25/4-2009
Jeg skal holde mit oplæg kl. 10.00. Vi er ved kontoret kl. 09.45. Jeg skal holde oplæg om opgaveopbygning, teori og metode og akademisk reflektering. Vi kommer først i gang med seminaret kl. 11.00. Der er kommet nye ansigter til. Efter deltagerne var gået hjem i går, ringede vi til nogle af de ansøgere, der ikke var kommet med i første omgang, for at høre, om de skulle have lyst til at deltage i resten af seminaret. Der er derfor dukket tre nye deltagere op. Til gengæld dukker der fire færre op, af dem der var der i går, så antallet er endda lidt mindre end i går. Vi har lavet en lille konkurrence i forbindelse med seminaret. Vi har fortalt, at de fire bedste opgaver vil blive lagt ud på vores hjemmeside. Vi ved ikke, om det pres har været for meget for nogle af deltagerne, eller om nogle af dem er blevet i tvivl, om hvorvidt de kan nå at blive færdige, i løbet af i går aftes, og derfor er blevet væk. Når seminaret er slut, har vi har tænkt os at sende en mail med en vedhæftet evaluering ud til alle, der har været tilstede under seminaret, derigennem håber vi at kunne få nogle svar fra folk, så vi kan rette op på eventuelle fejl og mangler til næste gang. Indtil da kan vi kunne gætte os til deres bevæggrunde.
Mit oplæg går fint. Efter oplægget sætter jeg dem til at lave en indledning og en oversigt over indhold i opgaven, så de har noget at forholde sig til. Imens de skriver, snakker jeg med Jeilis, der kom hertil fra Holland i går aftes, om hvorfor mon folk bare bliver væk. Han fortæller, at mange ægyptere ikke prøver at lave skriftlige opgaver, heller ikke på universitetet, og at de ikke er vandt til, at nogen forventer så meget af dem, som vi gør her. Han fortæller, at han for nogle måneder siden holdt et seminar, hvor han tog et depositum fra folk, som de fik tilbage, hvis de gennemførte hele seminaret. På den måde fik han alle deltagerne til at gennemføre. Det er trist, hvis det er det, der skal til for at få folk til at dukke op, men hvis det virker "so be it". Det gør vi næste gang!
Til frokost bliver der serveret pizza. Bagefter holder Jeilis oplæg om filosofi i akademisk opgaveskrivning og korrekt argumentering. Derefter får de igen lov til at skrive videre. Kl. 18.00 er vi færdige for i dag. Det har været en god dag, og deltagerne gør hurtigt fremskridt. Det er dejligt at få at vide, at vores oplæg, udleveret materiale og muligheden for at spørge hjælper folk. Mange af dem giver udtryk for, at det især hjælper at få sat emne, teori, metode, bevisførelse og argumentering i system, så de kan overskue og fokusere på det, der er vigtigt, én ting af gangen.
mandag den 27. april 2009
En dag i rutsjebanen
24/4-2009
I dag starter seminaret. Vi skal være på kontoret kl. 13.00. Kl. 11.00 ringer Kirsten dog og fortæller, at vi er skiftet til sommertid i nat, og vi skal derfor være der kl. 12.00 i stedet for. Fint, det skal vi nok være, men hvad med ægypterne? Ved de at tiden er skiftet?
Vi er som aftalt på kontoret kl. 12.00. Der er en halv time til at vores deltagere begynder at komme. Forhåbentligt! Vi har besluttet, at vi hellere må vente med at starte kurset til kl. 13.30 i stedet for 12.30. De fleste ægyptere plejer at komme 30-45 minutter for sent, så vi skulle nok have ventet lige meget hvad. Vi gør vores udstyr klart. Vi har heldigvis fået en projektor i sidste øjeblik. Der er også drikkelse og lidt snacks til de velmødte. Da det hele er blevet gjort klart, er der kun tilbage at vente på folk. Så det gør vi. Længe!
Da kl. bliver 13.30, er kun ni af de 18 deltagere mødt op. Vi beslutter os for at begynde. Jonas skal holde oplæg om, at vælge et emne og søge efter litteratur. Derefter skal de selv vælge et emne, der handler om enten tværkulturelle, interreligiøse eller mellemøstlige problemstillinger, og søge efter litteratur. Da Jonas kommer i gang, er der dukket to mere op. Vi er nu oppe på 11 deltagere. Jonas` oplæg går rigtig godt! Han er bedre til at stå og snakke foran andre mennesker, end jeg umiddelbart troede. Jeg ved godt, at han godt kunne tænke sig at undervise, men havde af gode grunde ikke set ham holde oplæg foran andre før. Jeg kan nu konstatere, at han sagtens kan finde ud af at undervise, hvis det stadig er noget, han kunne tænke sig engang i fremtiden.
Efter Jonas´ oplæg snakker vi om, hvorfor kun 11 ud af vores 18 deltagere er dukket op. For at være ærlig pisser det mig vildt af, at folk kommer dumpende, når det passer dem, eller helt bliver væk. Vi har måttet sige nej til rigtig mange ansøgere, og det er vildt irriterende at have forberedt sig så længe på et seminar, som næsten kun bliver fyldt halvt op, fordi nogle folk ikke har nogen form for ansvarsbevidsthed overhovedet! Vi er alle rådvilde. Hvorfor har folk gjort sig så meget besvær, ved at lave en motiveret ansøgning og være så heldige at blive valgt ud, for så bare at blive væk? Hvis ikke engang unge under uddannelse gider besvære sig med at dukke op til et seminar, som de har fået lov til at deltage i, frem for mange andre ansøgere, så gad vide, hvem der ellers gider tage lidt ansvar. Hvis man ser på, hvordan resten af samfundet hernede hænger sammen, så passer billedet dog egentlig meget godt sammen.
De ansøgere, som er dukket op, er dog rigtig søde, og meget engageret. Det redder humøret. De er ivrige efter at komme i gang, og tage glædeligt imod råd, da de selv skal i gang med at arbejde med deres opgaver. De har til søndag kl. 17.30 til at skrive en lille akademisk opgave. Vi får hjulpet alle i gang med at tænke på et emne, og indsnævre det nok til at kunne blive til en opgave, der kan skrives på to et halvt døgn. Derefter kommer de alle i gang med at søge efter litteratur på nettet.
Under en pause snakker Jonas og jeg med en af de kvindelige deltagere om sexchikane i Ægypten. Det er ikke et emne, som vi spørger direkte ind til, men vi havner der. Hvordan kan jeg ikke rigtig huske. Hun fortæller, at stort set alle kvinder i Ægypten, har prøvet at blive seksuelt chikaneret. Hun mener, at det skyldes undertrykkelsen af seksuelle drifter hos både mænd og kvinder i samfundet. Som hun selv siger det er: "Det ikke naturligt, at mænd og kvinder skal adskilles, indtil de bliver gift. Folk siger én ting, men gør en anden. Der er masser af unge, der dyrker sex. Når så mange alligevel dyrker sex, hvorfor kan man så ikke anse det som værende acceptabelt? I stedet skal folk gøre det i det skjulte, og føle sig skyldige for at have gjort det". Endnu værre forklarer hun, at mange, også meget traditionelle piger, går i seng med deres kærester, før de er blevet gift, og at det i nogle tilfælde desværre fører til, at manden ikke ville giftes med pigen bagefter, da han så anser hende som uren. En forfærdelig begrundelse. Hvorfor skulle en pige være mere uren, fordi hun har haft sex, end en fyr der har gjort det samme. Det er virkeligt et mandsdomineret samfund!
Kl. 18.00 samler vi folk igen,og hører, hvordan det er gået med deres valg af emne og søgen efter litteratur. De virker alle sammen rigtig tilfredse, og mange af dem kan ikke vente med at komme hjem og fortsætte litteratursøgningen. Modsat de folk der er blevet væk, er de deltagere, der er dukket op, mere klar på at gøre en indsats under seminaret, end vi havde regnet med, og det er en fornøjelse at holde oplæg og prøve at hjælpe dem med deres opgaver.
En lang arbejdsdag slutter kl. 19.00. Det har været en dag på rutsjebane. Fra den ene ende af registret til den anden. Vi er ovenpå, da vi forlader kontoret. Vi har mødt rigtig mange flinke mennesker, og vi glæder os begge til at møde dem igen i morgen.
I dag starter seminaret. Vi skal være på kontoret kl. 13.00. Kl. 11.00 ringer Kirsten dog og fortæller, at vi er skiftet til sommertid i nat, og vi skal derfor være der kl. 12.00 i stedet for. Fint, det skal vi nok være, men hvad med ægypterne? Ved de at tiden er skiftet?
Vi er som aftalt på kontoret kl. 12.00. Der er en halv time til at vores deltagere begynder at komme. Forhåbentligt! Vi har besluttet, at vi hellere må vente med at starte kurset til kl. 13.30 i stedet for 12.30. De fleste ægyptere plejer at komme 30-45 minutter for sent, så vi skulle nok have ventet lige meget hvad. Vi gør vores udstyr klart. Vi har heldigvis fået en projektor i sidste øjeblik. Der er også drikkelse og lidt snacks til de velmødte. Da det hele er blevet gjort klart, er der kun tilbage at vente på folk. Så det gør vi. Længe!
Da kl. bliver 13.30, er kun ni af de 18 deltagere mødt op. Vi beslutter os for at begynde. Jonas skal holde oplæg om, at vælge et emne og søge efter litteratur. Derefter skal de selv vælge et emne, der handler om enten tværkulturelle, interreligiøse eller mellemøstlige problemstillinger, og søge efter litteratur. Da Jonas kommer i gang, er der dukket to mere op. Vi er nu oppe på 11 deltagere. Jonas` oplæg går rigtig godt! Han er bedre til at stå og snakke foran andre mennesker, end jeg umiddelbart troede. Jeg ved godt, at han godt kunne tænke sig at undervise, men havde af gode grunde ikke set ham holde oplæg foran andre før. Jeg kan nu konstatere, at han sagtens kan finde ud af at undervise, hvis det stadig er noget, han kunne tænke sig engang i fremtiden.
Efter Jonas´ oplæg snakker vi om, hvorfor kun 11 ud af vores 18 deltagere er dukket op. For at være ærlig pisser det mig vildt af, at folk kommer dumpende, når det passer dem, eller helt bliver væk. Vi har måttet sige nej til rigtig mange ansøgere, og det er vildt irriterende at have forberedt sig så længe på et seminar, som næsten kun bliver fyldt halvt op, fordi nogle folk ikke har nogen form for ansvarsbevidsthed overhovedet! Vi er alle rådvilde. Hvorfor har folk gjort sig så meget besvær, ved at lave en motiveret ansøgning og være så heldige at blive valgt ud, for så bare at blive væk? Hvis ikke engang unge under uddannelse gider besvære sig med at dukke op til et seminar, som de har fået lov til at deltage i, frem for mange andre ansøgere, så gad vide, hvem der ellers gider tage lidt ansvar. Hvis man ser på, hvordan resten af samfundet hernede hænger sammen, så passer billedet dog egentlig meget godt sammen.
De ansøgere, som er dukket op, er dog rigtig søde, og meget engageret. Det redder humøret. De er ivrige efter at komme i gang, og tage glædeligt imod råd, da de selv skal i gang med at arbejde med deres opgaver. De har til søndag kl. 17.30 til at skrive en lille akademisk opgave. Vi får hjulpet alle i gang med at tænke på et emne, og indsnævre det nok til at kunne blive til en opgave, der kan skrives på to et halvt døgn. Derefter kommer de alle i gang med at søge efter litteratur på nettet.
Under en pause snakker Jonas og jeg med en af de kvindelige deltagere om sexchikane i Ægypten. Det er ikke et emne, som vi spørger direkte ind til, men vi havner der. Hvordan kan jeg ikke rigtig huske. Hun fortæller, at stort set alle kvinder i Ægypten, har prøvet at blive seksuelt chikaneret. Hun mener, at det skyldes undertrykkelsen af seksuelle drifter hos både mænd og kvinder i samfundet. Som hun selv siger det er: "Det ikke naturligt, at mænd og kvinder skal adskilles, indtil de bliver gift. Folk siger én ting, men gør en anden. Der er masser af unge, der dyrker sex. Når så mange alligevel dyrker sex, hvorfor kan man så ikke anse det som værende acceptabelt? I stedet skal folk gøre det i det skjulte, og føle sig skyldige for at have gjort det". Endnu værre forklarer hun, at mange, også meget traditionelle piger, går i seng med deres kærester, før de er blevet gift, og at det i nogle tilfælde desværre fører til, at manden ikke ville giftes med pigen bagefter, da han så anser hende som uren. En forfærdelig begrundelse. Hvorfor skulle en pige være mere uren, fordi hun har haft sex, end en fyr der har gjort det samme. Det er virkeligt et mandsdomineret samfund!
