25/6-2009
Efter en lang dag på arbejde skal jeg mødes med Annah (en af dem fra Anafora) og nogle af hendes venner inde i byen. Vi starter med at tage en drink hjemme hos hende og hendes flat"-mate", før vi bevæger os ned på "Zekoiya" på "Zamalek", for at få en bid mad. Maden og øllene glider godt ned, og da vi er færdige med at spise, tager vi på "Jazz-Club". Jeg har ikke været der før og da stedet er meget kendt i Kairo, er det var vel på tide, at jeg får prøvet det.
Inde på "Jazz-Club er der proppet med folk. Et band står og spiller Bob Marley med sudanesik accent. Det giver uden tvivl bandet dets helt egen lyd. Vi går godt i øllene og hygger os til kl. er ca. 02.00. Da vi alle skal til at bevæge os hjemad, falder jeg i snak med tre palæstinensere, der skal til fest på en husbåd. De spørger, om jeg vil med og det kan jeg ikke sige nej til. Jeg siger farvel til de andre, der hellere vil hjem, og hopper så med de andre til fest.
Festen foregår på en gammel forfalden husbåd, der ligger ved Nilens bred. Der er gratis øl, musik og rigtig god stemning. Før jeg får set mig om, er solen begyndt at stå op, og de fleste folk taget hjem. Jeg er dog, åbenbart, ikke træt endnu. Sammen med en flok på ca. seks andre sætter jeg mig hen og ser solopgangen. Og så er det, at der er en, der får den ide, at vi jo kan tage en svømmetur i Nilen. Under andre omstændigheder ville jeg klart have sagt nej, men på dette tidspunkt lyder tilbuddet om en dukkert meget fristende. Resultatet, om ikke andet, er, at jeg sammen med en anden hopper i Nilen fra husbåden iført boksershorts. Fandeme en klam oplevelse. men også så speciel, at den er værd at prale lidt med. Hvor klamt vandet i Nilen er behøver jeg vel ikke forklare nærmere. Det bliver derfor en meget kort svømmetur med et efterfølgende tiltrængt bad. Vandtemperaturen var behagelig, men alt i alt er det nok ikke noget jeg gør igen foreløbigt.
Klokken bliver næsten 12.00, før jeg er tilbage i min seng i Maadi. En fed fest og en svømmetur i Nilen kan man da påstå er noget, også selvom jeg nok skal høre tusindvis af formaninger imod at gøre den slags. Så på forhånd vil jeg gerne lige sige: Jeg skal nok lade være med at svømme i Nilen igen!
mandag den 29. juni 2009
Hvem er den rigtige "Naguib Mahfouz"?
22/6-2009
En ny uge er begyndt, og jeg har endnu en gang fået rigtig travlt på arbejde. Min rapport er til gennemlæsning hos en hel håndfuld advokater og professorer af forskellig art. I aftes var jeg derfor inde hos en gammel professor i medicin, som har sagt ja til at læse min rapport igennem. Hans navn er "Amin Makram Ebeid". Han har boet det meste af sit liv i USA, hvor han har arbejdet som læge. I 2003 vente han tilbage Ægypten sammen med sin kone. Nu bor han inde ved "Dokki" i midtbyen.
Da jeg kommer derind, må jeg nok indrømme, at jeg godt kan se, at de ikke er blandt gruppen af fattige ægyptere, som man ellers talrigt kan tæller i Kairos gader. Det er en enorm og meget flot lejlighed, som de har. På væggene hænger der dyre billeder (fortæller han mig senere), indretningen er gennemført og der er ikke et støvfnug at se på gulvet.
Den gamle professor viser sig at være overordentlig flink. Han er pensioneret, og ser ud til at nyde at have besøg af en "ung" purk som jeg. Jeg bliver budt på lidt mad. Vi begynder at snakke om rapporten, mens minipizzaer bliver slynget ned. Der er heldigvis meget god kritik at komme efter.
Efter en gennemgang af gode og knap så gode ting i rapporten begynder snakken at falde på løst og fast. Da han har boet det meste af sit liv i udlandet, og som han selv udtrykker det; "Flygtede" fra Nassers revolution i 1952, er han meget interesseret i at høre, hvad jeg synes om Ægypten. Jeg fortæller ham åbent om de ting, som jeg synes er dårlige, og om de ting, som jeg synes er gode. Af mindre heldige ting hernede nævner jeg blandt andet den enorme befolkningsvækst, der er i Ægypten. Der fører rigtig mange uheldige ting i kølvandet på sådan en befolkningstilvækst. Arbejdsløsheden i Ægypten har været stigende de sidste mange år, skolerne er overfyldte, da de ikke kan nå at bygge skoler, så hurtigt som der kommer nye børn til. Korruptionsraten hernede er blandt verdens højeste. Lønningerne for bland andet læger og lærere er så lave, at næsten ingen gider at uddanne sig inden for de arbejdsområder længere. Vandmangel er også et stigende problem. Skellet mellem rig og fattig er fuldstændig forrygt og prostitution er også et stigende fænomen. Dertil kommer, at styret hernede ikke har styr på meget andet, end hvem der truer magten. Parlamentsmedlemmerne er blandt de mest korrupte i landet. Retssystemet er bund rådent, og det er velkendt, at folk med penge kan slippe ustraffet fra selv mord (der var en del opstandelse i landet forleden, da en nær ven af præsident Mubarrak blev dømt for mord. Det er man ikke vandt til hernede).
Det er nogle af de ting, som jeg får af hjertet. Det er selvfølgelig en smule hård kost for ham at høre. Selvom han bruger udtrykket "flygtet" fra Ægypten, er han jo stadig ægypter. Han nikker dog billigende og siger, at han godt kan se pointerne. For at glatte lidt ud nævner jeg også, at jeg synes, at ægyptere kan have en åbenhed, som jeg mener, at vi godt kunne lære lidt af derhjemme ind i mellem.
