.

Jeg møder op hjemme hos hende kl. 09.00, får mig en bid brød, lidt kaffe og begynder så at arbejde på planlægningen. Det er ikke ægypternes stærke side at planlægge ting, så jeg går ud fra, at jeg, for det første, er den rette at spørge og for det andet, at de ikke forventer det helt store. Det lyder som en kombination, jeg lige kan klare!

Sportstøj er ikke noget, der bliver brugt. Her er det en pige, der er i gang med at prøve at vinde dribble-konkurrencen sammen med sit hold.

Efter overstået program-planlægning og en bid brød (sandwich), bevæger vi os ud mod Kairos Universitet, hvor "festen" skal foregå. Vi gør alting klar, til når børnene kommer. Varmen er fuldstændig uudholdelig i dag og jeg bliver på et tidspunkt helt svimmel af de få gøremål, som jeg er i gang med. Kl. 16.00 begynder busserne med børn at rulle ind. Elle vilde griber de bolde og begynder at spille, mens de farer rundt mellem hinanden. Da alle er ankommet, er der, med forældre, ca. 400 børn og voksne. En pæn flok!

Endnu en der giver, hvad han har i dribble-konkurrencen.

Jeg har taget mit kamera med og begynder at skyde. Normalt er det svært at overbevise folk om, at de skal med på billeder, men ikke med disse børn. Tvært imod! De hopper ind foran linsen og beder om , at jeg tager billeder. Så meget, at jeg til tider har svært ved at få tid til at fokusere på det, der sker på banen.

Leg og spil foregår, med en spisepause med mad til børnene, til kl. 23.00. På vejen hjem finder jeg ud af, at jeg har taget næsten 900 billeder. Et helt svimlende tal! Noha, som også bor i Maadi, kører mig hjem efter en øl. Jeg er fuldstændig udkørt. Det har været en lang, men rigtig god dag! Det var sku fedt at se børnene nyde afslutnings-festen så meget.

Lay-up var også en af de konkurrencer, der fylder dagens program.

Til de lidt mindre var der mulighed for at tegne lidt, mens de større børn spillede basket-kamp.

Tribunerne var fyldte, og supporten manglede ikke, da ca. 300 børn plus forældre stimlede sammen til sæson-afslutnings-festen.

"Deir Al-Maimun" og endnu en afkedsfest

11/6-2009

Buchi og Chung Ha stopper på kontoret i dag, og i den forbindelse har Kees arrangeret en tur til et "kloster" ved navn "Deir Al-Meimun". Buchi, Chung Ha, Sandra, Alexander og jeg mødte op på kontoret kl. 08.00, hvorefter Kees ankom i bil og samlede os op, så vi kunne komme af sted. For en gang skyld kom vi afsted til tiden!

"Deir Al-Maimun" ligger 100 kilometer syd for Kairo. På vejen derned tager vi den kringlede grusvej, som fører os igennem en masse landsbyer. Vi kommer også igennem "Helwan", ikke så langt syd for Kairo. Det var engang en af de flotteste steder omkring Kairo, og et sted hvor mange rige Kairenere boede. Men efter Nassers revolution i 1952, hvor han smed den engelsk-støttede monark for porten, lavede han området om til industri, da han mente, at fremtiden bl.a. lå i produktionen af metal osv. Det kan han sådan set også have haft ret i, men det har om ikke andet betydet, at området nu er blandt de mest forurenede og beskidte områder, som man kan komme i nærheden af i Ægypten. og det siger ikke så lidt!

En fabrik i "Helwan". Ikke ligefrem frisk landluft, der strømmer ud af skorstenene.

Endnu en sød lille fabrik! Svært at tro, at dette kvarter en gang var Kairos stolthed.

En dreng i "Upper Egypt" får sig lidt vand pumpet direkte op fra Nilen.

Frisk ankommet til "Deir Al-Maimun" (varmen havde snart gjort det af med os) begiver vi os hen til "klosteret". Det er i virkeligheden en lille by, der kredser sig rundt om Ægyptens nuværende ældste kirke. Der er ca. 300 Kristne familier og tre Muslimske familie i byen. Folk i området lever generelt af små-landbrug og sten-udvindelse i nærheden.