Kl. 18.00 samler vi folk igen,og hører, hvordan det er gået med deres valg af emne og søgen efter litteratur. De virker alle sammen rigtig tilfredse, og mange af dem kan ikke vente med at komme hjem og fortsætte litteratursøgningen. Modsat de folk der er blevet væk, er de deltagere, der er dukket op, mere klar på at gøre en indsats under seminaret, end vi havde regnet med, og det er en fornøjelse at holde oplæg og prøve at hjælpe dem med deres opgaver.
En lang arbejdsdag slutter kl. 19.00. Det har været en dag på rutsjebane. Fra den ene ende af registret til den anden. Vi er ovenpå, da vi forlader kontoret. Vi har mødt rigtig mange flinke mennesker, og vi glæder os begge til at møde dem igen i morgen.
Seminar og internet
23/4-2009
Jeg arbejder videre på mit oplæg til weekenden og arbejder på højtryk for at finde en projektor til seminaret. Det har vist sig sværere end som så, og vi har fået lidt panik på, da alle vores oplæg er lavet i "Power Point", og vi derfor ikke vil kunne lave nogen af vores oplæg ordentligt, hvis ikke vi får fat på en projektor. Vi prøver alle muligheder. Vi ringer også til "Cairo University", som vi laver seimaret i samarbejde med, men de må ikke låne udstyr ud, og den mulighed bliver også streget af listen. Det bliver en lang og stresset dag på arbejde, da der stadig er mange løse ender. Der kommer hele tiden små ting, som jeg skal tage mig af samtidig med, at jeg forbereder seminaret, og det irriterer mig lidt, at jeg ikke kan arbejde så meget på mit oplæg, som jeg gerne vil.
Mit internet virker stadig ikke, og da vi får fri, går Jonas og jeg ned til "Mobinil" igen, for at høre, om jeg gør noget forkert, eller hvad der skal til, for at det virker. Jeg bliver lidt nervøs for, om jeg har købt katten i sækken. Da jeg kommer derned, viser min nervøsitet dog at være ubegrundet. De ringer til deres servicecenter og ti minutter senere virker det. Vi er begge lidt overraskede over, at det går så let. Jeg havde forberedt mig på at skulle stå og hidse mig lidt op for at presse dem til at gøre noget for at få det til at virke, men det bliver slet ikke nødvendigt. Det er en af de få gange, jeg har oplevet ikke at skulle skeje ud for at få noget til at virke. Det er en positiv oplevelse!
Vi laver hjemmelavede burgere til aftensmad og slapper af med lidt musik og TV. Jeg får lagt en masse ud på bloggen, da jeg endelig har internet i lejligheden igen. Jeg får også Snakket med min mor over Skype. Det nye kamera er blevet leveret! Hun tager det med til mig, når hun kommer og besøger mig.
Vi går begge tidligt kolde. I morgen starter seminaret. Jonas skal holde sit oplæg i morgen, og vi vil være helt friske, til når deltagerne kommer. Vi glæder os til at seminaret går i gang, og bliver virkelighed, og ikke kun en masse forberedelser til en teoretisk og uvirkelig begivenhed. Vi er spændte på, hvem deltagerne er, og hvordan de tager imod vores pålæg og vejledning. Det bliver sikkert en travl dag.
Jeg arbejder videre på mit oplæg til weekenden og arbejder på højtryk for at finde en projektor til seminaret. Det har vist sig sværere end som så, og vi har fået lidt panik på, da alle vores oplæg er lavet i "Power Point", og vi derfor ikke vil kunne lave nogen af vores oplæg ordentligt, hvis ikke vi får fat på en projektor. Vi prøver alle muligheder. Vi ringer også til "Cairo University", som vi laver seimaret i samarbejde med, men de må ikke låne udstyr ud, og den mulighed bliver også streget af listen. Det bliver en lang og stresset dag på arbejde, da der stadig er mange løse ender. Der kommer hele tiden små ting, som jeg skal tage mig af samtidig med, at jeg forbereder seminaret, og det irriterer mig lidt, at jeg ikke kan arbejde så meget på mit oplæg, som jeg gerne vil.
Mit internet virker stadig ikke, og da vi får fri, går Jonas og jeg ned til "Mobinil" igen, for at høre, om jeg gør noget forkert, eller hvad der skal til, for at det virker. Jeg bliver lidt nervøs for, om jeg har købt katten i sækken. Da jeg kommer derned, viser min nervøsitet dog at være ubegrundet. De ringer til deres servicecenter og ti minutter senere virker det. Vi er begge lidt overraskede over, at det går så let. Jeg havde forberedt mig på at skulle stå og hidse mig lidt op for at presse dem til at gøre noget for at få det til at virke, men det bliver slet ikke nødvendigt. Det er en af de få gange, jeg har oplevet ikke at skulle skeje ud for at få noget til at virke. Det er en positiv oplevelse!
Vi laver hjemmelavede burgere til aftensmad og slapper af med lidt musik og TV. Jeg får lagt en masse ud på bloggen, da jeg endelig har internet i lejligheden igen. Jeg får også Snakket med min mor over Skype. Det nye kamera er blevet leveret! Hun tager det med til mig, når hun kommer og besøger mig.
Vi går begge tidligt kolde. I morgen starter seminaret. Jonas skal holde sit oplæg i morgen, og vi vil være helt friske, til når deltagerne kommer. Vi glæder os til at seminaret går i gang, og bliver virkelighed, og ikke kun en masse forberedelser til en teoretisk og uvirkelig begivenhed. Vi er spændte på, hvem deltagerne er, og hvordan de tager imod vores pålæg og vejledning. Det bliver sikkert en travl dag.
Den røde tråd
22/4-2009
På arbejde fortsætter vi med at forberede weekendens seminar. Vi arbejder på højtryk for at lave et ordentligt program, og sørge for, at vores oplæg kan give deltagerne en forståelse af akademisk opgaveskrivning og vigtigst af alt, at give dem en forståelse af hvordan de kan strukturere sådanne opgaver. For os ligger udfordringen dog ikke mindst i at sørge for, at seminaret kommer til at virke som en helhed, og sørge for, at det ene oplæg bliver forbundet med det næste. Vi holder et langt møde for at kortlægge den røde tråd, og gå igennem hinandens oplæg.
Efter arbejde har jeg besluttet mig for at købe et modem til trådløs internet. Jonas og jeg tager ned til "Mobinil", og bruger en time på at få registreret mig som bruger. Den største forhindring viser sig at være, at jeg ikke har noget fastnetnummer. Efter en lang debat lykkes det dog at få lov til at købe det alligevel. Nu skulle jeg have internet indenfor 2-24 timer. Det bliver rigtig fedt at få internet igen!
Vi skulle have været til undervisning igen i dag, efter lang tids pause, pga. at vores underviser har været syg, men han ringer og må aflyse af lidt uklare grunde. Mandag skulle han dog være klar.
Bagefter handler Jonas og jeg ind til god mad. Det bliver til kartofler med "ratatui" og bøffer. Bøfferne er lidt seje i det, men ellers smager det godt (Jonas klager selvfølgelig over, at maden er for stærk, men han synes altid, at maden er forstærk, hvis den har så meget som været i samme køkken, som en pose med krydderier).
Resten af aftenen går med at slappe af. Vi er begge ret trætte efter arbejde, og jeg går tidligt i seng og læser resten af en bog jeg købte i Spanien (The book of illusions af Paul Auster).
På arbejde fortsætter vi med at forberede weekendens seminar. Vi arbejder på højtryk for at lave et ordentligt program, og sørge for, at vores oplæg kan give deltagerne en forståelse af akademisk opgaveskrivning og vigtigst af alt, at give dem en forståelse af hvordan de kan strukturere sådanne opgaver. For os ligger udfordringen dog ikke mindst i at sørge for, at seminaret kommer til at virke som en helhed, og sørge for, at det ene oplæg bliver forbundet med det næste. Vi holder et langt møde for at kortlægge den røde tråd, og gå igennem hinandens oplæg.
Efter arbejde har jeg besluttet mig for at købe et modem til trådløs internet. Jonas og jeg tager ned til "Mobinil", og bruger en time på at få registreret mig som bruger. Den største forhindring viser sig at være, at jeg ikke har noget fastnetnummer. Efter en lang debat lykkes det dog at få lov til at købe det alligevel. Nu skulle jeg have internet indenfor 2-24 timer. Det bliver rigtig fedt at få internet igen!
Vi skulle have været til undervisning igen i dag, efter lang tids pause, pga. at vores underviser har været syg, men han ringer og må aflyse af lidt uklare grunde. Mandag skulle han dog være klar.
Bagefter handler Jonas og jeg ind til god mad. Det bliver til kartofler med "ratatui" og bøffer. Bøfferne er lidt seje i det, men ellers smager det godt (Jonas klager selvfølgelig over, at maden er for stærk, men han synes altid, at maden er forstærk, hvis den har så meget som været i samme køkken, som en pose med krydderier).
Resten af aftenen går med at slappe af. Vi er begge ret trætte efter arbejde, og jeg går tidligt i seng og læser resten af en bog jeg købte i Spanien (The book of illusions af Paul Auster).
torsdag den 23. april 2009
Kaos på arbejde og mangel på internet
21/4-2009
Tilbage på arbejde! Forberedelserne til næste weekends "writing skills seminar" fortsætter. Der er en del, der sejler på arbejde lige nu. Kees er i Holland for at finde nyt hjem og arbejde til ham og familien. Det betyder desværre også, at alt han skulle tage sig af bliver liggende uberørt på skrivebordet. Han skriver mails hver aften, men glemmer alt om de ting, vi skriver, i de mails vi sender retur til ham, og Kirsten er ret frustreret over situationen. Hun føler, at hun snakker til en mur. Fint at han ikke kan tage sig af alting, når han er i Holland, men når vi andre så ikke får lov til at tage os af nogle af hans normale arbejdsopgaver, giver det kaos. I to uger har han snakket om, at han kender en fyr, som vi kan låne en projektor af til seminaret. I går kom han dog pludselig i tanker om, at ham han kender bor i Aleksandria og ikke Kairo, og vi kan derfor ikke låne den alligevel. Så står vi der tre dage før seminaret og mangler en projektor.
Jeg skulle holde oplæg for nogle kanadiske politiofficerer i dag. Da jeg ikke hører noget fra dem, ringer jeg til den kanadiske ambasade, og får at vide, at oplægget er blevet aflyst, pga. det stramme program de har, mens de er i Ægypten. Fint nok, men hvorfor er der ingen ,der har gidet fortælle mig det! Irriteret sætter jeg mig til at arbejde videre med mit oplæg til weekenden. Heldigvis er jeg sikker på, at det ikke bliver aflyst!
Efter arbejde tager Jonas og jeg ud for at se på mulighederne for at få internet i lejligheden. Vi tror ikke på, at vi kan nasse mere på det trådløse net, der var i lejligheden før. Det viser sig sværere end som så at få internet. Vi prøver en masse butikker med det officielle "Mobinil"-skilt (det største ægyptiske teleselskab) hængende ved døren. Alle viser sig dog at være uofficielle forhandlere, der bare nyder godt af at have skiltet hængende. Èn af de ting der er meget typisk i Ægypten. Næsten intet er ægte. Alt er kopier og falsk reklame. Vi ringer til "Mobinil", og får at vide, at vi skal have fastnettelefon for at kunne få internet. Det har vi ikke, og vi må droppe idéen. Jeg kommer dog i tanker om, at jeg har set en reklame for trådløst internet via. et USB-modem, som vi har det derhjemme. Vi beslutter os for at bruge alle kræfter på at finde den officielle "Mobinil"-butk, og det lykkes. Da jeg endelig skal til at købe modem og abonnement, kan jeg ikke, da jeg ikke har mit pas med. Det må blive i morgen!