Efter en snak om Ægypten er han nysgerrig efter at høre lidt om Danmark. Vi ender selvfølgelig med at snakke om Danmarks flygtninge- og udlændingepolitik. Jeg fortæller ham, at jeg mener, at vi har en forkert flygtningepolitik i Danmark for tiden. Han overrasker mig dog ved at sige, at den måske er en smule for hård, men ikke meget. Det synes jeg jo selvfølgelig er interessant, når det kommer fra en mand, der først som ung flyttede til England og derefter til USA. Han fortæller, at han mener, at for få udlændinge, der flytter til et nyt land, gør en ordentlig indsats i forhold til at tilpasse sig. Med det mener han ikke en fuldstændig assimilering, men nærmere en balancegang. Han siger, at han er af den opfattelse, at det er et stort problem for mange mellemøstlige indvandrere rundt om i verden, at de prøver at bevare deres oprindelige kultur i så høj en grad, at det nærmest virker komisk, at de har valgt at bosætte sig et helt andet sted på kloden, når de ikke gider at have noget med kulturen i det nye hjemland at gøre. Jeg fortæller ham, at jeg mener, at det dog også må være svært at tilpasse sig en ny kultur i et nyt hjemland, når man hele tiden får at vide, at man ikke hører til. Og når man ikke kan finde job, fordi man har et fremmed navn, men heller ikke kan flytte tilbage, fordi man har satset alle penge på et kort, og ikke har penge til at vende tilbage eller som flygtning, naturligvis, ikke kan flytte tilbage. Da jeg fortæller ham om vores "flygtningelejre", er han også meget fortørnet. Vi får en god lang debat ud af det. I sidste ende bliver vi enige om, at man skal behandle hinanden med respekt, lige meget hvor man kommer fra. Et godt men ikke spor banebrydende slogan, som allerede bliver brugt for meget uden handling bag ord. Det udgør dog en fin afslutning i denne sammenhæng.
Før jeg tager hjem, forærer han mig en bog, som han har skrevet, der bærer titlen "Towards a culture of progress". Desuden finder jeg ud af en interessant lille detalje, som jeg lige vil nævne. Lige før jeg skal til at gå ud af døren, nævner han navnet på sin far, hvilket fanger min opmærksomhed. Amins far var for længe siden læge. En dag på vagt skal han være fødselshjælper ved en fødsel. Fødslen er i mellemtiden dog meget svær, og det lille barn er ved at gå til. Efter mange timers kamp lykkes det dog for ham at redde barnet. Barnets familie bliver så overlykkelig, at de vælger at give barnet navn efter lægen. Det navn er "Naguib Mahfouz". Det lille barn viser sig at blive en af Mellemøstens største forfattere i nyere tid, og den første arabiske forfatter til at vinde Nobelsprisen i litteratur i 1988. Navnet Naguib Mahfouz var således, oprindeligt, navnet på en af Mellemøstens kendteste læger i starten af det tyvende århundrede og den første gynækolog i Mellemøsten overhovedet. En lille sjov anekdote. Hvem der så er den rigtige Naguib Mahfouz vil jeg lade andre diskutere om.
Efter en god aften bevæger jeg mig igen igennem Kairos aftentrafik hjemad mod Maadi, mens den varme luft pisker mod mit ansigt. Lugten af bilos og forurening hænger altid godt fast i tøjet efter sådan en tur.
En ny uge er begyndt, og jeg har endnu en gang fået rigtig travlt på arbejde. Min rapport er til gennemlæsning hos en hel håndfuld advokater og professorer af forskellig art. I aftes var jeg derfor inde hos en gammel professor i medicin, som har sagt ja til at læse min rapport igennem. Hans navn er "Amin Makram Ebeid". Han har boet det meste af sit liv i USA, hvor han har arbejdet som læge. I 2003 vente han tilbage Ægypten sammen med sin kone. Nu bor han inde ved "Dokki" i midtbyen.
Da jeg kommer derind, må jeg nok indrømme, at jeg godt kan se, at de ikke er blandt gruppen af fattige ægyptere, som man ellers talrigt kan tæller i Kairos gader. Det er en enorm og meget flot lejlighed, som de har. På væggene hænger der dyre billeder (fortæller han mig senere), indretningen er gennemført og der er ikke et støvfnug at se på gulvet.
Den gamle professor viser sig at være overordentlig flink. Han er pensioneret, og ser ud til at nyde at have besøg af en "ung" purk som jeg. Jeg bliver budt på lidt mad. Vi begynder at snakke om rapporten, mens minipizzaer bliver slynget ned. Der er heldigvis meget god kritik at komme efter.
Efter en gennemgang af gode og knap så gode ting i rapporten begynder snakken at falde på løst og fast. Da han har boet det meste af sit liv i udlandet, og som han selv udtrykker det; "Flygtede" fra Nassers revolution i 1952, er han meget interesseret i at høre, hvad jeg synes om Ægypten. Jeg fortæller ham åbent om de ting, som jeg synes er dårlige, og om de ting, som jeg synes er gode. Af mindre heldige ting hernede nævner jeg blandt andet den enorme befolkningsvækst, der er i Ægypten. Der fører rigtig mange uheldige ting i kølvandet på sådan en befolkningstilvækst. Arbejdsløsheden i Ægypten har været stigende de sidste mange år, skolerne er overfyldte, da de ikke kan nå at bygge skoler, så hurtigt som der kommer nye børn til. Korruptionsraten hernede er blandt verdens højeste. Lønningerne for bland andet læger og lærere er så lave, at næsten ingen gider at uddanne sig inden for de arbejdsområder længere. Vandmangel er også et stigende problem. Skellet mellem rig og fattig er fuldstændig forrygt og prostitution er også et stigende fænomen. Dertil kommer, at styret hernede ikke har styr på meget andet, end hvem der truer magten. Parlamentsmedlemmerne er blandt de mest korrupte i landet. Retssystemet er bund rådent, og det er velkendt, at folk med penge kan slippe ustraffet fra selv mord (der var en del opstandelse i landet forleden, da en nær ven af præsident Mubarrak blev dømt for mord. Det er man ikke vandt til hernede).
Det er nogle af de ting, som jeg får af hjertet. Det er selvfølgelig en smule hård kost for ham at høre. Selvom han bruger udtrykket "flygtet" fra Ægypten, er han jo stadig ægypter. Han nikker dog billigende og siger, at han godt kan se pointerne. For at glatte lidt ud nævner jeg også, at jeg synes, at ægyptere kan have en åbenhed, som jeg mener, at vi godt kunne lære lidt af derhjemme ind i mellem.
