På jagt efter bøger

28/2-2009

Sover længe. Det er jo weekend. Får mig en nudelsuppe til morgenmad, da vi ikke har mere brød tilbage. Ikke lige den optimale morgenmad, men det glider ned. Får lavet en aftale med Muhammed om at komme ud og købe et par bøger. Mangler noget at læse i! Vil også have købt en notesbog, til at skrive arabiske ord ned i. Vi skal mødes inde i byen kl. 14.00. Muhammed vil derefter vise os hen til de gode boghandlere.

Vi kommer ind til byen og venter på Muhammed. Han kommer ægyptisk sædvane tro forsent. Da han kommer, finder vi hurtigt en taxa, og kører ud til et kvarter med en god boghandel. Der går ingen metro ud til det kvarter, hvor boghandelen ligger, forklarer han. Det bliver en lang taxatur. Vi kommer endelig ud til boghandelen. jeg køber en bog af Naguib Mahfouz, en af de mest berømte forfattere i Ægypten, og den første forfatter i Mellemøsten til at vinde nobelprisen i litteratur (1988). Køber også en CD med "Elisa" (arabisk pop... Klasse!). Jonas vil købe en "Hans Wehr"-ordbog. Den mest brugte ordbog i standard-arabisk ude på studiet. De har den dog ikke. Vi beslutter os for at køre hen til en anden boghandel. Først vil vi dog lige have noget at spise. Muhammed kender et godt sted, og vi befinder os snart i taxaen på vej derhen.

Da vi kommer derud, er ens tanke ikke ligefrem, at det er her, der bliver serveret god mad. Vi kommer dog ind at sidde, og før vi ved af det, står der mad på bordet. Og heldigvis tager jeg fejl. Maden er fortræffelig. Der er mezze (mellemøstlig form for tapas forretter), og friskt brød. Snart kommer kødet også. Grillet lam. Det smager rigtig godt! det var turen derud værd, selvom det ikke så sådan ud ved første øjekast.



Jonas og Muhammed foran stedet der står for vores kulinariske oplevelse. Ikke lige det sted man, ved første øjekast, vil tro står for at rigtigt godt måltid. Det er dog dejligt at tage fejl ind i mellem.

Vi tager videre til den næste boghandel. Samme kæde , som dn forrige, finder vi ud af, dog er denne her meget større. Jeg vil købe mig en notesbog, og Jonas er stadig på jagt efter en Hans Wehr. Jonas finder den hurtigt, men han vil have en paperback, og det har de ikke. Det må blive en anden gang. Jeg får købt mig en notesbog, og falder desuden over en bog om politiske og økonomiske reformer i Ægypten. Den ryger også med. Lidt faglig har man vel lov til at være. Vi bevæger os derefter hjemad. Tiden er gået hurtigt, og vi har nok siddet i taxa lidt mere, end vi har ønsket. Vi kommer hen til en metrostation, og Muhammed smutter videre. Han er lige blevet ringet op. Hans mor er syg, så han vil skynde sig hjem. Vi håber ikke, at det er noget alvorligt!

Vi finder ud af, at vi har været helt ude i den nye del af Kairo. Det er langt fra centrum, og det ligger modsat Maadi, så der venter os en lang metrotur hjem. Vi kommer hjem kl. lidt i 20.00, og slapper af. Sætter "Elisa" på, og begynder at skrive på min blog. I baggrunden har vi "Bless the child" (gyser fra 90´erne) kørende. Hyggeligt! I morgen er weekenden slut, og arbejdet kalder. Vil derfor ikke blive oppe alt for længe.

Inspiration og irritation

27/2-2009

Jeg sover længe efter byturen igår. Det er yderst tiltrængt. Står op og laver mig en kop kaffe, og får mig lidt brød med hollands gauda. Ikke så ringe! Jonas lader ikke høre fra sig. Han er åbenbart fuldstændig færdig efter turen igår og hans taxa-tilsmudsning. Nyder ikke at skulle noget. Sidder i sofaen og ser film, mens jeg skriver på min blog. Kl. lidt i 13.00 rører Jonas på sig. Han har det stadig lidt skidt, mangler vand og skal have noget at spise, da alt det han fik i går jo røg op igen. Jeg laver ham en Nutella-mad, og kommer med vand til ham. Det er lidt som at være sygepasser, men han havde vel gjort det samme for mig, hvis det var mig der havde været syg? Efter han har fået lidt mad og vand, går han kold igen, og jeg hører først fra ham igen omkring kl. lidt i 16.00. Vi har en aftale ved "Det Ægyptiske Operahus" kl. 19.00. Vi skal se noget opera...tror jeg. Finder senere ud af, at det er en koncert med den arabiske verdens svar på Lars Ulrich, jeg skal til. Vi skal mødes med Lisa, hendes roommate og en af hendes venner derinde. Jonas kommer stille og roligt til kræfter, og tager sig et bad. Alt imens jeg sidder og ser "The last samurai" med arabiske undertekster.

Vi kommer ud af døren kl. ca. 18.20. Vi tager metroen ind til Kairos pulsende hjerte; Tahrir Square. Derfra vil vi tage en taxa. Jonas får dog den idé, at vi jo kan tage en af de små hvide busser, som kun de lokale ellers bruger. Ja da, hvorfor ikke! Vi finder en bus, og spørger om den kører forbi operahuset. Ja, det gør den. Det koster 75 "ører" pr. næse. Jeg har hjemmefra forsikret mig om, at jeg ved, hvor operahuset ligger. Vi skal til Zamalek, den største ø beliggende i Nilen midt i Kairo. Vi sætter os ind i bussen, og finder ud af, at den ikke kører, før den er fuld. Der er kun plads til 8, så det tager nok ikke så lang tid, tænker vi. der går dog 15 minutter, før vi kommer afsted. Stemningen i bussen er meget lokal. Ved siden af os sidder et par gamle ægyptiske damer. De snakker og smiler til os. Den ene spørger os om noget, og da vi kan svare på arabisk, begynder hun straks at prise, hvor søde vi dog er, og at vi næsten er rigtige ægyptere. Jaja...helt sikkert! Vi kommer hurtigt ud på Zamalek, der er forbundet med fastlandet med en bro på hver side. To på hver side faktisk. På kortet hjemmefra kunne jeg se, at vi skal stå af, lige før vi forlader Zamalek igen. Buschaufføren har glemt alt om, at vi bad om, at blive sat af ved operahuset. Han suser bare der ud af. Når dog at råbe, at vi skal af, før han når at køre ud på indfartsvejen, hvor der ikke havde været andet for, end at køre over på den anden side til fastlandet. Vi kommer af bussen, og spørger om vej til operahuset. Efter lidt problemer med at finde den rigtige koncertsal står vi endelig udenfor og venter på de andre.

Der går ikke langt tid, før de andre dukker op. De andre har købt billetter på forhånd, så det er kun os, der skal hen og købe billet. Det koster 20 pund (20 kr.) at komme ind. Det er billigt for en hel koncert må man sige. Der bliver dog problemer med at komme ind, da vi ikke har fine bukser på. Dvs. at vi har normale cowboybukser på. Reglen gælder dog kun for mænd, og vi får derfor Lisa til at købe bliietterne til os. Ha, snydt Onde billetmand! Kunstneren, vi skal høre, hedder Yehia Khalil. Han er kendt som den bedste trommeslager og percussionist i Mellemøsten. Spændende! Efter 20 minutters forsinkelse går koncerten i gang. Bandet består af 8 musikkere, og så hovedpersonen selv. En der spiller klaver, en franskmand på saxofon, en på guitar, en der spiller på violin, en på bas, en på harmonika og to der spiller på arabiske trommer. Og Yehia Khalil på trommer. Musikken er en spændende blanding af klassisk jazz, med arabiske toner blandet dygtigt ind i musikken. Han kan sku godt spille på trommer han Yehia! Det bliver en fantastisk kulturel oplevelse.

Bagefter er vi helt smadrede, på den gode måde! Godt inspirerede efter den gode koncert. Vi er stadig trætte efter i går. Jonas har næsten ikke fået noget at spise hele dagen heller. Vi følges med de andre ned til metroen, og siger farvel. Vi beslutter os for at tage ind til Tahrir Square, og finde noget at spise. Det bliver Kentucky Fried Chicken, vi ender på. Ikke en fantastisk kulinarisk oplevelse, men vi bliver da mætte. Vi kan lige nå den sidste metro hjem (Underligt nok stopper metroen med at gå kl. 00.00. Mærkeligt i en by med 20 millioner indbyggere). Vi kommer hjem og går på hovedet i seng.

Dagen har været fuld af inspiration, men vi er også begyndt at lægge mærke til de ting, der irriteret én. Jeg vil her komme med et par eksempler på irritationsmomenter;

Maadi er en dejlig forstad. Eksotisk og original på den fede måde. Der er dog ikke styr på noget som helst, hvad f.eks. angår bortskaffelse af affald og skrald og offentlig service er en by i...ja...vel Ægypten! Folk smider alt deres lort i gaderne, og der får det så lov til at ligge.

En af gaderne i Maadi. Folk smider deres skrald i gaderne, og der får det så lov til at ligge. De eneste der nyder godt af det, er gederne, der spiser resterne. Geder, vilde hunde og katte løber rund over det hele i Maadi. Hundene kan være et problem om natten, hvor de slås indbyrdes, og gør af alt der krydser deres vej. Vi har også vores bekymringer om sundheden og lugten, vedrørende skrald på gaden, når det bliver varmere.

Køkulturen er endnu et iritationsmoment. Folk maser og skubber for at komme til. Bare sådan en lille ting, som at komme ind og ud af metroen bliver irriterende. Folk venter ikke med at gå ind i metroen, til før folk er kommet ud, og scenerne fra en metrostation kan til tider ligne en stor masseslåskamp.