Vi sætter os ned og får os en gang mad på "GAD" (restaurantkæde). Før vi er hjemme er kl. 21.00. Så gik den aften med at finde internet. Da vi kommer hjem, går resten af aftenen med at se billige Hollywood-film. Jeg har stadig ingen internet og det irriterer mig! Det skulle jeg dog gerne få i morgen. Jeg går i seng omkring kl. 00.00.
Tilbage på arbejde! Forberedelserne til næste weekends "writing skills seminar" fortsætter. Der er en del, der sejler på arbejde lige nu. Kees er i Holland for at finde nyt hjem og arbejde til ham og familien. Det betyder desværre også, at alt han skulle tage sig af bliver liggende uberørt på skrivebordet. Han skriver mails hver aften, men glemmer alt om de ting, vi skriver, i de mails vi sender retur til ham, og Kirsten er ret frustreret over situationen. Hun føler, at hun snakker til en mur. Fint at han ikke kan tage sig af alting, når han er i Holland, men når vi andre så ikke får lov til at tage os af nogle af hans normale arbejdsopgaver, giver det kaos. I to uger har han snakket om, at han kender en fyr, som vi kan låne en projektor af til seminaret. I går kom han dog pludselig i tanker om, at ham han kender bor i Aleksandria og ikke Kairo, og vi kan derfor ikke låne den alligevel. Så står vi der tre dage før seminaret og mangler en projektor.
Jeg skulle holde oplæg for nogle kanadiske politiofficerer i dag. Da jeg ikke hører noget fra dem, ringer jeg til den kanadiske ambasade, og får at vide, at oplægget er blevet aflyst, pga. det stramme program de har, mens de er i Ægypten. Fint nok, men hvorfor er der ingen ,der har gidet fortælle mig det! Irriteret sætter jeg mig til at arbejde videre med mit oplæg til weekenden. Heldigvis er jeg sikker på, at det ikke bliver aflyst!
Efter arbejde tager Jonas og jeg ud for at se på mulighederne for at få internet i lejligheden. Vi tror ikke på, at vi kan nasse mere på det trådløse net, der var i lejligheden før. Det viser sig sværere end som så at få internet. Vi prøver en masse butikker med det officielle "Mobinil"-skilt (det største ægyptiske teleselskab) hængende ved døren. Alle viser sig dog at være uofficielle forhandlere, der bare nyder godt af at have skiltet hængende. Èn af de ting der er meget typisk i Ægypten. Næsten intet er ægte. Alt er kopier og falsk reklame. Vi ringer til "Mobinil", og får at vide, at vi skal have fastnettelefon for at kunne få internet. Det har vi ikke, og vi må droppe idéen. Jeg kommer dog i tanker om, at jeg har set en reklame for trådløst internet via. et USB-modem, som vi har det derhjemme. Vi beslutter os for at bruge alle kræfter på at finde den officielle "Mobinil"-butk, og det lykkes. Da jeg endelig skal til at købe modem og abonnement, kan jeg ikke, da jeg ikke har mit pas med. Det må blive i morgen!
Vi sætter os ned og får os en gang mad på "GAD" (restaurantkæde). Før vi er hjemme er kl. 21.00. Så gik den aften med at finde internet. Da vi kommer hjem, går resten af aftenen med at se billige Hollywood-film. Jeg har stadig ingen internet og det irriterer mig! Det skulle jeg dog gerne få i morgen. Jeg går i seng omkring kl. 00.00.
"Dar Al-Salam"
20/4-2009
Det føles som at ramme ind i en mur, som at gå ind i en tændt ovn. Et splitsekund efter at solens stråler rammer huden, pibler sveden allerede frem på panden. Græsset er svedent og træerne længes efter regnens trommen på bladene. Støv dominerer gaderne og hænger som en tåge over alt. Jeg ånder tungt ind og mærker luftens varmen forplante sig ned igennem halsen og ud i lungerne. Det er ved at blive sommer i Ægypten, og temperaturen er ca. 35 grader.
Det er endnu en gang helligdag. Vi har besluttet os for at tage på marked i området ”Dar Al-Salam” (Fredens hus). Det ligger kun et metrostop væk. Vi ved ikke meget om området, udover at det er et meget fattigt og udelukkende lokalt kvarter. Endnu en af de ting der drager mig til kvarteret!
Da vi kommer derhen, mærker jeg hurtigt forskellen på turistområderne og hér. Ingen prøver at sælge én noget. Det på trods af, at de har nøjagtig de samme ting at tilbyde her i de snoede og snørklede gader, som de har alle andre steder. Det er super dejligt at kunne gå i fred. Folk kigger en del mere overraskede på os her, end de gør inde i midtbyen. De er ret tydeligt ikke vandt til fremmed besøg her! Det betyder dog intet. Vi får lov til at gå i fred! Folk hilser venligt, og fortsætter ellers deres forehavende. Det er dejligt at opleve ægyptere, som ikke død og pine vil sælge én noget for enhver pris og med alle tilgængelige midler, som det kræver. Vi bliver hverken hevet i eller holdt hen med tomme løfter.
Da vi har gået rundt i en times tid, finder vi en café, hvor vi sætter os ind, og får en slapper og en kaffe. På sådan en dag som i dag, er jeg virkelig ked af, at jeg har fået stjålet mit kamera. Jeg går glip af muligheden for at tage rigtig mange fede billeder. Stemningen er behagelig. Lokalet er malet i brune farver med træpaneler rundt langs kanterne. Der er ingen glas i vinduerne, og vi kan se ud på gaden, hvor folk bevæger sig gennem den bagende sol. Stole og borde er lavet i bambus, med tykke grønne hynder. Rundt om os sidder folk og drikker te, mens de spiller brætspil og snakker lystigt. Vi er godt gennemsvedte efter vores vandretur, og der ryger en del vand indenbords, mens vi sidder og slapper af.
På vejen tilbage køber vi sild. Vi får at vide, at der kun er én dag om året, hvor ægypterne spiser sild, og det skulle så være i dag. Meget heldigt, at vi er ude at handle i dag så. Vi køber også en masse grønt på markedet, og bevæger os hjemad. Til middag står den på salat og sild. Det var fedt at opleve området, og at se den forskel der er imellem ægyptere, der lever af turisme og de her lokale handelsmænd.
Det føles som at ramme ind i en mur, som at gå ind i en tændt ovn. Et splitsekund efter at solens stråler rammer huden, pibler sveden allerede frem på panden. Græsset er svedent og træerne længes efter regnens trommen på bladene. Støv dominerer gaderne og hænger som en tåge over alt. Jeg ånder tungt ind og mærker luftens varmen forplante sig ned igennem halsen og ud i lungerne. Det er ved at blive sommer i Ægypten, og temperaturen er ca. 35 grader.
Det er endnu en gang helligdag. Vi har besluttet os for at tage på marked i området ”Dar Al-Salam” (Fredens hus). Det ligger kun et metrostop væk. Vi ved ikke meget om området, udover at det er et meget fattigt og udelukkende lokalt kvarter. Endnu en af de ting der drager mig til kvarteret!
Da vi kommer derhen, mærker jeg hurtigt forskellen på turistområderne og hér. Ingen prøver at sælge én noget. Det på trods af, at de har nøjagtig de samme ting at tilbyde her i de snoede og snørklede gader, som de har alle andre steder. Det er super dejligt at kunne gå i fred. Folk kigger en del mere overraskede på os her, end de gør inde i midtbyen. De er ret tydeligt ikke vandt til fremmed besøg her! Det betyder dog intet. Vi får lov til at gå i fred! Folk hilser venligt, og fortsætter ellers deres forehavende. Det er dejligt at opleve ægyptere, som ikke død og pine vil sælge én noget for enhver pris og med alle tilgængelige midler, som det kræver. Vi bliver hverken hevet i eller holdt hen med tomme løfter.
Da vi har gået rundt i en times tid, finder vi en café, hvor vi sætter os ind, og får en slapper og en kaffe. På sådan en dag som i dag, er jeg virkelig ked af, at jeg har fået stjålet mit kamera. Jeg går glip af muligheden for at tage rigtig mange fede billeder. Stemningen er behagelig. Lokalet er malet i brune farver med træpaneler rundt langs kanterne. Der er ingen glas i vinduerne, og vi kan se ud på gaden, hvor folk bevæger sig gennem den bagende sol. Stole og borde er lavet i bambus, med tykke grønne hynder. Rundt om os sidder folk og drikker te, mens de spiller brætspil og snakker lystigt. Vi er godt gennemsvedte efter vores vandretur, og der ryger en del vand indenbords, mens vi sidder og slapper af.
På vejen tilbage køber vi sild. Vi får at vide, at der kun er én dag om året, hvor ægypterne spiser sild, og det skulle så være i dag. Meget heldigt, at vi er ude at handle i dag så. Vi køber også en masse grønt på markedet, og bevæger os hjemad. Til middag står den på salat og sild. Det var fedt at opleve området, og at se den forskel der er imellem ægyptere, der lever af turisme og de her lokale handelsmænd.
Hvorfor fanden skulle vi så på arbejde?
19/4-2009
Det er søndag og koptisk helligdag. Trods det faktum, er vi blevet bedt om at møde på arbejde, da vi jo ikke er koptere. I princippet et meget godt argument bortset fra, at mange M uslimer også holder fri. Og ganske rigtigt! Da vi møder på arbejde er kontoret helt øde. Bortset fra Susan, praktikant fra Irland, og vores omvandrende leksikon Hani. De er lige så forvirrede, som vi er. Hvorfor fanden er vi blevet bedt om at møde op, når alle andre åbenbart har fået fri? Jeg sidder alene i mit lokale og koger lidt over at være blevet kaldet på arbejde uden grund. Hani kommer snart ind i til mig. Han er lige så frustreret. Ingen af printerne virker, og det er umuligt for ham, at lave det arbejde han skal uden printer. Vi holder ud til kl. 13.00, hvorefter vi alle beslutter at tage hjem. Det var den mærkværdige arbejdsdag!
Jonas og jeg beslutter os for at tage ned og købe en ”Kushariy”. Henrik har fortalt, at det smager godt med ”Shawarma” på, så det prøver vi. Ganske rigtigt! Det giver en ekstra dimension at få lidt kød i maden.
Da vi uventet har fået en halv fridag, tager vi ind til Down Town Cairo. Jonas vil gerne købe et USB-stik til sine dokumenter. Jeg nyder bare at have fri, og kunne tumle rundt pr. automatik. Det ender dog med, at det er mig, der bruger flest penge. Jeg køber et nyt ur og et sæt ”koge-kander” til tyrkisk kaffe og diverse sovse, og hvad man nu ellers skulle kunne kokkerere i små stålkander. Jonas får også anskaffet sig det ønskede USB-stik, før vi kommer hjemad.
Det er søndag og koptisk helligdag. Trods det faktum, er vi blevet bedt om at møde på arbejde, da vi jo ikke er koptere. I princippet et meget godt argument bortset fra, at mange M uslimer også holder fri. Og ganske rigtigt! Da vi møder på arbejde er kontoret helt øde. Bortset fra Susan, praktikant fra Irland, og vores omvandrende leksikon Hani. De er lige så forvirrede, som vi er. Hvorfor fanden er vi blevet bedt om at møde op, når alle andre åbenbart har fået fri? Jeg sidder alene i mit lokale og koger lidt over at være blevet kaldet på arbejde uden grund. Hani kommer snart ind i til mig. Han er lige så frustreret. Ingen af printerne virker, og det er umuligt for ham, at lave det arbejde han skal uden printer. Vi holder ud til kl. 13.00, hvorefter vi alle beslutter at tage hjem. Det var den mærkværdige arbejdsdag!
Jonas og jeg beslutter os for at tage ned og købe en ”Kushariy”. Henrik har fortalt, at det smager godt med ”Shawarma” på, så det prøver vi. Ganske rigtigt! Det giver en ekstra dimension at få lidt kød i maden.