Efter en snak om Ægypten er han nysgerrig efter at høre lidt om Danmark. Vi ender selvfølgelig med at snakke om Danmarks flygtninge- og udlændingepolitik. Jeg fortæller ham, at jeg mener, at vi har en forkert flygtningepolitik i Danmark for tiden. Han overrasker mig dog ved at sige, at den måske er en smule for hård, men ikke meget. Det synes jeg jo selvfølgelig er interessant, når det kommer fra en mand, der først som ung flyttede til England og derefter til USA. Han fortæller, at han mener, at for få udlændinge, der flytter til et nyt land, gør en ordentlig indsats i forhold til at tilpasse sig. Med det mener han ikke en fuldstændig assimilering, men nærmere en balancegang. Han siger, at han er af den opfattelse, at det er et stort problem for mange mellemøstlige indvandrere rundt om i verden, at de prøver at bevare deres oprindelige kultur i så høj en grad, at det nærmest virker komisk, at de har valgt at bosætte sig et helt andet sted på kloden, når de ikke gider at have noget med kulturen i det nye hjemland at gøre. Jeg fortæller ham, at jeg mener, at det dog også må være svært at tilpasse sig en ny kultur i et nyt hjemland, når man hele tiden får at vide, at man ikke hører til. Og når man ikke kan finde job, fordi man har et fremmed navn, men heller ikke kan flytte tilbage, fordi man har satset alle penge på et kort, og ikke har penge til at vende tilbage eller som flygtning, naturligvis, ikke kan flytte tilbage. Da jeg fortæller ham om vores "flygtningelejre", er han også meget fortørnet. Vi får en god lang debat ud af det. I sidste ende bliver vi enige om, at man skal behandle hinanden med respekt, lige meget hvor man kommer fra. Et godt men ikke spor banebrydende slogan, som allerede bliver brugt for meget uden handling bag ord. Det udgør dog en fin afslutning i denne sammenhæng.
Før jeg tager hjem, forærer han mig en bog, som han har skrevet, der bærer titlen "Towards a culture of progress". Desuden finder jeg ud af en interessant lille detalje, som jeg lige vil nævne. Lige før jeg skal til at gå ud af døren, nævner han navnet på sin far, hvilket fanger min opmærksomhed. Amins far var for længe siden læge. En dag på vagt skal han være fødselshjælper ved en fødsel. Fødslen er i mellemtiden dog meget svær, og det lille barn er ved at gå til. Efter mange timers kamp lykkes det dog for ham at redde barnet. Barnets familie bliver så overlykkelig, at de vælger at give barnet navn efter lægen. Det navn er "Naguib Mahfouz". Det lille barn viser sig at blive en af Mellemøstens største forfattere i nyere tid, og den første arabiske forfatter til at vinde Nobelsprisen i litteratur i 1988. Navnet Naguib Mahfouz var således, oprindeligt, navnet på en af Mellemøstens kendteste læger i starten af det tyvende århundrede og den første gynækolog i Mellemøsten overhovedet. En lille sjov anekdote. Hvem der så er den rigtige Naguib Mahfouz vil jeg lade andre diskutere om.
Efter en god aften bevæger jeg mig igen igennem Kairos aftentrafik hjemad mod Maadi, mens den varme luft pisker mod mit ansigt. Lugten af bilos og forurening hænger altid godt fast i tøjet efter sådan en tur.
onsdag den 24. juni 2009
Sinai
20/6-2009
Solnedgangen taler for sig selv!!!
På den modsatte side af bjerget letter nattens fugt og bliver til en blå-grå tage. På vej op på bjerget skal lige nævnes, at jeg faktisk fik højde-syge. Jeg havde svært ved at trække vejret og fik kvalme. Det gik dog heldigvis væk igen, men det viser, at jeg ikke ligefrem er nogen bjergged.
Jeg har lige haft en fantastisk men også hård weekend frem og tilbage til Sinai. Jeg vil gøre historien lidt kort. For hvad er det lige præcis, der får en til at feste til langt ud på natten, stå op igen kl. 09.00 om morgenen, tage en taxa til busstationen, sidde ni timer i en bus og storsvede hele vejen, pga. varmen, nå frem til den landsby, som var målet lidt i 19.00, få lidt mad, finde et hotel, nå at sove en time før man står op igen og derefter bruger hele natten på at bestige et bjerg, bruge morgenen på at kravle ned igen, få en kop kaffe for så at hoppe i en bus hjemad igen, hvilket resten af dagen så går med, og dermed have brugt hele sin weekend på den måde?? Det kan virke vildt dumt at tilbringe sin weekend på den måde, men der er faktisk nogle gode grunde til det. De kommer her:
Da vi kommer af bussen, befinder vi os pludseligt i denne fantastisk lille landsby. En mand byder os på hjemmelavet aftensmad, hvilket vi ikke kunne sige nej til. Dette billede er taget fra mandens hus, hvilket havde den bedste udsigt i byen. Folk var vildt flinke, luften ren og behagelig og stemningen i byen helt fantastisk!
Børnene i landsbyen var fuldt optagede af at spille fodbold. Det er ikke alle steder i Ægypten, at børn kan få lov til at være børn, så det var godt at se, at børnene her kunne spille fodbold i stedet for at skulle arbejde.
Solnedgangen taler for sig selv!!!
Gør solopgangen også!!! Vi så solen stå op oppe fra bjerget. Da vi kom derop, var der mega koldt, men blot fem minutter efter solen var stået op, lød temperaturen allerede på 30 grader.
På den modsatte side af bjerget letter nattens fugt og bliver til en blå-grå tage. På vej op på bjerget skal lige nævnes, at jeg faktisk fik højde-syge. Jeg havde svært ved at trække vejret og fik kvalme. Det gik dog heldigvis væk igen, men det viser, at jeg ikke ligefrem er nogen bjergged.
Alexander med en af de lokale guider (selvfølgelig en Muhammed), der skal følge turister op på bjerget. Det er faktisk en forholdsvis ny regel, der blev indført for tre måneder siden, da en russisk turist gik forkert i mørket og faldt ud over klippekanten. Det er dog et initiativ, der er blevet hjerteligt imødekommet af lokalbefolkningen, da det har åbnet op for endnu en indtægtskilde. En af de ting, der bekymrer mig lidt, er, at det er børn, der agerer guide. Det betyder, at de skal gå hele vejen op på bjerget hver nat, og derfor ikke kan få deres nattesøvn og for det andet betyder det, at de ikke går i skole, da de sover, når de kommer ned fra bjerget ved 09.00 tiden.
Klosteret St. Catherine set udefra. Vi tog først og fremmest til Sinai fordi Alexander ville se det gamle kloster. Det er et gammelt græsk kloster, der ligger der hvor den brændende busk siges at befinde sig ved foden af Moses-bjerget. Det rigtige Moses-bjerg menes at befinde sig nærmere Libanon og Syrien, men det skal ikke stoppe gamle lokale traditioner. De holder på, at bjerget er dette. Klosteret har den anden største samling af religiøse skrifter i verden, kun overgået af Vatikanet.
