27/5-2009
Ind i mellem oplever jeg nogle ting hernede som jeg ikke kan lade være med at undre mig over. Det behøver absolut ikke være store begivenheder eller lignende, men oftest små hverdags-ting, som jeg synes er spøjse. Noget vi har snakket en del om, er medierne hernede:
Noget af det, der forundrer mig lidt, er, at der næsten ikke forekommer kvinder med tørklæder på i reklamer og film. Jonas og jeg har ofte diskuteret, hvorfor det er sådan. Nogle af de ting vi har tænkt på, er bl.a., at målgruppen for reklamer hernede nok, som alle andre steder, er rettet mod folk med købekraft. Der er mange ægyptere, der kæmper for at få en normal hverdag til at hænge sammen, og det er derfor ikke interessant for firmaerne at rette sig mod den gruppe. Derudover er der et skel mellem rig og fattig i Ægypten i forhold til holdningen til vesten. Mange normale ægyptere har indenfor de senere år rykket sig væk fra vesten og vestlige værdier (hvorfor den tendens er gældende er en anden diskussion), til gengæld er der mange rigere og veluddannede ægyptere, der er meget vestligt orienteret, og tilsyneladende ligefrem skammer sig en smule over at være ægyptere. Den tendens har også ført til det, som nogle eksperter kalder "brain drain". Ægypten er klart det land i mellemøsten, der har flest emigranter blandt uddannede, og det er et kæmpe problem for landet, at mange af de unge, som landet har brugt ressourcer på at uddanne, ikke har lyst til at blive i landet. Reklamerne kunne således tænkes at henvende sig til rige vestligt orienterede unge med penge, som identificerer sig selv mere med vesten, og man har derfor valgt at holde tørklæder ude af billedet.
Der er dog reklamer, hvor kvinder har tørklæde på, men det begrænser sig til reklamer, der drejer sig om rengøring, madlavning og børnepasning. I alle disse reklamer har kvinderne tørklæde på. Om reklamerne direkte søger at holde kvinderne i de, i vores verdensdel, gamle kønsroller eller om de blot bruger kvinder med tørklæde, for at den gengse kvinde i Ægypten kan identificere sig med kvinden i reklamen eller om det er fordi, at disse produkter ofte er billigere, såsom rengøringsmidler og dagligvarer, og at den gennemsnitlige familie derfor har råd til disse ting, er for os endnu uklart, men én ting er sikkert: Reklamerne afspejler ikke virkeligheden. Hvis man kunne se de reklamer, som de viser hernede, i Danmark, ville man få det indtryk, at der næsten ikke findes kvinder, der bærer tørklæde i Ægypten.
Marianne fortalte mig på et tidspunkt, da jeg spurgte ind til det, at det er forbudt at bære tørklæde i reklamer. Jeg har ikke kunnet følge op på det, og synes det virker usandsynligt, at det skulle være fuldstændig forbudt at bære tørklæde, når det nu bliver gjort i enkelte tilfælde. At der dog skulle være en lov omkring brugen af tørklæde på TV, kan sagtens være. Hvorfor en sådan lov så kun skulle tillade brugen af tørklæde i reklamer der handler om rengøring, madlavning og børnepasning, kan vi dog ikke helt dreje. På den anden side kan jeg dog også godt se, at det må være svært at lave en reklame, der skal sælge shampoo uden at vise hår overhovedet.
Det samme tørklæde-forbydende-fænomen gør sig også gældende på film. Det drejer sig om gamle såvel som nye film (1950 og frem). Det har vi dog fået en rimelig forklaring på. Der var én der fortalte mig, at der er fordi, at filmselskaberne gerne vil have muligheden for at kunne distribuere deres film til udlandet. Det viser dog på samme tid, hvor svært det må være for ægypterne, altid at skulle gå på kompromis med deres egen virkelighed. Hvis en ægyptisk pige, der tror på, at hun skal bære tørklæde for at være en god Muslim, vil se en film, der er optaget i Kairo, og handler om kærlighed, må hun konstatere, at pigerne aldrig bærer tørklæde. Igen og igen må hun konstatere at religion er vigtig i Ægypten, men at penge ofte er lige en tand vigtigere, selvom en ægypter aldrig vil indrømme dette.
Jonas og jeg har også diskuteret, hvordan unge ægyptere forholder sig til kendte og pop-idoler. Alle musikvideoer har samme tendens som reklamer og film. Du ser ikke en sangerinde bære tørklæde! Vi har snakket om, at det tøj som de kendte bærer, og den måde de opfører sig på, har haft stor indflydelse på vores opfattelse af os selv, da vi var yngre, og sikkert også i dag. Man identificerer sig selv ved at spejle sig i kendte. Mest af alt fordi de kendte er populære, og at det de gør derfor også må være det, som folk kan lide. Hernede må det være anderledes. Elissa og Nancy Ajram, de to mest populære kvindelige popsangere i Ægypten, afspejler absolut ikke den virkelighed, som de fleste piger lever i hernede, og alligevel virker det ikke til at være en barriere. Der er så mange musikkanaler hernede, at man skulle tro, at det var løgn, så pigerne kan næppe undgå at se musikvideoer med disse kvinder med løsthængende hår og meget kort og stramtsiddende tøj. Spørgsmålet er, om de inderst inde mener, at disse kvinder er tugtesløse eller om de i virkeligheden gerne ville være som disse kvinder, men ikke kan? Hvis de mener, at de er tugtesløse, har jeg om ikke andet svært ved at forklare deres enorme popularitet.
torsdag den 28. maj 2009
Svineinfluensa
26/5-2009
Dårlig mave er blevet skiftet ud med halsbetændelse. Jeg glemte at slukke for min aircondition i nat, og det må jeg nu tage konsekvenserne af. På arbejde er der konspirationsteorier om, at det er svineinfluensa. Det skyldes, at både Buchi, Sandra og jeg, altså hele gruppen der var oppe og se svinene i "Garbage City", ligger syge med ondt i halsen og småfeber. Det er ikke en teori, der er meget i, men nu meget sjovt alligevel. I den forbindelse kom jeg i tanker om, at jeg kunne dele den artikel, som jeg skrev om svineinfluensa og det ægyptiske regimes efterfølgende beslutning om at slagte alle svin i landet, med jer:
The uncertain future of Christian pig farmers in Egypt
Due to the outbreak of the H1N1-virus (also know as the swine flu) which spread from Mexico in April 2009 and the following decision of the Egyptian president Mubarak and quick approval of the Egyptian parliament on April 29. to slaughter all 300.000 – 350.000 pigs in Egypt the CIDT sent on May 7, and 13, a team of researchers, consisting of Cornelis Hulsman, Jonas Rye Nielsen, Buchi Liu, Sandra Heijden and Asger Toft Johannsen, to the area of Muqattam, also known as “garbage city”, located just North-East of Cairo, to find out what impact the matter has had and will have on the pig farmers and people in the area.
International amazement
After the decision of the Egyptian government to slaughter all pigs in Egypt there has been some unrest among Christians. Sunday May 3. clashes between Christians living in Muqattam and police forces occurred, when workers from the Egyptian Health Ministry and police came to slaughter pigs in the area. 5 young men were arrested. Further clashes are lightly to occur if police forces enter the area again.
Egyptian and international newspapers have published articles questioning the motives behind the slaughtering. International experts from organizations such as the World Health Organization (WHO) called the decision unnecessary since there is no evidence that the flu spreads from eating pork or being around pigs. Further they point to the fact that no case of H1N1 has been recorded in Egypt. The Egyptian authorities, on the other hand, have during the last years been criticized for not being prepared in cases of emergency. A worldwide outbreak similar to this one occurred in 2003 when the bird flu was recorded in the country. Since then 23 Egyptian citizens have been diagnosed as having died as a result of the disease. This makes Egypt the country in the world experiencing the fourth highest death toll in connection to the bird flu. As a reaction the government, in 2006, slaughtered 25 million birds within 6 weeks. Because of the criticism of not doing enough to avoid the bird flu to spread in the first place, it took three years for the authorities to act by slaughtering the birds, the recent reaction to the swine flu might be seen as the Egyptian authorities trying to avoid another pandemic like the bird flu and to show the international community that Egypt is ready to cope with such crisis. Another aspect could be the regime being worried for Muslim reactions towards Christians if the swine flu came to Egypt and coursed a pandemic. Muslims consider pigs unclean animals, and pigs believed being reason for deaths could cause many tensions between Muslims and Christians in the country.
