6/7-2009
Jeg har aftalt at tage i biografen med Henrik, Christina (dansk pige, der også studerer arabisk på ToRS. Hun er lige kommet herned, og sal bo hos Henrik i den næste måned) og Noha.
Kl. 16.00 tager jeg ind til "Down Town" for at købe bøger i boghandlen på det amerikanske universitet i Kairo (AUC). Jeg får købt en masse bøger og bevæger mig derefter ind mod Henrik på Zamalek. Efter en lang og nervepirrende taxatur (min taxachauffør kører forkert og prøver at bakke ned ad en afkørsel inde i midten af Kairo, mens jeg råber, at det ikke kan lade sig gøre og trafikken jorder forbi. Idiot!) kommer jeg ind til Henrik. Vi sidder og slapper af indtil vi skal i biografen.
Noha møder os inde ved biografen. I forhold til sidste gang, hvor jeg var i biografen, er denne biograf helt ny. Det mest geniale er, at de har sørget for, at mobiltelefoner ikke virker inde i biografen, så denne gang behøver jeg ikke høre på ægyptere snakke i telefon eller telefoner der ringer hele tiden. Dejligt!
Vi ser "Transformers - Revenge of the fallen". Historien er langt ude, men effekterne er fantastiske. Næsten halvdelen af filmen foregår i Ægypten og Jordan. Det er jo meget fedt, men når man kender Ægyptens geografi en smule, bliver man hurtigt klar over, at de områder de viser i filmen er placeret fuldstændig forkert i forhold til hinanden. Hovedpersonerne kører bl.a. fra pyramiderne i Giza til "Petra" i Jordan på ca. 10 minutter og tilbage til pyramiderne igen. Derudover har de placeret "Luxor-templet" tre hundrede meter fra Pyramiderne. I virkeligheden er der lige så lang fra pyramiderne i Giza og til templet i Luxor, som der er fra den danske grænse og et godt stykke ned i Frankrig. Ud over den dårlige handling og den underlige placering af de gamle monumenter er filmen dog underholdende. Målet med filmen har dog også næppe været at være klog eller historisk korrekt, men mere at være en stor gang metal-vridende action, hvilket må siges at være lykkedes. og det var lidt fedt at høre ægypternes reaktion, da en kæmpe robot begyndte at smadre pyramiderne!
Tilfredse forlader vi biografen. Noha og jeg siger farvel til Henrik og Christina og begiver os mod Maadi. Det er altid rart med et lift, så jeg undgår en tur i en gammel benzin-stinkende taxa. Jeg er hjemme igen kl. ca. 01.30 og befinder mig hurtigt under mit tæppe i soveværelset. Måske kommer jeg til at drømme om robotter...hvem ved?
onsdag den 8. juli 2009
4. Juli-fest
4/7-2009
Alexander fik den idé at holde 4. juli, da han gerne ville have været hjemme i USA og fejre, men jo ikke kan. Han har inviteret en masse mennesker, mest af alt amerikanere, til at komme til 4. juli-fest i hans lejlighed kl. 20.00. Jeg har fået Noha overtalt til at komme med. Alexander bor også i Maadi, så for en gangs skyld, er det ikke så besværligt for mig at komme derhen.
Jeg beslutte mig for at handle ind til "Irish-coffee", da jeg har fået en flaske whisky af Clare fra kontoret. Hun er taget et par måneder til Palæstina og kunne ikke tage den med. Det er skotsk whisky, hvilket gør, at jeg faktisk har lyst til at drikke det.
Andrew skal også med. Kl. 19.30 tager vi ned i byen for at mødes med Noha. Alexander og Ellen laver burgere, så det er så amerikansk, som det kan blive! Vi er kun Alexander, Ellen, Noha, Andrew og jeg til mad, så amerikanerne er faktisk i undertal. Det forhindrer dog ikke Alexander i at have lavet en "playlist" med gamle amerikanske sange. "Born in the USA" kører for fuld drøn, da vi kommer ind i lejligheden.