Når folk ikke kan svare på dit spørgsmål, siger de ikke: "Desværre, jeg kender ikke vejen". Istedet peger de i én tilfældig retning, og man ender med at gå forkert 20 gange i stedet for. Hvorfor de ikke tør indrømme, at de ikke kender vejen, har vi endnu ikke fundet ud af, men det er røvirriterende til tider. Måske noget med at de ikke vil miste ansigt, ved at indrømme, at de ikke kender vejen. Ved det ikke helt.

Mange ting er ulogiske, og mange ting gør de ikke helt færdige. f.eks. er der en metrostation lige ved siden af operahuset. Men den indgang, der fører derned, og som ellers er fin, har de valgt at låse af. Hvorfor så overhovedet bygge den? Det er vel endnu én af de ting man må spørge guderne om...undskyld...Guden om! Sådan er det ofte, og man kommer mange gange til at gå forgæves til ting for at finde, at dét man skal bruge ikke virker, eller er blevet sat ud af brug.

Listen over små irritationsmomenter er lang, og jeg vil ikke nævne dem alle her. Det skal dog ikke forståes på den måde, at det er det hele man synes er irriterende og fremmed. Tværtimod! Det har indtil nu været rigtig fedt at være hernede. Men synes også, at jeg ville nævne nogle af de ting, der går mig lidt på. Det er jo ikke rosenrødt det hele. Skulle også være underligt, hvis man ikke stødte på nogle ting, hvor man synes, at noget bliver håndteret forkert eller på en underlig måde. Når alt kommer til alt, er det jo en fremmed kultur, jeg befinder mig i.

26/2-2009

Står op kl. 08.00, tager et bad, spiser morgenmad, tjekker mail og kommer ud af døren. Normal morgen. Det er torsdag, og det betyder også weekend. Der er et par praktikanter, der skal stoppe i dag, så der er planlagt lidt hygge efter arbejde. Tiden går rimeligt hurtigt, og snart er kl. 17.00. Så er det weekend! Vi skulle have været på café men det bliver aflyst pga. at mange ikke kunne i dag alligevel. Det bliver enten på søndag, eller torsdag. Den ene af de praktikanter der stopper hedder Lisa. Hun fortæller os om de gode steder, hvor man kan tage hen en torsdag aften, der jo svarer til fredag hjemme i Danmark. Vi får et par navne på et par klubber vi kan tage på. Det er et varieret udbud. Alt fra små hyggelige kaffehuse, til gamle lokale barer, moderne diskoteker og autentisk sufi-dans i historiske omgivelser. Vi snakker yderligere med hende, om at tage i operaen fredag aften. Vi aftaler, at vi vil se, om vi er friske på det i morgen.

Kontoret i maadi, hvor Jonas og jeg arbejder. På billedet er fra venstre: Marianne, Menel, Cornelis, Gemt bag ham er Nadine og ude til højre er Kirsten.

Vi tager hjem, og slapper af i et par timer, mens vi sidder og ser en film med Pierce Brosnan." The Matador" hedder den. Det er selvfølgelig med arabisk undertekst, så en lille smugle "lektie" kan man vel godt kalde det. Vi kommer ud af døren lidt i 20.00. Vi tager metroen ind til centrum. Vi står endnu engang, efter en trang tur i metroen, af ved "Tahrir Square". Det er en af de værste ture med metroen indtil nu, da toget er fuldstændig proppet med mennesker, der alle vil ind til byen, og nyde weekenden. Da vi kommer op på pladsen, kommer vi i tanke om, at vi ikke har fået vores guidebog med. Fint nok tænker vi, det bliver vel næppe et problem. Vi har besluttet os for at tage på "Jazz Club". Det er den mest omtalte klub hernede, så vi tænker, at navnet på klubben må være nok, til at taxachaufførerne kan finde derhen. Men nej! Vi spørger et par stykker, der igen spørger omkring sig, men ingen ved hvor "Jazz Club" ligger. Det var satans! Så står vi her! En ung ægypter kommer hen til os, og spørger hvor vi skal hen. Vi er blevet lidt skeptiske efter vores sidste lokale oplevelse for tre dage siden. Vi spørger dog alligevel, om han ved hvor "Jazz Club! ligger. Det gør han heller ikke, men han kender nogle andre gode steder. Jaja, den er god med dig, tænker jeg ved mig selv. Jeg tænker dog samtidig, at vi jo godt kan spørge, hvor de ligger henne, og hvad de hedder. Det gør vi. Han forklarer at de ligger tæt på Talaat Harb-gaden, der svarer til strøget hernede. Fint nok! Vi beslutter os for at tage derud, og se hvad der sker. Ægypteren, der hedder...gæt engaang...ja, det er nemlig rigtigt...Muhammed, spørger om han må komme med. Vi kigger lige på hinanden et øjeblik, og kan uden at sige noget læse hvad hinanden tlænker. Vi bliver hurtigt enige om, at han jo godt kan komme med. Så længe vi er inde i byen, og ikke lander på landet som sidste gang!

Vi sætter os ind i taxaen. Han fortæller, at der ikke sker noget på klubberne før kl. 00.00, så han foreslår, at vi starter ud på en lille lokal bar. Det gør vi! Vi skal bare lige have noget at spise først. Vi kører ud mod området, hvor barerne ligger. Muhammed forhandler med taxachaufføren. Jeg forstår samtalen, og får et godt indtryk af Muhammed. Han har fået forhandlet taxachaufføren ned på halv pris af det, han oprindeligt havde sagt det kostede. Vi kommer derud og får noget at spise. Derefter viser han os hen til baren. Vi finder i samme øjeblik ud af, at det er den bar, der lå meget tæt på det hotel, hvor vi boede de første dage. Så vi kender faktisk godt kvarteret lidt.

Vi kommer ind i baren, og jeg bliver med det samme ret facineret. Ja, det her sted er sku sagen! Det er en rigtig lokal bar, uden alt muligt dingel dangel. Bortset fra det juletræ, der stadig hænger og lyser på væggen. Vi driller Muhammed med, at det åbenbart er jul året rundt i Ægypten. Der er meget mørkt inde i baren. Bygningen er gammel. der højt til loftet. Træbjælker krydser hen over loftet, og dækker en smugle for loftsmaleriet, der forstiller et vandfald, Jeg kan rigtig godt lide stemningen. Klientellet er generelt ældre mænd, der sidder og drikker øl, og spiser hvide bønner som snak, mens de ser fodbold. Der er ikke andre udlændinge i baren. Fedt! Muhammed snakker til os på ægyptisk, men han gør det i et tempo, så vi forstår, stort set alt han siger. Det er rart at få snakket lidt med en ægypter i længere tid på ægyptisk, da det er rigtig god træning i forhold til ens sproglige formåen. Vi sidder og snakker om løst og fast, og nyder bare at have weekend. Muhammed siger, at han vil lære os arabisk, hvis vi lærer ham dansk. fair nok! Prøver at lære ham at udtale gulerødder. Han er slet ikke så dårlig. Han knækker dog nakken lidt, da han skal sige "øl". Vi hygger os kosteligt over det lille indslag.

Vi beslutter os for at tage videre efter et par timer. Vi kommer hen til en cafe ved navn "Huriiya". En meget kendt bar i Kairo, og den er da også proppet op til bristepunktet! Vi beslutter os derfor for at gå videre til en anden bar. Vi finder hurtigt en anden bar. Vi er længere inde i Down Town nu, så der er også flere turister. En englænder hænger rundt og råber højt af alle der krydser hans vej. Lidt flovt, og ikke lige måden man normalt opfører sig på i et muslimsk land, hvor alkohol kan indtages, men dog i lidt mindre mængder,end denne herre har gjort.

Vi tager vi på discotek. Muhammed har ringet til en af sine venner, der vil køre os ud til discoteket, billigere end man ellers kan. Super! Normalt er discotek ikke lige sagen for mig, men er dog nysgerrig for at finde ud af, hvordan nattelivet i Kairo også kan være. Vi kommer ud til en klub ved navn "Africa". Vi kommer ind og får et par øl sat på bordet. Det er meget hyggeligt. Kl. er lidt i 00.00, og der er ikke mange mennesker endnu. Passer mig egentligt fint. Stille og roligt kommer der flere og flere mennesker. Der er folk der begynder at danse. Og flere kommer til. Lægger pludseligt mærke til, at de folk der kommer til nu, alle er afrikanere. Fint nok tænker jeg; Klubben hedder jo også Africa. Jeg sidder og snakker med Muhammed. Vil afprøve mit arabisk så meget som muligt! Det går sku meget godt. Jonas og Muhammed tager ud og danser. Sidder og snakker med en afrikansk pige, der sidder ved siden af mig. Hun er fra Congo. Hun fortæller, at hun er flygtet fra Congo pga. krigen dernede. Da kl. bliver 02.00 kommer der nye folk ind på discoteket. Der går 10 min, før både Jonas og jeg er blevet spurgt, om vi ikke vil have en pige med hjem. Fuck hvor irriterende! Det var lige så hyggeligt. Det her sted er åbenbart også et sted, hvor afrikanse piger forsøger at vinde "Den gyldne billet" til Europa. Desværre! Vi har fået nok af disco i Kairo, og beslutter os for at tage hjem.