Som billederne viser, så var det fantastisk oppe i bjergene. Selvom det var et kort ophold og det krævede mange timer i bus, så kan det varmt anbefales at komme ud af Kairo og besøge Sinai.
Lige lidt information om Sinai. Sinai ligger ud til det Røde Hav og Aqaba Golfen. Den midterste/sydlige del er meget bjergrig, og det var det område, Alexander og jeg befandt os i i denne weekend. Ægypten mistede Sinai til Israel i seksdages krigen i 1967, men fik den tilbage efter, at Ægypten underskrev en fredstraktat med Israel 26. marts 1979 efter mange tab. I fredsaftalen anerkender Ægypten Israel som stat. I dag fremstiller ægypterne begivenhederne i 1979 som en kæmpe sejr i deres favør, selvom de havde meget større tab end Israelerne.
Grillfest
18/6-2009
Jeg har lovet at hjælpe Noha med at redigere billeder fra basketturneringen sidste lørdag. Efter arbejde tager jeg hen til hende, og får sendt et par billeder til chefen for Gam3 i Danmark. Jeg har lidt travlt, da Henrik har budt ind til grillfest.
Noha har tidligere ejet et kunstgalleri og hun har tænkt sig at tage til udstilling inde på Zamalek. Henrik bor på Zamalek, så jeg kan passende køre med. På vejen derind får Noha mig overtalt til at tage med til udstilling, til gengæld vil hun så gerne med til grillfest hos Henrik. En god deal for hende vil jeg mene. Udstillingen består af fotografier taget under et lokalt "danse-ritual" et sted i Indien.
Da vi kommer ind til Operaen, hvor udstillingen er, finder jeg hurtigt ud af, at jeg er så "under dressed" som man overhovedet kan være. I mine sandfarvede H&M-shorts og kortærmede skjorte ligner jeg en der kommer direkte fra stranden på "Ibiza". Alle ægyptere, det vil sige alle andre end jeg, er "dressed" helt op. Der er "fanzy" drinks og "smalltalk". Det viser sig at være åbningen af udstillingen, som jeg er havnet midt i, og der er fjernsyn og kameraer alle vegne. Da jeg er den eneste udlænding i lokalet, går der desværre ikke længe, før jeg ender i fjernsynet. Typisk! Og vildt ubehageligt!
Efter lidt tid har vi begge fået nok af de smukke, men også meget underlige billeder og al tumulten, så vi bevæger os hen mod Henrik.
Henrik og de andre gæster sidder allerede oppe på tagterrassen, og nyder den behagelige brise, der gør luften deroppe vildt behagelig. Vi er ikke så mange, hvilket jeg synes er rigtig fint. En øl og en lænestol, uden det vilde festopbud, er lige noget, som jeg har brug for. Det bliver en rigtig hyggelig og lidt for våd aften. jeg skal til Sinai i morgen tidlig, og det var ikke meningen, at det skulle blive sent, før jeg ville være hjemme. Det er dog aftner, som den i aften, hvor jeg sidder med folk, som jeg er begyndt at kende bedre og bedre, at jeg føler, at jeg ville kunne holde ud at leve hernede længere tid end et halvt år. Klokken 04.00 kan mit hoved endelig hvile sig på min pude.
Jeg har lovet at hjælpe Noha med at redigere billeder fra basketturneringen sidste lørdag. Efter arbejde tager jeg hen til hende, og får sendt et par billeder til chefen for Gam3 i Danmark. Jeg har lidt travlt, da Henrik har budt ind til grillfest.
Noha har tidligere ejet et kunstgalleri og hun har tænkt sig at tage til udstilling inde på Zamalek. Henrik bor på Zamalek, så jeg kan passende køre med. På vejen derind får Noha mig overtalt til at tage med til udstilling, til gengæld vil hun så gerne med til grillfest hos Henrik. En god deal for hende vil jeg mene. Udstillingen består af fotografier taget under et lokalt "danse-ritual" et sted i Indien.
Da vi kommer ind til Operaen, hvor udstillingen er, finder jeg hurtigt ud af, at jeg er så "under dressed" som man overhovedet kan være. I mine sandfarvede H&M-shorts og kortærmede skjorte ligner jeg en der kommer direkte fra stranden på "Ibiza". Alle ægyptere, det vil sige alle andre end jeg, er "dressed" helt op. Der er "fanzy" drinks og "smalltalk". Det viser sig at være åbningen af udstillingen, som jeg er havnet midt i, og der er fjernsyn og kameraer alle vegne. Da jeg er den eneste udlænding i lokalet, går der desværre ikke længe, før jeg ender i fjernsynet. Typisk! Og vildt ubehageligt!
Efter lidt tid har vi begge fået nok af de smukke, men også meget underlige billeder og al tumulten, så vi bevæger os hen mod Henrik.
Henrik og de andre gæster sidder allerede oppe på tagterrassen, og nyder den behagelige brise, der gør luften deroppe vildt behagelig. Vi er ikke så mange, hvilket jeg synes er rigtig fint. En øl og en lænestol, uden det vilde festopbud, er lige noget, som jeg har brug for. Det bliver en rigtig hyggelig og lidt for våd aften. jeg skal til Sinai i morgen tidlig, og det var ikke meningen, at det skulle blive sent, før jeg ville være hjemme. Det er dog aftner, som den i aften, hvor jeg sidder med folk, som jeg er begyndt at kende bedre og bedre, at jeg føler, at jeg ville kunne holde ud at leve hernede længere tid end et halvt år. Klokken 04.00 kan mit hoved endelig hvile sig på min pude.
tirsdag den 16. juni 2009
Basket med fattige børn
12/6-2009
Noha der står for "gam3" i Ægypten (basket for fattige børn, der skal bringe Kristne og Muslimske børn sammen) har bedt mig hjælpe hende i forbindelse med deres afslutnings-turnerings-fest. Hun har brug for hjælp til at lave et program og en turneringsplan. det har jeg med glæde sagt ja til.
Tribunerne var fyldte, og supporten manglede ikke, da ca. 300 børn plus forældre stimlede sammen til sæson-afslutnings-festen.
Noha der står for "gam3" i Ægypten (basket for fattige børn, der skal bringe Kristne og Muslimske børn sammen) har bedt mig hjælpe hende i forbindelse med deres afslutnings-turnerings-fest. Hun har brug for hjælp til at lave et program og en turneringsplan. det har jeg med glæde sagt ja til.