Da vi har spist, begynder der at komme andre folk. Vi ender med at være en flok på ca. 15 mand i lejligheden, der drikker øl, sprut og "Irish-coffee" og fester til langt ud på natten.
Lige før festen slutter, begynder jeg dog at få det lidt dårligt. Det er ikke noget nyt for mig, at jeg får lidt bøvl med maven hernede i ny og næ. Jeg tror, at det denne gang er kødet, der får min mave til at lave krumspring. Nok ikke noget der varer mere end en dag, men dog irriterende. jeg tager hjem for at få mig lidt søvn og pleje min mave lidt. Det har dog alt i alt været en god aften!
Alexander fik den idé at holde 4. juli, da han gerne ville have været hjemme i USA og fejre, men jo ikke kan. Han har inviteret en masse mennesker, mest af alt amerikanere, til at komme til 4. juli-fest i hans lejlighed kl. 20.00. Jeg har fået Noha overtalt til at komme med. Alexander bor også i Maadi, så for en gangs skyld, er det ikke så besværligt for mig at komme derhen.
Jeg beslutte mig for at handle ind til "Irish-coffee", da jeg har fået en flaske whisky af Clare fra kontoret. Hun er taget et par måneder til Palæstina og kunne ikke tage den med. Det er skotsk whisky, hvilket gør, at jeg faktisk har lyst til at drikke det.
Andrew skal også med. Kl. 19.30 tager vi ned i byen for at mødes med Noha. Alexander og Ellen laver burgere, så det er så amerikansk, som det kan blive! Vi er kun Alexander, Ellen, Noha, Andrew og jeg til mad, så amerikanerne er faktisk i undertal. Det forhindrer dog ikke Alexander i at have lavet en "playlist" med gamle amerikanske sange. "Born in the USA" kører for fuld drøn, da vi kommer ind i lejligheden.
Da vi har spist, begynder der at komme andre folk. Vi ender med at være en flok på ca. 15 mand i lejligheden, der drikker øl, sprut og "Irish-coffee" og fester til langt ud på natten.
Lige før festen slutter, begynder jeg dog at få det lidt dårligt. Det er ikke noget nyt for mig, at jeg får lidt bøvl med maven hernede i ny og næ. Jeg tror, at det denne gang er kødet, der får min mave til at lave krumspring. Nok ikke noget der varer mere end en dag, men dog irriterende. jeg tager hjem for at få mig lidt søvn og pleje min mave lidt. Det har dog alt i alt været en god aften!
Alexandria
3/7-2009
Efter afslutningsfesten i går er mit hoved ret tungt, da vækkeuret ringer kl. 09.00. Ikke desto mindre skal jeg ud af fjerene Jeg har aftalt med Alexander og hans veninde fra USA, Ellen, at vi tager en tur til Alexandria. bare på en dagstur. Det tager kun ca. to en halv time med toget til Alexandria, så det er jo ikke så slemt.
Vi mødes inde ved "Mubarak"-station. Efter en masse bøvl med at finde ud af hvordan vi kommer til togstationen, får fat på billetter osv. kommer vi endelig med et tog. Og der er heldigvis aircondition! Til turen har jeg købt et blad, der hedder "Al-Ahdath", som betyder begivenhederne. Det svarer vel lidt til det danske "se og hør". Alle artikler handler om død, fængsel, utroskab og underlige begivenheder i Ægypten. Det er ikke ligefrem opløftende læsning, men til gengæld er det noget lettere at læse end tungt politisk stof, så jeg kan nå at læse flere artikler.
