Nyt råd med fokus på Nydanskere i Danmark

Et nyt ungdomsråd sætter fokus på inklusion og demokratisk deltagelse. Rådet består af 14 nydanskere, som kæmper for at sætte en mere positiv og inkluderende tone på dagsordenen i den danske integrationsdebat.

Rådet sætter fokus på sine mærkesager ved at rådgive virksomheder, ministerier og organisationer omkring integration og demokratisk deltagelse.

Du kan læse meget mere om rådet på hjemmesiden her:

http://duf.dk/forside/maerkesager/integration/ny_dansk_ungdomsraad/

Om ytringsfrihed og pressefrihed i Ægypten

Denne artikel belyser nogle af de problemer der eksisterer i Ægypten i forhold til ytringsfrihed og pressefrihed.

http://www.dailystaregypt.com/article.aspx?ArticleID=19471

31 år med undtagelseslov i Ægypten

Det ægyptiske parlament har for et par dage siden stemt for en to-årig forlængelse af den ægyptiske undtagelseslov (law of emergency), der har været i kraft siden mordet på den daværende ægyptiske præsident Anwar Sadat tilbage i oktober i 1981 under den årlige sejrsparade til minde om Ægyptens generobring af Sinai-halvøen fra Israel i 1973.

Den nuværende ægyptiske præsident, Hosni Mubarak, havde ellers sidste år luftet muligheden for, at loven, der altså har godt og vel 30 år på bagen, ville blive sat i bero i år. Loven er indtil nu gentagne gange blevet forlænget, selvom man fra magthavernes side i starten hævdede, at den kun skulle fungere som sikkerhedsventil for den ægyptiske befolkning i en usikker tid, i en begrænset periode. En periode der har vist sig at være knap så begrænset, som først antaget.

Derfor er situationen i Ægypten i dag således, at den undtagelseslov, der i første omgang skulle sikre ægypternes sikkerhed og frihed, er endt med at være den stopklods, der forhindrer befolkningen i at samle sig på gaderne og demonstrere for deres frihed. Ydermere er det den lov, der sikrer regimet mulighed for, uden direkte beviser eller anklager, at frarøve folk deres frihed og rettigheder i ubestemt tid under påskud af, at vedkommende er "en trussel mod den nationale sikkerhed". En parole der imidlertid oftere bliver brugt mod systemkritikere, der forlanger frie valg, reelt demokrati og økonomiske reformer, end det bliver brugt mod folk, der udgør en virkelig trussel mod styret og dets befolkning.

Lovens eksistensgrundlag er flere gange blevet internationalt kritiseret, og der har været lagt pres på Mubarak, især fra amerikansk side, for at afskaffe loven. Indtil nu ser det dog ud til, at de ægyptere, der kæmper for demokrati og frihed, må betale prisen, når de, under dække af regimets egentlige intentioner, bliver anklaget for at være "en trussel mod den ægyptiske stats sikkerhed", legitimeret gennem nøjagtig den samme lov, som blev sat i kraft under påskud af at skulle sikre dem lige præcis den sikkerhed og frihed, som loven i dag er med til at undertrykke.

Den dag fodbolden samlede Nilens land på godt og ondt

Da den ægyptiske fodboldspiller, Mohamed Nagy Ismail Afash d. 31. januar, 2010, sender bolden i nettet bag den Ghanesiske målmand i finalen i African Cup of Nations i det 85. minut, eksploderer hele Ægypten i en sejrsrus, som for en stund sætter al politisk, religiøs og social splid i landet til side og samler nationen til fest. Udover at være en stor sportspræstation kommer sejren dog også som et meget belejlig politisk pusterum for det pressede ægyptiske regime.

Jeg er, på det tidspunkt finalen bliver spillet, i Kairo. Efter slutfløjtet bevæger jeg mig, mere eller mindre frivilligt, med strømmen af jublende ægyptere ned mod "Midan Talaat Harb" i centrum af Kairo. Rundt om mig fester glade unge mennesker, mens de holder det ægyptiske flag i hænderne og svinger det fra side til side. Nogle unge knægte har forsynet sig med spraydåser, som de nu med lightere sætter ild til, så op til én meter lange flammer ryger ud af den lille udløser i toppen af dåserne. Jeg finder mig den aften, som alle andre, i en form for trance, da jeg bliver båret med glædesbølgen ned mod "Midan Tahrir" med mit kamera trofast i hånden. Der er fest i Ægypten, men det er der også brug for!