Da vi uventet har fået en halv fridag, tager vi ind til Down Town Cairo. Jonas vil gerne købe et USB-stik til sine dokumenter. Jeg nyder bare at have fri, og kunne tumle rundt pr. automatik. Det ender dog med, at det er mig, der bruger flest penge. Jeg køber et nyt ur og et sæt ”koge-kander” til tyrkisk kaffe og diverse sovse, og hvad man nu ellers skulle kunne kokkerere i små stålkander. Jonas får også anskaffet sig det ønskede USB-stik, før vi kommer hjemad.
En anderledes fødselsdag
18/4-2009
På sådan en dag som i dag, kan jeg virkelig mærke, at jeg er langt hjemmefra! Det er min fødselsdag, men i stedet for at fejre den med venner og familie, med fest om aftenen, bliver det en meget stille og rolig dag. Da jeg tænker mig lidt om, kommer jeg også i tanker om, at det er min første fødselsdag, som jeg skal tilbringe i udlandet.
Jonas og jeg tager ned på en café ved middagstid. Vi har begge ”brug” for at komme på nettet. Jeg fik, som før nævnt, stjålet mit kamera i Spanien. Jeg har tænkt mig at bruge dagen i dag på at surfe rund og finde et godt tilbud på et nyt kamera. Helst samme slags. Var rigtig glad, for det jeg havde! Jeg får bestilt et kamera magen til det jeg havde. Et Canon EOS 1000D. Super. Glæder mig til at få fingrene i det, når min mor kommer og besøger mig! Jeg har ikke turdet at bestille det til Ægypten, da jeg har forstået på folks erfaringer, at det kun er ca. 50% af alle breve og pakker, der når frem. Der er også rigtig mange, der har skrevet tillykke på Facebook. Dejligt at man ikke er helt glemt derhjemme.
Stine ringer, da Jonas og jeg sidder på caféen. Det er super dejligt at få snakket hende, men det gør også afsavnet lidt større at være væk fra hende på sådan en dag som i dag.
Efter mail-tjekning og kamerakøb tager vi ud og får noget at spise. Vi sidder og nyder et par øl i det varme vejr, og ender med at blive lidt halv-snaldrede, da vi tager derfra.
Da vi kommer hjem, beslutter vi at tage videre lidt senere, når vi har drukket et par øl hjemme. Så langt kommer vi dog aldrig! Jonas går fuldstændig død kl. 21.30. Han vil bare lige tage en halv time. Han beder mig om at vække ham igen kl. 22.00. Jeg prøver at vække ham 22.15. Der er dog ikke meget gang i ham. Hans reaktion, da jeg prøver at vække ham, er, at han sætter sig op i sengen, mumler et par ord, kigger på det armbåndsur han ikke har, fortæller mig, at klokken er alt for mange, spørger hvorfor jeg vækker ham midt om natten og siger at jeg skal lade ham sove. Derefter falder han om på madrassen, fuldstændig som en dukke. Hmm...ok, jeg lader ham bare sove! Det er altid god underholdning, når Jonas snakker og går i søvne!
Resten af aftenen går med at se film. Der bliver vist Spider Man. Har set den alt for mange gange i forvejen, men i mangel af bedre at lave, kan den sagtens bruges. Det har været en fødselsdag, der har været en del anderledes end den måde, hvorpå jeg er vandt til at tilbringe mine fødselsdage.
På sådan en dag som i dag, kan jeg virkelig mærke, at jeg er langt hjemmefra! Det er min fødselsdag, men i stedet for at fejre den med venner og familie, med fest om aftenen, bliver det en meget stille og rolig dag. Da jeg tænker mig lidt om, kommer jeg også i tanker om, at det er min første fødselsdag, som jeg skal tilbringe i udlandet.
Jonas og jeg tager ned på en café ved middagstid. Vi har begge ”brug” for at komme på nettet. Jeg fik, som før nævnt, stjålet mit kamera i Spanien. Jeg har tænkt mig at bruge dagen i dag på at surfe rund og finde et godt tilbud på et nyt kamera. Helst samme slags. Var rigtig glad, for det jeg havde! Jeg får bestilt et kamera magen til det jeg havde. Et Canon EOS 1000D. Super. Glæder mig til at få fingrene i det, når min mor kommer og besøger mig! Jeg har ikke turdet at bestille det til Ægypten, da jeg har forstået på folks erfaringer, at det kun er ca. 50% af alle breve og pakker, der når frem. Der er også rigtig mange, der har skrevet tillykke på Facebook. Dejligt at man ikke er helt glemt derhjemme.
Stine ringer, da Jonas og jeg sidder på caféen. Det er super dejligt at få snakket hende, men det gør også afsavnet lidt større at være væk fra hende på sådan en dag som i dag.
Efter mail-tjekning og kamerakøb tager vi ud og får noget at spise. Vi sidder og nyder et par øl i det varme vejr, og ender med at blive lidt halv-snaldrede, da vi tager derfra.
Da vi kommer hjem, beslutter vi at tage videre lidt senere, når vi har drukket et par øl hjemme. Så langt kommer vi dog aldrig! Jonas går fuldstændig død kl. 21.30. Han vil bare lige tage en halv time. Han beder mig om at vække ham igen kl. 22.00. Jeg prøver at vække ham 22.15. Der er dog ikke meget gang i ham. Hans reaktion, da jeg prøver at vække ham, er, at han sætter sig op i sengen, mumler et par ord, kigger på det armbåndsur han ikke har, fortæller mig, at klokken er alt for mange, spørger hvorfor jeg vækker ham midt om natten og siger at jeg skal lade ham sove. Derefter falder han om på madrassen, fuldstændig som en dukke. Hmm...ok, jeg lader ham bare sove! Det er altid god underholdning, når Jonas snakker og går i søvne!
Resten af aftenen går med at se film. Der bliver vist Spider Man. Har set den alt for mange gange i forvejen, men i mangel af bedre at lave, kan den sagtens bruges. Det har været en fødselsdag, der har været en del anderledes end den måde, hvorpå jeg er vandt til at tilbringe mine fødselsdage.
Biograftur og en snak om sex
17/4-2009
Jeg står sent op. Skal ikke noget specielt i dag, så Jonas og jeg spenderer dagen på en café, hvor vi endelig får muligheden for at komme på internettet. Nettet har været nede i vores lejlighed, siden jeg kom hjem fra Spanien, og det gør det en del sværere at komme i kontakt med folk.
Jonas skal mødes med en der arbejder for ”Game”. En organisation der samler unge til at spille basket, så kulturer og samfundslag kan mødes. Ind imellem deler de også mad og tøj ud til fattige. Jonas havde tænkt på at arbejde for dem, før han tog herned, så han er interesseret i at høre mere, om hvad de laver.
Jeg skal mødes med Alex, som vi mødte dagen før i metroen, og Muhammed. Vi skal mødes inde ved ”Tahrir Square”, og se hvad der sker derfra.
Jeg mødes med dem kl. 19.30. Muhammed har taget ikke mindre end otte venner med. De vil til ”Nasr City” og danse. Alex vil gerne i biografen. Jeg aftaler i stedet for at mødes med Muhammed igen kl. 00.00. Så har de fået danset af, og jeg kan i mellemtiden nå i biografen med Alex. Sådan bliver det.
Alex og jeg ender med at se en film ved navn ”Push”. Det er selvfølgelig en Hollywood-film. De ægyptiske film har ingen engelske undertekster, så hvis vi skal have en chance for at forstå handlingen, skal vi se en film på engelsk med arabiske undertekster. Selvfølgelig starter filmen en halv time forsinket. Folk snakker lystigt i telefon under filmen, og efter en time er der lige 20 minutters pause. På den måde kommer vi hurtigt til at bruge næsten tre timer på at se en film der varer lidt over halvanden time. Det er dog hyggeligt at snakke med Alex. Han er 17 år og tog for et år siden til Ægypten for at prøve lykken som fodboldspiller. Vi får snakket om forskelle, som han har lagt mærke til, der er mellem nigerianere og ægyptere. Og visa versa.
Da jeg har sat Alex af ved metroen og er på vej over til Muhammed, får jeg en besked fra Stine. Kl. er blevet 00.00, og jeg har fødselsdag. Havde faktisk fuldstændig glemt det, da jeg sad i mørket og kiggede på en film, hvor folk kan se ind i fremtiden og ødelægge alt med tankens kraft alene. Det er rigtig dejligt at få hendes besked!
Da jeg kommer hen til ”Tahrir”, fortæller Muhammed, at han ikke kan mødes i aften alligevel, at hans far har ringet, og at han er blevet bedt om at komme hjem. Helt fint. Vi aftales at mødes en anden dag.
Da jeg skal til at finde en taxa og sige farvel, kommer der en fyr hen, og begynder at give Muhammed håndslag. Han spiller med. Da Muhammed tager afsted spørger han, om jeg ikke vil med i byen, nu hvor hans ven Muhammed ikke kunne. Jeg takker nej tak og forklarer, at jeg er meget træt. Jeg skynder mig ind i en taxa, før han når at sige meget mere. Han virker lidt skummel. Og ganske rigtigt. Jeg har kun lige siddet i taxaen i et minut, da Muhammed ringer. Han siger at jeg skal passe på, at han ikke kender manden, og at jeg ikke må lade ham køre mig nogen steder hen. Godt jeg var træt!
I taxaen får jeg en snak med chaufføren om seksualitet. Han har hørt, at man i Danmark kan være sammen med en kvinde uden at være gift og om man så kan bo sammen. Det synes han lyder vildt. Han får også spurgt, om den sex mænd har før ægteskab er med mænd eller kvinder, og om det er muligt med den kvinde man skal giftes med, eller om det kun er muligt med ”de kvinder man køber”. Jeg forklarer ham, at det han har hørt i forhold til at bo sammen er rigtigt, og at det i Danmark er mest normalt, at man bor sammen før man gifter sig. At man kan have sex med sin kæreste og at man selv vælger, om man vil have sex med en mand eller kvinde, alt efter hvad man nu kan lide. Til det spørger han straks, om det er muligt for mænd at leve sammen med en mand, hvis de vil. ”Det er det ikke i Ægypten”, forklarer han. Til gengæld er det meget let at være sammen med mænd, hvis man har lyst til det. Jeg fortæller, at jeg har hørt, at homoseksuelle har det svært i Ægypten. Til det svarer han: ”At det officielt set er ulovligt, men at homoseksualitet forekommer hyppigt og at de udøver deres seksualitet, mere eller mindre skjult”.
Da jeg kommer hjem, er der kun en ting der er det rigtige at gøre! Og det er, til min egen overraskelse, åbenbart at se ”Jurassic Park 3” kl. 01.00 om natten. Det er jo oven i købet en rigtig dårlig film, jeg vælger at vige halvdelen af min nat til. Kl. 03.30 ryger jeg endelig i seng.
Jeg står sent op. Skal ikke noget specielt i dag, så Jonas og jeg spenderer dagen på en café, hvor vi endelig får muligheden for at komme på internettet. Nettet har været nede i vores lejlighed, siden jeg kom hjem fra Spanien, og det gør det en del sværere at komme i kontakt med folk.
Jonas skal mødes med en der arbejder for ”Game”. En organisation der samler unge til at spille basket, så kulturer og samfundslag kan mødes. Ind imellem deler de også mad og tøj ud til fattige. Jonas havde tænkt på at arbejde for dem, før han tog herned, så han er interesseret i at høre mere, om hvad de laver.
Jeg skal mødes med Alex, som vi mødte dagen før i metroen, og Muhammed. Vi skal mødes inde ved ”Tahrir Square”, og se hvad der sker derfra.
Jeg mødes med dem kl. 19.30. Muhammed har taget ikke mindre end otte venner med. De vil til ”Nasr City” og danse. Alex vil gerne i biografen. Jeg aftaler i stedet for at mødes med Muhammed igen kl. 00.00. Så har de fået danset af, og jeg kan i mellemtiden nå i biografen med Alex. Sådan bliver det.