Noha, i hvid t-shirt, med nogle af de kvindelige trænere, der diskuterer, hvordan dagens program skal forløbe.
Jeg møder op hjemme hos hende kl. 09.00, får mig en bid brød, lidt kaffe og begynder så at arbejde på planlægningen. Det er ikke ægypternes stærke side at planlægge ting, så jeg går ud fra, at jeg, for det første, er den rette at spørge og for det andet, at de ikke forventer det helt store. Det lyder som en kombination,
jeg lige kan klare!
jeg lige kan klare!Sportstøj er ikke noget, der bliver brugt. Her er det en pige, der er i gang med at prøve at vinde dribble-konkurrencen sammen med sit hold.
Efter overstået program-planlægning og en bid brød (sandwich), bevæger vi os ud mod Kairos Universitet, hvor "festen" skal foregå. Vi gør alting klar, til når børnene kommer. Varmen er fuldstændig uudholdelig i dag og jeg bliver på et tidspunkt helt svimmel af de få gøremål, som jeg er i gang med. Kl. 16.00 begynder busserne med børn at rulle ind. Elle vilde griber de bolde og begynder at spille, mens de farer rundt mellem hinanden. Da alle er ankommet, er der, med forældre, ca. 400 børn og voksne. En pæn flok!
Endnu en der giver, hvad han har i dribble-konkurrencen.
Jeg har taget mit kamera med og begynder at skyde. Normalt er det svært at overbevise folk om, at de skal med på billeder, men ikke med disse børn. Tvært imod! De hopper ind foran linsen og beder om , at jeg tager billeder. Så meget, at jeg til tider har svært ved at få tid til at fokusere på det, der sker på banen.
Leg og spil foregår, med en spisepause med mad til børnene, til kl. 23.00. På vejen hjem finder jeg ud af, at jeg har taget næsten 900 billeder. Et helt svimlende tal! Noha, som også bor i Maadi, kører mig hjem efter en øl. Jeg er fuldstændig udkørt. Det har været en lang, men rigtig god dag! Det var sku fedt at se børnene nyde afslutnings-festen så meget.
Lay-up var også en af de konkurrencer, der fylder dagens program.
Til de lidt mindre var der mulighed for at tegne lidt, mens de større børn spillede basket-kamp.
Tribunerne var fyldte, og supporten manglede ikke, da ca. 300 børn plus forældre stimlede sammen til sæson-afslutnings-festen.
"Deir Al-Maimun" og endnu en afkedsfest
11/6-2009
Hele gruppen af folk fra arbejde sammen med præsten og en kirke-tjener. Fra Højre er vi; Alexander, Kees, Sandra, mig og Chung Ha.
Buchi og Chung Ha stopper på kontoret i dag, og i den forbindelse har Kees arrangeret en tur til et "kloster" ved navn "Deir Al-Meimun". Buchi, Chung Ha, Sandra, Alexander og jeg mødte op på kontoret kl. 08.00, hvorefter Kees ankom i bil og samlede os op, så vi kunne komme af sted. For en gang skyld kom vi afsted til tiden!
"Deir Al-Maimun" ligger 100 kilometer syd for Kairo. På vejen derned tager vi den kringlede grusvej, som fører os igennem en masse landsbyer. Vi kommer også igennem "Helwan", ikke så langt syd for Kairo. Det var engang en af de flotteste steder omkring Kairo, og et sted hvor mange rige Kairenere boede. Men efter Nassers revolution i 1952, hvor han smed den engelsk-støttede monark for porten, lavede han området om til industri, da han mente, at fremtiden bl.a. lå i produktionen af metal osv. Det kan han sådan set også have haft ret i, men det har om ikke andet betydet, at området nu er blandt de mest forurenede og beskidte områder, som man kan komme i nærheden af i Ægypten. og det siger ikke så lidt!
En fabrik i "Helwan". Ikke ligefrem frisk landluft, der strømmer ud af skorstenene.
Endnu en sød lille fabrik! Svært at tro, at dette kvarter en gang var Kairos stolthed.
En dreng i "Upper Egypt" får sig lidt vand pumpet direkte op fra Nilen.
Frisk ankommet til "Deir Al-Maimun" (varmen havde snart gjort det af med os) begiver vi os hen til "klosteret". Det er i virkeligheden en lille by, der kredser sig rundt om Ægyptens nuværende ældste kirke. Der er ca. 300 Kristne familier og tre Muslimske familie i byen. Folk i området lever generelt af små-landbrug og sten-udvindelse i nærheden.
Vi kommer ind i den lille kirke, som folk i området påstår er fra det fjerde århundrede. Den er i virkeligheden nærmere fra det sjette århundrede, men Kristne i Ægypten kan godt lide at referere deres kirker til værende fra det fjerde århundrede, da det var på det tidspunkt "Helenisterne" kom til landet fra det daværende Grækenland og spredte den Ortodokse Kristne tro, som definerer Kopterne i dag. En lille forfalden kirke, som dog har en stor betydning for folk i området. Jeg må indrømme, at min interesse for gamle kristne kirker ikke er den største at finde blandt folk, og jeg bliver aldrig helt revet med. Derimod synes jeg livet i sådan en lille isoleret landsby er lang mere spændende.
Der går ikke længe, før vi bliver inviteret på te. Det kan man ikke sige nej til. Vi kommer ind i et lille hus, lavet af tørret ler-jord og bliver velkommet til at sidde ned. Inden længe står der té på bordet og vi får os en god snak med de lokale. Vi var aldrig blevet budt indenfor, hvis vi ikke havde haft Sandra og Chung Ha med. Mændende er ude i markerne om dagen, og man inviterer ikke mænd indenfor i et hus, hvor der kun er kvinder hjemme. Når vi har kvinder med, er det dog ikke noget problem.
På gulvet inde i køkkenet sidder kvinderne på gulvet og vasker op og koger vand. Rummet vi sidder i er et typisk velkomst-rum i "Upper Egypt", med stenbænke overdækket med tæpper hele vejen rundt. Man bliver aldrig budt ind i selve huset, når man er fremmed, og rummet skal derfor kunne rumme en masse mennesker på så lidt plads som muligt i tilfælde af uventet besøg. Rundt om os render en hel flok børn rundt og kigger nysgerrigt på os. Uden tvivl er de ikke vandt til at se sådan nogle som os. En typisk familie i "Upper Egypt" med en seks - syv børn.