An easy decision?
Another element which could have influenced the decision of the president to act like he did in this case is the fact that the group of pig breeders is very small compared with the group of people holding birds. Only Christians eat pork and the group of pig breeders is significantly smaller than the scope of bird holders, thus the slaughtering of the pigs was considered only to concern a small group of people in Egypt. With the bird flu it was different. When the regime took the decision to slaughter 25 million birds in 2006 they knew that the impact, that the slaughtering would have on the entire community, would be much larger and pressuring the regime significantly more. That decision was thereby also considerable harder to make. The chance for a larger uproar in this case is thereby not likely because of the limited amount of people effected by the culling.
Concerning the decision of the president to order all pigs culled some people point to the decision as being rushed and not thought through. This point is being stressed by looking at the swiftness with which the decision was made. The illness just became international news on April 21, and on April 29, it was still unknown what had coursed the disease. Egypt is the only country in the world which has decided to cull all it's pigs. The decision to do so was made before international experts had identified the source of the outbreak and determined how the disease spreads. The determination of the president in concern of showing Egypt's readiness in cases of emergency has thus backfired. By making a fast decision the president wanted to go up against previous criticism, but instead of silencing critics the decision brought new ones, because it was rushed and thus made on a weak basis. An issue which therefore has been subject to international amazement is the fact that there has been no reaction following the news of experts saying that the disease does not spread through contact with pigs or by consumption of pork. This has further fueled the rumors of the culling being sectarian. The WHO further stressed that killing all the pigs on the basis which it is done is a waste of resources and should not be done. UN commented that if the disease does not spread from pigs then why should the pigs be killed?
Some critics have as well focused on the presence of pigs in Egypt stretching all the way back to the time of the Pharaohs. They consider the culling, and thereby the removal, of pigs in Egypt a setback for Christians and an attack on Christians identity in Egypt. Coptic media have as a result focused on the culling being sectarian and a result of the regimes Islamicisation of Egypt.
“Garbage City”
Whether the reaction of the Egyptian government can be seen as a way of pressuring the Christian minority in the country or as a way to show the international community that Egypt is ready to act in the case of crisis does not change the fact that many Christian pig breeders have to face problems if the pigs are slaughtered. On this account we decided to go to Muqattam to hear what the people in the area have to say about the situation and to hear how the priest of the area, Father Saaman Ibrahim, handles the situation and what he thinks is the best thing to do right now. The role of a priest in such an area is very important in complicated situations because he acts as both a priest and an official negotiator at the same time. This is due to the fact that there are no other politicians or representatives to speak on behalf of the Christians in the area.
The area of Muqattam is in english known as “Garbage city”. Approximately 150.000 people live in the area. It is known as “Garbage city” because Christian garbage collectors live there. Cairo is estimated to have around 250.000 people involved in garbage collecting, and Muqattam is therefore an area containing a large amount of them. Following the collection of the garbage it is sorted into piles of different materials. The materials are afterwards shipped to China for recycling. The remains of food found in the garbage is used to feed the animals in the area and thus also the pigs concerned.
Most people open their eyes wide when they come to the area the first time. One quick understands why the area is known as “Garbage city”. The streets are covered with garbage, inside the houses piles of bags containing garbage, waiting for shipment, fill the rooms and on the rooftops there is either more garbage or goats in small fencing feeding on leftovers of food. The smell is overwhelming and is hanging heavy in the streets. It reminds of the smell you get if you put your head down a trashcan and take a deep breath.
Who are rich or not?
There are some rumors concerning the garbage collectors and pig breeders. One of them being that all garbage collectors and pig farmers are rich. Most people are unaware that there are more than just garbage collectors in the area. Another group in the area connected to the garbage, which is considerably smaller, consist of the people who receive and sort the garbage and sell the materials for shipment to China. They earn a fair amount by doing so, but this does far from mean all people in the area of Muqattam being rich. Most garbage collectors struggle to keep a living. The third group in the area is the group of pig farmers. They are as well earning just enough to keep a living. None of the families we talked to had anything to do with garbage collection anymore and depended entirely on the raising and selling of pigs. None of them had savings in case of a pandemic, disease among pigs or other unforeseen expenses which, most likely, would have been the case if they had any money to save.
A message of peace
Before we went to Muqattam Cornelis had tried to call the church to arrange a meeting with father Samaan Ibrahim, but the phone number had been changed and we had to go to the area without an appointment. However Cornelis is known in the area and he was able to arrange a meeting with father Samaan Ibrahim after all.
When we were invited to enter to talk to father Samaan Ibrahim he was busy talking on the phone. As mentioned before 5 young men were arrested four days earlier and since he acts like the leading authority for people in the area he was trying to arrange the right legal help for the young men. After a little while we had the opportunity to hear what he thinks about the situation and hear what impact the decision to cull all pigs has for the community in Muqattam. He stated: “Now after the problem of slaughtering pigs, on which people used to make their living, about 52000, their source of living is not there any more. We call for how to help people live after the removal of their livelihood. We pray and you pray and whoever can help those people, would be appreciated, to complete their lives”. It becomes clear that he considers the slaughtering of the pigs a big problem for the people involved in raising pigs in the area. He mentions that he estimates the number of people involved in pig farming to be around 52000 thousand people. This means that one third of the people living in the area would be in danger of facing unemployment at ones if all the pigs are slaughtered. The culling of the pigs is not a fast process. There are only two butcheries in Egypt suitable for slaughtering pigs. They only have the capacity to slaughter around 1200 pigs each day day. Culling all the pigs in Egypt will therefore take several months.
After talking with Father Samaan Ibrahim he invited us to stay and listen to his sermon the same evening. The sermon of a priest can be decisive in hard situations. The people often depend on the priest to find out what to do in situations like this one. If the priest is not clear about how people should act it can lead to further escalations. We gladly accepted his invitation.
The church service started at 19.00. Once we got there we found around 1000 people. Among those people was a considerable number of Muslims, most recognizable by the scarfs that the women were wearing. This showing that there is sympathy for the pig farmers to find amongst Muslims as well. Once the sermon began the number of people present can be estimated to be around 3500-4000 people. The message that Father Samaan Ibrahim wanted to give the people was one of peace and not rebellion. He urged the people not to go with anger but to have faith in goodness and never to give up hope. An important message in concern of prevention of further clashes with locals and police forces.
"Without the pigs we will die"
Since we came unannounced to the area we were not able to see the pig farmers on May 7. Many of the pig farmers have hidden their pigs for the police not to be able to find them when they come. We therefore were asked to come back the following week to talk to the farmers and other people connected to the industry in the area. Thus we went back to the area on May 13, to hear the farmers point of view.
When we talked to the farmers it became clear that the major aspects for the farmers in this case are those of compensation for their loss and their future perspectives if they cannot hold pigs. We wanted to know if the authorities have decided to give the involved pig breeders a fair compensation. A fair compensation would show that the regime feels responsible for the loss of the Christian pig farmers. We were told that the authorities, to begin with, had not planned to give compensation for the culled pigs, but that they now had changed their decision. Now compensation will be paid in the way that a culled pig entitles the owner of 50 LE. Under normal circumstances the prize for a kilo of pork meat is six LE. An average grownup pig weights around 60 kilos, this means that the prize a farmer can get for his pig normally is 360 LE. This gives the breeders a loss of 310 LE for every pig slaughtered. Further comes that they loose the possibility to breed pigs when the pigs are culled. Unemployment in Egypt and the question of fair compensation for the loss and future perspectives concerning work means a lot to the pig farmers. The unemployment rate in Egypt is estimated to be higher than 25 %, so most of the pig farmers are worried about finding work if they cannot raise pigs.
The families we talked to in Muqattam had an average size of 20-25 people. We were told that around 1500 families are directly involved in pig breeding, that means that more than 30.000 people in the area can be categorized as pig farmers. As father Samaan Ibrahim stated an additional 20.000 people are in one way or another also involved in the pig farming in the area and they will also be affected by the culling of the pigs. When we talked to some of the pig farmers on May 13, they all stressed that the only source of income that their families had were the pigs. One of the persons we talked to put it directly and stated: “This was our only income”, stressing that they have no alternative to pig breeding. Another man, who was in the middle of loading his pigs on a truck for slaughtering, went as far as announcing: “We will die without the pigs”. The same man further added that the school in the area charges 3000 LE for a year of teaching but that he now did not have the money to pay for his children's education the forthcoming year, so they would not be able to attend school and should now help earning money instead of. This shows as well that the families often have no savings for such times. When asked if they have received any kind of help social or economic they all answered no. “we have received no help at all, and we don't know what to do now”, a woman from one of the families said.