Muhammed er enig, og ringer til sin kammerat en gang til, så han kan køre os hjem til Maadi. Jonas får pludseligt vildt ond i maven. Han kæmper imod et par minutter, men kan ikke blive ved. Han må overgive sig! Han står og brækker sig foran en "Mobinil"-butik (Ægyptisk teleselskab), der underligt nok stadig har åbent. En medarbejder kommer ud af butikken, og skælder ud på Jonas. Han må finde et nyt "spot", hvor han kan udføre sine tricks. Jonas har det stadig skidt, da Muhammeds kammerat kommer i taxaen. Jeg finder en pose, der ligger på gaden, til ham. Vi kan jo ikke stå her hele aftenen. Vi kører ud mod Maadi. Lige før vi kommer ud til vores lejlighed må Jonas endnu en gang af med lidt af indholdet i sin mave. Rigtig fedt at sidde ved siden af! Han har dog posen. Lige før vi kommer ud af lejligheden råber Jonas; Pis og lort!, der er hul i posen. Rigtigt nok. Da jeg kigger over på ham, løber der en konstant lille strøm af bræk ned på hans bukser og sædet. jeg råber at de skal standse bilen. Da bilen standser kaster Jonas posen ud på vejen. Nu er det bare med at komme hjem, før han laver tricks igen! Vi kommer hen til lejligheden. Jonas skynder sig ud, mens han undskylder mange gange. Jeg begynder at tørre op på bagsædet. Vi kan jo ikke efterlade bilen sådan. Muhammed der sad foran i taxaen siger dog, at det ikke er noget problem, og at han nok skal tage sig af det. Jeg betaler taxaen, og den kører hurtigt videre.

Sikke en aften. Vores byture har indtil nu haft det med, at førre noget vildt med sig. Jeg snakker med Jonas om det. Han har det stadig rigtig skidt. Han har dog kun fået 5 øl, fordelt ud over hele aftenen, så vi tænker, at det må værre noget med maden vi har spist. Det var dog rart for en gangs skyld at møde en ægypter, der var flink, og ikke bare ville snyde os for penge. Vi har aftalt at mødes med ham en anden gang. Han vil gerne lære lidt mere dansk, og vi ægyptisk. God deal synes jeg selv! Endnu en aften med masser af indtryk, og skørre oplevelser går på hæld.

Hverdagen melder sig

25/2-2009

Endnu en morgen hvor jeg skal op kl. 08.00. Bambi (Jonas, jeg får sikkert problemer ved at skrive det her) står også rutinemæssigt op. Den står på mad og mailtjek før vi skal ud af døren. Nu skal vi jo arbejde samme sted, så vejen til arbejde er den samme for os begge. Arbejder videre på projektet som planlagt. Kl 13.00 har vi et møde med to mænd, der skal være med til at arrangere det nye team af konfliktløsere, som skal arbejde her i femtiden.

Vi har normalt frokostpause omkring kl. 13.00, men pga. mødet får jeg ikke min mad før kl. 15.30. Er godt sulten! Mødet er lidt underligt, da vi ikke bliver præsentation for de mænd, der sidder over for os, og ikke får at vide, hvorfor vi er der, og hvad mødet går ud på, sådan rigtigt. Det er én af de ting, jeg har lagt mærke til; Mændene kan godt lide at være lidt vigtige i det, og det er nok grunden til, at man ikke får nogen præsentation! Det ville være lidt af en fornærmelse, for selvfølgelig burde man vide hvem de er.

Dagen går hurtig på arbejde. Det er nyt for mig, at sidde og arbejde på et projekt som dette.Det er ikke helt det samme som at arbejde på en opgave, der skal afleveres til eksamen. Og så alligevel. Mange af de ting, jeg har lært, kan heldigvis bruges alligevel. Så har det ikke været helt forgæves! det eneste frustrerende element, er at jeg stadig kun forstår brøkdele af det ægypterne siger, når de snakker med hinanden. Lidt irriterende at sidde og ikke forstå ret meget af det, når man synes, man har brugt rigtig lang tid på at lære arabisk på universitetet. Man kan selvfølgelig ikke sammenligne dialekten med det man har lært på uni. men underligt at jeg kan sidde og læse den ægyptiske lovgivning vedrørende ejerskab og landregistrering næsten flydende, og så ikke kan forstå, hvad mine kolleger sidder og snakker om af hverdagsting. det skal der laves om på!

Vi kommer hjem, og slapper af. Vil indhente de sidste dage, som jeg er bagud, på min blog. Vi bestiller mad udefra. 26 kr. pr. mand for at få bragt mad ud. Vi synes det er lidt skægt, at vi kan sidde på nettet, og bestille mad hjem, når gaderne i Maadi flyder med skrald, og til tider mest af alt ligner noget fra det 18. århundrede. Vi synes det er lidt dyrt i forhold til hvad vi får. Taget i betragtning, at vi kan købe en shawarma for 1,5 kr., hvis vi lige gad hente det. Så det bliver nok sidste, og eneste gang, vi prøver det. Men så har vi jo prøvet det! Jeg ringer til en sprogskole i Maadi, for at høre hvad det koster at få undervisning. 40 kr. i timen hvis man er to. Vi snakker om at tage undervisning søndag og onsdag, to timer hver gang. Det bliver så 640 kr/m. Men vil gerne give noget for at lære dialekten ordentligt hernede!

Kan mærke at hverdagen er ved at falde på plads. Der har i dag ikke været de helt vilde overraskelser, halve bortførelser, bomber eller lign. Men det er nu også meget rart! Der er sket så meget den sidste uge, at det føles som om vi har været væk i én måned allerede. Hverdagen melder sig. På den gode måde!

De sidste par dage hernede har været stille og rolige, så jeg tænkte, at jeg lige ville plotte et par billeder med nogle af de ting, jeg før har nævnt i min blog ind.

Når det ikke går på hestevogn, er æslet det foretrukne transportmiddel i det nordlige Ægypten. Ansigtsudtrykket er også meget godt beskrivende for den måde de fleste så ud, når de så mig komme

kørende forbi.

Far og søn på vej ud i marken. De færeste børn får nogen form for skolemæssig uddannelse, og kan derfor heller ikke læse eller skrive. De hjælper i stedet forældrene med det erhverv, forældrene nu end har.

Analfabetismen er ekstrem høj, og det er en af de områder, man håber på at kunne forbedre med tiden. Der går dog nok mange år, før man har et decideret skolesystem op at køre i området i det nordlige Ægypten.

Første rigtige dag på jobbet

24/2-2009

Står op kl. 08.00. Vi har allered fået en fast rutine, når vi står op, og går i seng. Jeg står op kl. 08.00, og tager et bad. Når jeg er færdig i badet, og har fået tøj på, råber jeg lige "Godmorgen" ind til Jonas, der ligger, og er helt omtåget. Og endnu bedre bliver det, når han kommer på benene. Eller prøver på det! Det er lidt som bambi på glatis. Men op kommer han da. Jeg sætter vand over til min kaffe, og har gjort klar til brød med Nutella og marmelade, når han er færdig i badet. Sikke en rutine! Næsten for perverst! Det samme gælder om aftenen. Jonas går i seng omkring kl. 00.00, og jeg følger trop, når jeg har fået skrevet min blog færdig. Det har indtil nu taget en del tid at skrive den om aftenen, da jeg har skullet indhente en del dage. det skulle dog gerne blive lettere nu. Regner også med, at der bliver mindre at skrive, nu hvor meget af hverdagen kommer til at gå med at arbejde.

Kommer ud af døren kl 09.45. det tager 10 minutter at gå hen til arbejde. Jonas skal til samtale for at høre, om han kan komme i praktik samme sted som jeg. Får kun lige sat mig ned på min plads, før Marianne og jeg begynder at lægge en slagplan for, hvordan projektet skal opbygges mm. Det skal danne model for en ny form for konfliktløsningsprojekt, som CIDT vil satse stort på i fremtiden. Vi sidder to praktikanter, og er lidt i tvivl om, hvordan vi skal gribe det an. Vi får dog lavet en slaplan, og får begyndt på at skrive. Nu ved jeg hvad jeg skal lave de næste 3 uger! Lidt senere kommer Jonas ud fra mødet med Cornelis. Han har fået praktikpladsen, og skal i gang med et projekt om menneskerettighedsorganisatioer i Ægypten. Vi er mange unge tilknyttet organisationen, og stemningen er rigtig behagelig. Spøgefuld og ungdommelig på den gode måde!

Vi smutter fra arbejde kl 17.00. Vi skal ned og handle ind til de næste dage. I supermarkedet får vi øje på bøffer. Det kan vi ikke stå for! Vi køber 3 bøffer til 21 kroner. Vi kommer hjem, og begynder at lave mad. Den sår på ris med champignonsovs og bøffer marineret i steaksovs. Vi er lidt spændte på bøffernes kvalitet. prisen var jo ikke ligefrem svimlende. Der er dog ingen grund til at være nervøs. Bøfferne smager fortræffeligt! Det bliver det bedste måltid, vi har fået hernede indtil nu. Og vi har lavet det selv! Vi er lidt stolte, og snakker om, at vi jo også kunne åbne vores egen restaurant hernede. Så skulle vi bare have Henrik til at flytte herned, og agere køkkenchef også.

Jeg begynder at skrive på min blog. Der er en masse der skal indhentes, og hele aftenen kommer til at foregå foran computeren. Vi har købt et par øl, og jeg sidder og nyder dem, mens jeg skriver om mine oplevelser i det nordlige Ægypten. Det er slet ikke så ringe endda. Kl. lidt i 00.00 går Jonas, præcist som et urværk, i seng. Jeg bliver oppe til kl. lidt i 01.00. Vil lige skrive det sidste om bomben i Kairo, og vores tur på den noget uortodokse bar ned. Nu er det dog også på hovedet i seng.