Alex og jeg ender med at se en film ved navn ”Push”. Det er selvfølgelig en Hollywood-film. De ægyptiske film har ingen engelske undertekster, så hvis vi skal have en chance for at forstå handlingen, skal vi se en film på engelsk med arabiske undertekster. Selvfølgelig starter filmen en halv time forsinket. Folk snakker lystigt i telefon under filmen, og efter en time er der lige 20 minutters pause. På den måde kommer vi hurtigt til at bruge næsten tre timer på at se en film der varer lidt over halvanden time. Det er dog hyggeligt at snakke med Alex. Han er 17 år og tog for et år siden til Ægypten for at prøve lykken som fodboldspiller. Vi får snakket om forskelle, som han har lagt mærke til, der er mellem nigerianere og ægyptere. Og visa versa.
Da jeg har sat Alex af ved metroen og er på vej over til Muhammed, får jeg en besked fra Stine. Kl. er blevet 00.00, og jeg har fødselsdag. Havde faktisk fuldstændig glemt det, da jeg sad i mørket og kiggede på en film, hvor folk kan se ind i fremtiden og ødelægge alt med tankens kraft alene. Det er rigtig dejligt at få hendes besked!
Da jeg kommer hen til ”Tahrir”, fortæller Muhammed, at han ikke kan mødes i aften alligevel, at hans far har ringet, og at han er blevet bedt om at komme hjem. Helt fint. Vi aftales at mødes en anden dag.
Da jeg skal til at finde en taxa og sige farvel, kommer der en fyr hen, og begynder at give Muhammed håndslag. Han spiller med. Da Muhammed tager afsted spørger han, om jeg ikke vil med i byen, nu hvor hans ven Muhammed ikke kunne. Jeg takker nej tak og forklarer, at jeg er meget træt. Jeg skynder mig ind i en taxa, før han når at sige meget mere. Han virker lidt skummel. Og ganske rigtigt. Jeg har kun lige siddet i taxaen i et minut, da Muhammed ringer. Han siger at jeg skal passe på, at han ikke kender manden, og at jeg ikke må lade ham køre mig nogen steder hen. Godt jeg var træt!
I taxaen får jeg en snak med chaufføren om seksualitet. Han har hørt, at man i Danmark kan være sammen med en kvinde uden at være gift og om man så kan bo sammen. Det synes han lyder vildt. Han får også spurgt, om den sex mænd har før ægteskab er med mænd eller kvinder, og om det er muligt med den kvinde man skal giftes med, eller om det kun er muligt med ”de kvinder man køber”. Jeg forklarer ham, at det han har hørt i forhold til at bo sammen er rigtigt, og at det i Danmark er mest normalt, at man bor sammen før man gifter sig. At man kan have sex med sin kæreste og at man selv vælger, om man vil have sex med en mand eller kvinde, alt efter hvad man nu kan lide. Til det spørger han straks, om det er muligt for mænd at leve sammen med en mand, hvis de vil. ”Det er det ikke i Ægypten”, forklarer han. Til gengæld er det meget let at være sammen med mænd, hvis man har lyst til det. Jeg fortæller, at jeg har hørt, at homoseksuelle har det svært i Ægypten. Til det svarer han: ”At det officielt set er ulovligt, men at homoseksualitet forekommer hyppigt og at de udøver deres seksualitet, mere eller mindre skjult”.
Da jeg kommer hjem, er der kun en ting der er det rigtige at gøre! Og det er, til min egen overraskelse, åbenbart at se ”Jurassic Park 3” kl. 01.00 om natten. Det er jo oven i købet en rigtig dårlig film, jeg vælger at vige halvdelen af min nat til. Kl. 03.30 ryger jeg endelig i seng.
Indhentet af fortiden
16/4-2009
Henrik skal flyve fra Kairo kl. 14.45. Vi står op, og han får pakket sine ting. Derefter tager han med Jonas og jeg hen på arbejde, hvor han kan få printet sin billet, og få ordnet de sidste praktiske sager. Han smutter med taxa ud mod lufthavnen kl. 12.30. Det har været rigtig hyggeligt at have besøg af ham!
Vejret er blevet overvældende varmt på kort tid. Temperaturen er nu oppe på 34 grader om dagen og ca. 26 om natten. Kan mærke, at jeg så småt er ved at miste min ellers solide appetit, når det er tid til middagsmad. Tror det på en eller anden måde skyldes varmen, men er ikke særlig oplyst omkring kroppens biologiske processer og varmes indvirkning på denne, så det forbliver rent gætteri. Tvinger dog stadig mig selv til at spise, da jeg går ud fra, at jeg går fuldstændig kold, hvis jeg ikke gør det. Mit vandforbrug er også støt stigende!
Jonas og jeg får fri kl. 17.00. Så står den på weekend! Vi skal mødes med en pige vi har mødt tidligere inde omkring Zamalek. Vi skal mødes ret sent, så vi bestiller øl over ”Otlob” (arabisk = kræv, bestil). Vi sætter en playliste over med Kim Larsen, TV2, DAD og Sort Sol og går derefter i gang med at synge med på sangene, mens der ryger godt med øl ned. Et scenarie der ville have været meget underligt, om ikke en smule skræmmende, for udenforstående, men vi nyder det.
Vi tager metroen ind til ”Tahrir Square”, hvorfra vi tager en taxa. I metroen møder vi en ung nigerianer, der er kommet til Ægypten for at blive professionel fodboldspiller. Han virker rigtig fin, og vi aftaler at mødes med ham en dag.
Vores bytur bliver meget kort og underlig. Den person vi skal mødes med, er meget træt, og det bliver lige til en rom og cola, før vedkommende må se i øjnene, at trætheden har vundet. Ingen skade sket! Jonas og jeg er selv ret trætte, og vi beslutter os snart for at tage hjem igen. Ikke nogen større succes, men det gør ikke noget.
Vi finder en taxa og kører hjemad. For første gang møder vi en fyr, der meget gerne vil snakke om de efterhånden så berømte Muhammed-tegner. Vi er omsider blevet indhentet af fortiden. Han har ikke selv set dem, og snakker ud fra, hvad han har hørt andre sige om dem. Allerede det gør det svært at diskutere sagen, da jeg mener, at det må være et afgørende kriterie, at man har set tegningerne, før man kan danne sit eget synspunkt og beslutte, om man kan lide indholdet og motivet i tegningerne eller ej. Snakken går dog lystigt derudaf. Jeg fortæller, at jeg ikke mener, at han kan bebrejde danskerne for tegningerne, når det var en avis, der publicerede dem. Han fortæller derpå, at det ikke er danskerne, han er sur på, men de danske politikere, da de ikke forhindrede tegningerne i at blive trykt. Endnu engang viser det sig svært at forklare, at det ikke er de danske politikeres opgave at blande sig i, hvad der skal publiceres i aviserne eller ej. Stemningen forbliver dog rolig, og manden er egentlig meget flink. Under sådanne omstændigheder har jeg intet imod at diskutere tegningerne med folk. Det er sent da vi kommer hjem, og jeg går hurtigt ud som et lys.
Henrik skal flyve fra Kairo kl. 14.45. Vi står op, og han får pakket sine ting. Derefter tager han med Jonas og jeg hen på arbejde, hvor han kan få printet sin billet, og få ordnet de sidste praktiske sager. Han smutter med taxa ud mod lufthavnen kl. 12.30. Det har været rigtig hyggeligt at have besøg af ham!
Vejret er blevet overvældende varmt på kort tid. Temperaturen er nu oppe på 34 grader om dagen og ca. 26 om natten. Kan mærke, at jeg så småt er ved at miste min ellers solide appetit, når det er tid til middagsmad. Tror det på en eller anden måde skyldes varmen, men er ikke særlig oplyst omkring kroppens biologiske processer og varmes indvirkning på denne, så det forbliver rent gætteri. Tvinger dog stadig mig selv til at spise, da jeg går ud fra, at jeg går fuldstændig kold, hvis jeg ikke gør det. Mit vandforbrug er også støt stigende!
Jonas og jeg får fri kl. 17.00. Så står den på weekend! Vi skal mødes med en pige vi har mødt tidligere inde omkring Zamalek. Vi skal mødes ret sent, så vi bestiller øl over ”Otlob” (arabisk = kræv, bestil). Vi sætter en playliste over med Kim Larsen, TV2, DAD og Sort Sol og går derefter i gang med at synge med på sangene, mens der ryger godt med øl ned. Et scenarie der ville have været meget underligt, om ikke en smule skræmmende, for udenforstående, men vi nyder det.
Vi tager metroen ind til ”Tahrir Square”, hvorfra vi tager en taxa. I metroen møder vi en ung nigerianer, der er kommet til Ægypten for at blive professionel fodboldspiller. Han virker rigtig fin, og vi aftaler at mødes med ham en dag.
Vores bytur bliver meget kort og underlig. Den person vi skal mødes med, er meget træt, og det bliver lige til en rom og cola, før vedkommende må se i øjnene, at trætheden har vundet. Ingen skade sket! Jonas og jeg er selv ret trætte, og vi beslutter os snart for at tage hjem igen. Ikke nogen større succes, men det gør ikke noget.
Vi finder en taxa og kører hjemad. For første gang møder vi en fyr, der meget gerne vil snakke om de efterhånden så berømte Muhammed-tegner. Vi er omsider blevet indhentet af fortiden. Han har ikke selv set dem, og snakker ud fra, hvad han har hørt andre sige om dem. Allerede det gør det svært at diskutere sagen, da jeg mener, at det må være et afgørende kriterie, at man har set tegningerne, før man kan danne sit eget synspunkt og beslutte, om man kan lide indholdet og motivet i tegningerne eller ej. Snakken går dog lystigt derudaf. Jeg fortæller, at jeg ikke mener, at han kan bebrejde danskerne for tegningerne, når det var en avis, der publicerede dem. Han fortæller derpå, at det ikke er danskerne, han er sur på, men de danske politikere, da de ikke forhindrede tegningerne i at blive trykt. Endnu engang viser det sig svært at forklare, at det ikke er de danske politikeres opgave at blande sig i, hvad der skal publiceres i aviserne eller ej. Stemningen forbliver dog rolig, og manden er egentlig meget flink. Under sådanne omstændigheder har jeg intet imod at diskutere tegningerne med folk. Det er sent da vi kommer hjem, og jeg går hurtigt ud som et lys.
Offentligt ansattes løn og andre "banaliteter"
15/4-2009
Jonas er ved at få det bedre. Han er blevet proppet med medicin på bedste mellemøstlig maner, og det hjælper faktisk på det. Da jeg var i Syrien i sommeren 2006 gav medicinen det modsatte resultat. Da jeg røg på sygehuset i Aleppo, var det først for alvor, efter at jeg havde fået en halv liter antibiotika skudt ind i blodet, at mit immunforsvar gik neden om og hjem og jeg måtte evakuere mig selv hjem med fly til Danmark via. Milan.
Jeg snakker med Kirsten om vores sygehusbesøg i går, og hun fortæller, at det er meget normalt, at læger, der arbejder på de offentlige sygehuse, også arbejder på private klinikker om dagen eller aftenen ved siden af, da de kun tjener omkring 400 ægyptiske pund om måneden på de offentlige sygehuse. Det kan være svært at sætte sig ind i, hvor meget det er, i forhold til hvad det koster at leve i Ægypten, men 400 pund er ikke meget. Til sammenligning har jeg mødt en telefonsælger, der arbejder for det internationale teleselskab Vodafone, og som tjener 5000 pund om måneden. Med andre ord er en indtægt på 400 pund om måneden for en læge, med en grunduddannelse på seks et halvt år og yderligere tre års specialisering, så godt som ingenting! Det forklarer, hvorfor der er 2 timers lægeskift midt på dagen. De fleste læger skifter på det tidspunkt fra deres første arbejde til deres andet arbejde. Lave lønninger er et generelt problem for offentligt ansatte. Det gælder bl.a. også for lærere og politibetjente, som sætter deres lid på bestikkelse og korruption, og stort set alle andre grupper, der er ansat i det offentlige.
Jeg får fri fra arbejde lidt over 17.00. Det er Henriks sidste aften, før han vender snuden hjem mod Danmark. Henrik og Jonas har været ude og handle jakkesæt til Henrik. Det har trukket ud, og da det bliver aftensmadstid, beslutter vi os for at mødes på ”Klub 55” og få os en bid brød, og se Champions League. Det bliver en rigtig hyggelig aften i godt selskab.