An uncertain future
The situation of the pig farmers is a really tough one. When the pigs are gone they will have no source of income left. They receive little help from the authorities which clearly shows from the insufficient compensation that the pig farmers receive. The pig farmers thereby don't just face standing without future possibilities to continue their livelihood but further have to cope with loosing everything they have fought for the last 10-15 years in their efforts to obtain a reasonable standard of living. They have, in general, no savings and there seems to be no political willingness to reach a solution to the difficult situation. Unless the president decides to draw back his decision to continue culling all the pigs, the farmers have nowhere to turn.
Dårlig mave er blevet skiftet ud med halsbetændelse. Jeg glemte at slukke for min aircondition i nat, og det må jeg nu tage konsekvenserne af. På arbejde er der konspirationsteorier om, at det er svineinfluensa. Det skyldes, at både Buchi, Sandra og jeg, altså hele gruppen der var oppe og se svinene i "Garbage City", ligger syge med ondt i halsen og småfeber. Det er ikke en teori, der er meget i, men nu meget sjovt alligevel. I den forbindelse kom jeg i tanker om, at jeg kunne dele den artikel, som jeg skrev om svineinfluensa og det ægyptiske regimes efterfølgende beslutning om at slagte alle svin i landet, med jer:
The uncertain future of Christian pig farmers in Egypt
Due to the outbreak of the H1N1-virus (also know as the swine flu) which spread from Mexico in April 2009 and the following decision of the Egyptian president Mubarak and quick approval of the Egyptian parliament on April 29. to slaughter all 300.000 – 350.000 pigs in Egypt the CIDT sent on May 7, and 13, a team of researchers, consisting of Cornelis Hulsman, Jonas Rye Nielsen, Buchi Liu, Sandra Heijden and Asger Toft Johannsen, to the area of Muqattam, also known as “garbage city”, located just North-East of Cairo, to find out what impact the matter has had and will have on the pig farmers and people in the area.
International amazement
After the decision of the Egyptian government to slaughter all pigs in Egypt there has been some unrest among Christians. Sunday May 3. clashes between Christians living in Muqattam and police forces occurred, when workers from the Egyptian Health Ministry and police came to slaughter pigs in the area. 5 young men were arrested. Further clashes are lightly to occur if police forces enter the area again.
Egyptian and international newspapers have published articles questioning the motives behind the slaughtering. International experts from organizations such as the World Health Organization (WHO) called the decision unnecessary since there is no evidence that the flu spreads from eating pork or being around pigs. Further they point to the fact that no case of H1N1 has been recorded in Egypt. The Egyptian authorities, on the other hand, have during the last years been criticized for not being prepared in cases of emergency. A worldwide outbreak similar to this one occurred in 2003 when the bird flu was recorded in the country. Since then 23 Egyptian citizens have been diagnosed as having died as a result of the disease. This makes Egypt the country in the world experiencing the fourth highest death toll in connection to the bird flu. As a reaction the government, in 2006, slaughtered 25 million birds within 6 weeks. Because of the criticism of not doing enough to avoid the bird flu to spread in the first place, it took three years for the authorities to act by slaughtering the birds, the recent reaction to the swine flu might be seen as the Egyptian authorities trying to avoid another pandemic like the bird flu and to show the international community that Egypt is ready to cope with such crisis. Another aspect could be the regime being worried for Muslim reactions towards Christians if the swine flu came to Egypt and coursed a pandemic. Muslims consider pigs unclean animals, and pigs believed being reason for deaths could cause many tensions between Muslims and Christians in the country.
An easy decision?
Another element which could have influenced the decision of the president to act like he did in this case is the fact that the group of pig breeders is very small compared with the group of people holding birds. Only Christians eat pork and the group of pig breeders is significantly smaller than the scope of bird holders, thus the slaughtering of the pigs was considered only to concern a small group of people in Egypt. With the bird flu it was different. When the regime took the decision to slaughter 25 million birds in 2006 they knew that the impact, that the slaughtering would have on the entire community, would be much larger and pressuring the regime significantly more. That decision was thereby also considerable harder to make. The chance for a larger uproar in this case is thereby not likely because of the limited amount of people effected by the culling.
Concerning the decision of the president to order all pigs culled some people point to the decision as being rushed and not thought through. This point is being stressed by looking at the swiftness with which the decision was made. The illness just became international news on April 21, and on April 29, it was still unknown what had coursed the disease. Egypt is the only country in the world which has decided to cull all it's pigs. The decision to do so was made before international experts had identified the source of the outbreak and determined how the disease spreads. The determination of the president in concern of showing Egypt's readiness in cases of emergency has thus backfired. By making a fast decision the president wanted to go up against previous criticism, but instead of silencing critics the decision brought new ones, because it was rushed and thus made on a weak basis. An issue which therefore has been subject to international amazement is the fact that there has been no reaction following the news of experts saying that the disease does not spread through contact with pigs or by consumption of pork. This has further fueled the rumors of the culling being sectarian. The WHO further stressed that killing all the pigs on the basis which it is done is a waste of resources and should not be done. UN commented that if the disease does not spread from pigs then why should the pigs be killed?
Some critics have as well focused on the presence of pigs in Egypt stretching all the way back to the time of the Pharaohs. They consider the culling, and thereby the removal, of pigs in Egypt a setback for Christians and an attack on Christians identity in Egypt. Coptic media have as a result focused on the culling being sectarian and a result of the regimes Islamicisation of Egypt.
“Garbage City”
Whether the reaction of the Egyptian government can be seen as a way of pressuring the Christian minority in the country or as a way to show the international community that Egypt is ready to act in the case of crisis does not change the fact that many Christian pig breeders have to face problems if the pigs are slaughtered. On this account we decided to go to Muqattam to hear what the people in the area have to say about the situation and to hear how the priest of the area, Father Saaman Ibrahim, handles the situation and what he thinks is the best thing to do right now. The role of a priest in such an area is very important in complicated situations because he acts as both a priest and an official negotiator at the same time. This is due to the fact that there are no other politicians or representatives to speak on behalf of the Christians in the area.
The area of Muqattam is in english known as “Garbage city”. Approximately 150.000 people live in the area. It is known as “Garbage city” because Christian garbage collectors live there. Cairo is estimated to have around 250.000 people involved in garbage collecting, and Muqattam is therefore an area containing a large amount of them. Following the collection of the garbage it is sorted into piles of different materials. The materials are afterwards shipped to China for recycling. The remains of food found in the garbage is used to feed the animals in the area and thus also the pigs concerned.
Most people open their eyes wide when they come to the area the first time. One quick understands why the area is known as “Garbage city”. The streets are covered with garbage, inside the houses piles of bags containing garbage, waiting for shipment, fill the rooms and on the rooftops there is either more garbage or goats in small fencing feeding on leftovers of food. The smell is overwhelming and is hanging heavy in the streets. It reminds of the smell you get if you put your head down a trashcan and take a deep breath.
Who are rich or not?
There are some rumors concerning the garbage collectors and pig breeders. One of them being that all garbage collectors and pig farmers are rich. Most people are unaware that there are more than just garbage collectors in the area. Another group in the area connected to the garbage, which is considerably smaller, consist of the people who receive and sort the garbage and sell the materials for shipment to China. They earn a fair amount by doing so, but this does far from mean all people in the area of Muqattam being rich. Most garbage collectors struggle to keep a living. The third group in the area is the group of pig farmers. They are as well earning just enough to keep a living. None of the families we talked to had anything to do with garbage collection anymore and depended entirely on the raising and selling of pigs. None of them had savings in case of a pandemic, disease among pigs or other unforeseen expenses which, most likely, would have been the case if they had any money to save.
A message of peace
Before we went to Muqattam Cornelis had tried to call the church to arrange a meeting with father Samaan Ibrahim, but the phone number had been changed and we had to go to the area without an appointment. However Cornelis is known in the area and he was able to arrange a meeting with father Samaan Ibrahim after all.