Ægyptere fejrer i gaden i Kairo efter det ægyptiske landshold har vundet finalen i African Cup of Nations d. 31. januar 2010.

Forud for landets deltagelse i African Cup of Nations er der gået nogle hændelser, som har fået spliden mellem Kristne og Muslimer i Ægypten til at blusse op. De kristne er en minoritet i Ægypten (man anslår at mellem 7-13% er kristne) og langt størstedelen af befolkningen er sunni-muslimer. Under den koptiske midnatsmesse i forbindelse med den koptisk-kristne jul d. 7. januar, 2010 blev seks kristne dræbt og ni såret, efter et "drive-by-shooting" i byen "Nag Hammadi" i det sydlige Ægypten. Efter hændelsen opstod der flere sammenstød mellem ægyptisk politi og kristne demonstranter. Efter sigende var hændelsen en hævnaktion fra muslimske ægypteres side, fordi en koptisk kristen mand sidste år angiveligt skulle havde voldtaget en tolvårig muslimsk pige. Senere analyser peger dog på, at skyderiet var politisk motiveret frem for noget andet og at hændelsen var et attentatforsøg på den lokale koptiske biskop ved navn Kirollos. De mange og voldsomme sammenstød, der fulgte efter hændelsen, fremstilles af flere som værende de værste sammenstød mellem muslimer og kristne i Ægypten i mange år.

I ugerne efter skyderiet og de voldsomme sammenstød lå det ægyptiske regime under pres fra både ind- og udland for at gøre noget ved situationen og under hele processen ulmede en utilfredshed med regimet blandt befolkningen, der stak langt dybere end den ovennævnte hændelse. De senere år har Ægypten ligget i toppen på Verdensbankens liste over lande med den hurtigste og højeste økonomiske udvikling. Det er dog ikke noget, den gængse ægypter på gaden mærker noget til, tvært imod. Fordelingen af økonomiske midler i landet er meget skæv, og hvorimod få er blevet ekstremt rige, er den simple mand på gaden, bl.a. pga. politiske reformer på det økonomiske område, blevet fattigere. Det faktum, plus stigende sociale og religiøse stridigheder gennem de senere år, har gjort befolkningen i tvivl om regimets motiver og reele handlekraft. Den ovennævnte sag udgjorde derfor prikken over i´et i forhold til tvivlen omkring regimets passivitet (eller bevidste stagneringspolitik). Præsident Mubaraks dårlige helbred har desuden sat diskussioner igang vedrørende et forestående magtskifte. Nabil Abdel Fattah, leder ved "Den historiske og sociologiske Afdeling" ved "Al-Ahram Centre" i Kairo, forklarer til The Guardian situationen på følgende måde: "Det her var ikke et isoleret tilfælde. Det er opstået som resultat af det forfaldende nationale sammenhold i Ægypten, som er opstået gennem politikernes omfangsrige udnyttelse af religion i politik. Der har været et forsøg fra regeringens og bureaukratiets side på at opfordre til islamisering i et forsøg på at skjule dets eget mangel på legitimitet".

I forhold til situationen i landet i januar 2010 kom det ægyptiske landsholds internationale succes altså som en kærkommen lejlighed til at lægge låg på den ulmene utilfredshed, der fandtes blandt de forskellige sociale grupperinger i samfundet. Folk der få timer inden finalen i African Cup of Nations ikke ville have set hinanden i øjnene kunne lige pludselig feste i gaderne sammen og holde om hinanden. Det er der, skal der lige tilføjes, absolut ikke noget som helst galt i, men man kan ærge sig lidt over, at regimet slap billigt afsted, fordi landsholdet i virkeligheden satte en stopper (i det mindste midlertidigt) for det momentum, der var i befolkningen i forhold til at skabe forandring, og magthaverne derigennem slap for at forholde sig til den sociale virkelighed, som mange ægyptere føler på egen krop hver dag. Gennem andres succes kunne Mubarak således ånde lettet op og læne sig tilbage i præsidentstolen uden at tænke på, hvordan han skulle komme igennem en voksende krise, baseret på mangel på politisk legitimitet, sociale skævvridninger og religiøse stridigheder, uden at ændre noget som helst. Man kan altså sige at fodbolden, i det mindste for en stund, samlede Nilens land på godt og ondt.