En tur ind til Down Town

23/2-2009

Efter turen i går står vi forholdsvis sent op. Det er min sidste fridag, inden jeg starter på arbejde for alvor. Vi har besluttet os for at tage ind til byen, hvor der skulle være en stor bogmesse. I den folder, vi har fået om messen, står der, at vi skal kontakte den ansvarlige, for at høre hvor messen bliver afholdt. Jonas ringer til nummeret, men det eneste han hører, er en stemme der siger en masse på arabisk, som vi ikke forstår. Vi beslutter os derfor for, at finde hjemmesiden, og se hvad der står der. Det lykkes. Vi finder faktisk en hel del hjemmesider med henvisninger til messen. Det eneste problem er bare, at de alle skriver, at messen blev afholdt en måned tidligere end den folder vi har fået siger. Der er godt nok styr på tingene! Vi vælger i stedet, at tage ind til Down Town, og se hvad der er af spændende ting der.

Vi tager metroen til "Naser"-station, og kommer op på Tahrir Square. Vi går ned af en tilfældig gade. Det kunne være der skete noget spændende. Overalt vrimler det med små butikker, der sælger alt fra dyre mærkevarer til billigt skrammel produceret på et samlebånd i Kina. Fantastisk som man kan finde kitch af enhver art!

Vores tur ender, pga. mangelde mål, hurtigt med at blive en shoppingtur. Hader shoppingture! Folk herinde er dog ikke helt så ivrige med at sælge ting, som man kunne frygte. Tiden flyver afsted, mens Jonas ryger rundt fra den ene butik til den anden, mens han fortæller, at han; "Elsker alle de her elektroniske gadgets". Jeg er ikke helt så imponeret over alle de små dimser, der hænger over det hele, som han er. Vi havde dog før snakket om, at det kunne være meget sjovt at have en mobil på arabisk. det bliver det så til. Jeg køber en billig Sony Ericsson, da det er sådan en jeg har i forvejen. Jonas bruger samme trick, bare med Nokia i stedet for.

Det bliver spisetid, og vi får en halv kylling hver, med ris og bønner. Derefter beslutter jeg mig for at købe et par sko. Jonas ryger med ind i butikken, og bliver lige så hurtigt sat ned, og påduttet at prøve sko. Vi bliver flittigt betjent med sko efter sko, indtil vi har fundet dem, det skal være. 70 kr. for et par fine lædersko. Kan man ikke klage over! De skal dog gåes til. Kommer til at give ømme fødder!

Før vi vender næsen hjemad, vil jeg lige købe et webcam. Det gør jeg, og vi er snart på vej tilbage mod metroen. Jonas har ledt efter en skruetrækker, som han skal bruge til at ordne coveret på sin mobil. En mand kommer hen til ham, da han kigger på en skruetrækker til en 5´er. Det er dog ikke den helt rigtige størrelse skruetrækker de har i butikken. Manden siger, at han har lige det Jonas skal bruge. Ok, siger Jonas og begynder at gå med. Jeg gider ikke gå med, da jeg mistede en del tiltro til venlige ægyptere aftenen før. Manden trækker dog længere væk med Jonas, end jeg lige havde troet, og jeg vælger til sidst at gå med. Vi går et stykke vej, og jeg spørger ham, hvor vi er på vej hjem. Han vifter med armene, for at fortælle, at vi skal følge ham lidt endnu. Endelig er vi ved butikken. Åhh nej!!! Ikke endnu en parfumebutik! De to fyre der lokkede os med ud på den forfærdelige "bytur" igår, arbejdede også i en parfumebutik. Vi bliver ført ind i butikken af hele parfumesælgerens følge! Endnu en "parfumekonge" eller? Jonas bliver hurtigt lige så led og ked af, at han er gået med, som jeg er af, at han gjorde! Special price for you, lyder det igen og igen, og hver gang vi siger nej tak, bliver tilbuddet endnu mere specielt. Røv irriterende! Jonas har forklaret at han kun har brug for én enkelt skruetrækker, alligevel kommer de tilbage med et sæt, der kunne samle Titanic. 65 pund er den nette pris, de vil have. 2 sekunder senere er vi på vej ud af døren, eller det vil sige, det ville vi være hvis vi kunne! Manden og hans kongelige følge hiver og trækker i os, alt imens prisen daler for hver gang, han åbner munden. Vi er ligeglade, vi vil ikke have hans lort! Jeg kommer fri, og bevæger mig med hastige skridt væk. Jonas er dog blevet fanget mellem 4 mænd. De forhandler stadig, mens de holder ham tilbage. jeg vender om, og går tilbage mod dem for at få Jonas fri. Pludseligt stikker han sættet ned i min pose med sko, og forlanger nu 20 pund. Vi skynder os at betale for at slippe af med dem. Noget jeg senere fortryder. Skulle bare have lagt det på jorden og være gået, men ville bare slippe af med dem! Godt oprørte over Ægyptens parfumesælgere bevæger vi os hjemad. Tilliden til parfumesælgere er nu definitivt væk!

Vi kommer hjem til lejligheden, og laver en gang nuddelsuppe. Ikke yderligere en succes! Men vi bliver da mætte. Vi sidder og slapper af til lidt arabisk tv,. Jeg beslutter mig for at prøve mit webcam. Endnu et lille irritationsmoment. Den installations-CD, der skulle være med mangler. Jeg prøver at finde "driveren" på nettet, men forgæves. Det kommer ikke til at virke. Får snakket med Stine, og det hjælper på humøret! Jeg sætter mig senere foran computeren, og skriver på min blog. I morgen går det løs med praktikken, og jeg glæder mig til at komme igang!

Bomber og pengeafpresning

22/2 - 2009

Står op kl. 08.00. Skal møde på arbejde kl. 10.00. Skal have et møde med Cornelius og Marianne, den anden praktikant, der har forbindelse til "Det Dansk-Ægyptiske Dialoginstitut". Vi skal snakke, om det projekt vi skal til at arbejde med de næste par uger. Det drejer sig om en konflikt ved et kloster ved navn Abu Fana, der ligger tæt på byen Mawalli, 300 km. syd for Kairo. Muslimske beduiner angreb klosteret d. 31. maj 2008, hvorved en af de angribende Muslimer blev dræbt. Konflikten drejede sig oprindeligt om land, men er blevet udviklet sig til at være en religiøs konflikt pga., at det er muslimer og kristne der kæmper om landet. Vores opgave er at kortlægge årsagerne til konflikter om land i Ægypten generelt, og så se på Abu Fana som en "case" for sig selv.

Mødet varer 3 timer, hvorefter jeg gennemgår et par af detaljerne med Marianne. Kommer først derfra kl. 15. Jonas og jeg beslutter os for at tage ind og se noget af Kairo. Vi har ikke haft så meget tid til at se byen endnu. Har fået fri mandag også, så vi har i dag og i morgen til at se noget af byen, før jeg starter i praktik. Vores mål bliver khan al-khalili. En af de områder man skal opleve, når man er her. Vi kommer derind og går rundt i kvarteret. For at være helt ærlig, bliver vi lidt skuffede! Det er ikke anderledes end alle de andre bazarer, vi har været i i mellemøsten. De samme billige ting der bliver solgt. Har man set de første 10 boder, har man set dem alle. Vi går dog hele vejen ned igennem bazaren. Nu er vi her jo alligevel. Lavpunktet af vores Khan al-khalili-tur og mit humør bliver, da en skopudser kommer hen og snakker til mig. Det i sig selv er der jo ikke noget galt i. Jeg lytter ikke rigtig til hvad han siger, og fortæller hurtigt, at jeg ikke har brug for at få pudset sko. Manden bliver dog hængende. Han spørger, om jeg kan arabisk, og jeg svarer ja. og først nu lytter jeg til hvad han spørger om. De første par gange må jeg bede ham om at gentage sætningen, da jeg ikke forstår den. Til sidst går det dog op for mig, at han spørger, om jeg har lyst til at dyrke sex med ham for penge. For første gang hernede bliver jeg for alvor sur! Og jeg tror han kan se det, for han er meget hurtigt ude af syne.

Når jeg nu omtaler det ovenstående, som lavpunktet af vores tur til Khan al-Khalili er det, fordi jeg på det tidspunkt ikke er klar over hvad der er i vente. 2 minutter efter skopudserens flugt, hører vi en masse sirener igennem byen. Vi står og kigger på vores kort for at finde hen til "Den græske klub". Vi ved ikke hvad der sker, og tænker at der har været en ulykke et sted i byen, som jo er relativt normalt. Men nej! Pludseligt er der politi og ambulancer over det hele, og boderne begynder at lukke ned. Vi ved stadig ikke hvad der sker, og bevæger os hen mod en taxa, der holder og venter. En politibetjent kommer meget ivrigt hen og spørger hvor vi skal hen, og beordrer taxachaufføren at køre os derhen straks. Sikke en flink betjent tænker vi.

Et billede taget i Khan al-Khalili, 20 minutter før bomben, der dræber en 17 årig fransk pige, sprænger i samme gade.

Vi kommer hen til "Den græske klub", da Jonas´ far ringer. Der har været en bombe i Kairo! Ok, det var da forfærdeligt, men hvorhenne? I Khan al-Khalili lyder svaret! Bomben er sprunget i den anden ende af bazaren. En fransk pige på 17 år dør, og 22 bliver såret! Forfærdeligt! 1000 tanker ryger gennem hovedet. Hvad hvis vi havde befundet os i den anden ende af bazaren? I en by med 20 millioner indbygger kommer terroren pludseligt ret tæt på. Vi beslutter os for at ryste chokket af os med en øl på "Den græske klub".