Vel nået frem til Alexandria, har Alexander fundet ud af, at han gerne vil se katakomberne. Efter at have købt vores returbilletter, bevæger vi os således hen mod dem. Alexandria er oprindeligt en romersk-kristen by, der ligger ud til middelhavet. De mest kendte historiske monumenter i byen er det gamle lystårn og Kleopatras palads, der dog begge er sunket i havet for længe siden, og nu kun kan besøges via en dykketur. Derudover er der katakomberne og det gamle "Bibliotheca Alexandrina", som var det største og mest kendte bibliotek i verden, før det brændte ned. Det er historisk ikke kendt, præcis hvornår det brændte, men de fleste forskere mener, at det er sket i det 1.-2. århundrede. Det menes at være etableret i det 3. århundrede før Kristus. katakomberne i Alexandria (Catacombs of Kom el Shoqafa) er fra det 2. århundrede. Udsmykningerne i gravkamrene er både romerske, ægyptiske og græske, hvilket gør dem unikke. Og det er også en helt fantastisk oplevelse at gå rundt dernede og kigge på statuerne, som er hugget ud af klipperne og se de fantastisk velbevarede udsmykninger af skikkelser, der forestiller mennesker med sjakal-hoveder og slanger, der bevogter indgangene til kamrene, hvor de døde har ligget begravet. I dag er gravene tømt, og havvandet er begyndt at trænge ind, så man nogle steder må gå på tynde træplanker og sørge for, at man ikke vælter i vandet. Katakomberne blev først opdaget i 19-hundrede-tallet, da et æsel faldt ned i et af indgangshullerne. Derfor er de så velbevarede. De har ikke været udsat for nogen form for gravrøveri eller lignende, da de har været skjult så længe. Meget heldigt!
Efter en fed oplevelse blandt de døde under jordens overflade er det tid til mad. Vores taxachauffør, der har ventet på os, kører os hen til en god restaurant, som han kender, hvor vi kan få os en ordentlig omgang fisk, som Alexandria er så kendt for. Vi kommer hen til en restaurant ved navn "Sabren". Da vi kommer ind, bliver vi budt velkommen og bliver derefter ført hen til et bord med en dug over. En af tjenerne fjerner dugen og et hav af fisk, hummer, rejer, blæksprutter og alt muligt andet kommer til syne. Det hele ligger på en stor blok is og er fanget for mindre end end én time siden, informerer tjeneren. Fantastisk! Vi vælger en stor fisk, en hummer, friske pil-selv-rejer, en blæksprutte og seks krabber. Så er der serveret!
Efter et fantastisk måltid beslutter vi os for at gå en tur langs kysten. Temperaturen i Alexandria er perfekt. Byen er langt mindre proppet en Kairo, luften meget renere og trafikken ikke i nærheden af at være lige så stressende. Desuden giver lyden og lugten af havvand en syd-græsk stemning. Generelt forekommer byen mig langt mere sydeuropæisk og ikke ret ægyptisk, hvis jeg sammenligner den med resten af det Ægypten, som jeg har set. Vi sidder og nyder solnedgangen ved kysten, før vi finder en taxa tilbage til togstationen.
Vi kommer på toget lidt over 21.00. På vejen hjem sover vi alle tre som små børn. Vi fik ikke meget søvn efter den vilde bytur i går, så vi er alle helt smadret. Lidt over 00.00 er vi tilbage i Kairo. Vi når lige den sidste metro. Ikke længe efter er jeg hjemme igen. En rigtig god dag går på hæld, og jeg går ud som et lys.
Efter afslutningsfesten i går er mit hoved ret tungt, da vækkeuret ringer kl. 09.00. Ikke desto mindre skal jeg ud af fjerene Jeg har aftalt med Alexander og hans veninde fra USA, Ellen, at vi tager en tur til Alexandria. bare på en dagstur. Det tager kun ca. to en halv time med toget til Alexandria, så det er jo ikke så slemt.
Vi mødes inde ved "Mubarak"-station. Efter en masse bøvl med at finde ud af hvordan vi kommer til togstationen, får fat på billetter osv. kommer vi endelig med et tog. Og der er heldigvis aircondition! Til turen har jeg købt et blad, der hedder "Al-Ahdath", som betyder begivenhederne. Det svarer vel lidt til det danske "se og hør". Alle artikler handler om død, fængsel, utroskab og underlige begivenheder i Ægypten. Det er ikke ligefrem opløftende læsning, men til gengæld er det noget lettere at læse end tungt politisk stof, så jeg kan nå at læse flere artikler.