Efter téen begiver vi os tilbage til kirken, hvor præsten nu står klar til at modtage os. Kees fortæller ham, at vi er der for at rappotere om den gamle kirke. Præsten virker dog ikke overbevist. Kees fortæller ham om organisationen og hvad vi laver, men det er ikke alle i det her område, der er lige klar over, hvad en database om Ægypten og inter-religiøs dialog er. Vi får stillet ham nogle spørgsmål, men han åbner aldrig rigtig op. Vi får lov til at kigge lidt, men efter en times tid ser han helst, at vi er på vej hjemad igen. På vej hjem i bilen begynder maverne at knurre. Vi havde regnet med, at kunne få en bid mad i byen, og har derfor ikke selv mad med.
Hele gruppen af folk fra arbejde sammen med præsten og en kirke-tjener. Fra Højre er vi; Alexander, Kees, Sandra, mig og Chung Ha.
Et billede af en helgens tidligere bo. Kopterne har mange helgener blandt tidligere munke, som levede på asketisk vis. Denne helgen levede næsten hele sit live i dette lille rum.
På vejen hjem begynder bilen oven i købet at lave problemer. Vi kører ad en ny "motorvej" hjem mod Kairo. Hvad Kees dog ikke tænker på, og os andre for den skyld heller ikke, er at den gamle bil, som vi kører i, ikke kan klare mosten med fuld drøn i ørkenen, hvor der er næsten 50 grader. Pludselig giver den op, og vi befinder os ude i ørkenen i en bil, der ikke kan køre længere. Endnu bedre er det, at det er på en "motorvej" mod Kairo, hvor der ikke er noget sidespor, og hvor bilerne drøner forbi. Vi bruger vores sidste vandressourcer på at køle motoren en smule. Derefter er der kun en ting at gøre, og det er at vente. Efter 15 minutter prøver vi at starte motoren igen. Heldigvis starter den! Vi kan dog ikke få bilen til at køre mere end ca. 20 kilometer i timen, så den resterende tur hjem bliver lang.
Da vi kommer tilbage på kontoret, er klokken næsten 17.00. Vi tager hurtigt af sted videre, da Buchi har inviteret på hjemmelavet kinesisk mad og kolde øl. Ikke et tilbud jeg kan eller vil sige nej til.
Buchi bor på 15 etage lige ud til Nilen. En fantastisk ramme for en afskedsfest! Vi får bestilt en ordentlig gang øl og slapper af, mens Buchi laver mad. Vi er seks mand fra kontoret til fest. Det er Sandra, Remi (ny praktikant fra England), Benedikt (også ny praktikant fra England), Alexander, Muhammed og jeg plus folk fra Buchis lejlighed. Det bliver en våd aften med god hjemmelavet mad og en masse kolde Heineken. Kl. er tre, før jeg er hjemme og kan sove rusen ud.
onsdag den 10. juni 2009
Tiden flyver afsted!
10/6-2009
Hold op hvor er det blevet kvalmende varmt. For hver dag bliver det bare varmere og varmere. I forbindelse med varmen er jeg begyndt at kunne mærke forureningen mere og mere Mine taxa-ture hjem fra "Down Town" er begyndt at sætte sig i mine øjne. De bliver helt udtørrede og forureningen svier. Når jeg har taget en taxa fra midtbyen, kan jeg næsten ikke holde dem åben af irritation bagefter. Det er der dog umiddelbart ikke noget at gøre ved. Jeg prøver i stedet at nå metroen, før den stopper med at gå om aftenen. Det er dog ikke altid det lykkes, når jeg sidder og hygger med en "Shisha" i godt selskab. Jeg må også acceptere, at det oftest er mig, der må tage ind til byen. De fleste, af de folk jeg omgås, bor inde i byen, og det er jo lettere, at én mand kommer ind til byen, end at 10 mand tager til "Maadi".
Jeg har ikke mærket meget til, at Jonas er taget hjem, på den måde, at jeg har følt mig alene i lejligheden, for jeg har ikke haft meget tid hjemme. I går var jeg med de andre praktikanter til min chefs "farvel-foredrag" på Kairos Universitet. I den forbindelse skulle vi have jakkesæt på, hvilket viste sig at være vildt ubehageligt. Et jakkesæt er ikke blandt de køligste beklædningsgenstande, som man kan støve sig fem til, og sveden perlede konstant. Da jeg kom hjem kunne jeg konstatere, at min skjorte var fuldstændig gennemsvedt. Et koldt bad og aircondition hjalp dog på overophedningen.
Jeg er begyndt at få rigtig travlt på arbejde. Jeg har kun tre uger tilbage, og jeg har mange jern i ilden. Det er dog rigtig dejligt! Jeg har fået skub i en masse ting på kontoret, og det giver en del ændringer, som jeg synes er meget gode. Det er mig, der står for al ansættelse af nye praktikanter, og jeg har fået ansat otte nye praktikanter i juni alene. Det betyder flere ting. Først og fremmest betyder det, at jeg har fået gang i vores nye kontor, som ligger i samme bygning som det oprindelige, bare et par etager længere oppe. Det var slet ikke klar til brug for et par uger siden, men jeg fik overbevist min chef om, at tiden nu var inde til at få det taget i brug. Det er så meningen, at det skal bruges som kontor for alle praktikanter fra nu af. De første praktikanter er allerede startet, og jeg tror, at de nye tiltag kan blive et ekstra gode for organisationen. Med det store antal praktikanter kan de så også bryste sig af at være den organisation i Ægypten, der imod tager flest praktikanter. Idéen er, at jeg fra på søndag rykker med derop og skal stå for afdelingen. Det bliver meget spændende!
"Abu Fana"-rapporten skal være færdig til juridisk gennemgang d. 15/6. Jeg arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads, og så er jeg også færdig med den. I morgen skal vi en tur til "Upper Egypt". Vi skal besøge et kloster ved navn "Dir Al-Ma3muun". Det er en afskedsgave til vores kinesiske praktikant "Buschi", som stopper i morgen. Derefter har han inviteret os alle sammen på hjemmelavet kinesisk mad og kolde "Stella". Fredag skal jeg mødes med et par syd-afrikanske piger, som Jonas og jeg mødte i byen, aftenen før han tog hjem. Lørdag skal jeg hjælpe til ved en basket-turnering, som Gam3 har arrangeret for de børn, der kommer der. Det håber jeg også bliver rigtig spændende.
Af fremtidsudsigter er der næste weekend en tur til Sinai med vores nye praktikant Alexander fra USA. Han studerer religionsvidenskab, og vil gerne se "Mount-Sinai", hvor Moses, efter sigende, modtog de ti bud. Det er en chance, som jeg ikke vil lade gå min næse forbi, så jeg har aftalt, at jeg tager med ham.