Da den ægyptiske landsholdsspiller, Mohamed Nagy Ismail Afash d. 31. januar, 2010, sendte bolden i nettet bag den Ghanesiske målmand i finalen i African Cup of Nations i det 85. minut, og holdet derved vandt finalen 1-0, samlede landsholdet Ægypten på godt og ondt.

Vi har da ikke brug for de skide svin!?

Ca. et halvt år efter svineinfluensaens udbrud og den ægyptiske præsidents beslutning om, at slå alle svin i Ægypten ned, angiveligt for at begrænse en eventuel pandemi i landet, kan man endnu en gang læse om, at den beslutning har vist sig at give bagslag. Denne gang er det dog ikke pga. international kritik eller rygter om religiøs undertrykkelse af de kristne koptere i landet, at beslutningen tiltrækker sig opmærksomhed, men simpelthen pga. de interne samfundsmæssige problemer, som nedslagtningen skaber i det ægyptiske samfund.

Siden beslutningen om nedslagtningen, d. 28 april 2009, er skraldet nemlig begyndt at hobe sig op i Kairos gader. De kristne koptere, der indtil for nyligt holdt svin, købte mad til svinene ved de kristne "Zabaleen" (skraldemænd), der sammen med svineavlerne bor i området "Mansheet Nasr", også kendt som "Garbage City", i udkanten af Kairo.

Da svinene blev beordret nedslagtet, havde de ægyptiske magthavere dog glemt at tage højde for én ting: Hvis svinene ikke er der mere, hvordan kommer vi så af med de millioner tons af madrester, som de omtrendt 300.000 svin gør det af med, hver dag?

Det har vist sig at være et rigtig godt spørgsmål, for nu her ved begyndelsen af november måned 2009 har de ægyptiske myndigheder stadig ikke fundet et svar på det. Hvorvidt nedslagtningen i første omgang var sekterisk eller politisk, en del af en stigende islamisering, nødvendig eller unødvendig, vil jeg ikke beskæftige mig med i denne omgang (se tidligere indlæg).

Det nuværende problem er den stigende sundhedsrisiko, som skraldet udgør i landet. Jo længere tid skraldet får lov til at ligge på gaderne, jo større risiko er der for, at folk bliver syge af det. Det kan i værste tilfælde betyde, at det tiltag, der angiveligt skulle forhindre en pandemi, kan være skyld i en endnu forestående pandemi, som kan blive langt mere dødelig end svineinfluensaen har været. Der er derfor brug for, at der bliver fundet en løsning på skraldeproblemet så hurtigt som muligt.

Noget andet, som sagen har fået frem til dagens lys, er, at der er nogle dybtliggende sociale problemer mellem muslimer og kristne i det ægyptiske samfund. Alene det faktum, at myndighederne ikke har kunnet forstå vigtigheden af svinene i forbindelse med landets nedbrydelse af skrald viser, at der er et skel mellem de to befolkningsgrupper.

Udover den manglende erkendelse af svineaflevernes og skraldemændenes rolle angående skraldebekæmpelse har beslutningen om at slagte svinene (i mange tilfælde uden kompensation til de berørte svineaflevere) først og fremmest også betydet, at de kristne føler sig undertrykte og oversete i samfundet. Det har ført til vrede blandt de berørte, hvilket igen har ført til større isolering af de kristne.

Situationen er derfor ikke kun direkte sundhedsfarlig, men har vist, at der er brug for en langt større dialog mellem de ægyptiske myndigheder og de kristne i landet. Hvis det ikke sker, risikerer man, at de kristne isolerer sig endnu mere end nu, og det vil skabe et samfund i samfundet. I forvejen står de kristne i landet uden politisk indflydelse (kun ét af parlamentets medlemmer er, på nuværende tidspunkt, kristen) og det er derfor på høje tide at myndighederne viser, at de også er der for den kristne minoritet i landet. En yderligere fremmedgørelse vil kunne skabe en samfundsgruppe, som ikke identificerer sig som ægyptiske kristne, men blot som kristne og føler sig sat uden for samfundet og derved evt. kan finde på at modarbejde politiske initiativer.


2/11-2009
Udsigt over "Mansheet Nasr", bedre kendt som "Garbage City".

Fra pyramiderne og til "Petra" på 10 minutter??

6/7-2009

Jeg har aftalt at tage i biografen med Henrik, Christina (dansk pige, der også studerer arabisk på ToRS. Hun er lige kommet herned, og sal bo hos Henrik i den næste måned) og Noha.