Vel nået frem til Alexandria, har Alexander fundet ud af, at han gerne vil se katakomberne. Efter at have købt vores returbilletter, bevæger vi os således hen mod dem. Alexandria er oprindeligt en romersk-kristen by, der ligger ud til middelhavet. De mest kendte historiske monumenter i byen er det gamle lystårn og Kleopatras palads, der dog begge er sunket i havet for længe siden, og nu kun kan besøges via en dykketur. Derudover er der katakomberne og det gamle "Bibliotheca Alexandrina", som var det største og mest kendte bibliotek i verden, før det brændte ned. Det er historisk ikke kendt, præcis hvornår det brændte, men de fleste forskere mener, at det er sket i det 1.-2. århundrede. Det menes at være etableret i det 3. århundrede før Kristus. katakomberne i Alexandria (Catacombs of Kom el Shoqafa) er fra det 2. århundrede. Udsmykningerne i gravkamrene er både romerske, ægyptiske og græske, hvilket gør dem unikke. Og det er også en helt fantastisk oplevelse at gå rundt dernede og kigge på statuerne, som er hugget ud af klipperne og se de fantastisk velbevarede udsmykninger af skikkelser, der forestiller mennesker med sjakal-hoveder og slanger, der bevogter indgangene til kamrene, hvor de døde har ligget begravet. I dag er gravene tømt, og havvandet er begyndt at trænge ind, så man nogle steder må gå på tynde træplanker og sørge for, at man ikke vælter i vandet. Katakomberne blev først opdaget i 19-hundrede-tallet, da et æsel faldt ned i et af indgangshullerne. Derfor er de så velbevarede. De har ikke været udsat for nogen form for gravrøveri eller lignende, da de har været skjult så længe. Meget heldigt!
Efter en fed oplevelse blandt de døde under jordens overflade er det tid til mad. Vores taxachauffør, der har ventet på os, kører os hen til en god restaurant, som han kender, hvor vi kan få os en ordentlig omgang fisk, som Alexandria er så kendt for. Vi kommer hen til en restaurant ved navn "Sabren". Da vi kommer ind, bliver vi budt velkommen og bliver derefter ført hen til et bord med en dug over. En af tjenerne fjerner dugen og et hav af fisk, hummer, rejer, blæksprutter og alt muligt andet kommer til syne. Det hele ligger på en stor blok is og er fanget for mindre end end én time siden, informerer tjeneren. Fantastisk! Vi vælger en stor fisk, en hummer, friske pil-selv-rejer, en blæksprutte og seks krabber. Så er der serveret!
Efter et fantastisk måltid beslutter vi os for at gå en tur langs kysten. Temperaturen i Alexandria er perfekt. Byen er langt mindre proppet en Kairo, luften meget renere og trafikken ikke i nærheden af at være lige så stressende. Desuden giver lyden og lugten af havvand en syd-græsk stemning. Generelt forekommer byen mig langt mere sydeuropæisk og ikke ret ægyptisk, hvis jeg sammenligner den med resten af det Ægypten, som jeg har set. Vi sidder og nyder solnedgangen ved kysten, før vi finder en taxa tilbage til togstationen.
Vi kommer på toget lidt over 21.00. På vejen hjem sover vi alle tre som små børn. Vi fik ikke meget søvn efter den vilde bytur i går, så vi er alle helt smadret. Lidt over 00.00 er vi tilbage i Kairo. Vi når lige den sidste metro. Ikke længe efter er jeg hjemme igen. En rigtig god dag går på hæld, og jeg går ud som et lys.
tirsdag den 7. juli 2009
Sidste dag på arbejde
2/7-2009
Det er min sidste dag på arbejde. Det føles en smule uvirkeligt, da jeg stadig føler, at der er masser af ting, som jeg gerne ville have lært mere om. Desuden har jeg haft så travlt det sidste stykke tid, at jeg ikke rigthg har haft tid til at forstå, at jeg er færdig med min praktik, og at min tid hernede lakker mod enden for denne gang. Til gengæld er det også meget rart at tænke på, at jeg har "ferie" hernede indtil slutningen af juli, og at Stine snart kommer herned!