Derudover er jeg blevet inviteret til Palæstina af en veninde, som jeg lærte at kende i Libanon sidste sommer. Der er "Danish Culture-week", og hun synes, at det kunne være hyggeligt, hvis jeg ville kigge forbi. Det vil jeg rigtig gerne. Jeg skal dog bare lige have spurgt hende, hvor stor sandsynligheden for at kunne passere grænsen med stempel fra Syrien er. Det ville jo være ærgerligt at sidde otte timer i en bus for så at blive afvist ved grænsen, og så måtte tage en bus otte timer tilbage igen.
I mandags var jeg til spisning, hos en gruppe englændere inde i "Agusa" (et område af Kairo, det betyder på arabisk gammel mand). I den forbindelse havde jeg mit kamera med, og jeg vil da gerne dele nogle af billederne med jer:
Fællesspisning i lejligheden i "Agusa". Rosy havde lavet lasagne til hele banden og det blev skyldet ned med kold "Sakara". Lejligheden er kun små 300 kvadratmeter og stuen, som vi har sidder og spiser i små 90 kvadratmeter. Vi er her en international samling med folk fra USA, England, Ægypten og ja...Danmark.
Udsigt over Kairo fra lejligheden på 12. etage. Gaden, der ses på billedet, er 6. oktober-gaden, som er en af Kairos mest trafikkerede.
Hold op hvor er det blevet kvalmende varmt. For hver dag bliver det bare varmere og varmere. I forbindelse med varmen er jeg begyndt at kunne mærke forureningen mere og mere Mine taxa-ture hjem fra "Down Town" er begyndt at sætte sig i mine øjne. De bliver helt udtørrede og forureningen svier. Når jeg har taget en taxa fra midtbyen, kan jeg næsten ikke holde dem åben af irritation bagefter. Det er der dog umiddelbart ikke noget at gøre ved. Jeg prøver i stedet at nå metroen, før den stopper med at gå om aftenen. Det er dog ikke altid det lykkes, når jeg sidder og hygger med en "Shisha" i godt selskab. Jeg må også acceptere, at det oftest er mig, der må tage ind til byen. De fleste, af de folk jeg omgås, bor inde i byen, og det er jo lettere, at én mand kommer ind til byen, end at 10 mand tager til "Maadi".
Jeg har ikke mærket meget til, at Jonas er taget hjem, på den måde, at jeg har følt mig alene i lejligheden, for jeg har ikke haft meget tid hjemme. I går var jeg med de andre praktikanter til min chefs "farvel-foredrag" på Kairos Universitet. I den forbindelse skulle vi have jakkesæt på, hvilket viste sig at være vildt ubehageligt. Et jakkesæt er ikke blandt de køligste beklædningsgenstande, som man kan støve sig fem til, og sveden perlede konstant. Da jeg kom hjem kunne jeg konstatere, at min skjorte var fuldstændig gennemsvedt. Et koldt bad og aircondition hjalp dog på overophedningen.
Jeg er begyndt at få rigtig travlt på arbejde. Jeg har kun tre uger tilbage, og jeg har mange jern i ilden. Det er dog rigtig dejligt! Jeg har fået skub i en masse ting på kontoret, og det giver en del ændringer, som jeg synes er meget gode. Det er mig, der står for al ansættelse af nye praktikanter, og jeg har fået ansat otte nye praktikanter i juni alene. Det betyder flere ting. Først og fremmest betyder det, at jeg har fået gang i vores nye kontor, som ligger i samme bygning som det oprindelige, bare et par etager længere oppe. Det var slet ikke klar til brug for et par uger siden, men jeg fik overbevist min chef om, at tiden nu var inde til at få det taget i brug. Det er så meningen, at det skal bruges som kontor for alle praktikanter fra nu af. De første praktikanter er allerede startet, og jeg tror, at de nye tiltag kan blive et ekstra gode for organisationen. Med det store antal praktikanter kan de så også bryste sig af at være den organisation i Ægypten, der imod tager flest praktikanter. Idéen er, at jeg fra på søndag rykker med derop og skal stå for afdelingen. Det bliver meget spændende!
"Abu Fana"-rapporten skal være færdig til juridisk gennemgang d. 15/6. Jeg arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads, og så er jeg også færdig med den. I morgen skal vi en tur til "Upper Egypt". Vi skal besøge et kloster ved navn "Dir Al-Ma3muun". Det er en afskedsgave til vores kinesiske praktikant "Buschi", som stopper i morgen. Derefter har han inviteret os alle sammen på hjemmelavet kinesisk mad og kolde "Stella". Fredag skal jeg mødes med et par syd-afrikanske piger, som Jonas og jeg mødte i byen, aftenen før han tog hjem. Lørdag skal jeg hjælpe til ved en basket-turnering, som Gam3 har arrangeret for de børn, der kommer der. Det håber jeg også bliver rigtig spændende.
Af fremtidsudsigter er der næste weekend en tur til Sinai med vores nye praktikant Alexander fra USA. Han studerer religionsvidenskab, og vil gerne se "Mount-Sinai", hvor Moses, efter sigende, modtog de ti bud. Det er en chance, som jeg ikke vil lade gå min næse forbi, så jeg har aftalt, at jeg tager med ham.
Derudover er jeg blevet inviteret til Palæstina af en veninde, som jeg lærte at kende i Libanon sidste sommer. Der er "Danish Culture-week", og hun synes, at det kunne være hyggeligt, hvis jeg ville kigge forbi. Det vil jeg rigtig gerne. Jeg skal dog bare lige have spurgt hende, hvor stor sandsynligheden for at kunne passere grænsen med stempel fra Syrien er. Det ville jo være ærgerligt at sidde otte timer i en bus for så at blive afvist ved grænsen, og så måtte tage en bus otte timer tilbage igen.
I mandags var jeg til spisning, hos en gruppe englændere inde i "Agusa" (et område af Kairo, det betyder på arabisk gammel mand). I den forbindelse havde jeg mit kamera med, og jeg vil da gerne dele nogle af billederne med jer:
Fællesspisning i lejligheden i "Agusa". Rosy havde lavet lasagne til hele banden og det blev skyldet ned med kold "Sakara". Lejligheden er kun små 300 kvadratmeter og stuen, som vi har sidder og spiser i små 90 kvadratmeter. Vi er her en international samling med folk fra USA, England, Ægypten og ja...Danmark.