Vi kommer ind i den lille kirke, som folk i området påstår er fra det fjerde århundrede. Den er i virkeligheden nærmere fra det sjette århundrede, men Kristne i Ægypten kan godt lide at referere deres kirker til værende fra det fjerde århundrede, da det var på det tidspunkt "Helenisterne" kom til landet fra det daværende Grækenland og spredte den Ortodokse Kristne tro, som definerer Kopterne i dag. En lille forfalden kirke, som dog har en stor betydning for folk i området. Jeg må indrømme, at min interesse for gamle kristne kirker ikke er den største at finde blandt folk, og jeg bliver aldrig helt revet med. Derimod synes jeg livet i sådan en lille isoleret landsby er lang mere spændende.

Der går ikke længe, før vi bliver inviteret på te. Det kan man ikke sige nej til. Vi kommer ind i et lille hus, lavet af tørret ler-jord og bliver velkommet til at sidde ned. Inden længe står der té på bordet og vi får os en god snak med de lokale. Vi var aldrig blevet budt indenfor, hvis vi ikke havde haft Sandra og Chung Ha med. Mændende er ude i markerne om dagen, og man inviterer ikke mænd indenfor i et hus, hvor der kun er kvinder hjemme. Når vi har kvinder med, er det dog ikke noget problem.

På gulvet inde i køkkenet sidder kvinderne på gulvet og vasker op og koger vand. Rummet vi sidder i er et typisk velkomst-rum i "Upper Egypt", med stenbænke overdækket med tæpper hele vejen rundt. Man bliver aldrig budt ind i selve huset, når man er fremmed, og rummet skal derfor kunne rumme en masse mennesker på så lidt plads som muligt i tilfælde af uventet besøg. Rundt om os render en hel flok børn rundt og kigger nysgerrigt på os. Uden tvivl er de ikke vandt til at se sådan nogle som os. En typisk familie i "Upper Egypt" med en seks - syv børn.

Efter téen begiver vi os tilbage til kirken, hvor præsten nu står klar til at modtage os. Kees fortæller ham, at vi er der for at rappotere om den gamle kirke. Præsten virker dog ikke overbevist. Kees fortæller ham om organisationen og hvad vi laver, men det er ikke alle i det her område, der er lige klar over, hvad en database om Ægypten og inter-religiøs dialog er. Vi får stillet ham nogle spørgsmål, men han åbner aldrig rigtig op. Vi får lov til at kigge lidt, men efter en times tid ser han helst, at vi er på vej hjemad igen. På vej hjem i bilen begynder maverne at knurre. Vi havde regnet med, at kunne få en bid mad i byen, og har derfor ikke selv mad med.

Hele gruppen af folk fra arbejde sammen med præsten og en kirke-tjener. Fra Højre er vi; Alexander, Kees, Sandra, mig og Chung Ha.

Et billede af en helgens tidligere bo. Kopterne har mange helgener blandt tidligere munke, som levede på asketisk vis. Denne helgen levede næsten hele sit live i dette lille rum.

På vejen hjem begynder bilen oven i købet at lave problemer. Vi kører ad en ny "motorvej" hjem mod Kairo. Hvad Kees dog ikke tænker på, og os andre for den skyld heller ikke, er at den gamle bil, som vi kører i, ikke kan klare mosten med fuld drøn i ørkenen, hvor der er næsten 50 grader. Pludselig giver den op, og vi befinder os ude i ørkenen i en bil, der ikke kan køre længere. Endnu bedre er det, at det er på en "motorvej" mod Kairo, hvor der ikke er noget sidespor, og hvor bilerne drøner forbi. Vi bruger vores sidste vandressourcer på at køle motoren en smule. Derefter er der kun en ting at gøre, og det er at vente. Efter 15 minutter prøver vi at starte motoren igen. Heldigvis starter den! Vi kan dog ikke få bilen til at køre mere end ca. 20 kilometer i timen, så den resterende tur hjem bliver lang.

Da vi kommer tilbage på kontoret, er klokken næsten 17.00. Vi tager hurtigt af sted videre, da Buchi har inviteret på hjemmelavet kinesisk mad og kolde øl. Ikke et tilbud jeg kan eller vil sige nej til.

Buchi bor på 15 etage lige ud til Nilen. En fantastisk ramme for en afskedsfest! Vi får bestilt en ordentlig gang øl og slapper af, mens Buchi laver mad. Vi er seks mand fra kontoret til fest. Det er Sandra, Remi (ny praktikant fra England), Benedikt (også ny praktikant fra England), Alexander, Muhammed og jeg plus folk fra Buchis lejlighed. Det bliver en våd aften med god hjemmelavet mad og en masse kolde Heineken. Kl. er tre, før jeg er hjemme og kan sove rusen ud.