Jeg har haft en rigtig god tid, mens jeg har været i praktik, og jeg har uden tvivl lært ting af at være hernede, som jeg ikke ville kunne have tilegnet mig derhjemme. Som afskedsgave fik jeg i går et akvarel-maleri, som jeg er rigtig glad for. Det er skik, når en praktikant stopper, at folk skriver en lille kommentar. Normalt har praktikanter fået bøger, som folk så har skrevet i, men da jeg har fået en anden gave, har jeg bedt folk om at skrive på bagsiden af maleriet. Kees var den første til at skrive en kommentar i går, da han skulle til Holland, og derfor ikke kunne skrive en kommentar i dag. Da jeg læste den, var jeg faktisk lidt stolt, da han havde skrevet, at jeg har været en af de bedste og mest dynamiske praktikanter, de har haft i organisationen nogensinde. Et skulderklap kan man jo altid bruge, og jeg er meget glad for at vide, at mit arbejde er værdsat!
Klokken 17.00 er der en lille afskedsceremoni på kontoret med taler, søde sager og smalltalk. Klokken 18.30 er vi en flok, der tager en taxa til Nilen og sejler en tur i "Feluca", mens vi ser solen gå ned. Alexander har købt øl og sodavand og alle ser ud til at nyde det. Måske er det tanken om ferie, der spiller ind, men da vi sidder i "Feluca´en", forekommer det mig, at solnedgangen er den smukkeste, som jeg endnu har set i Kairo.
Efter "Feluca"-turen tager vi på Grand-Café, hvor vi får noget at spise og noget at drikke. Øllene ryger hurtigt ned og vi kommer alle sammen i fest-humør. Da klokken bliver 23.30 bryder nogle op for at nå den sidste metro. Vi andre beslutter os for at tage på "Boss" og feste videre. Efter at have festet godt igennem bliver vi klokken 03.00 smidt ud af "Boss", da de er ved at lukke. Jeg får taget afsked med folk, og tager en taxa hjem.
Mit praktikophold har ikke kun lært mig en masse studierelaterede ting, men mindst lige så meget lært mig en masse ting om livet. Jeg har lært mange ting, som jeg kan få gavn af i fremtiden. Jeg har forbedret mit arabiske, er blevet bedre til at organisere, har tilegnet mig en masse viden om Ægypten og sidst men ikke mindst mødt en masse fantastiske mennesker.
Det er min sidste dag på arbejde. Det føles en smule uvirkeligt, da jeg stadig føler, at der er masser af ting, som jeg gerne ville have lært mere om. Desuden har jeg haft så travlt det sidste stykke tid, at jeg ikke rigthg har haft tid til at forstå, at jeg er færdig med min praktik, og at min tid hernede lakker mod enden for denne gang. Til gengæld er det også meget rart at tænke på, at jeg har "ferie" hernede indtil slutningen af juli, og at Stine snart kommer herned!
Jeg har haft en rigtig god tid, mens jeg har været i praktik, og jeg har uden tvivl lært ting af at være hernede, som jeg ikke ville kunne have tilegnet mig derhjemme. Som afskedsgave fik jeg i går et akvarel-maleri, som jeg er rigtig glad for. Det er skik, når en praktikant stopper, at folk skriver en lille kommentar. Normalt har praktikanter fået bøger, som folk så har skrevet i, men da jeg har fået en anden gave, har jeg bedt folk om at skrive på bagsiden af maleriet. Kees var den første til at skrive en kommentar i går, da han skulle til Holland, og derfor ikke kunne skrive en kommentar i dag. Da jeg læste den, var jeg faktisk lidt stolt, da han havde skrevet, at jeg har været en af de bedste og mest dynamiske praktikanter, de har haft i organisationen nogensinde. Et skulderklap kan man jo altid bruge, og jeg er meget glad for at vide, at mit arbejde er værdsat!