Jonas er ved at få det bedre. Han er blevet proppet med medicin på bedste mellemøstlig maner, og det hjælper faktisk på det. Da jeg var i Syrien i sommeren 2006 gav medicinen det modsatte resultat. Da jeg røg på sygehuset i Aleppo, var det først for alvor, efter at jeg havde fået en halv liter antibiotika skudt ind i blodet, at mit immunforsvar gik neden om og hjem og jeg måtte evakuere mig selv hjem med fly til Danmark via. Milan.
Jeg snakker med Kirsten om vores sygehusbesøg i går, og hun fortæller, at det er meget normalt, at læger, der arbejder på de offentlige sygehuse, også arbejder på private klinikker om dagen eller aftenen ved siden af, da de kun tjener omkring 400 ægyptiske pund om måneden på de offentlige sygehuse. Det kan være svært at sætte sig ind i, hvor meget det er, i forhold til hvad det koster at leve i Ægypten, men 400 pund er ikke meget. Til sammenligning har jeg mødt en telefonsælger, der arbejder for det internationale teleselskab Vodafone, og som tjener 5000 pund om måneden. Med andre ord er en indtægt på 400 pund om måneden for en læge, med en grunduddannelse på seks et halvt år og yderligere tre års specialisering, så godt som ingenting! Det forklarer, hvorfor der er 2 timers lægeskift midt på dagen. De fleste læger skifter på det tidspunkt fra deres første arbejde til deres andet arbejde. Lave lønninger er et generelt problem for offentligt ansatte. Det gælder bl.a. også for lærere og politibetjente, som sætter deres lid på bestikkelse og korruption, og stort set alle andre grupper, der er ansat i det offentlige.
Jeg får fri fra arbejde lidt over 17.00. Det er Henriks sidste aften, før han vender snuden hjem mod Danmark. Henrik og Jonas har været ude og handle jakkesæt til Henrik. Det har trukket ud, og da det bliver aftensmadstid, beslutter vi os for at mødes på ”Klub 55” og få os en bid brød, og se Champions League. Det bliver en rigtig hyggelig aften i godt selskab.
fredag den 17. april 2009
DEDI-møde og "City Stars"
14/4-2009
Det er normal arbejdsdag igen. I hvert fald for mit vedkommende. Jonas bliver selvfølgelig hjemme. Henrik tager ind til byen for at få klaret en masse praktiske ting hans skal have ordnet før sin hjemtur.
Jeg skal til møde hos DEDI kl. 11.30. Kees er ude at rejse de næste to uger, så det bliver kun Kirsten og jeg, der skal derind. Det gør nok også mødet lidt mere afslappende og hyggeligt. Vi skal ind til Zamalek. DEDI ligger i samme bygning som den danske ambassade. Vi tager metroen derind. Det bliver et rigtigt hyggeligt møde. DEDI holder et møde med alle praktikkanter, som de støtter finansielt, for at høre, om praktikpladsen lever op til praktikantens forventninger. Efter mødet benytter jeg mig af lejligheden til endelig at få Jonas og jeg registreret hernede. Lidt dovent, at vi ikke har fået det gjort før!
Da jeg får fri fra arbejde, ringer jeg til Jonas og Henrik. Henrik har fået Jonas overbevist om, at det er godt for ham at komme ud og få lidt frisk luft, så de er taget i ”City Stars”. Et monstrum af et shoppingcenter beliggende i bydelen ”Nasr city”.
Jeg tager en taxa derud. Jeg har ikke været der før, men hørt rygter om dets format. De rygter må siges at være sande. Det er enormt! Der er endda vejnavne inde i centeret. Forunderligt nok tager det mig kun 15 minutter at finde Jonas og Henrik, der sidder og drikker juice på en kaffebar. De har ledt efter et jakkesæt til Henrik. Det er ikke lykkedes. ”City Stars” er for rige ægyptere, og hver gang han har fundet et jakkesæt han kan lide, har det vist sig at koste i omegnen af 4000 kr. ”En kende for meget” erkender han.
Senere tager vi ind til Zamalek på en restaurant ved navn Sequoia. Han har været der før, og det er et rigtig godt sted. Jeg er mest interesseret i hvor vidt de viser Champions League i fodbold. En af de ting jeg helst ikke vil undvære. Det gør de! Chelsea og Liverpool leverer en drøm af en kamp, der ender 4-4. Chelsea går videre på samlet score. Derudover må Henrik trække i land, og indrømme, at oplevelsen ellers ikke var som forventet. Skidt pyt!
Det er sent, da vi kommer hjem. Vi får os en godnat øl og fortæller historier fra de varme lande, hvorefter vi smutter i seng.
Det er normal arbejdsdag igen. I hvert fald for mit vedkommende. Jonas bliver selvfølgelig hjemme. Henrik tager ind til byen for at få klaret en masse praktiske ting hans skal have ordnet før sin hjemtur.
Jeg skal til møde hos DEDI kl. 11.30. Kees er ude at rejse de næste to uger, så det bliver kun Kirsten og jeg, der skal derind. Det gør nok også mødet lidt mere afslappende og hyggeligt. Vi skal ind til Zamalek. DEDI ligger i samme bygning som den danske ambassade. Vi tager metroen derind. Det bliver et rigtigt hyggeligt møde. DEDI holder et møde med alle praktikkanter, som de støtter finansielt, for at høre, om praktikpladsen lever op til praktikantens forventninger. Efter mødet benytter jeg mig af lejligheden til endelig at få Jonas og jeg registreret hernede. Lidt dovent, at vi ikke har fået det gjort før!
Da jeg får fri fra arbejde, ringer jeg til Jonas og Henrik. Henrik har fået Jonas overbevist om, at det er godt for ham at komme ud og få lidt frisk luft, så de er taget i ”City Stars”. Et monstrum af et shoppingcenter beliggende i bydelen ”Nasr city”.
Jeg tager en taxa derud. Jeg har ikke været der før, men hørt rygter om dets format. De rygter må siges at være sande. Det er enormt! Der er endda vejnavne inde i centeret. Forunderligt nok tager det mig kun 15 minutter at finde Jonas og Henrik, der sidder og drikker juice på en kaffebar. De har ledt efter et jakkesæt til Henrik. Det er ikke lykkedes. ”City Stars” er for rige ægyptere, og hver gang han har fundet et jakkesæt han kan lide, har det vist sig at koste i omegnen af 4000 kr. ”En kende for meget” erkender han.
Senere tager vi ind til Zamalek på en restaurant ved navn Sequoia. Han har været der før, og det er et rigtig godt sted. Jeg er mest interesseret i hvor vidt de viser Champions League i fodbold. En af de ting jeg helst ikke vil undvære. Det gør de! Chelsea og Liverpool leverer en drøm af en kamp, der ender 4-4. Chelsea går videre på samlet score. Derudover må Henrik trække i land, og indrømme, at oplevelsen ellers ikke var som forventet. Skidt pyt!
Det er sent, da vi kommer hjem. Vi får os en godnat øl og fortæller historier fra de varme lande, hvorefter vi smutter i seng.
På hospitalet
13/4-2009
Da vi står op, er Jonas fuldstændig smadret. Henrik og jeg køber ”Kushariy” og kylling til middagsmad. Det er en god blanding. Jonas er åbenbart ikke enig. Hans mad kommer retur, og på vej ud på toilettet når han at få lagt et spor pænere og tydeligere, end Hans og Grete kunne have lagt det!
Vi beslutter os for at få fat på en læge og høre, hvad han fejler, så han kan få noget medicin. Han ser ud som om, at han har fået to sæbeøjne og er fuldstændig zombie-agtig. Han er brandvarm og hoster en del.
Da vi har fundet kontaktoplysningerne på et lægecenter, der ligger i Maadi, tager vi en taxa derud. Da vi kommer derind, får vi dog besked på, at lægerne er gået hjem for i dag. Jeg tager et kig på uret. 13.55. Det var godt nok tidligt at holde fri!
Vi får at vide, at vi kan tage hen til det nærmeste sygehus, og få ham checket. Det gør vi. Endnu engang befinder vi os i en taxa igennem byen.
Da vi kommer derud, er situationen forvirrende. Der er folk over alt, og vi aner ikke, hvor vi skal gå hen for at få hjælp. Vi finder dog hurtigt én, der viser os ned til den akute skadestue. De viser os hen i en afdeling, hvor vi kan få Jonas skrevet op. Det koster ham 210 pund, at få en læge til at kigge på ham. Efter endt papirarbejde bliver vi vist hen til venteværelset. Jonas får en bænk at ligge på. Da vi spørger, hvor længe der ca. går, før han kan komme til, får vi at vide, at lægerne ikke kommer før kl. tidligst 16.00. Hmmm...underligt! Lægerne på klinikkerne smutter hjem ved 13.30-tiden, og lægerne på sygehuset er først at træffe ved 16.00-tiden. Hvad søren gør man, hvis man har brug for hjælp imellem de to tidspunkter? Vi håber da, trods alt, at de har en ambulant afdeling, der ikke har de samme modtagelsestider.
Kl. er 15.30, da vi får skrevet Jonas op på listen, så vi skal vel vente i ca. 30 minutter. Det er lige til at klare. Der kommer dog ingen læge, og da klokken er 17.00, sidder vi stadig og venter. Der sker først noget, da Jonas bliver så irriteret, at han går op og forlanger sine penge tilbage, så han kan tage et andet sted hen. Det giver pote. Pludselig er det ikke noget problem at finde en læge. Vi får en læge til at kigge på Jonas. ”Halsbetændelse” lyder konklusionen. Han skal have antibiotika og noget andet ”fancy” medicin, som vi ikke forstår, hvad er. Seancen tager tre minutter.
Da vi kommer hjem igen, henter Henrik og jeg medicin og køber ind. Henrik får den idé at købe appelsiner, og så lave hjemmelavet appelsinjuice til Jonas. Fantastisk idé! Det bliver til en verdensklasse juice, og det er ikke sidste gang, jeg laver juice på den måde hernede!
Henrik og jeg tager senere på Klub 55 og får os en ”Shisha” og en tyrkisk kaffe. Jonas er blevet puttet under dynen.
Da vi står op, er Jonas fuldstændig smadret. Henrik og jeg køber ”Kushariy” og kylling til middagsmad. Det er en god blanding. Jonas er åbenbart ikke enig. Hans mad kommer retur, og på vej ud på toilettet når han at få lagt et spor pænere og tydeligere, end Hans og Grete kunne have lagt det!
Vi beslutter os for at få fat på en læge og høre, hvad han fejler, så han kan få noget medicin. Han ser ud som om, at han har fået to sæbeøjne og er fuldstændig zombie-agtig. Han er brandvarm og hoster en del.
Da vi har fundet kontaktoplysningerne på et lægecenter, der ligger i Maadi, tager vi en taxa derud. Da vi kommer derind, får vi dog besked på, at lægerne er gået hjem for i dag. Jeg tager et kig på uret. 13.55. Det var godt nok tidligt at holde fri!
Vi får at vide, at vi kan tage hen til det nærmeste sygehus, og få ham checket. Det gør vi. Endnu engang befinder vi os i en taxa igennem byen.
Da vi kommer derud, er situationen forvirrende. Der er folk over alt, og vi aner ikke, hvor vi skal gå hen for at få hjælp. Vi finder dog hurtigt én, der viser os ned til den akute skadestue. De viser os hen i en afdeling, hvor vi kan få Jonas skrevet op. Det koster ham 210 pund, at få en læge til at kigge på ham. Efter endt papirarbejde bliver vi vist hen til venteværelset. Jonas får en bænk at ligge på. Da vi spørger, hvor længe der ca. går, før han kan komme til, får vi at vide, at lægerne ikke kommer før kl. tidligst 16.00. Hmmm...underligt! Lægerne på klinikkerne smutter hjem ved 13.30-tiden, og lægerne på sygehuset er først at træffe ved 16.00-tiden. Hvad søren gør man, hvis man har brug for hjælp imellem de to tidspunkter? Vi håber da, trods alt, at de har en ambulant afdeling, der ikke har de samme modtagelsestider.