When we were invited to enter to talk to father Samaan Ibrahim he was busy talking on the phone. As mentioned before 5 young men were arrested four days earlier and since he acts like the leading authority for people in the area he was trying to arrange the right legal help for the young men. After a little while we had the opportunity to hear what he thinks about the situation and hear what impact the decision to cull all pigs has for the community in Muqattam. He stated: “Now after the problem of slaughtering pigs, on which people used to make their living, about 52000, their source of living is not there any more. We call for how to help people live after the removal of their livelihood. We pray and you pray and whoever can help those people, would be appreciated, to complete their lives”. It becomes clear that he considers the slaughtering of the pigs a big problem for the people involved in raising pigs in the area. He mentions that he estimates the number of people involved in pig farming to be around 52000 thousand people. This means that one third of the people living in the area would be in danger of facing unemployment at ones if all the pigs are slaughtered. The culling of the pigs is not a fast process. There are only two butcheries in Egypt suitable for slaughtering pigs. They only have the capacity to slaughter around 1200 pigs each day day. Culling all the pigs in Egypt will therefore take several months.
After talking with Father Samaan Ibrahim he invited us to stay and listen to his sermon the same evening. The sermon of a priest can be decisive in hard situations. The people often depend on the priest to find out what to do in situations like this one. If the priest is not clear about how people should act it can lead to further escalations. We gladly accepted his invitation.
The church service started at 19.00. Once we got there we found around 1000 people. Among those people was a considerable number of Muslims, most recognizable by the scarfs that the women were wearing. This showing that there is sympathy for the pig farmers to find amongst Muslims as well. Once the sermon began the number of people present can be estimated to be around 3500-4000 people. The message that Father Samaan Ibrahim wanted to give the people was one of peace and not rebellion. He urged the people not to go with anger but to have faith in goodness and never to give up hope. An important message in concern of prevention of further clashes with locals and police forces.
"Without the pigs we will die"
Since we came unannounced to the area we were not able to see the pig farmers on May 7. Many of the pig farmers have hidden their pigs for the police not to be able to find them when they come. We therefore were asked to come back the following week to talk to the farmers and other people connected to the industry in the area. Thus we went back to the area on May 13, to hear the farmers point of view.
When we talked to the farmers it became clear that the major aspects for the farmers in this case are those of compensation for their loss and their future perspectives if they cannot hold pigs. We wanted to know if the authorities have decided to give the involved pig breeders a fair compensation. A fair compensation would show that the regime feels responsible for the loss of the Christian pig farmers. We were told that the authorities, to begin with, had not planned to give compensation for the culled pigs, but that they now had changed their decision. Now compensation will be paid in the way that a culled pig entitles the owner of 50 LE. Under normal circumstances the prize for a kilo of pork meat is six LE. An average grownup pig weights around 60 kilos, this means that the prize a farmer can get for his pig normally is 360 LE. This gives the breeders a loss of 310 LE for every pig slaughtered. Further comes that they loose the possibility to breed pigs when the pigs are culled. Unemployment in Egypt and the question of fair compensation for the loss and future perspectives concerning work means a lot to the pig farmers. The unemployment rate in Egypt is estimated to be higher than 25 %, so most of the pig farmers are worried about finding work if they cannot raise pigs.
The families we talked to in Muqattam had an average size of 20-25 people. We were told that around 1500 families are directly involved in pig breeding, that means that more than 30.000 people in the area can be categorized as pig farmers. As father Samaan Ibrahim stated an additional 20.000 people are in one way or another also involved in the pig farming in the area and they will also be affected by the culling of the pigs. When we talked to some of the pig farmers on May 13, they all stressed that the only source of income that their families had were the pigs. One of the persons we talked to put it directly and stated: “This was our only income”, stressing that they have no alternative to pig breeding. Another man, who was in the middle of loading his pigs on a truck for slaughtering, went as far as announcing: “We will die without the pigs”. The same man further added that the school in the area charges 3000 LE for a year of teaching but that he now did not have the money to pay for his children's education the forthcoming year, so they would not be able to attend school and should now help earning money instead of. This shows as well that the families often have no savings for such times. When asked if they have received any kind of help social or economic they all answered no. “we have received no help at all, and we don't know what to do now”, a woman from one of the families said.
An uncertain future
The situation of the pig farmers is a really tough one. When the pigs are gone they will have no source of income left. They receive little help from the authorities which clearly shows from the insufficient compensation that the pig farmers receive. The pig farmers thereby don't just face standing without future possibilities to continue their livelihood but further have to cope with loosing everything they have fought for the last 10-15 years in their efforts to obtain a reasonable standard of living. They have, in general, no savings and there seems to be no political willingness to reach a solution to the difficult situation. Unless the president decides to draw back his decision to continue culling all the pigs, the farmers have nowhere to turn.
onsdag den 27. maj 2009
Hvad søren foregår der?
25/5-2009
Jeg havde en meget speciel oplevelse på arbejde i dag, som jeg har skrevet en kommentar om til vores database på www.arabwestreport.info. Den vil jeg gerne dele med jer alle sammen, da historien meget godt viser nogle af de problemer, der eksisterer i Ægypten, hvad angår sekterisk rygtedannelse, og snyderi indenfor retssystemet:
Illegal detained or a threat to national security?
Last week I was contacted by a priest who told me, that he knew a family who was distraught because a family member was being detained, so far for six month, without trial and that he was held in custody under wrong accusations. I talked with Cornelis and we decided to set up a meeting with the family at the office Monday May 25, 2009. The following is what we were able to derive from the meeting. It shows very well some of the problems in dealing with such cases and shows that stories of Christians being persecuted in Egypt are not just always black and white as often assumed.
Attending the meeting was Mr. Saad, who is the husband of the sister of the detained person, the mother of the detained, Menel, Cornelis and I.
Mr. Saad started by telling the story as it takes out through his point of view:
Anton is a 22 years old man who studies computer science in Maadi, working with home pages. A little more than half a year ago he had gotten in contact with a man named Salah from Morocco. They started talking about making business together. Anton made a web page for Salah and afterwards Salah wanted Anton to get customers in Egypt. So he did. He found three customers who paid a total of 27 thousand Egyptian pounds for Anton to make home pages. He changed the money paid by the customers into dollars and sent them to Salah in Morocco as agreed. One month later Salah stopped all communication with Anton and the three customers started accusing Anton of stealing their money since he was not able to finish the job without the money. One of the customers, named Muhammed, went to Anton's home and threatened to hurt his family. Anton replied in a chat, that if Muhammed would hurt his family in any way he would kill him. Mr. Saad told that Anton was shortly afterwards arrested pressed with charges of threatening to kill Muhammed. The police did not press charges against Muhammed for threatening Anton's family. Mr. Saad told that Muhammed started accusing Anton of using the money, they had given to him, on new computers and that he started to gather people to witness against Anton telling that he had stolen the money and used it on computers. Accusations that, according to Mr. Saad, are not true. These have been the charges for the last six month and nothing has happened since. Mr. Saad and Anton's mother told us, very affected, that the trial just keeps getting postponed every time a new trial is set. Mr. Saad further told us, that they only do this because Anton is a Christian and that Muslims do not want Christians to be involved in designing web pages. He told us, that they had offered to pay back the 27 thousand Egyptian pounds, but the family's lawyer said that the three involved customers would not settle with that amount any more.
So in short, if we should trust the family's version of the incidents it goes as follow:
Jeg havde en meget speciel oplevelse på arbejde i dag, som jeg har skrevet en kommentar om til vores database på www.arabwestreport.info. Den vil jeg gerne dele med jer alle sammen, da historien meget godt viser nogle af de problemer, der eksisterer i Ægypten, hvad angår sekterisk rygtedannelse, og snyderi indenfor retssystemet:
Illegal detained or a threat to national security?
Last week I was contacted by a priest who told me, that he knew a family who was distraught because a family member was being detained, so far for six month, without trial and that he was held in custody under wrong accusations. I talked with Cornelis and we decided to set up a meeting with the family at the office Monday May 25, 2009. The following is what we were able to derive from the meeting. It shows very well some of the problems in dealing with such cases and shows that stories of Christians being persecuted in Egypt are not just always black and white as often assumed.
Attending the meeting was Mr. Saad, who is the husband of the sister of the detained person, the mother of the detained, Menel, Cornelis and I.