Da vi vil videre derfra, møder vi et par unge ægyptiske fyre på vores alder. Vi har tænkt os at tage videre på "Cairo Bar", men de overtaler os til at tage med dem. De kender et rigtig fedt sted, og de er inviteret til kæmpe fest. Vi sætter os i en taxa og kører. Efter at have kørt et kvarters tid, begynder vi at synes, at det virker lidt underligt. De fede steder ligger vel inde i byen? Husene og lysene bliver færre og færre. Vi spørg dem hvor vi kører hen, og de siger at vi er der snart. Vi kører dog yderligere et kvarter før taxaen stopper. Vi er allerede begyndt at synes situationen er lidt ude af kontrol.

Vi bliver derefter sat i en !duk-duk" (Et indisk åbent køretøj med 3 hjul), og vi bliver kørt til en lille landsby. Hvad sker der? Efter en gåtur frem og tilbage i landsbyen, hvor en af de unge hilser på alle, kører vi underligt nok tilbage til der, hvor vi blev sat af i taxaen. Ved siden af ligger en bygning hvorfra der kommer musik. De går hen imod bygningen, og vi følger efter. Åhh nej! Da vi kommer ind, går der ikke længe før vi finder ud af, at vi er havnet i en af de klubber, hvor Jonas og jeg ikke færdes! Vi bliver sat ned ved et bord. Vi har mest lyst til at løbe skrigende ud af bygningen, men vi ved ikke hvor vi skal løbe hen. Vi sidder i 20 minutter, og drikker et par øl. Ægypterne ryger hash ved siden af. Der er intet at nyde ved denne situation! Pludseligt siger den ene af de unge ved navn Joseph, at vi skal give ham 400 hundrede ægyptiske pund hver! Shit, vi bliver afpresset. Ikke nok med det. Vi bliver afpresset på en luderbar på landet i Ægypten, og vi aner ikke hvad vi skal stille op. Der kommer en fyr ind i klubben, og vi får at vide, at han er "kongen" herude. Han peger på os, og vi forstår at vi skal komme over til ham. Det gør vi. Vi kommer derover, og sætter os ned. Vi sidder med hovedet mod vejen, og jeg sidder i 15 minutter og tæller taxaer. Ingen kommer forbi. Jeg får på vejen hjem at vide, at Jonas har gjort det samme. Han talte én! Jeg aftaler med Jonas, at vi om 5 minutter fortælle at vi er trætte, og vil hjem. At jeg derefter går op i baren, og betaler det vi skylder for 2 øl hver. Hvis der bliver problemer, har vi guiden klar med nummeret til politiet.

Vi følger planen. jonas har det fysisk skidt over situationen. Vi fortæller at vi vil hjem, fordi vi er trætte. Den ene siger vi skal give ham 400 hver, men jeg siger, at det kan han godt glemme! Mindst som vi venter det siger "kongen" til Joseph, at vi ikke skal betale 400. Han spørger hvad jeg vil give, og jeg forklarer at vi højst giver 100 hver. Han siger, at vi selvfølgelig ikke skal give mere end det. Oven i købet tilbyder han os et lift ind til byen. Det var åbenbart Joseph, der prøvede at lokke penge ud af os.

Vi sidde endelig i bilen på vej tilbage mod Kairo! "Kongen" sætter os af tæt på en afkørsel til Maadi, hvor vi jo bor, og finder en taxa til os, før han kører. Gad vide hvad der var sket, hvis han ikke var kommet forbi. Vi sidder i taxaen ,og er lidt oprørte, over det der er sket, men taknemmelige for udfaldet. Snart er vi hjemme og falder hurtigt i søvn i vores senge. Sikke en dag! Bomber og pengeafpresning kan godt tappe ens energi!

Hjem til civilisationen igen

21/2 - 2009

Står op kl 06.00. Vi skal afsted kl. 07.00, og jeg har et langt program foran mig. Vi skal ud og se et par kirker, der ligger forskellige steder i området omkring Maghagha, hvor vi har sovet. Først vil biskoppen dog lige give os et par afskedsgaver. Vi får alle sammen et par forfærdeligt grimme kuglepenne i guld. Made in Taiwan selvfølgelig! Og endnu bedre, så får vi også et lille plastikkors, så vi alle kan løbe rundt og velsigne hinanden, som præsterne gør hele tiden. Det er sjovt at se hvordan folk flokker om præsterne, så snart de er i syne. Først giver de præsten et kys på hånden, bagefter fører de panden ned til hånden, og trykker panden mod den. Så er man velsignet indtil næste gang man ser en præst, så gentages samme ritual. Vi har også skullet gøre det, og jeg må indrømme, at jeg på dette tidspunkt er godt træt af at skulle kysse gamle mænds hænder. Et nej tak bliver ikke accepteret her! Inden vi tager afsted når den ene af præsterne også at spørge, om jeg ikke vil giftes med en af landsbyens unge piger. Jeg takker pænt nej tak, og prøver at fortælle at jeg har en kæreste, men Cornelius når at bremse mig! Det er i deres øjne strafbart at have et forhold til en kvinde, uden at være gift! I Kairo har folk forståelse for at udlændinge har kærester, men herude kunne det have ført en vældig krise med sig, hvis jeg havde nået at sige mere. var godt klar over det, men sådanne spørgsmål, kan godt bringe en lidt ud af fatning.

Vi kommer i bilen, og afsted mod vores første bestemmelsessted. En kirke bygge omkring en kommende helgens grav. En kommende helgen fordi man først kan blive helgengjort 50 år efter sin død, hvis folk da stadig gør pilgrimsfærd til stedet. Det er 46 år siden denne præst døde, og han må altså lige vente 4 år mere, før han kan komme med i det fine selskab. Stedet siges at have hélende kræfter. Det er dog ikke noget jeg lige oplever, mens jeg opholder mig på stedet, men man kan jo håbe, at det er fordi der ikke er noget hos mig, lige nu i det mindste, der har brug for disse kræfter.

Derefter går turen til "Den flyvende kirke". Ret fantastisk historie! Ikke noget vi kan hamle op med herhjemme. Historien går på, at der engang i tidernes morgen skulle holdes bryllup i kirken. Brylluppet foregår i en kirke i det sydlige Ægypten, men da vielsen er slut, og alle går ud af kirken, befinder de sig lige pludseligt i det nordlige Ægypten i stedet. Se, sådan en kirke skulle de have i hver lufthavn! Historien har i hvert fald givet kirken sit noget besynderlige navn! Bedst som vi skal til at gå, kommer en af præsterne hen, og spørger om vi ikke vil smage det hellige vand, der løber i vandhanen lige udenfor. Ikke så slemt tænker jeg, indtil jeg ser hvordan helligt vand har det herude! Det hellige vand løber gennem et gammelt vandrør, og ned i en tønde, der ser ud til at være så levende, at den kunne æde dem der kommer i nærheden! Takker pænt nej, men gæt engang...det bliver ikke accepteret!, så der er kun en vej ud af pinen, og det er gennem den. Stanken fra tønden er helt uudholdelig, og skal koncentrere mig om ikke at smage morgenmaden en gang til, mens jeg sluprer lidt af vandet i mig. Føj for satan!

Den hellige kilde foran "Den flyvende kirke". Det kræver dyb koncentration fra min side ikke at få morgenmaden op igen. Ved siden af mig står en præst, med den specielle hovedbeklædning, som de bærer dag og nat. Og selvfølgelig har han også en mobil i hånden. Det er præsternes nye måde at komme i direkte kontakt med Gud på.

Efter denne, noget specielle oplevelse går turen endnu engang videre ad de smalle bølgede veje til den sidste kirke, vi skal besøge i dagens anledning. Forhåbentlig har de ingen hellige kilder! Vi skal krydse Nilen for at komme derover. Vi sidder i kø, og venter på at komme med "færgen" over til den anden side. Færgen viser sig at være en ubestemmelig form for hjern-pram. Der er ikke mange af os, der er yderligere overbeviste om, at den holder hele vejen over. Den har dog sikkert været i brug de sidste 50 år, bliver vi enige om, så den har vel vist sin holdbarhed. Turen viser sig dog at være helt fantastisk! Der er noget helt specielt og stemningsfyldt ved at krydse Nilen på denne måde, og jeg misunder ikke de turister, der kun krydser Nilen i et af de moderne krydstogtsskibe ét sekund. Kirken er et gammelt pilgrimssted, som alle de andre kirker her i området. Ikke noget specielt efter min mening. Endnu engang bliver vi forhørt af politiet, og endnu engang får de navne og oprindelsesland kradset ned på en seddel. Hvad de får ud af det, er mig stadig ubekendt.

Hjern-prammen der skal føre os over på den anden side af Nilen. En noget anden form for færge, end den slags vi er vandt til hjemme i Danmark. Turen er dog helt fantastisk! Vi er endnu en gang de eneste udlændinge, og det gør turen endnu mere original og unik.

Efter opholdet ved kirken, hvor vi vil spise, men ikke kan, fordi det eneste der har åbent, er en butik der sælger chips, fortsætter turen hjemad mod Kairo. I modsætning til turen herop, går vejen hjem ikke i det bevoksede område, men gennem ørkenen. det er en helt anden oplevelse, men ikke mindre enestående. Vi er trætte, men i godt humør, da bilen pludseligt begynder at strejke. 90 kilometer fra Kairo. Fandens også! Orker ikke at skulle sidde i en overproppet bus i 90 kilometer. Vi bliver nødt til at holde ind til siden. Jielis, den kommende chef for CIDT, viser sig dog at være en fritidshaj til biler. "Det er luftfilteret der er noget i vejen med" forklarer han. Han får fikset en løsning på problemet, og vi kan stille og roligt (130 i timen) rulle videre mod Kairo.