Kl. er 15.30, da vi får skrevet Jonas op på listen, så vi skal vel vente i ca. 30 minutter. Det er lige til at klare. Der kommer dog ingen læge, og da klokken er 17.00, sidder vi stadig og venter. Der sker først noget, da Jonas bliver så irriteret, at han går op og forlanger sine penge tilbage, så han kan tage et andet sted hen. Det giver pote. Pludselig er det ikke noget problem at finde en læge. Vi får en læge til at kigge på Jonas. ”Halsbetændelse” lyder konklusionen. Han skal have antibiotika og noget andet ”fancy” medicin, som vi ikke forstår, hvad er. Seancen tager tre minutter.
Da vi kommer hjem igen, henter Henrik og jeg medicin og køber ind. Henrik får den idé at købe appelsiner, og så lave hjemmelavet appelsinjuice til Jonas. Fantastisk idé! Det bliver til en verdensklasse juice, og det er ikke sidste gang, jeg laver juice på den måde hernede!
Henrik og jeg tager senere på Klub 55 og får os en ”Shisha” og en tyrkisk kaffe. Jonas er blevet puttet under dynen.
Retur til Kairo
12/4-2009
Kl. er 20.45 da flyet sætter an til landing på ægyptisk jord. Det har været en fantastisk tur til Madrid, og jeg har nydt hvert sekund sammen med Stine. Det var hårdt at sige farvel i lufthavnen. Lige som jeg havde vænnet mig til at kunne værre sammen med hende hver dag, skal jeg undvære hende igen.
Om bord på flyet går det op for mig, at jeg aldrig før har været på ferie et sted og ikke er vendt tilbage til Danmark bagefter. Denne gang er det Kairo, jeg vender tilbage til, og det giver mig en pludselig forståelse af, at det virkelig er der, jeg bor. Det går også op for mig, at jeg har savnet Kairo en smule. Hele den obskure pakke, som Kairo må siges at være. Det har været rigtig dejligt i Madrid, men det går op for mig, at jeg føler, at jeg ikke er færdig med Kairo endnu, at jeg har lyst til at udforske flere detaljer og elementer af Ægypten.
Efter en lang dag med pakning, metro, bus, fly, taxa, vandring og et meget svært farvel er jeg endelig tilbage i lejligheden. Kl. er ca. 22.00, da jeg kan smide min ”backpack” på sofaen. Min taske kan jeg ikke smide nogen steder. Den har jeg fået stjålet på en busstation i Madrid. Tasken indeholdt bl.a. mit nyindkøbte Canon spejlreflekskamera. Forsikringen har dog allerede dækket beløbet for de stjålne varer, og min mor vil tage et nyt kamera med til mig, når hun kommer og besøger mig i Maj.
Jonas er syg. Han har været en tur i Dahab. En otte timers bustur på vejen hjem, med åbne vinduer og direkte træk, tærer nu på hans helbred. Han har ondt i halsen, høj feber og er svimmel. En dårlig cocktail!
Jeg får at vide, at Henrik kommer til Kairo og kommer for at ”crashe” hos os til d. 16. april. Han skulle være her om ikke så længe. Det er godt nok mange ting at forholde sig til på en gang efter en lang dags rejsen, men glæder mig rigtig meget til at gense vores lille distrete ”bon-kammerat”, som Jonas og jeg har været i læsegruppe med lige siden vores første spæde forsøg på at udtale de underlige arabiske konsonanter. Han har boet i Ramallah siden oktober, og hans selskab har været meget savnet.
Jonas når at gå kold før Henrik kommer. Jeg henter ham ved ”Hadayek al-Maadi-metrostation” lidt over 00.00. Vi får os et par øl og en god snak, da vi kommer tilbage til lejligheden. Der er meget, der skal samles op på! Jonas genopstår fra de døde kl. 01.30, og når også at få hilst på Henrik, før vi alle vælter om og går i seng.
Kl. er 20.45 da flyet sætter an til landing på ægyptisk jord. Det har været en fantastisk tur til Madrid, og jeg har nydt hvert sekund sammen med Stine. Det var hårdt at sige farvel i lufthavnen. Lige som jeg havde vænnet mig til at kunne værre sammen med hende hver dag, skal jeg undvære hende igen.
Om bord på flyet går det op for mig, at jeg aldrig før har været på ferie et sted og ikke er vendt tilbage til Danmark bagefter. Denne gang er det Kairo, jeg vender tilbage til, og det giver mig en pludselig forståelse af, at det virkelig er der, jeg bor. Det går også op for mig, at jeg har savnet Kairo en smule. Hele den obskure pakke, som Kairo må siges at være. Det har været rigtig dejligt i Madrid, men det går op for mig, at jeg føler, at jeg ikke er færdig med Kairo endnu, at jeg har lyst til at udforske flere detaljer og elementer af Ægypten.
Efter en lang dag med pakning, metro, bus, fly, taxa, vandring og et meget svært farvel er jeg endelig tilbage i lejligheden. Kl. er ca. 22.00, da jeg kan smide min ”backpack” på sofaen. Min taske kan jeg ikke smide nogen steder. Den har jeg fået stjålet på en busstation i Madrid. Tasken indeholdt bl.a. mit nyindkøbte Canon spejlreflekskamera. Forsikringen har dog allerede dækket beløbet for de stjålne varer, og min mor vil tage et nyt kamera med til mig, når hun kommer og besøger mig i Maj.
Jonas er syg. Han har været en tur i Dahab. En otte timers bustur på vejen hjem, med åbne vinduer og direkte træk, tærer nu på hans helbred. Han har ondt i halsen, høj feber og er svimmel. En dårlig cocktail!
Jeg får at vide, at Henrik kommer til Kairo og kommer for at ”crashe” hos os til d. 16. april. Han skulle være her om ikke så længe. Det er godt nok mange ting at forholde sig til på en gang efter en lang dags rejsen, men glæder mig rigtig meget til at gense vores lille distrete ”bon-kammerat”, som Jonas og jeg har været i læsegruppe med lige siden vores første spæde forsøg på at udtale de underlige arabiske konsonanter. Han har boet i Ramallah siden oktober, og hans selskab har været meget savnet.
Jonas når at gå kold før Henrik kommer. Jeg henter ham ved ”Hadayek al-Maadi-metrostation” lidt over 00.00. Vi får os et par øl og en god snak, da vi kommer tilbage til lejligheden. Der er meget, der skal samles op på! Jonas genopstår fra de døde kl. 01.30, og når også at få hilst på Henrik, før vi alle vælter om og går i seng.
Til Madrid!
2/4-2009
Det er en varm morgen. Sommeren nærmer sig for alvor nu. I morgen tidlig er jeg på vej til Spanien. Dagen på arbejde kommer til at føles rigtig lang, da mit fokus slet ikke er på det, jeg laver der i dag. Mentalt er jeg allerede i Madrid!
Efter arbejde koncentrerer jeg mig om at få pakket min taske til turen. Jonas lokker med et par øl, og det ender med at blive en festlig aften. Skal flyve kl. 09.45, så jeg skal tidligt op. Det bliver ret sent, før jeg kommer i seng. Kan ikke rigtigt sove. Forventningens glæde og frygten for at sove over mig holder mig vågen. Det bliver til en lille times søvn.
Står op igen kl. 06.00. Får mig et bad, og kommer ud af døren. Jeg tager en taxa til lufthavnen. Det tager ca. en halv times tid at komme derud fra Maadi, og jeg føler at jeg er i god tid. Heldigvis for det! Turen koster mig, efter en lang forhandling, 50 pund.
Da jeg kommer ind i lufthavnen, er jeg meget glad for, at jeg er rimeligt tidligt på den. Det er rent kaos! Det er altid kaotisk i lufthavne, men det her sætter nye standarder for ”kaotisme”. Det føles som om, at halvdelen af Kairo har valgt at tage sig en flyvetur i dag. Efter en lang tur i manegen kommer jeg dog helskindet igennem rumlen.
Kl. 09.45, for en gangs skyld til tiden, sidder jeg i flyet, da det letter og sætter kurs mod Madrid. Glæder mig helt vildt!
Det er en varm morgen. Sommeren nærmer sig for alvor nu. I morgen tidlig er jeg på vej til Spanien. Dagen på arbejde kommer til at føles rigtig lang, da mit fokus slet ikke er på det, jeg laver der i dag. Mentalt er jeg allerede i Madrid!
Efter arbejde koncentrerer jeg mig om at få pakket min taske til turen. Jonas lokker med et par øl, og det ender med at blive en festlig aften. Skal flyve kl. 09.45, så jeg skal tidligt op. Det bliver ret sent, før jeg kommer i seng. Kan ikke rigtigt sove. Forventningens glæde og frygten for at sove over mig holder mig vågen. Det bliver til en lille times søvn.
Står op igen kl. 06.00. Får mig et bad, og kommer ud af døren. Jeg tager en taxa til lufthavnen. Det tager ca. en halv times tid at komme derud fra Maadi, og jeg føler at jeg er i god tid. Heldigvis for det! Turen koster mig, efter en lang forhandling, 50 pund.
Da jeg kommer ind i lufthavnen, er jeg meget glad for, at jeg er rimeligt tidligt på den. Det er rent kaos! Det er altid kaotisk i lufthavne, men det her sætter nye standarder for ”kaotisme”. Det føles som om, at halvdelen af Kairo har valgt at tage sig en flyvetur i dag. Efter en lang tur i manegen kommer jeg dog helskindet igennem rumlen.
Kl. 09.45, for en gangs skyld til tiden, sidder jeg i flyet, da det letter og sætter kurs mod Madrid. Glæder mig helt vildt!
onsdag den 15. april 2009
DEDI-jubilæum
1/4-2009
Det er onsdag og Jonas og jeg skal til jubilæum hos DEDI. Siden det er dem der fodrer mig med penge, må jeg hellere dukke trofast op, og vise lidt god vilje. Vi skal være derinde kl. 19.00, så Jonas og jeg har aftalt, at vi skal mødes med Kees foran kontoret kl. 18.15, så kan vi køre med ham derind.
Jonas og jeg kommer hjem fra arbejde kl. 17.30, og vi kan lige nå at tage et bad, og få det pæne kluns på, før vi skal ud af døren igen. Da vi kommer derhen, efter at have skyndt lidt på os selv for ikke at komme for sent, når nu vi får et lift af chefen, er der dog ingen chef i sigte. Det skal der så gå 25 minutter før der er, og vi er derfor allerede dømt til at komme for sent. DEDI holder deres jubilæum inde i Kairo, på øen Zamalek, og der er mega kø ind mod byen. Da vi endelig kommer ind til Zamalek, viser det sig oven i købet, at vi ikke har den rigtige adresse. Det gør det jo ikke ligefrem lettere! Efter en masse telefonopkald og snakken frem og tilbage, finder vi derhen. Vi komer en time for sent. Lige tids nok, til at komme til velkomsttalen.
Det er en dejlig afslappet stemning, der er til receptionen. Der er ikke uoverskueligt mange folk, og der bliver serveret rødvin, øl og rigtig god mad. Jeg får netværket, så det tenderer det kvalmende. Det giver dog pote. Vi møder praktikanten fra den danske ambassade, og vi aftaler at tage ud og drikke en øl, når receptionen slutter. Han studerer religions sociologi, og går som Jonas og jeg også på ToRS på Københavns Universitet. Vi er åbenbart godt repræsenteret hernede. Rasmus (chefen for DEDI) er tidligere elev, underviser og ph.d. fra ToRS. Det samme gælder hans foregænger. En lille eksklusiv klub, åbenbart.
Vi kommer ud at drikke en øl på en fin klub på Zamalek. Vi møder de andre praktikanter fra alle de andre nordiske ambassader. Efter lidt snik snak kan vi fornemme, at ambasadelivet, i hvert fald for praktikanternes vedkommende, er lidt som at leve i et samfund i samfundet. De kommer knap nok væk fra Zamalek, og kommer stortset kun på de fine klubber inde i midtbyen. En lidt anden indgangsvinkel til livet i det ægyptiske samfund, end det Jonas og jeg har valgt. Jeg bliver pludselig meget taknemmelig for lejligheden Maadi, og de oplevelser, som vi bl.a. får ved at sidde på små snuskede fortovscaféer i forstaden, end ved at opleve det pæne ambassadeliv. Ambassadepraktikanterne er dog rigtig flinke, og det skal ikke lyde, at min måde at rejse ud på, er bedre end andre måder at gøre det på, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har valgt det, der er det rigtige for mig.