Mr. Saad started by telling the story as it takes out through his point of view:
Anton is a 22 years old man who studies computer science in Maadi, working with home pages. A little more than half a year ago he had gotten in contact with a man named Salah from Morocco. They started talking about making business together. Anton made a web page for Salah and afterwards Salah wanted Anton to get customers in Egypt. So he did. He found three customers who paid a total of 27 thousand Egyptian pounds for Anton to make home pages. He changed the money paid by the customers into dollars and sent them to Salah in Morocco as agreed. One month later Salah stopped all communication with Anton and the three customers started accusing Anton of stealing their money since he was not able to finish the job without the money. One of the customers, named Muhammed, went to Anton's home and threatened to hurt his family. Anton replied in a chat, that if Muhammed would hurt his family in any way he would kill him. Mr. Saad told that Anton was shortly afterwards arrested pressed with charges of threatening to kill Muhammed. The police did not press charges against Muhammed for threatening Anton's family. Mr. Saad told that Muhammed started accusing Anton of using the money, they had given to him, on new computers and that he started to gather people to witness against Anton telling that he had stolen the money and used it on computers. Accusations that, according to Mr. Saad, are not true. These have been the charges for the last six month and nothing has happened since. Mr. Saad and Anton's mother told us, very affected, that the trial just keeps getting postponed every time a new trial is set. Mr. Saad further told us, that they only do this because Anton is a Christian and that Muslims do not want Christians to be involved in designing web pages. He told us, that they had offered to pay back the 27 thousand Egyptian pounds, but the family's lawyer said that the three involved customers would not settle with that amount any more.
So in short, if we should trust the family's version of the incidents it goes as follow:
- Anton is innocent in stealing the money from the three customers. He was tricked by Salah from Morocco and is thus a victim of a crime as well and not the one committing it.
It is right that Anton threatened Muhammed, but he only did it to protect his family and after Muhammed had made threats first. - Anton is being held in prison and his case postponed for this long because he is a Christian working with designing web pages.
- The witnesses are lying and bribed by Muhammed who wants to see Anton suffer as much as possible.
- The case is not about money since they turned down the family's offer to pay back the money, it is thus sectarian.
After hearing the story we were curious about some elements of it. When asking whether Anton had any receipts from the bank concerning making the transaction to Salah in Morocco, the family said that they were in possession of no receipt. The transaction can thus not be proved. This makes Anton guilty of foolishness but not guilty of the crime. When asking if the three customers were in possession of any receipt proving that they paid the 27 thousand pounds to Anton, the family told us they had none either. If that is true, then there is no proof of Anton ever receiving the money and he cannot get convicted of that crime. If there is no case against him why should he then be held in custody for six month?
About the accusations of the conflict being sectarian it might as well be, that Muhammed and the two other customers found that Anton is now in a weak position and that they might be able to get more money out of the family with the possibility that Anton might go to jail for good. Concerning the accusation of Mr. Saad that they are doing this because they do not want a Christian to design web pages Cornelis told that this is pure nonsense because there exists a huge number of Christian web-designers in Egypt already. It is unfortunately quiet common that accusation like these a dragged into play making more damage than good. Christians in Egypt often use accusations against Muslims to gain sympathy from foreign Christians, in this case from Cornelis and I, wanting to prove that Christians are persecuted in Egypt. We told Mr. Saad, that if he wants to help Anton he should drop empty words and focus on proving his innocence by presenting real evidence.
Disputes with word exchange as heard of in this case are common in Egypt and are not reason for imprisonment, especially not for a period of this extend. We thus wondered what might be behind the dragging on of this case for so long? It is not uncommon that people are treated unfair and unequal in court in Egypt, but a case concerning 27 thousand pounds and some heated threats are not enough to trigger such reactions. First of all we therefore wanted to know more about the lawyer of the family and where the family gets information from. We were told that everything goes through their lawyer. Cornelis decided to contact Raed Sharqawi who knows the laws in Egypt and has connections to find out more about the case.
Raed made some phone calls and contacted us again later with some stunning new information. He informed us, that a person can be detained only for four days without facing charges. When the charges are put the prosecutor can detain the prosecuted for 15 days. This period can be further prolonged for 15 days, but then evidence must be shown or the prosecuted is released. This means that there must have been a verdict of a kind in this case. And there was. The young man had been to court several months ago, but the judge had declared himself unable to judge the case. This happens only if the judge is related to any of the parties involved or if he hands over the case to the court of national security. This is only done in severe cases and thus does not apply to the rest of the story. So what is Anton really accused of having done? The fact that Anton already had been to court indicates thus far that the lawyer of the family has not been truly honest in this case, since he claims that there has been no trial. This sadly displays a not rather uncommon phenomenon in Egypt, this being lawyers exploiting people who are not aware of how the legal system works. There is a big chance that the lawyer in this case has told the family, that there has been no trial in order to get more money out of the family. Then what about the rest of the things that the lawyer has been telling the family? Is Anton being detained illegal so far? Does the case of the web pages have anything to do with the real reason of him being detained? And if yes, have the customers really turned down the offer of the family paying back the lost money? Was such an offer really given by the lawyer or are they just more empty words?
One thing that is for sure is that the long detention of the young man does applies to the “Law of Emergency” in Egypt, stating that a person can be detained without charges for a long extended period, if the charges concern national security. If this is the case it is clear that this has nothing to do with the 27 thousand Egyptian pounds or the threats made in the heat of the moment, but contains something far more serious. Raed further informed us, that documents state that Anton is detained in the prison of “Bab al-Khalq”, which is a state prison for people accused of threatening national security. Normally trials are public, but not in cases of national security. This explains why the lawyer has been able to keep it a secret for the family that he has been convicted already. They simply did not know that there had been a trial because their lawyer did not tell them.
What Anton exactly is accused of and what he might have done remains unclear. We can not reach any more information when the national security forces are involved, but it is clear that the detaining of Anton has nothing to do with money or threats written in a chat. This has to do with something far more serious. Anton is young and dealing with content of web pages can be dangerous in Egypt if you are not fully aware of what you are doing. It is possible that he has violated the law of national security somehow without knowing it. Whether this is the case or not is not for us to decide, but to bring light to some of the major issues in concern of general flaws in such cases is something we can do.
It is most likely that the family, except from the story of the persecution of Christian web-designers, has told the truth as it has been presented to them. The main problem seems to reach back to the lawyer of the family not telling the truth about the case and prosecution of Anton to gain more money from the family. Something like that is not just a bad thing in concern of families being exploited, but also in concern of spreading rumours like the state detaining people illegal. It also contributes to rumours of sectarian elements. Stories made up just to put accusations against accusations should be avoided with all means as they do not contribute to anything but moving further away from the truth. Things are seldom black or white. To state this it must be mentioned, that the lawyer of the family is Christian. In this case it was thus a Christian lying to and stealing from Christians and not Muslims. The story makes up a good example about being critical of judging to fast in such cases. From the beginning of our meeting and till the end the case had developed into a totally different case, showing that truth can be well hidden, especially in a country like Egypt.
Født på ny og fuldstændig fest-udkørt!
24/5-2009
Så gik den weekend. En fantastisk en af slagsen skal lige siges! Det blev dog ikke kun til ren afslapning, som først antaget. Det skal jeg nok komme tilbage til.
I torsdags efter arbejde kørte vi en flok på syv mand ud til afslapningsstedet "Anafora". Vi kom derud ved 19.30-tiden og kunne lige nå at få en rigtig god gang aftensmad. Da vi havde spist, var det allerede blevet mørkt. Vi fik derefter udleveret nøgler til det, der skulle vise sig at være små "Nubiske" paladser. Helt fantastisk! Jeg tror sjældent jeg har boet så flot og hyggeligt på samme tid. Vi fik alle sammen to-mands-værelser. Endnu en gang skulle jeg finde mig i at dele lejlighed med Jonas, som om vi ikke ser hinanden nok til hverdag. Værelserne, som vi sov i, var kuppelformede med helt hvide vægge, en seng og et lavt bord med tilhørende pudder, hvor vi kunne sidde og hygge. Om aftenen skulle vi bruge stearinlys for at kunne se noget ordentligt inde i rummene. Der var små lamper, men de lyste ikke meget op. Det gav dog bare et ekstra lag hygge at sidde og slappe af i godt selskab i stearinlysets skær. Det var dog ikke sådan hele vores aften gik. Efter lidt tid besluttede vi os for at rykke op på taget, og nyde stjernehimmelen, som vi normalt ikke kan se meget af inde i Kairo. Vi tog en masse tæpper, en gang glas, cola, rom, øl og vin med derop, og sad så og nød stilheden og den rene luft. I det fjerne kunne vi høre frøer kvække, men ellers var alt bare stilhed. Vi får os en dukkert og nogen af os, måske Henrik og jeg...hvem ved?, en lille brandert på, før vi alle går ud som lys. Endnu en gang er det perfekt selskab, vi er kommet herud med.