Kommer hjem til den nye lejlighed lidt i 19.00. Er fuldstændig færdig! Jonas har handlet ind til spaghetti med kødsovs. Vi får bikset noget mad sammen, og jeg synker stille ned i sofaen, hvor jeg bliver, indtil jeg går kold i min seng. Sikke en tur! har oplevet ting, jeg kun havde drømt om, og har lært nogle fantastisk søde kolleger at kende.

Fattig er kun et fattigt ord! - tur til Nord-ægypten

20/2-2009

Står op kl. 06.00. Tager et bad, og gør mig klar til at komme ud af døren. Skal mødes med de andre fra CIDT foran "Den Arabiske Liga" kl. 08.00 på Tahrir Square (مدان تحرير). Det er fredag, og alt er stille! En fantastisk fornemmelse når man tænker på det kaos, der hersker på gaderne i Kairo normalt. Til gengæld er det også umuligt at finde noget at spise. Jeg tager metroen fra "Orabi"-station til "Sadat"-station, hvor Tahrir Square ligger. Finder vejen hen til "Den Arabiske Liga", hvor jeg møder Jielis, den kommende chef hos CIDT. Han skal med på turen for at holde gamle og nye kontakter ved lige og, ligesom jeg selv, se en del af Ægypten, som normalt er lukket land. Vi sidder tålmodigt og venter på de resterende to ægyptiske piger, der skal med på turen. Der går en halv time før de dukker op. Endnu en af de ægyptiske vaner, man skal lære at vænde sig til. Derefter går turen til Maadi hvor Cornelius bor. Vi får samlet ham op, og kommer endelig afsted nordpå!

Målet med turen er at kortlægge relationerne mellem kristne og muslimer i en af landsbyerne, efter muslimer for 10 år siden brændte en nybygget koptisk kirke ned. Altså først og fremmest at finde ud af hvad der skete dengang, hvordan man forhindrede yderligere kampe, og hvordan man siden har prøvet at bevare fred i området, både på lokalt og nationalt plan. Det er vigtig for os, at finde ud af, om der har været nogen reel dialog og fredsbygning, eller om man blot har prøvet at tie begivenheden ihjel. Hvis det sidste er tilfældet kan det vel være tilfældet, at konflikten stadig ligger og lurer under overfladen.

Vi kører ikke særligt længe efter vi er ude af Kairo, før man kan se tingene begynde at ændre sig markant! Biler bliver mere og mere skiftet ud med hestevogne, og folk riddende på æsler. Vi kører langs med Nilen, og der er derfor grønt over det hele. Der er grønne marker, og palmer der skyder højt op i vejret, over alt. Det er fantastisk smukt! Bønnerne arbejder slidsomt, og udfører deres håndværk med præcision. Kvinderne vasker tøj og opvask i en af de kanaler der fører fra Nilen og ud til landområderne til begge sider. Kanalerne er over alt, som blodårer der grener sig ud gennem kroppen, med Nilen som den pumpende vene, der holder liv i alt! Det grønne område strækker sig kun ca. 10 km. på hver side af Nilen, og man kan nøje følge markeringen, hvor græs bliver til sand. Lige så pludseligt og tydeligt, som den linie der skiller vand og land ved kysten.

En mand udfører dagens dont. Hestevogn er for mange det foretrukne køretøj i det nordlige Ægypten. Dog af forskellige årsager. Vejene består af tilkørt jord, og der er dybe huller over alt, og det forkorter bilernes levetid markant, nogle vælger derfor ikke at købe bil. Mange er ligeledes så fattige, at de ikke kommer i nærheden af at have råd til en bil.

På vejen derhen oplever vi yderligere et af Ægyptens historiske pust, da vi kører forbi den nordligstbeliggende pyramide i landet. Vi kan ikke komme med vejen helt derhen, men der bliver mulighed for at tage et par billeder af det imponerende bygningsværk. Trods afstanden kan man tydeligt mærke den majestætiske aura, der omkredser et så gammelt og mystisk klenodie. Efter opholdet er vi straks på vej videre. Jeg har fået til opgave at tage fotografier af vores tur, og kameraets knipselyd høres flittigt i bilen. Efter ca. 4 timers køretur er vi snart ved vores rejses mål, landsbyen ibn wal al-lams (Williams søn, på ægyptisk dialekt). Vi bliver godt modtaget af landsbyens tidligere præst. Han er for nogle år siden blevet tvangsflyttet, da han nægtede at give landsbyens overhovede lov til at udøve utroskab uden konsekvenser. Biskoppen så dog anderledes på sagen, og beordrede ham tvangsfjernet til en anden landsby, for at undgå problemer. Endnu et eksempel på hvordan penge og magt har indflydelse i Ægypten, selv i troen behandles alle folk ikke lige.

Den nordligstbeliggende pyramide i Ægypten, og en af de ældste. Et majestætisk syn, som kun kan få en til at være fuld af beundring, over for de ting ægypterne byggede for så mange tusinde år siden. På billedet ses tydeligt den linie hvor græs og grønt bliver til sand.

Vi bliver kørt hen til kirken for at mødes med den nye præst, og høre historien om kirkeafbrændingen. Jeg stiger ud af bilen, og føler det straks som om jeg er kommet direkte med ufo fra Mars. Alle står og kigger på mig med måbende øjne! Børn løber forfærdede rundt, sådan føles det ihvertfald, og råber, noget for mig uforstående, mens de gemmer sig bag tomme tønder og andet brugt skrammel, de lige kan finde. Det bliver hurtigt klart for mig, at de ikke er vant til gæster, og slet ikke gæster, der ser å anderledes ud som jeg. Et øjeblik overvejer jeg at skynde mig hen til bilen, for at hente min hat, men lader dog være. Vi går hen mod kirken, og jeg opdager først rigtigt på det tidspunkt, hvordan landsbyen ser ud. Jeg tror ikke at jeg har set fattigere folk i mit liv! De lever så at sige nærmest i skidt. Blier kan ikke komme rundt mellem de smalle gader, der sjaver lige så meget mellem husende som bølger gør det ved kysten. Fattig er kun et fattigt ord. Vi bliver vist hen til kirken og bliver budt velkommen. Der går dog ikke længe før vi bliver afbrudt i vores nyligt begyndte møde! Nogen har ringet efter politiet, efter de har set mig, og jeg bliver nu pænt afhørt af en politibetjent, der forklarer mig, at det mest er for min egen sikkerhed, at han spørger. Helt fint og forståeligt for mig! Jeg afbryder dog hyggen, da jeg, i min dårskab, kommer til at tage et billede af politibetjenten. Lever mig så meget ind i rollen som fotograf, at jeg glemmer, at man ikke lige går rundt og tager billeder af politibetjente i Ægypten.

Den tvangsflyttede præst i Ibn wal al-lams med sine tidligere sorgnebørn. Folk i landsbyen er meget fattige, og jeg må flere gange tage mig selv i at være nærmest chokkeret, over hvordan folk bor derude.

Efter mødet bliver vi kørt hen til en anden landsby ved navn Maghagha. Denne gang for at mødes med biskoppen, der var der den dag kirken blev indviet, og brændt ned. Vi skal høre hans side af sagen. Vi skal mødes med ham kl. 20.00. Kl. 22.00 sidder vi dog stadig og venter på hans excellence! Tålmodighed er og bliver en dyd. Vi begynder alle at få små øjne, da biskoppen pendelig dukker op, frisk og frejdig og klar til et 3 timers interview. Vi er færdige lidt i 01.00, og skal så lige have en kop te til, synes biskoppen. Vil helst i seng med det samme, og er ved at brække mig over al den te vi får proppet i halsen hele dagen lang. Kommer endelig i seng lidt i 02.00. Skal op igen kl. 06.00. I morgen står den på hjemrejse, og sightseeing.

Lejlighed i Maadi

19/2-2009

Kl. er 10.00 om morgenen, og vi sidder og spiser morgenmad på hotellets tagterrasse, som er indrettet som en hawaii-bar. Hvorfor i alverden en hawaii-bar, når vi er midt i Kairo? Hvis tingene går som vi ønsker, har vi kun én nat tilbage her. Det er ok på hotellet, men heller ikke mere end det. Jeg vil gerne have en lejlighed så hurtigt som muligt, og få en hverdag op at køre. Sent i går aftes aftalte jeg med Doris, at vi skal komme ud til Maadi kl. 13.00, så vil hendes mand vise os rundt i byen, og fortælle om hvordan alting foregår mht. lejligheden. Så det gør vi!

Endnu engang befinder vi os på "El Maadi"-metrostation. Jeg skal stadig vende mig til folks vandrende blikke, når vi går forbi, og kan godt blive irriteret over det engang i mellem. Føler mig til tider som en bjørn i zoologisk-have. En isbjørn ville måske endda være en mere passende metafor. Vi finder overraskende let lejligheden, og bliver budt på te og kaffe. Vi takker dog begge nej. Man bliver hurtigt prejet en kop te på hvorend man kommer hen, så vores te-promille er længe overskredet. Vi skal underskrive kontrakten for lejligheden kl. 15. Hvis vi altså bliver godkendt! Doris´ mand er selv ægypter, og han forklarer, at det ikke altid er lige let, at få overtalt ejeren af lejligheden til at leje ud til fremmede. Han vil dog lægge et godt ord ind for os.