Klokken 17.00 er der en lille afskedsceremoni på kontoret med taler, søde sager og smalltalk. Klokken 18.30 er vi en flok, der tager en taxa til Nilen og sejler en tur i "Feluca", mens vi ser solen gå ned. Alexander har købt øl og sodavand og alle ser ud til at nyde det. Måske er det tanken om ferie, der spiller ind, men da vi sidder i "Feluca´en", forekommer det mig, at solnedgangen er den smukkeste, som jeg endnu har set i Kairo.
Efter "Feluca"-turen tager vi på Grand-Café, hvor vi får noget at spise og noget at drikke. Øllene ryger hurtigt ned og vi kommer alle sammen i fest-humør. Da klokken bliver 23.30 bryder nogle op for at nå den sidste metro. Vi andre beslutter os for at tage på "Boss" og feste videre. Efter at have festet godt igennem bliver vi klokken 03.00 smidt ud af "Boss", da de er ved at lukke. Jeg får taget afsked med folk, og tager en taxa hjem.
Mit praktikophold har ikke kun lært mig en masse studierelaterede ting, men mindst lige så meget lært mig en masse ting om livet. Jeg har lært mange ting, som jeg kan få gavn af i fremtiden. Jeg har forbedret mit arabiske, er blevet bedre til at organisere, har tilegnet mig en masse viden om Ægypten og sidst men ikke mindst mødt en masse fantastiske mennesker.
søndag den 5. juli 2009
Farvel-fest på "Jazz-Club"
30/6-2009
Jeg er blevet inviteret til endnu en farvel-fest. Denne gang er det Annah, som jeg kender fra en af turene til Anafora og fest his henrik, der skal hjem. Hun skal hjem og arbejde videre på sit speciale efter et halvt år med feltarbejde hernede om politisk vold i Sudan. Rigtig spændende i øvrigt!
Vi skal mødes inde hos hende kl 20.00. Hun bor inde ved "Talaat Harb" inde i "Down Town". Jeg tager en taxa ind til byen, da jeg ikke orker en proppet metro i denne varme. Da jeg kommer derind, er Emily (Annahs "flat-mate) og Annah allerede i gang med drinks i køkkenet. Der går ikke længe, før jeg vælger at stemme i og hoppe med på vognen. For første gang i lang tid får jeg en kold vodka og sprite. Europæisk vodka og ikke det forfærdelige ægyptiske sprøjt, som er det eneste, man ellers kan købe hernede. Fantastisk!
Der kommer flere folk til, og drinks og musik kører derud af. Vi bestiller yemenitisk mad og hygger. Omkring klokken 12.00 bliver det besluttet, at vi skal fortsætte festen på "Jazz-Club". Vi tager taxa derind og fester til langt ud på natten. Jeg har taget mit kamera med. Da jeg har taget en masse billeder kommer dørmanden og beder mig om at slette alle mine billeder, da det er forbudt at tage billeder derinde. Det er jeg dog ikke videre interesseret i. jeg beslutter mig for at tage mit hukommelseskort ud af kameraet og gemme det i lommen. På den måde ser det ud som om, at jeg har slettet alle billeder. Det virker! Da vi skal hjemad, vil dørmanden se kameraet, og jeg viser det tomme kamera og slipper ud med alle mine billeder.
Èn af de folk, som jeg møder i aften hedder "Samir". Han har en ægyptisk far og en dansk mor. Han har studeret medicin hernede i syv år og vender snart tilbage til Danmark. Han viser sig at være en rigtig fin fyr. Vi deler en taxa hjem, da han også bor i Maadi. På vejen prøver jeg på at sætte hukommelseskortet tilbage i kameraet. Det skulle jeg aldrig have gjort! Da der er mørkt i bilen, kan jeg ikke ordentligt se, hvad jeg laver. Jeg kommer derfor til at knække en af de tænder inde i kameraet, som kortet skal passe i. Så nu står jeg med et kamera, der ikke virker, og jeg kan ikke få det lavet, før jeg kommer hjem. Sjældent har jeg været så irriteret på mig selv som for det stunt!! Jeg må hellere sørge for at Stine husker sit kamera, når hun kommer herned om ikke så længe. Det bliver sku dejligt!