Fredag står på endnu et par svømmeture, en lille solskoldning, god mad, afslapning, gåture, læsning, hygge og et par øl. Det er svært at forklare stemningen derude, men det er næsten, som at hoppe ind i en anden verden, når man kommer fra Kairo. Solen bager på huden, mens vinden stille stryger forbi palmerne og køler huden, så man ikke føler at man er ved at brænde op. Der er ingen larm fra trafik eller folk og det forekommer mig, at der er meget mere tid til at tænke og trække vejret herude. Og det gør vi så! Så meget som vi overhovedet kan, men vi kan dog ikke stoppe tiden.
Det blev lørdag middag, og vi skulle allerede hjemad mod Kairo igen. Jonas skulle hente sin far, søster og dennes kæreste i lufthavnen om eftermiddagen og han får arrangeret at køre til Kairo og ud til lufthavnen i en anden bil. Vi andre sætter kurs mod "Zamalek", hvor Henrik bor. Han har nemlig inviteret til grill-fest her til aften. Før det går løs, får vi dog lige tid til at nyde en gang ostekage og kaffe på en café, der hedder "Beano´s". Ikke dårligt.
Vi tog derefter ud for at handle ind til god mad, og begyndte at forberede grillen og maden. Kl. 20.00 begyndte der at komme folk. Igen viste vi danskere at være rimeligt godt præsenteret. Jonas kom lidt senere også med sine gæster. Det har været lidt af en omvæltning for dem at se hvordan nogle ting foregår i Ægypten, selvom de kun har set en lille del af det hele. Der blev drukket øl og drinks til den store guldmedalje hele natten, og før jeg fik set mig om, blev kl. 06.15, før jeg var kommet under dynen i "Maadi". To en halv time senere var jeg allerede oppe igen og på vej på arbejde. Det skulle også vise sig at blive en af de hårdeste arbejdsdage indtil nu, men kan man være konge om natten, må man også være mand om dagen. Man kan spørge sig selv, hvorfor man tager på afslapning, med det motiv at stresse af og lade batterierne op, for at drikke sig helt ned og ikke sove hele natten samme weekend. Jeg vil dog lade være at stille mig selv det spørgsmål. Man skal jo også huske bare at leve.
Det har været en fantastisk weekend der har budt på det hele. Total afslapning i naturskønne omgivelser og en vildt fed fest på en tagterrasse på syvende sal i hjertet af Kairo.
Så gik den weekend. En fantastisk en af slagsen skal lige siges! Det blev dog ikke kun til ren afslapning, som først antaget. Det skal jeg nok komme tilbage til.
I torsdags efter arbejde kørte vi en flok på syv mand ud til afslapningsstedet "Anafora". Vi kom derud ved 19.30-tiden og kunne lige nå at få en rigtig god gang aftensmad. Da vi havde spist, var det allerede blevet mørkt. Vi fik derefter udleveret nøgler til det, der skulle vise sig at være små "Nubiske" paladser. Helt fantastisk! Jeg tror sjældent jeg har boet så flot og hyggeligt på samme tid. Vi fik alle sammen to-mands-værelser. Endnu en gang skulle jeg finde mig i at dele lejlighed med Jonas, som om vi ikke ser hinanden nok til hverdag. Værelserne, som vi sov i, var kuppelformede med helt hvide vægge, en seng og et lavt bord med tilhørende pudder, hvor vi kunne sidde og hygge. Om aftenen skulle vi bruge stearinlys for at kunne se noget ordentligt inde i rummene. Der var små lamper, men de lyste ikke meget op. Det gav dog bare et ekstra lag hygge at sidde og slappe af i godt selskab i stearinlysets skær. Det var dog ikke sådan hele vores aften gik. Efter lidt tid besluttede vi os for at rykke op på taget, og nyde stjernehimmelen, som vi normalt ikke kan se meget af inde i Kairo. Vi tog en masse tæpper, en gang glas, cola, rom, øl og vin med derop, og sad så og nød stilheden og den rene luft. I det fjerne kunne vi høre frøer kvække, men ellers var alt bare stilhed. Vi får os en dukkert og nogen af os, måske Henrik og jeg...hvem ved?, en lille brandert på, før vi alle går ud som lys. Endnu en gang er det perfekt selskab, vi er kommet herud med.
Fredag står på endnu et par svømmeture, en lille solskoldning, god mad, afslapning, gåture, læsning, hygge og et par øl. Det er svært at forklare stemningen derude, men det er næsten, som at hoppe ind i en anden verden, når man kommer fra Kairo. Solen bager på huden, mens vinden stille stryger forbi palmerne og køler huden, så man ikke føler at man er ved at brænde op. Der er ingen larm fra trafik eller folk og det forekommer mig, at der er meget mere tid til at tænke og trække vejret herude. Og det gør vi så! Så meget som vi overhovedet kan, men vi kan dog ikke stoppe tiden.
Det blev lørdag middag, og vi skulle allerede hjemad mod Kairo igen. Jonas skulle hente sin far, søster og dennes kæreste i lufthavnen om eftermiddagen og han får arrangeret at køre til Kairo og ud til lufthavnen i en anden bil. Vi andre sætter kurs mod "Zamalek", hvor Henrik bor. Han har nemlig inviteret til grill-fest her til aften. Før det går løs, får vi dog lige tid til at nyde en gang ostekage og kaffe på en café, der hedder "Beano´s". Ikke dårligt.
Vi tog derefter ud for at handle ind til god mad, og begyndte at forberede grillen og maden. Kl. 20.00 begyndte der at komme folk. Igen viste vi danskere at være rimeligt godt præsenteret. Jonas kom lidt senere også med sine gæster. Det har været lidt af en omvæltning for dem at se hvordan nogle ting foregår i Ægypten, selvom de kun har set en lille del af det hele. Der blev drukket øl og drinks til den store guldmedalje hele natten, og før jeg fik set mig om, blev kl. 06.15, før jeg var kommet under dynen i "Maadi". To en halv time senere var jeg allerede oppe igen og på vej på arbejde. Det skulle også vise sig at blive en af de hårdeste arbejdsdage indtil nu, men kan man være konge om natten, må man også være mand om dagen. Man kan spørge sig selv, hvorfor man tager på afslapning, med det motiv at stresse af og lade batterierne op, for at drikke sig helt ned og ikke sove hele natten samme weekend. Jeg vil dog lade være at stille mig selv det spørgsmål. Man skal jo også huske bare at leve.
Det har været en fantastisk weekend der har budt på det hele. Total afslapning i naturskønne omgivelser og en vildt fed fest på en tagterrasse på syvende sal i hjertet af Kairo.
En ny omgang syrien-mave??
21/5-2009
Jeg har haft lidt dårlig mave de seneste dage, og jeg kan ikke lade være med at være lidt nervøs for, at det kunne udvikle sig til en situation, som den jeg var ude for i Syrien i 2006. Det var ikke noget, der var yderligere morsomt, og jeg håber, at det går i sig selv igen snart! De seneste dage har menuen bestået af kartoffel- gulerods-suppe. Forhåbentligt hjælper det lidt på det.
I dag gå turen endnu en gang ud til "Anafora". Henrik har arrangeret en hel weekentur denne gang, da vi alle var så begejstrede sidste gang. Endnu en gang består rejseselskabet af Henrik, Rikke, Jonas og jeg. Derudover har vi fået selskab af nogle folk, som Rikke er blevet venner med hernede. Det drejer sig om Rosy (fra England), Macy (fra Wales), og Lou (fra Australien).
Hvad vi skal lave ud over at slappe af vides ikke. Og det er også det, der er så dragende ved turen. Udover at skulle slappe fuldstændig af står den også på stjerneklar himmel, dyb ro, ren luft og afstresning. Desuden er maden derude helt fantastisk. Det kan kun blive en god tur! Forhåbentlig hjælper sådan en weekend også på maven!