Udsigt over Kairo fra lejligheden på 12. etage. Gaden, der ses på billedet, er 6. oktober-gaden, som er en af Kairos mest trafikkerede.
lørdag den 6. juni 2009
Besøg af mor og afsked med Jonas
6/6-2009
En båd på Nilen ved "Zamalek".
Min mor ved Nilens bred ved skumringstid. Min mor er på dette tidspunkt lige kommet til Kairo, og vi er på vej ned for at få lidt at spise.
Et billede af min mor på Nilen, da vi er på "Feluca-tur". Det blæste en del den aften, og det var ikke hele tiden, at turen var lige behagelig. Vi klarede os dog igennem uden større panik, til styrmandens store ærgelse.
Udsigt til "Hussein-moskeen", der ligger ved citadellet, fra "Azhar-parken". Vi var der oppe en meget varm dag, hvor vi nød et godt måltid i skyggen.
Endnu et billede med udsigt over "Azhar-parken" og Kairo. Man kan næsten ikke tro, at man befinder sig i Kairo, når man står deroppe. Parken er uden tvivl den ting i Kairo, der bliver bedst vedligeholdt. "Azhar" er navnet på Ægyptens største religiøse skole, og de vil vel gerne sende et signal med vedligeholdelsen af parken.
Jonas med sin far på "Hurria-bar". Jonas havde besøg af sin far, søster og hendes kæreste, mens jeg havde besøg af min mor, og her er vi ude at nyde en lille kold "Stella".
Louis på "Hurria-bar". Han er australier. Han var en af dem, der var med ude ved "Anafora", hvor vi fik slappet rigtig godt af!
Fra venstre Rosy (englænder), Maisie (englænder) og Rikke (dansker) på "Hurria-bar". De var alle tre med ude ved "Anafora". Rikke er i mellemtiden taget hjem, men Rosy og Maisie er stadig hernede.
Og så lige en stiv udgave af kamelen "himself". Igen på "Hurria-bar"
Udsigt over Nilen fra en af de Caféer min mor og jeg spiste på. Fiskere er igang med at fange dagens aftensmad. I baggrunden ses et af Kairos store hoteller.
Søndag d. 31. maj blev min mor tvangindlagt til at høre mig holde et oplæg om "Abu Fana", som jeg har skrevet opgave om. Oplægget viste sig at være foran disse to herrer fra Nigeria, som er nomineret til Nobels fredspis for deres arbejde for fred i Afrika.
Fredagsbøn i "Maadi". Når der ikke er mere plads i Moskéerne, bliver folk sat på tæpper udenfor. Højtalere sørger så for, at folk derude (og alle andre i en omkreds af 300 meter) kan høre, hvad Imamen siger. De bryder sig ikke om, at man tager billeder af det, så jeg har her gjort det i smug.
Skopudsere på gaden i "Maadi". Normalt er de ikke så unge, men da der var fredagsbøn, kan jeg forestille mig, at de midlertidigt har overtaget jobbet for deres far, mens han er i Moské.
Jeg har haft min mor på besøg fra d. 28/5 - 1/6. Det var nogle rigtig gode dage, og jeg vil i den forbindelse lige ligge et par billeder ud. Min mor havde mit nye kamera med herned, så nu har jeg været i stand til at tage billeder igen. Noget jeg har savnet rigtig meget! Jeg vil derfor ligge nogle af de billeder, som jeg har taget den sidste uge, ud på bloggen:
En båd på Nilen ved "Zamalek".
Min mor ved Nilens bred ved skumringstid. Min mor er på dette tidspunkt lige kommet til Kairo, og vi er på vej ned for at få lidt at spise.
Et billede af min mor på Nilen, da vi er på "Feluca-tur". Det blæste en del den aften, og det var ikke hele tiden, at turen var lige behagelig. Vi klarede os dog igennem uden større panik, til styrmandens store ærgelse.
Udsigt til "Hussein-moskeen", der ligger ved citadellet, fra "Azhar-parken". Vi var der oppe en meget varm dag, hvor vi nød et godt måltid i skyggen.
Endnu et billede med udsigt over "Azhar-parken" og Kairo. Man kan næsten ikke tro, at man befinder sig i Kairo, når man står deroppe. Parken er uden tvivl den ting i Kairo, der bliver bedst vedligeholdt. "Azhar" er navnet på Ægyptens største religiøse skole, og de vil vel gerne sende et signal med vedligeholdelsen af parken.
Jonas med sin far på "Hurria-bar". Jonas havde besøg af sin far, søster og hendes kæreste, mens jeg havde besøg af min mor, og her er vi ude at nyde en lille kold "Stella".
Louis på "Hurria-bar". Han er australier. Han var en af dem, der var med ude ved "Anafora", hvor vi fik slappet rigtig godt af!
Fra venstre Rosy (englænder), Maisie (englænder) og Rikke (dansker) på "Hurria-bar". De var alle tre med ude ved "Anafora". Rikke er i mellemtiden taget hjem, men Rosy og Maisie er stadig hernede.
Og så lige en stiv udgave af kamelen "himself". Igen på "Hurria-bar"
Udsigt over Nilen fra en af de Caféer min mor og jeg spiste på. Fiskere er igang med at fange dagens aftensmad. I baggrunden ses et af Kairos store hoteller.
Søndag d. 31. maj blev min mor tvangindlagt til at høre mig holde et oplæg om "Abu Fana", som jeg har skrevet opgave om. Oplægget viste sig at være foran disse to herrer fra Nigeria, som er nomineret til Nobels fredspis for deres arbejde for fred i Afrika.
Den 5. Juni skulle Jonas så hjem. Billedet er taget lige før han hopper ind i taxaen mod lufthavnen. Der var 45 grader varmt den dag, og på min efterfølgende gåtur ned til supermarkedet var jeg for første gang hernede virkelig gennemblødt, da jeg kom hjem. Ikke så hyggeligt, men ville lige nævne det.
Fredagsbøn i "Maadi". Når der ikke er mere plads i Moskéerne, bliver folk sat på tæpper udenfor. Højtalere sørger så for, at folk derude (og alle andre i en omkreds af 300 meter) kan høre, hvad Imamen siger. De bryder sig ikke om, at man tager billeder af det, så jeg har her gjort det i smug.
Skopudsere på gaden i "Maadi". Normalt er de ikke så unge, men da der var fredagsbøn, kan jeg forestille mig, at de midlertidigt har overtaget jobbet for deres far, mens han er i Moské.
Abonner på:
Opslag (Atom)