Kl. bliver 15.00, og vi skal ned til ejeren af lejligheden, og diskutere forholdene omkring kontrakten. Vi kommer ind i en lejlighed, der er 10 gange mere arabisk, end den vi håber på at kunne leje. Det er virkelig kitch i verdensklasse! Ejeren er en dame i 40`erne. En bestemt dame! I en stol ved indgangen sidder en gammel dame. Hvad hun laver der, finder vi aldrig rigtigt ud af. På en anden stol sidder en lidt yngre dame med sit barn. Det er ejerens datter, som bor i Saudi Arabien, der er på besøg. Vi bliver placeret i en sofa i et hjørne af stuen, og ægypterne, Doris´ mand og ejeren, begynder hurtigt at komme op i en hæftig diskution. Hvad de snakker om, forstår vi kun brøkdele af. Noget med nogle penge hun skylder ham for indskudet, og noget med nogle penge han skylder hende for vandforbrug. Den typiske ægyptiske forhandlingsproces er begyndt! En proces der går ud på at råbe højest, og få flest medhørere til at nikke til sin fordel. Vi føler os meget hurtigt sat ud på sidelinjen, og undrer os snart over, hvorfor vi skulle komme med, hvis de skulle holde debat om noget helt andet, end vores leje af lejligheden. På sin vis nyder vi dog også showet, som er så autentisk som noget kan blive. Vi får til sidst lov til at underskrive kontrakten, efter formaninger om ikke at bringe fremmede piger med hjem. Vi forklarer begge at vi har kærester derhjemme, og at det ikke bliver aktuelt. Det i sig selv er dog også svært nok, da det at have kærester ikke lige er det mest normale i Ægypten. Entet er man single, forlovet eller gift. Der er ikke noget midt i mellem. Hun slår ud med armene, og siger "fremmede!". Vi er dog ikke længere ude på landet, end at hun har forståelse for vores situation, og giver os lov til at få besøg af vores kærester, familie og venner, der vil på besøg, hjemme fra.

Doris stopper hos CIDT (Center for Intercultural Dialogue and Translations) i dag, og Jonas og jeg er blevet inviteret med til hendes afskedsfest. Nu var vi jo alligevel i Maadi, hvor organisationen ligger! Festen bliver hurtigt en blanding af velkomst-fest og farvel-fest. Noget de er vandt til, kan vi forstå. Og Cornelius, chefen, er ikke sen til at prøve at shanghaie Jonas til også at arbejde hos CIDT, og forklarer at der er masser af arbejde, men at der i så fald skal arbejdes med pladsproblemer. Jonas går med til at komme til samtale i næste uge. Cornelius forklarer, at jeg har fået bevilliget 3 måneders støtte fra DEDI (Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut). Det var rigtigt fedt at få at vide! Til min store overraskelse har han dog også lige noget mere, som han vil spørge mig om; "Vil du med til "Upper Egypt" i morgen tidlig kl. 08.00?". Der går lige 5 sekunder før jeg forstår spørgsmålet, da det kommer så pludseligt. Derefter skal jeg lige gennemtænke situationen med indflytning i lejligheden mm. Der går dog ikke længe før jeg kan svare, at jeg meget gerne vil med! Han forklarer at det er lukket land for turister, og at det kan være meget svært, selv for organisationer, at komme ind i området. Jeg skal derfor medbring mit pas, og købe en hat, der dækker mit hår. De har før oplevet, at de må sætte én af på halvvejen, da politiet ikke ville lade vedkommende passere sikkerhedsafspæringerne. Jeg ved ikke noget som helst om området, vi skal beøge, men glæder mig rigtig meget!

Efter afskedsfesten går vi tilbage mod metroen. Det er blevet mørkt og vi farer vildt et par gange. Til sidst finder vi dog handelsgaden, og kan gå langs den hen til metrostationen. Nu går turen tilbage mod Kairo, og den sidste nat på hotel. Fedt! Køber en hat til 10. kr. tæt på vores hotel, og begynder derefter at pakke alle mine ting ned, så snart vi kommer tilbage på hotelværelset. Jeg skal have al min bagage med på turen i morgen. Jeg skal tidligt op, og går derfor forholdsvis tidligt i seng. Bliver vækket af Stine kl. lidt i 00.00, da hun ringer fra Spanien. Er lidt rundt på gulvet. Tror først det er mit vækkeur, der ringer, og at jeg skal op nu! Det er dog et dejligt opkald at få! Falder hurtigt i søvn igen, efter vi har snakket færdig. I morgen venter der forhåbentligt nogle helt fantastiske oplevelser!

God morgen, "hvor skal vi hen?"

18. februar 2009

Vi vågner kl. ca. 10.00. Vi beslutter os for, at vores første mål i Kairo, skal være at finde en lejlighed. For det første fordi det er langt billigere, men også fordi vi gerne vil have en form for hverdag så hurtigt som muligt. Vi spiser morgenmad på hotellet, og gør os derefter klar til at bevæge os ud i Kairos trafik.

Vi havde ikke rigtig mulighed for at opleve hvor kaotisk trafikken og byen er, da vi ankom aftenen før. Først og fremmest pga. taxachaufførens obligatoriske dødskørsel, som man altid skal vende sig til, når man lige er ankommet til Mellemøsten, og for det andet fordi vi var helt udkørte på det tidspunkt vi ankom. Nu hvor nattens og træthedens gardiner er trukket fra, finder vi hurtigt ud af hvor stor byen er, hvor lidt vi ved om byen og hvor lidt vi ved, om hvor vi skal starte med at lede efter en lejlighed. Spørgsmålet: "Hvor skal vi hen ad?" melder sig hurtigt. Vores plan var ikke så godt gennemtænkt, som vi troede. Selvfølgelig! Det er ikke nok bare at lægge en plan der hedder: "Lad os lige finde en lejlighed". Vi står et øjeblik som forstenede og ved ikke rigtigt hvilket ben vi skal stå på, eller hvor vi skal bevæge os hen ad. Vi ved faktisk ikke engang hvilket kvarter, vi befinder os i. Rigtig smart! Jeg får den ide, at vi kan tage ud til "Maadi", som er den bydel, jeg skal arbejde i. Jeg har fra starten helst villet bo, tæt på hvor jeg skal arbejde, så hvorfor så ikke starte boligjagten der?

Vi beslutter os for at finde en metro, da jeg har fået at vide, at der går en metro til "Maadi". Men hvor søren ligger metroen? Vi bruger lang tid på at kigge på vores turistkort, for til sidst at kunne konstratere, at metroerne ikke er med på kortet. Mærkeligt tænker vi, da metroen jo er et oplagt transportmiddel gennem byen, når man kommer som fremmed. Vi bliver dog klogere senere! Vi må spørge os frem for at finde metroen. Ikke helt let heller. Vi spørger en del mennesker, der alle slår ud med armene, og ikke ved hvad vi snakker om. Er vores arabisk virkelig så dårligt? Til sidst spørger vi dog en mand, der, da vi har spurgt ham, peger nervøst på et M-skilt, og vi må konstatere, at vi har spurgt 20 mennesker om vej til metroen, mens vi stod næsten lige under skiltet og indgangen til selve metroen. Lidt flovt!

Da vi kommer ned i metroen, finder vi hurtigt ud af, hvorfor man har valgt ikke at have metroen med på kortet: "Der er ingen andre udlændinge end os!". Vi køber billet og går hen til perronen. Hvorefter vi finder ud af, at vi står på det helt forkerte spor. Vi prøver at spørge os frem til, hvor vi skal hen. Vi får med håndtegn, og ord vi ikke forstår, fundet frem til, at vi skal om på den anden side. På det tidspunkt er det dog forsent. Jonas har allerede stukket sin billet ind i automaten for at komme ud, hvorefter automaten spiser hans billet, og kontrolløren står og griner af os. Vi skulle bare være gået ud af svingdøren uden at bruge billetten. Der skal en ny billet til. De koster dog kun det, der svarer til en krone, så det er mere forvirringen og den grinnende kontrollør, der giver røde ører.

Vi kommer endelig med metroen, og finder hurtigt ud af at vi er hovedattraktionen. Folk kigger på os, som om vi lige er kommet med en ufo fra mars: "Hvad laver de 2 turister i metroen?". Vi prøver på at ignorere opmærksomheden, og koncentrerer os i stedet om at komme af på den rigtige station. Det lykkes! Vi kommer af på "el-maadi"-station, og skal nu bare finde en måde at finde en lejlighed på. Endnu engang bliver det min praktikplads vi satser på. Vi vil tage derhen, og spørge om de kender en måde, hvorpå vi kan finde en lejlighed.

Det er dog lettere sagt end gjort at finde derhen. Vi vader rundt i en labyrint af smalle gader, med folk der stirrer underligt, når vi går forbi. Vi har et kort, der på en eller anden måde formår at blande vejene rundt for hver gang vi kigger på det. det er jo ikke os, der ikke kan finde vej! Endelig finder vi dog hen til min praktikplads: 90, 14B Street, Maadi, Kairo.

Vi kommer ind og jeg får hilst på mine nye kolleger. Jeg får forklaret hvem jeg er, og bliver rigtig godt modtaget. De har en masse ideer, til hvordan vi kan finde en lejlighed. Og Kirsten, organisationens praktik-coordinator lover at skrive en mail til mig senere, med de muligheder hun kender. Fedt, at få mødt de nye kolleger, og dejligt at have fået lidt mere viden om hvordan vi finder en lejlighed.

Vi kommer tilbage til stationen, og skal til at stige på metroen, da en ung pige pludseligt vender sig om, og begynder at lave fagter om, at vi skal vende om. Vi forstår overhovedet ikke hvad hun vil, før vi opdager, at den vogn vi har været ved at stige på, kun er for kvinder. Mændende stirrer endnu mere på os nu, og vi undskylder mange gange til kvinden, før dørene lukker og toget ruller hen ad skinnerne. Det burde vi måske nok kunne tænke os til eksisterer i et land som Egypten.