Jeg har haft lidt dårlig mave de seneste dage, og jeg kan ikke lade være med at være lidt nervøs for, at det kunne udvikle sig til en situation, som den jeg var ude for i Syrien i 2006. Det var ikke noget, der var yderligere morsomt, og jeg håber, at det går i sig selv igen snart! De seneste dage har menuen bestået af kartoffel- gulerods-suppe. Forhåbentligt hjælper det lidt på det.
I dag gå turen endnu en gang ud til "Anafora". Henrik har arrangeret en hel weekentur denne gang, da vi alle var så begejstrede sidste gang. Endnu en gang består rejseselskabet af Henrik, Rikke, Jonas og jeg. Derudover har vi fået selskab af nogle folk, som Rikke er blevet venner med hernede. Det drejer sig om Rosy (fra England), Macy (fra Wales), og Lou (fra Australien).
Hvad vi skal lave ud over at slappe af vides ikke. Og det er også det, der er så dragende ved turen. Udover at skulle slappe fuldstændig af står den også på stjerneklar himmel, dyb ro, ren luft og afstresning. Desuden er maden derude helt fantastisk. Det kan kun blive en god tur! Forhåbentlig hjælper sådan en weekend også på maven!
onsdag den 20. maj 2009
Pyramider, god mad og hjemmelig hygge
20/5-2009
Hele banden foran "Keops-pyramiden" i "Giza". Fra højre er det Jon, Nakalema, Mig, Karina og Jonas.
Os alle sammen på en af pyramiderne.
Alle ni pyramider på stribe. Jeg kan dog ikke huske navnene. Men billedet viser, at der ikke var mange andre turister end os derude.
Selvom området ser tomt ud, skal man ikke tage fejl. Kairo ligger lige om hjørnet.
"Sphinxen" kommer man da heller ikke uden om, den skal også lige ses. Havde troet den var større, men imponerende er den dog stadig.
Et nervøst øjeblik var, da vi skulle ride et stykke igennem trafikken i "Giza". Det gik dog meget godt.
Mens Jonas og jeg har haft besøg, har jeg haft så travlt, at jeg ikke har nået at skrive på bloggen. Jeg vil derfor lige komme med en lille opdatering på nogle af de ting, som vi har lavet, mens vi har haft gæster. Vi har den seneste uge nået at være ude og se pyramiderne i "Giza" og "Saqqara", været ude at spise god mad, sejlet i "Feluca" og slappet lidt af hjemme med en god gang kortspil og øldrikkeri. I mellemtiden har jeg på arbejde færdiggjort min svine-artikel og fået at vide, at jeg skal være "intern-coordinator", indtil jeg stopper på kontoret i slutningen af juni.
Det har været dejligt at have besøg, og det var også helt fantastisk at se pyramiderne. Det gjorde vi på hesteryg fredag d. 15. maj. Som forventet var det et helvede at skulle finde sig i alt snyderiet ude omkring "Giza" og finde sig i at blive set på som en kilde til penge frem for et individ, men det er en af de gennemgående ting, jeg har lært at acceptere hernede, og vi får os da også forhandlet os frem til en god pris. Nådesløs forhandling er til gengæld en af de ting, jeg er blevet en del bedre til, efter at have været her en tre måneders tid. Alt i alt var det dog fantastisk at være ude at ride omkring pyramiderne. Bortset fra de ca. 40 grader, som temperaturen lød på! Og som i kan se på billederne var der overraskende få turister, der valgte samme tur som os, hvilket var rigtig dejligt! Det er altid mere spændende selv at opleve turist-ting, end det er at høre om dem, så jeg vil nøjes med at forklare pyramide-turen ved hjælp af et par billeder, som Nakalema tog på turen ved "Giza".
Hele banden foran "Keops-pyramiden" i "Giza". Fra højre er det Jon, Nakalema, Mig, Karina og Jonas. 
Os alle sammen på en af pyramiderne. 
Alle ni pyramider på stribe. Jeg kan dog ikke huske navnene. Men billedet viser, at der ikke var mange andre turister end os derude.
Selvom området ser tomt ud, skal man ikke tage fejl. Kairo ligger lige om hjørnet.
"Sphinxen" kommer man da heller ikke uden om, den skal også lige ses. Havde troet den var større, men imponerende er den dog stadig. 
Et nervøst øjeblik var, da vi skulle ride et stykke igennem trafikken i "Giza". Det gik dog meget godt. tirsdag den 19. maj 2009
Lidt billeder fra "Garbage City"
14/5-2009
Endnu mere skrald. På alle husene ligger der skrald, På billedet kan man se skraldet på en af husenes mellemste etager.
Den ægyptiske måde at læsse en bil på.
Da vi interviewede en af de berørte familier, var de ved at køre deres svin væk til slagtning. Sindene var i kog og der blev brugt meget kraftig retorik imod regeringen.
Vores gæster er taget ud for at se på pyramider ved "Zaqqara". Hvis jeg forstår Karina korrekt, er det i det område, at man finder pyramidens forgænger, nemlig trin-pyramiden. Nærmere betegnet bærer pyramiden i "Zaggara" navnet Djosers pyramide. Det gør den selvfølgelig, fordi den er bygget til en farao ved navn Djoser. Ved siden af pyramiden ligger Imhoteps tempel-kompleks. Til dem der har set filmen "The Mummy", kan jeg oplyse, at det er Imhotep, der har fået æren af at blive skildret som den onde mumie. Ikke en historie der afspejler historisk virkelighed, da Imhotep var arkitekt på Djosers pyramide og ganske vellidt. For dem der vil vide mere sætter jeg her et link ind: http://en.wikipedia.org/wiki/Step_Pyramid#Ancient_Egypt.
På arbejde er jeg ved at skrive om familiernes fremtidsperspektiver i "Garbage City". I den forbindelse har jeg fået lov til at bruge nogle af Buchis billeder fra vores to ture
til byen, så dem vil jeg vise jer nogle af:
til byen, så dem vil jeg vise jer nogle af: Udsigt over "Garbage City".
Et billede af en familie, der holder geder på taget af en af bygningerne.
Endnu mere skrald. På alle husene ligger der skrald, På billedet kan man se skraldet på en af husenes mellemste etager.
Grise i "Garbage City". I baggrunden ses tydeligt det bjerg af skrald, der gemmer sig mellem husene.
Den ægyptiske måde at læsse en bil på.
Da vi interviewede en af de berørte familier, var de ved at køre deres svin væk til slagtning. Sindene var i kog og der blev brugt meget kraftig retorik imod regeringen.
Besøg fra Danmark
13/5-2009
Vi har fået besøg fra Danmark. Karina, Nakalema og hendes kæreste Jon er kommet herned for at se lidt af de gamle levn fra Faraoernes tid. Karina læser ægyptologi og Nakalema nærorientalsk arkæologi. Den står derfor på pyramider og museum i den kommende uge.
Jeg hentede dem i lufthavnen kl. 04.15 i nat, så jeg er godt træt. Jonas og jeg havde besluttet os for at drikke et par øl for at holde os vågne, indtil jeg skulle afsted til lufthavnen. På vej hjem fra byen vil vi lige have lidt forsyninger fra "Mc Donalds", hvilket ender med, at jeg spiller fodbold i en halv times tid, midt om natten, med nogle drenge, som vi møder foran restauranten. En lidt speciel, men også god oplevelse. Efter den sportslige aktivitet tager jeg en taxa til lufthavnen og får, efter en del besvær og fejlagtige vejledninger i lufthavnen, fundet vores gæster og bragt dem hjem til lejligheden. Jeg kommer dog først i seng 06.15. Der er derfor en rigtig god forklaring på, at jeg har været helt smadret i dag.
Overraskende nok kommer jeg op til tiden og møder på arbejde kl. 10.00. Buchi, Sandra og jeg tager en tur mere til "Garbage City" for at interviewe familier, der er berørte af situationen. Måden det skal gøres på, foregår ved, at man kontakter en af de lokale præster, som så lader folk komme. Når man så kommer til sikkerhedskontrollen siger man så, at man har en aftale med en af præsterne. Uden en aftale med en lokal præst, kommer man ikke ind. Når man så kommer op til præsten, finder han en mand, der kan føre folk rundt i området. Standard procedure! Hvis man ikke har en lokal med, kan man hurtigt komme i problemer, når man tager billeder mm. Trods trætheden bliver det en rigtig god tur, og jeg får lavet fire interviews med svineaflevere på arabisk, så det var også god træning.