Jeg er blevet inviteret til endnu en farvel-fest. Denne gang er det Annah, som jeg kender fra en af turene til Anafora og fest his henrik, der skal hjem. Hun skal hjem og arbejde videre på sit speciale efter et halvt år med feltarbejde hernede om politisk vold i Sudan. Rigtig spændende i øvrigt!
Vi skal mødes inde hos hende kl 20.00. Hun bor inde ved "Talaat Harb" inde i "Down Town". Jeg tager en taxa ind til byen, da jeg ikke orker en proppet metro i denne varme. Da jeg kommer derind, er Emily (Annahs "flat-mate) og Annah allerede i gang med drinks i køkkenet. Der går ikke længe, før jeg vælger at stemme i og hoppe med på vognen. For første gang i lang tid får jeg en kold vodka og sprite. Europæisk vodka og ikke det forfærdelige ægyptiske sprøjt, som er det eneste, man ellers kan købe hernede. Fantastisk!
Der kommer flere folk til, og drinks og musik kører derud af. Vi bestiller yemenitisk mad og hygger. Omkring klokken 12.00 bliver det besluttet, at vi skal fortsætte festen på "Jazz-Club". Vi tager taxa derind og fester til langt ud på natten. Jeg har taget mit kamera med. Da jeg har taget en masse billeder kommer dørmanden og beder mig om at slette alle mine billeder, da det er forbudt at tage billeder derinde. Det er jeg dog ikke videre interesseret i. jeg beslutter mig for at tage mit hukommelseskort ud af kameraet og gemme det i lommen. På den måde ser det ud som om, at jeg har slettet alle billeder. Det virker! Da vi skal hjemad, vil dørmanden se kameraet, og jeg viser det tomme kamera og slipper ud med alle mine billeder.
Èn af de folk, som jeg møder i aften hedder "Samir". Han har en ægyptisk far og en dansk mor. Han har studeret medicin hernede i syv år og vender snart tilbage til Danmark. Han viser sig at være en rigtig fin fyr. Vi deler en taxa hjem, da han også bor i Maadi. På vejen prøver jeg på at sætte hukommelseskortet tilbage i kameraet. Det skulle jeg aldrig have gjort! Da der er mørkt i bilen, kan jeg ikke ordentligt se, hvad jeg laver. Jeg kommer derfor til at knække en af de tænder inde i kameraet, som kortet skal passe i. Så nu står jeg med et kamera, der ikke virker, og jeg kan ikke få det lavet, før jeg kommer hjem. Sjældent har jeg været så irriteret på mig selv som for det stunt!! Jeg må hellere sørge for at Stine husker sit kamera, når hun kommer herned om ikke så længe. Det bliver sku dejligt!
Kinesisk "flat-mate"
29/6-2009
Tidligt her til morgen fik jeg en ny "flat-mate". Han hedder Andrew og er fra Kina. Han skal bo hos mig den næste uge indtil Stine kommer. Grunden til at han er i Ægypten, og skal dele lejlighed med mig den næste uge, er, at han også skal arbejde hos CIDT. Da Kees, for noget tid siden, hørte, at jeg havde et værelse ledigt, spurgte han, om Andrew kunne flytte ind hos mig, indtil han kunne finde noget permanent, når han var kommet til Kairo. Det havde jeg ikke noget imod. Den aftale var på plads for lidt over en uge siden. Til at starte med skulle han blive i lejligheden til Stine og jeg også flytter ud d. 20. Juli.
For to dage siden fortalte Kees mig dog, at Andrew havde brugt bibelcitater i nogle af de e-mails, som han havde sendt til ham. Det fik mig til at tænke på, at jeg hellere måtte informere ham om, at Stine og jeg ikke er gift, men har tænkt os at sove i samme værelse alligevel. Det ændrede situationen lidt. Andrew svarede, at han ikke kunne stå inde for at bo med os. Ikke så meget pga. at vi ikke er gift, men generelt fordi han ikke vil bo i lejlighed med en pige. Det var, for mig i hvert fald, en begrundelse, som jeg ikke havde hørt før. Noget fremmed oven i købet, men selvfølgelig noget jeg vil respektere. Derfor bliver han her kun i en uge. Så må vi se, hvordan det går.