Det bliver sent, før vi kommer med en taxa hjem til Maadi og får trukket dynen op over hovederne.
Det er onsdag og Jonas og jeg skal til jubilæum hos DEDI. Siden det er dem der fodrer mig med penge, må jeg hellere dukke trofast op, og vise lidt god vilje. Vi skal være derinde kl. 19.00, så Jonas og jeg har aftalt, at vi skal mødes med Kees foran kontoret kl. 18.15, så kan vi køre med ham derind.
Jonas og jeg kommer hjem fra arbejde kl. 17.30, og vi kan lige nå at tage et bad, og få det pæne kluns på, før vi skal ud af døren igen. Da vi kommer derhen, efter at have skyndt lidt på os selv for ikke at komme for sent, når nu vi får et lift af chefen, er der dog ingen chef i sigte. Det skal der så gå 25 minutter før der er, og vi er derfor allerede dømt til at komme for sent. DEDI holder deres jubilæum inde i Kairo, på øen Zamalek, og der er mega kø ind mod byen. Da vi endelig kommer ind til Zamalek, viser det sig oven i købet, at vi ikke har den rigtige adresse. Det gør det jo ikke ligefrem lettere! Efter en masse telefonopkald og snakken frem og tilbage, finder vi derhen. Vi komer en time for sent. Lige tids nok, til at komme til velkomsttalen.
Det er en dejlig afslappet stemning, der er til receptionen. Der er ikke uoverskueligt mange folk, og der bliver serveret rødvin, øl og rigtig god mad. Jeg får netværket, så det tenderer det kvalmende. Det giver dog pote. Vi møder praktikanten fra den danske ambassade, og vi aftaler at tage ud og drikke en øl, når receptionen slutter. Han studerer religions sociologi, og går som Jonas og jeg også på ToRS på Københavns Universitet. Vi er åbenbart godt repræsenteret hernede. Rasmus (chefen for DEDI) er tidligere elev, underviser og ph.d. fra ToRS. Det samme gælder hans foregænger. En lille eksklusiv klub, åbenbart.
Vi kommer ud at drikke en øl på en fin klub på Zamalek. Vi møder de andre praktikanter fra alle de andre nordiske ambassader. Efter lidt snik snak kan vi fornemme, at ambasadelivet, i hvert fald for praktikanternes vedkommende, er lidt som at leve i et samfund i samfundet. De kommer knap nok væk fra Zamalek, og kommer stortset kun på de fine klubber inde i midtbyen. En lidt anden indgangsvinkel til livet i det ægyptiske samfund, end det Jonas og jeg har valgt. Jeg bliver pludselig meget taknemmelig for lejligheden Maadi, og de oplevelser, som vi bl.a. får ved at sidde på små snuskede fortovscaféer i forstaden, end ved at opleve det pæne ambassadeliv. Ambassadepraktikanterne er dog rigtig flinke, og det skal ikke lyde, at min måde at rejse ud på, er bedre end andre måder at gøre det på, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har valgt det, der er det rigtige for mig.
Det bliver sent, før vi kommer med en taxa hjem til Maadi og får trukket dynen op over hovederne.
torsdag den 2. april 2009
Fest og Fluca
31/3-2009
Kirsten Anderson, vores kære amerikanske praktikkordinator.
Vi har afslutningsfest på kontoret. Igen. Det er en del farvelfester vi får holdt, når gennemsnitspraktikanten er her ca. 3 måneder.
Det er Sandy (Tyskland) og Marianne (min ægyptiske arbejdskollega i tykt og tyndt) der stopper. Kirsten har planlagt, hvad vi skal lave. Vi tager metroen ind til Down Town. Vi skal ud og sejle i Fluca (en form for ældgammel Ægyptisk båd). Det er super godt vejr. Solen er gået ned, og der er en speciel stemning på midten af Nilen med byens lys langs begge breder. 
På Nilen i Fluca. Stemningen er noget helt specielt.
Bagefter tager vi på en lille lokal restaurant i "Garden City", et af kvartererne inde i midtbyen. det bliver en rigtig hyggelig aften. Det bliver sent før vi vender næsen hjemad. Det har været en super hyggelig aften. Det bliver underligt uden Sandy og Marianne. det har været en fornøjelse at arbejde med dem. Kirsten smutter om en måned. Så er Jonas og jeg pludselig de gamle.
Marianne og Sandy på kontoret i Maadi
Kirsten Anderson, vores kære amerikanske praktikkordinator.Narret for tusinde gang
30/3-2009
Det er en stille dag på arbejde. Jonas og jeg har besluttet for at gå en tur rundt i byen bagefter. Vi skal til sprogundervisning kl. 18.00. Vi går ned til Nilen. Det er super godt vejr! Næsten 30 grader. "Det er nu i skal nyde det, om én måned er det helvedes varmt" fortæller Haani fra kontoret. En super cool fyr på næsten 60 år, der er ligesom et åbent leksikon.
Vi kommer ned til Nilen. Da vi kommer forbi en elektronikforretning, beslutter vi os for at gå ind og kigge lidt. Jeg falder over en digital lydoptager. Den ryger med. Vi får gået en god lang tur før vi skal til sprogundervisning.
Da vi kommer hen på sprogskolen finder vi ud af, at vores underviser er på sygehuset, og er meget syg. Det kommer som en overraskelse, og vi er meget kede af at høre det. Han skulle dog være på benene igen om 2 uger, får vi at vide. I stedet får vi en ung kvindelig underviser. Det bliver faktisk en rigtig god undervisning. Hendes undervisningsmetode er meget koordineret. Vi ender med en times diskussion om undervisningsmetoder. Et meget belejligt emne, men det var bare godt at få snakket en masse. Fra nu af bliver det den måde, vi får undervisning på. Det ser jeg frem til! Om to uger skulle vores normale underviser være klar til kamp. I mellemtiden er jeg i Spanien. Skal besøge Stine i 10 dage fra på fredag!
Da vi kommer hjem, efter en tur på en lokal kaffebar, beslutter vi os for at få gjort hovedrent. Det går resten af aftenen med. Bagefter vil jeg kigge lidt på min nyerhvervede lydoptager. En Olympus! Har købt den i "Radioshack". Den eneste elektronikforretning i Egypten der giver kvittering og byttegaranti. Prøver at lave et par prøveoptagelser. Super god lyd! Men hvor søren er USB-stikket? Der...men hvorfor er der et stykke plastik der dækker over åbningen. Ej, det er løgn!...endnu et stykke elektronik der ikke er, som det burde være! Narret for tusinde gang! En af de gennemgående ting man skal finde sig i hernede. Jeg må ned og klage over det, en af de næste dage!
Det er en stille dag på arbejde. Jonas og jeg har besluttet for at gå en tur rundt i byen bagefter. Vi skal til sprogundervisning kl. 18.00. Vi går ned til Nilen. Det er super godt vejr! Næsten 30 grader. "Det er nu i skal nyde det, om én måned er det helvedes varmt" fortæller Haani fra kontoret. En super cool fyr på næsten 60 år, der er ligesom et åbent leksikon.
Vi kommer ned til Nilen. Da vi kommer forbi en elektronikforretning, beslutter vi os for at gå ind og kigge lidt. Jeg falder over en digital lydoptager. Den ryger med. Vi får gået en god lang tur før vi skal til sprogundervisning.
Da vi kommer hen på sprogskolen finder vi ud af, at vores underviser er på sygehuset, og er meget syg. Det kommer som en overraskelse, og vi er meget kede af at høre det. Han skulle dog være på benene igen om 2 uger, får vi at vide. I stedet får vi en ung kvindelig underviser. Det bliver faktisk en rigtig god undervisning. Hendes undervisningsmetode er meget koordineret. Vi ender med en times diskussion om undervisningsmetoder. Et meget belejligt emne, men det var bare godt at få snakket en masse. Fra nu af bliver det den måde, vi får undervisning på. Det ser jeg frem til! Om to uger skulle vores normale underviser være klar til kamp. I mellemtiden er jeg i Spanien. Skal besøge Stine i 10 dage fra på fredag!
Da vi kommer hjem, efter en tur på en lokal kaffebar, beslutter vi os for at få gjort hovedrent. Det går resten af aftenen med. Bagefter vil jeg kigge lidt på min nyerhvervede lydoptager. En Olympus! Har købt den i "Radioshack". Den eneste elektronikforretning i Egypten der giver kvittering og byttegaranti. Prøver at lave et par prøveoptagelser. Super god lyd! Men hvor søren er USB-stikket? Der...men hvorfor er der et stykke plastik der dækker over åbningen. Ej, det er løgn!...endnu et stykke elektronik der ikke er, som det burde være! Narret for tusinde gang! En af de gennemgående ting man skal finde sig i hernede. Jeg må ned og klage over det, en af de næste dage!
Overdressed
29/3-2009
Det er søndag, og det er i dag, jeg har møde med repræsentanten fra den spanske ambassade. Jeg står op og får, efter et bad, taget det nye jakkesæt på. Vejen gennem gaderne i Maadi føles fuldstændig forkert i jakkesæt. Folk stirrer endnu mere end normalt, og jeg føler mig lidt skidt tilpas.
Da jeg kommer hen på kontoret, holder jeg møde med Kees, for at få på det rene, hvad det er, han vil have mig til at stå for helt præcist. Kees er ikke ret god til at informere folk, om hvad møder går ud på, og jeg har et par gange oplevet at sidde til et møde og ikke vide, hvem der sidder overfor mig, og hvorfor de er der, og ikke mindst hvorfor jeg er der!
Kees er ikke kommet i jakkesæt, og jeg føler mig derfor endnu mere ude af kontekst. Tænker dog ved mig selv, at han nok venter med at tage det på, til lige før repræsentanten kommer. Mødet skal foregå kl. 11.00. Der dukker dog ingen repræsentant op, og Kees skifter heller ikke til jakkesæt. Det hele er lidt teateragtigt. Kl. bliver 13.20, før repræsentanten dukker op. Kees er stadig ikke i jakkesæt, og jeg småkoger lidt indeni, da han griner og siger at jeg er overdressed! Det var sku ham, der sagde jeg skulle have det på! Ellers havde jeg aldrig gjort det. Mødet er underligt. Jeg forstår ikke nødvendigheden af det, da jeg ikke får mere ud af det end en e-mailadresse. Diplomati er vel ikke andet end gode forbindelser, når det kommer til stykket. En underlig dag skal jeg love for det har været.
Det er søndag, og det er i dag, jeg har møde med repræsentanten fra den spanske ambassade. Jeg står op og får, efter et bad, taget det nye jakkesæt på. Vejen gennem gaderne i Maadi føles fuldstændig forkert i jakkesæt. Folk stirrer endnu mere end normalt, og jeg føler mig lidt skidt tilpas.
Da jeg kommer hen på kontoret, holder jeg møde med Kees, for at få på det rene, hvad det er, han vil have mig til at stå for helt præcist. Kees er ikke ret god til at informere folk, om hvad møder går ud på, og jeg har et par gange oplevet at sidde til et møde og ikke vide, hvem der sidder overfor mig, og hvorfor de er der, og ikke mindst hvorfor jeg er der!
Kees er ikke kommet i jakkesæt, og jeg føler mig derfor endnu mere ude af kontekst. Tænker dog ved mig selv, at han nok venter med at tage det på, til lige før repræsentanten kommer. Mødet skal foregå kl. 11.00. Der dukker dog ingen repræsentant op, og Kees skifter heller ikke til jakkesæt. Det hele er lidt teateragtigt. Kl. bliver 13.20, før repræsentanten dukker op. Kees er stadig ikke i jakkesæt, og jeg småkoger lidt indeni, da han griner og siger at jeg er overdressed! Det var sku ham, der sagde jeg skulle have det på! Ellers havde jeg aldrig gjort det. Mødet er underligt. Jeg forstår ikke nødvendigheden af det, da jeg ikke får mere ud af det end en e-mailadresse. Diplomati er vel ikke andet end gode forbindelser, når det kommer til stykket. En underlig dag skal jeg love for det har været.
Abonner på:
Opslag (Atom)