Tiden flyver afsted!

10/6-2009

Hold op hvor er det blevet kvalmende varmt. For hver dag bliver det bare varmere og varmere. I forbindelse med varmen er jeg begyndt at kunne mærke forureningen mere og mere Mine taxa-ture hjem fra "Down Town" er begyndt at sætte sig i mine øjne. De bliver helt udtørrede og forureningen svier. Når jeg har taget en taxa fra midtbyen, kan jeg næsten ikke holde dem åben af irritation bagefter. Det er der dog umiddelbart ikke noget at gøre ved. Jeg prøver i stedet at nå metroen, før den stopper med at gå om aftenen. Det er dog ikke altid det lykkes, når jeg sidder og hygger med en "Shisha" i godt selskab. Jeg må også acceptere, at det oftest er mig, der må tage ind til byen. De fleste, af de folk jeg omgås, bor inde i byen, og det er jo lettere, at én mand kommer ind til byen, end at 10 mand tager til "Maadi".


Jeg har ikke mærket meget til, at Jonas er taget hjem, på den måde, at jeg har følt mig alene i lejligheden, for jeg har ikke haft meget tid hjemme. I går var jeg med de andre praktikanter til min chefs "farvel-foredrag" på Kairos Universitet. I den forbindelse skulle vi have jakkesæt på, hvilket viste sig at være vildt ubehageligt. Et jakkesæt er ikke blandt de køligste beklædningsgenstande, som man kan støve sig fem til, og sveden perlede konstant. Da jeg kom hjem kunne jeg konstatere, at min skjorte var fuldstændig gennemsvedt. Et koldt bad og aircondition hjalp dog på overophedningen.


Jeg er begyndt at få rigtig travlt på arbejde. Jeg har kun tre uger tilbage, og jeg har mange jern i ilden. Det er dog rigtig dejligt! Jeg har fået skub i en masse ting på kontoret, og det giver en del ændringer, som jeg synes er meget gode. Det er mig, der står for al ansættelse af nye praktikanter, og jeg har fået ansat otte nye praktikanter i juni alene. Det betyder flere ting. Først og fremmest betyder det, at jeg har fået gang i vores nye kontor, som ligger i samme bygning som det oprindelige, bare et par etager længere oppe. Det var slet ikke klar til brug for et par uger siden, men jeg fik overbevist min chef om, at tiden nu var inde til at få det taget i brug. Det er så meningen, at det skal bruges som kontor for alle praktikanter fra nu af. De første praktikanter er allerede startet, og jeg tror, at de nye tiltag kan blive et ekstra gode for organisationen. Med det store antal praktikanter kan de så også bryste sig af at være den organisation i Ægypten, der imod tager flest praktikanter. Idéen er, at jeg fra på søndag rykker med derop og skal stå for afdelingen. Det bliver meget spændende!


"Abu Fana"-rapporten skal være færdig til juridisk gennemgang d. 15/6. Jeg arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads, og så er jeg også færdig med den. I morgen skal vi en tur til "Upper Egypt". Vi skal besøge et kloster ved navn "Dir Al-Ma3muun". Det er en afskedsgave til vores kinesiske praktikant "Buschi", som stopper i morgen. Derefter har han inviteret os alle sammen på hjemmelavet kinesisk mad og kolde "Stella". Fredag skal jeg mødes med et par syd-afrikanske piger, som Jonas og jeg mødte i byen, aftenen før han tog hjem. Lørdag skal jeg hjælpe til ved en basket-turnering, som Gam3 har arrangeret for de børn, der kommer der. Det håber jeg også bliver rigtig spændende.


Af fremtidsudsigter er der næste weekend en tur til Sinai med vores nye praktikant Alexander fra USA. Han studerer religionsvidenskab, og vil gerne se "Mount-Sinai", hvor Moses, efter sigende, modtog de ti bud. Det er en chance, som jeg ikke vil lade gå min næse forbi, så jeg har aftalt, at jeg tager med ham.


Derudover er jeg blevet inviteret til Palæstina af en veninde, som jeg lærte at kende i Libanon sidste sommer. Der er "Danish Culture-week", og hun synes, at det kunne være hyggeligt, hvis jeg ville kigge forbi. Det vil jeg rigtig gerne. Jeg skal dog bare lige have spurgt hende, hvor stor sandsynligheden for at kunne passere grænsen med stempel fra Syrien er. Det ville jo være ærgerligt at sidde otte timer i en bus for så at blive afvist ved grænsen, og så måtte tage en bus otte timer tilbage igen.