Da vi kommer hjem på hotellet har jeg modtaget en mail fra Kirsten, der kan fortælle mig, at der er en lejlighed ledig 10 minutters gang fra min praktikplads. Jeg ringer til det kontaktnummer der står i mailen, og får fat på Doris fra min praktikplads. Hun skal stoppe i praktik dagen efter, og vi må overtage deres lejlighed, hvis vi har lyst. Vi beslutter os for at tage ud og kigge på den. Vi mødes med dem på "Nasser"-station, og begiver os for anden gang den dag ud til "Maadi". Endnu engang tager vi turen gennem Maadis labyrintiske gader. Lejligheden er dejlig stor med 2 soveværelser, et dejligt badeværelse, fint køkken og en kæmpe stue. Vi skal give besked om vi vil have den senest næste dag.

Stuen i vores lejlighed. Typisk arabisk kitch, kronet med et billede af nogle kronhjorte i sne. Et billede der ville passe meget bedre ind i en jagthytte i Norge.

Tv´et har alt for mange kanaler. De fleste af dem består dog af musikkanaler, sportskanaler og kanaler hvor der læses højt af koranen, eller prædikes.

Vi tager metroen tilbage til hotellet. Vi er endnu engang helt udkørte. Vi får os noget at spise, og vil så bare ind og sove. Vi har tænkt os at sige ja til lejligheden. Det er dejligt at tænke på at boligjagten måske allerede er overstået. Med mere held end forstand! Hvis vi siger ja, skal vi ud og skrive kontrakten under i morgen.

Kairo kalder

De første dage i Kairo er allerede gået, hurtigt skal jeg lige love for, hvilket er grunden til, at jeg først får skrevet noget ned nu. Vil dog prøve at starte fra begyndelsen, så jer der læser, og ikke mindst jeg selv, kan få et overblik, over alt det der er foregået indtil nu:

17. februar 2009

Vågner kl. 06:00. Skal være i lufthavnen kl 08:00 til check-in. Nu skal der ikke ligges fingre imellem, så det skal lige nævnes, at jeg vågner efter en bytur, hvor jeg kom hjem kl 05.00. Lejligheden flyder med ting, da vores fremlejere, og gode venner, Elisa og Merlin flyttede deres ting ind om eftermiddagen d. 16. Det føles derfor også meget underligt at være i lejligheden, da det på det tidspunkt, jeg kom hjem, gik op for mig, at lejligheden ikke var min og Stines mere, i det mindste ikke det næste stykke tid. Der går dog ikke lang tid, før jeg tænker på alle de nye oplevelser der venter forude, så jeg kommer hurtigt i tøjet, og kommer ud af døren til tiden.

Jeg tager s-toget som planlagt ind til Nørreport, og begiver mig videre ned i metroen. Nu venter lufthavnen og et nyt kapitel i Kairo. Heldigvis går det hele som det skal. Tror jeg! Jeg når lige ind i metroen, og den sætter igang. Efter 100 meter går lyset dog ud, og toget holder stille. Det er nok bare midlertidigt tænker jeg, og er derfor ikke det mindste bekymret. Det ændrer sig dog, i mellemtiden, da der er gået et kvarter, og vi stadig holder stille. Vi har ikke engang fået noget information om hvorfor vi holder der endnu. Endelig lyder det over højtaleren, at der er tekniske problemer med et tog, der holder mellem Nørreport og Kongens Nytorv. No shit sherlock. Hvor heldig kan man være. Af alle tog er jeg havnet i det der ikke gider virke, og lige den ene gang, hvor jeg bruger metroen og ikke min cykel.

Tiden begynder at nærme sig 08.00 med hastige skridt, og sveden begynder at perle en smugle på panden. Hvad gør jeg, hvis jeg ikke når mit fly? Endelig lyder der en space-agtig lyd, og toget begynder stille at rulle videre hen mod Kongens Nytorv. Nu lyder det over højtaleren, at toget ikke kører til metroen, og at man skal skifte tog 3 gange for at komme derud. Det er der ikke tid til mere. Der skal en taxa til!

Jeg løber op på Kongens Nytorv, og vifter vildt omkring mig med armene. Men ingen taxa i sigte. Endelig får jeg øje på en taxa, og stormer derhen. En anden er ved at stige ind, og jeg finder at min eneste mulighed for at nå flyet er, at fortælle vedkommende, at jeg er ved at komme for sent til mit fly. Efter lidt diskussion giver vedkommende mig lov til at tage taxaen, og jeg er snart på vej mod lufthavnen. Københavns morgentrafik skal man dog ikke tage fejl af, og tiden går efter min mening alt for hurtigt, i forhold til de meter jeg bevæger mig i taxaen. Det går dog den rigtige vej trods alt, men det var ikke den morgen, jeg havde forestillet mig! slet ikke med tømmermændene og trætheden lurende lige under overfladen.

Jeg kommer ind i terminal 2 et par minutter i 08.00. Jeg finder Jonas, som har stået tålmodigt og ventet på mig, og vi får endelig checket ind. Så går turen med det samme gennem sikkerhedskontrollen, og vi står endelig ved vores gate!

Vi skal mellemlande i Geneve, og det går fint. Ventetiden føles kort med selskab, og snart sidder vi i flyet mod Kairo. Efter yderligere 3 timers flyvetur, kan vi skimte lyset fra byen under os. Flyet sætter an til landing. Endelig er vi fremme i Kairo...og kaos!

Jonas i lufthavnen i Geneve

Vi får hurtigt vores visa. Meget hurtigere end i de andre arabiske lande jeg har besøgt. Vi står tålmodigt og spændte og venter på vores bagage...som ikke kommer. Velkommen til kaos! Nu står vi så i Kairo uden bagage, og ingen af os har yderligere tiltro til den lufthavnsservice de kan tilbyde, hvis vores bagage ikke er nået frem. Vi beslutter os for at få fat på bagage-servicen, og høre ad, om de ved hvad der foregår. Da vi kommer derhen, oplever vi den første kulturelle forskel. Kø-kultur findes ikke hernede, og man finder hurtigt ud af, at det er dem der råber højst, der kommer først for. Det er ikke en større overraskelse, når man har været i andre arabiske lande, men det er hver gang en udfordring at masse de andre væk, og vifte med arme og ben, mens man på sit gebrogne arabisk prøver at få opmærksomhed. Det lykkes dog til sidst. En fyr forklarer mig, at vores bagage er kommet med flyet fra München. München? Hvordan var det i første omgang havnet i München? Nå, vi stiller os hen til bagagebånd nummer 5, hvor bagagen fra München skulle komme. Det gør den også, bare ikke vores bagage. Vi står som de eneste tilbage og kigger tomt ud i luften, da trætheden nu for alvor er begyndt at melde sig. Jeg går hen til bagage-service igen, men der er nu pludseligt ingen medarbejdere. Kun en fyr der sidder og ryger i lokalet inde bag ved. Hjælpe vil han dog ikke. En anden medarbejder kommer hen efter 5 min., og jeg forklarer ham vores situation. Han kender dog ikke computersystemet, og skal finde en anden. Han beder om mit bagagemærke, og er snart ude af syne. Der går 10 min., og han er endnu ikke kommet tilbage, og jeg begynder at fortryde, at jeg gav ham bagagemærket. Tålmodighed er en dyd, siger jeg til mig selv. Endelig kommer han tilbage, og kan fortælle at vores bagage: "Bare var blevet glemt ude ved bagagebåndet", og vi kan endelig få vores bagage. Vi vil bare finde et hotel og sove!

Før vi når ud af lufthavnen, bliver vi holdt op af en fyr, der vil give os en taxa ind til byen. Vi har begge læst, at man ikke skal hoppe på den, men trods alle formaninger fra alverdens guides, hopper vi i med begge ben. Vi er så udmattede! Havde dog ikke helt glemt hvordan tingene foregår, og jeg får os forhandlet ned til den pris, guidebøgerne siger man skal ned på. 60 Egyptisk pund. Vi kommer ind i taxaen og kommer afsted ind til byen. Så skal vi bare lige finde et hotel. Bare lige! Vi ringer til alle de billige hoteller guidebøgerne kan tilbyde, men de er alle bucket fuldt ud. Er febuar normalt en måned, hvor der er mange turister? Ikke så vidt vi ved. Taxachaufføren er dog ikke sen på den, og han tilbyder os overnatning på sit hotel. Vi orker ikke at søge mere, og ender med at sige ja. Til en pris på 200 Egyptiske pund (200 DKR) for 2 mand. Vi kommer endelig frem til hotellet.

Hotelværelset i Kairo, hvor vi tilbringer vores første nætter. Vi er lige ankommet, og fuldstændigt udmattede

Det eneste vi vil, er at sove, men Abdallah, hotellets receptionist, har andre tanker. Han får sat os ned, og begynder at snakke om alle de ture, vi kan komme på. Selvfølgelig ture, som han selv arrangerer, og vi må derfor heller ikke sige det videre til andre. Endnu engang bliver vi udsat for en af de forskelle der er mellem vores kulturer, for vi er ikke i stand til bare at sige, at vi gerne vil sove, og at han må komme med alt sit halløj næste dag. Nej, i stedet sidder vi tålmodigt og venter på, at han bliver færdig, så vi kan komme i seng. Man vil jo ikke virke uhøflig. Før han bliver færdig, begynder Egypternes venlighed allerede at gå mig på. Jeg vil i seng! Får endelig forklaret ham, at vi ikke kan holde os vågne "til alt de spændende ting", han har at sige, og kommer på den måde ud af kløerne på turist-ripperen Abdallah. En venlig turist-ripper skal dog tilføjes. De kan deres håndværk. Endelig kommer vi i seng, udmattede og, trods forsøg på modstand, godt og grundigt ført rundt i managen alligevel.