Én ting, som jeg dog har haft en mindre diskussions med min chef om, er, at han mener, at det er mit job at vise Andrew rundt i Maadi. Hans begrundelse er, at jeg er praktik-koordinator, og derfor skal vise ham rundt. Der går min grænse dog. Det er én ting, at han kan flytte ind hos mig, fordi han ikke har et andet sted at tage hen, men jeg har altså bedre ting at tage mig til, end at lege turistguide. Desuden er Andrew 29 år, så han har næppe brug for en babysitter. Det forklarede jeg Kees på en pæn måde. Han var ikke enig, så jeg forklarede, at hvis det var mit job at vise alle nye praktikanter rundt i byen, kunne jeg have det som fuldtidsjob, og så kunne jeg lige så godt have rejst hertil som guide for Dansk Folkeferie eller lign. Så gik den endelig ind.
Jeg fik afleveret den endelige Abu Fana rapport i dag, og nu gider jeg heller ikke se på den mere. Jeg stopper min praktik på torsdag og skal nå en masse andre afsluttende ting, før jeg endeligt siger farvel.
Tidligt her til morgen fik jeg en ny "flat-mate". Han hedder Andrew og er fra Kina. Han skal bo hos mig den næste uge indtil Stine kommer. Grunden til at han er i Ægypten, og skal dele lejlighed med mig den næste uge, er, at han også skal arbejde hos CIDT. Da Kees, for noget tid siden, hørte, at jeg havde et værelse ledigt, spurgte han, om Andrew kunne flytte ind hos mig, indtil han kunne finde noget permanent, når han var kommet til Kairo. Det havde jeg ikke noget imod. Den aftale var på plads for lidt over en uge siden. Til at starte med skulle han blive i lejligheden til Stine og jeg også flytter ud d. 20. Juli.
For to dage siden fortalte Kees mig dog, at Andrew havde brugt bibelcitater i nogle af de e-mails, som han havde sendt til ham. Det fik mig til at tænke på, at jeg hellere måtte informere ham om, at Stine og jeg ikke er gift, men har tænkt os at sove i samme værelse alligevel. Det ændrede situationen lidt. Andrew svarede, at han ikke kunne stå inde for at bo med os. Ikke så meget pga. at vi ikke er gift, men generelt fordi han ikke vil bo i lejlighed med en pige. Det var, for mig i hvert fald, en begrundelse, som jeg ikke havde hørt før. Noget fremmed oven i købet, men selvfølgelig noget jeg vil respektere. Derfor bliver han her kun i en uge. Så må vi se, hvordan det går.
Én ting, som jeg dog har haft en mindre diskussions med min chef om, er, at han mener, at det er mit job at vise Andrew rundt i Maadi. Hans begrundelse er, at jeg er praktik-koordinator, og derfor skal vise ham rundt. Der går min grænse dog. Det er én ting, at han kan flytte ind hos mig, fordi han ikke har et andet sted at tage hen, men jeg har altså bedre ting at tage mig til, end at lege turistguide. Desuden er Andrew 29 år, så han har næppe brug for en babysitter. Det forklarede jeg Kees på en pæn måde. Han var ikke enig, så jeg forklarede, at hvis det var mit job at vise alle nye praktikanter rundt i byen, kunne jeg have det som fuldtidsjob, og så kunne jeg lige så godt have rejst hertil som guide for Dansk Folkeferie eller lign. Så gik den endelig ind.
Jeg fik afleveret den endelige Abu Fana rapport i dag, og nu gider jeg heller ikke se på den mere. Jeg stopper min praktik på torsdag og skal nå en masse andre afsluttende ting, før jeg endeligt siger farvel.
Abonner på:
Opslag (Atom)