I mandags var jeg til spisning, hos en gruppe englændere inde i "Agusa" (et område af Kairo, det betyder på arabisk gammel mand). I den forbindelse havde jeg mit kamera med, og jeg vil da gerne dele nogle af billederne med jer:



Fællesspisning i lejligheden i "Agusa". Rosy havde lavet lasagne til hele banden og det blev skyldet ned med kold "Sakara". Lejligheden er kun små 300 kvadratmeter og stuen, som vi har sidder og spiser i små 90 kvadratmeter. Vi er her en international samling med folk fra USA, England, Ægypten og ja...Danmark.

Udsigt over Kairo fra lejligheden på 12. etage. Gaden, der ses på billedet, er 6. oktober-gaden, som er en af Kairos mest trafikkerede.

Besøg af mor og afsked med Jonas

6/6-2009

Jeg har haft min mor på besøg fra d. 28/5 - 1/6. Det var nogle rigtig gode dage, og jeg vil i den forbindelse lige ligge et par billeder ud. Min mor havde mit nye kamera med herned, så nu har jeg været i stand til at tage billeder igen. Noget jeg har savnet rigtig meget! Jeg vil derfor ligge nogle af de billeder, som jeg har taget den sidste uge, ud på bloggen:

En båd på Nilen ved "Zamalek".

Min mor ved Nilens bred ved skumringstid. Min mor er på dette tidspunkt lige kommet til Kairo, og vi er på vej ned for at få lidt at spise.

Et billede af min mor på Nilen, da vi er på "Feluca-tur". Det blæste en del den aften, og det var ikke hele tiden, at turen var lige behagelig. Vi klarede os dog igennem uden større panik, til styrmandens store ærgelse.

Udsigt til "Hussein-moskeen", der ligger ved citadellet, fra "Azhar-parken". Vi var der oppe en meget varm dag, hvor vi nød et godt måltid i skyggen.

Endnu et billede med udsigt over "Azhar-parken" og Kairo. Man kan næsten ikke tro, at man befinder sig i Kairo, når man står deroppe. Parken er uden tvivl den ting i Kairo, der bliver bedst vedligeholdt. "Azhar" er navnet på Ægyptens største religiøse skole, og de vil vel gerne sende et signal med vedligeholdelsen af parken.

Jonas med sin far på "Hurria-bar". Jonas havde besøg af sin far, søster og hendes kæreste, mens jeg havde besøg af min mor, og her er vi ude at nyde en lille kold "Stella".

Louis på "Hurria-bar". Han er australier. Han var en af dem, der var med ude ved "Anafora", hvor vi fik slappet rigtig godt af!

Fra venstre Rosy (englænder), Maisie (englænder) og Rikke (dansker) på "Hurria-bar". De var alle tre med ude ved "Anafora". Rikke er i mellemtiden taget hjem, men Rosy og Maisie er stadig hernede.

Og så lige en stiv udgave af kamelen "himself". Igen på "Hurria-bar"

Udsigt over Nilen fra en af de Caféer min mor og jeg spiste på. Fiskere er igang med at fange dagens aftensmad. I baggrunden ses et af Kairos store hoteller.

Søndag d. 31. maj blev min mor tvangindlagt til at høre mig holde et oplæg om "Abu Fana", som jeg har skrevet opgave om. Oplægget viste sig at være foran disse to herrer fra Nigeria, som er nomineret til Nobels fredspis for deres arbejde for fred i Afrika.

Den 5. Juni skulle Jonas så hjem. Billedet er taget lige før han hopper ind i taxaen mod lufthavnen. Der var 45 grader varmt den dag, og på min efterfølgende gåtur ned til supermarkedet var jeg for første gang hernede virkelig gennemblødt, da jeg kom hjem. Ikke så hyggeligt, men ville lige nævne det.

Fredagsbøn i "Maadi". Når der ikke er mere plads i Moskéerne, bliver folk sat på tæpper udenfor. Højtalere sørger så for, at folk derude (og alle andre i en omkreds af 300 meter) kan høre, hvad Imamen siger. De bryder sig ikke om, at man tager billeder af det, så jeg har her gjort det i smug.

Skopudsere på gaden i "Maadi". Normalt er de ikke så unge, men da der var fredagsbøn, kan jeg forestille mig, at de midlertidigt har overtaget jobbet for deres far, mens han er i Moské.