Kl. 16.00 tager jeg ind til "Down Town" for at købe bøger i boghandlen på det amerikanske universitet i Kairo (AUC). Jeg får købt en masse bøger og bevæger mig derefter ind mod Henrik på Zamalek. Efter en lang og nervepirrende taxatur (min taxachauffør kører forkert og prøver at bakke ned ad en afkørsel inde i midten af Kairo, mens jeg råber, at det ikke kan lade sig gøre og trafikken jorder forbi. Idiot!) kommer jeg ind til Henrik. Vi sidder og slapper af indtil vi skal i biografen.

Noha møder os inde ved biografen. I forhold til sidste gang, hvor jeg var i biografen, er denne biograf helt ny. Det mest geniale er, at de har sørget for, at mobiltelefoner ikke virker inde i biografen, så denne gang behøver jeg ikke høre på ægyptere snakke i telefon eller telefoner der ringer hele tiden. Dejligt!

Vi ser "Transformers - Revenge of the fallen". Historien er langt ude, men effekterne er fantastiske. Næsten halvdelen af filmen foregår i Ægypten og Jordan. Det er jo meget fedt, men når man kender Ægyptens geografi en smule, bliver man hurtigt klar over, at de områder de viser i filmen er placeret fuldstændig forkert i forhold til hinanden. Hovedpersonerne kører bl.a. fra pyramiderne i Giza til "Petra" i Jordan på ca. 10 minutter og tilbage til pyramiderne igen. Derudover har de placeret "Luxor-templet" tre hundrede meter fra Pyramiderne. I virkeligheden er der lige så lang fra pyramiderne i Giza og til templet i Luxor, som der er fra den danske grænse og et godt stykke ned i Frankrig. Ud over den dårlige handling og den underlige placering af de gamle monumenter er filmen dog underholdende. Målet med filmen har dog også næppe været at være klog eller historisk korrekt, men mere at være en stor gang metal-vridende action, hvilket må siges at være lykkedes. og det var lidt fedt at høre ægypternes reaktion, da en kæmpe robot begyndte at smadre pyramiderne!

Tilfredse forlader vi biografen. Noha og jeg siger farvel til Henrik og Christina og begiver os mod Maadi. Det er altid rart med et lift, så jeg undgår en tur i en gammel benzin-stinkende taxa. Jeg er hjemme igen kl. ca. 01.30 og befinder mig hurtigt under mit tæppe i soveværelset. Måske kommer jeg til at drømme om robotter...hvem ved?

4. Juli-fest

4/7-2009

Alexander fik den idé at holde 4. juli, da han gerne ville have været hjemme i USA og fejre, men jo ikke kan. Han har inviteret en masse mennesker, mest af alt amerikanere, til at komme til 4. juli-fest i hans lejlighed kl. 20.00. Jeg har fået Noha overtalt til at komme med. Alexander bor også i Maadi, så for en gangs skyld, er det ikke så besværligt for mig at komme derhen.

Jeg beslutte mig for at handle ind til "Irish-coffee", da jeg har fået en flaske whisky af Clare fra kontoret. Hun er taget et par måneder til Palæstina og kunne ikke tage den med. Det er skotsk whisky, hvilket gør, at jeg faktisk har lyst til at drikke det.

Andrew skal også med. Kl. 19.30 tager vi ned i byen for at mødes med Noha. Alexander og Ellen laver burgere, så det er så amerikansk, som det kan blive! Vi er kun Alexander, Ellen, Noha, Andrew og jeg til mad, så amerikanerne er faktisk i undertal. Det forhindrer dog ikke Alexander i at have lavet en "playlist" med gamle amerikanske sange. "Born in the USA" kører for fuld drøn, da vi kommer ind i lejligheden.

Da vi har spist, begynder der at komme andre folk. Vi ender med at være en flok på ca. 15 mand i lejligheden, der drikker øl, sprut og "Irish-coffee" og fester til langt ud på natten.

Lige før festen slutter, begynder jeg dog at få det lidt dårligt. Det er ikke noget nyt for mig, at jeg får lidt bøvl med maven hernede i ny og næ. Jeg tror, at det denne gang er kødet, der får min mave til at lave krumspring. Nok ikke noget der varer mere end en dag, men dog irriterende. jeg tager hjem for at få mig lidt søvn og pleje min mave lidt. Det har dog alt i alt været en god aften!