Da vi kommer hjem viser det sig, at de har haft en ganske udemærket dag. De har været på opdagelse i området, hvor vi bor, og har fået handlet lidt ind og fået lidt mad. Ellers har de slappet af og fået afklimatiseret lidt. De er alle tre enige i, at der er rigtig varmt hernede, og jeg kan kun give dem ret.
Jeg laver spaghetti og kødsovs til aftensmad. Bagefter vi får os et par øl, mens vi sidder og slapper af og ser en film. Jeg er helt kvæstet efter den lange hårde nat i går, og jeg beslutter mig for at gå i seng lidt over 23.00. Det er nu dejligt at have besøg!
Vi har fået besøg fra Danmark. Karina, Nakalema og hendes kæreste Jon er kommet herned for at se lidt af de gamle levn fra Faraoernes tid. Karina læser ægyptologi og Nakalema nærorientalsk arkæologi. Den står derfor på pyramider og museum i den kommende uge.
Jeg hentede dem i lufthavnen kl. 04.15 i nat, så jeg er godt træt. Jonas og jeg havde besluttet os for at drikke et par øl for at holde os vågne, indtil jeg skulle afsted til lufthavnen. På vej hjem fra byen vil vi lige have lidt forsyninger fra "Mc Donalds", hvilket ender med, at jeg spiller fodbold i en halv times tid, midt om natten, med nogle drenge, som vi møder foran restauranten. En lidt speciel, men også god oplevelse. Efter den sportslige aktivitet tager jeg en taxa til lufthavnen og får, efter en del besvær og fejlagtige vejledninger i lufthavnen, fundet vores gæster og bragt dem hjem til lejligheden. Jeg kommer dog først i seng 06.15. Der er derfor en rigtig god forklaring på, at jeg har været helt smadret i dag.
Overraskende nok kommer jeg op til tiden og møder på arbejde kl. 10.00. Buchi, Sandra og jeg tager en tur mere til "Garbage City" for at interviewe familier, der er berørte af situationen. Måden det skal gøres på, foregår ved, at man kontakter en af de lokale præster, som så lader folk komme. Når man så kommer til sikkerhedskontrollen siger man så, at man har en aftale med en af præsterne. Uden en aftale med en lokal præst, kommer man ikke ind. Når man så kommer op til præsten, finder han en mand, der kan føre folk rundt i området. Standard procedure! Hvis man ikke har en lokal med, kan man hurtigt komme i problemer, når man tager billeder mm. Trods trætheden bliver det en rigtig god tur, og jeg får lavet fire interviews med svineaflevere på arabisk, så det var også god træning.
Da vi kommer hjem viser det sig, at de har haft en ganske udemærket dag. De har været på opdagelse i området, hvor vi bor, og har fået handlet lidt ind og fået lidt mad. Ellers har de slappet af og fået afklimatiseret lidt. De er alle tre enige i, at der er rigtig varmt hernede, og jeg kan kun give dem ret.
Jeg laver spaghetti og kødsovs til aftensmad. Bagefter vi får os et par øl, mens vi sidder og slapper af og ser en film. Jeg er helt kvæstet efter den lange hårde nat i går, og jeg beslutter mig for at gå i seng lidt over 23.00. Det er nu dejligt at have besøg!
tirsdag den 12. maj 2009
Dansker-tur til "Anafora"
9/5-2009
Vi skal mødes med en dansk præst, der hedder Henrik, som jeg har fået kontakt med igennem Henrik fra studiet, inde på "Zamalek" kl. 10.00. Han har inviteret os på en tur et sted hen i mellem Kairo og Alexandria. Vi ved ikke helt, hvad der skal ske, men alene det at komme ud af byen lyder tiltrækkende.
Vi kommer ud af døren, og efter en lidt forvirrende taxatur kommer vi endelig derhen. Vi er ikke de eneste, der er blevet inviteret på tur. I bilen møder vi yderligere tre danskere. Det er alle sammen piger, som også er hernede i forbindelse med deres studie. To af dem, Rikke og Jette, er fra Aarhus Universitet og studerer selvfølgelig også arabisk. Den sidste hedder Annah og er ved at lave feltarbejde til sit speciale. Hun studerer antropologi på Københavns Universitet. De er heller ikke helt klar over, hvad vi skal på turen. Vi får os en hyggelig snak på vejen derud. Vi joker alle sammen lidt over, at vi faktisk kom af sted til tiden. Det er lang tid siden, at vi har prøvet, at noget er sket til tiden. dejligt at snakke dansk.
Henrik er præst og har boet hernede i fem år. Der skal ikke mange minutter til at finde ud af, at han er en super fin fyr. Han nedbryder en masse fordomme, som jeg nok må indrømme, at jeg har haft over for præster. Der er gang i ham, han har god humor, elsker en omgang druk med vennerne, og mener ikke, at man skal hellige sit liv for meget til at tænke på de hellige skrifter hele tiden, men i stedet nyde at være til. Der er helt sikkert grund til at mødes med ham igen hernede, og jeg er ikke i tvivl om, at det kunne blive nogle rigtig sjove weekendaftener, jeg kunne få med ham.
Efter lidt over en times kørsel ankommer vi til det Henrik kalder et kristent afslapningssted ved navn "Anafora". Det er et ret nyt sted, der er blevet kultiveret de sidste 10-15 år. Nu står der en masse huse og en kirke omringet af grønne marker og træer. Da vi kører ind gennem porten, er noget af det første, vi får øje på, en bil. Rundt om den står der en familie, der grangiveligt ligner danskere. I hvert fald ikke ægyptere! Og ganske rigtigt. De er danskere. Vi spørger, Henrik, hvad det egentligt er der skal ske her, og nu fortæller han, at han skal konfirmere et par danske unge.
Vi kører op til hovedbygningen og bliver vist ind til spisesalen. Der går ikke mange minutter før det begynder at vrimle med andre danskere og inden længe er vi vel oppe på en 30-35 stykker i alt. Det er vildt underligt at stå i Ægypten og være omringet af folk, der alle sammen snakker dansk! Det føles virkeligt mærkeligt i starten, og flere gange tager jeg mig selv i at snakke engelsk til dem.
Jeg går mig en tur sammen med de andre fra bilen. der er en pool ved siden af en masse feriehytter, som man kan leje. Det er lavet som et lille afslappende ferieparadis. Og det virker! Der er fuldstændig roligt herude, ikke noget jeg er vandt efter et par måneder i Kairo. Fantastisk! Vandet i poolen bliver pumpet direkte op fra undergrunden. der er ingen klor i vandet. Det kan godt ses på den lidt grønlige farve vandet har. Henrik fortæller, at det normalt ikke er grønt, og at det er skønt at komme derud og slappe af. Trods farven er jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg senere skal have mig en dukkert.
Efter en snak med pigerne om, hvad de synes om at være i Ægypten som piger, og hvad de mener det sværeste ved at være væk hjemmefra er, bliver vi budt ind til mad. Det er alt sammen mad der bliver dyrket på stedet. Det er derforogså økologisk. Det er uden tvivl det bedste mad, jeg har fået hernede! Efter maden bevæger vi os ned i kirken, hvor konfirmationen skal foregå. Kirken er virkelig hyggeligt indrettet. der er ingen bænke, men i stedet puder at sidde på. Gulvet består af et stort tæppe, og skoene bliver stillet udenfor. Det er en meget speciel oplevelse at se et par unge danskere blive konfirmeret i sådan en kirke. Det virker på en måde lidt uvant i de her rammer, og så alligevel så rigtigt.
Efter konfirmationen er det endelig tur til en dukkert. Det er dejligt forfriskende med en dukkert i køligt undergrundsvand. Henrik lægger planer for en weekendtur herud, med et par flasker sprut og ellers bare afslapning. Det er vi alle med på! Så skal vi bare lige finde en weekend, der passer alle.
Bagefter går vi en tur i området. det er utroligt, at man kan få noget som helst til at gro hernede. Det må kræve en del vand at få noget til at grå i en sandkasse. Kl. 19.00 er der aftensmad. Endnu engang fantastisk lækkert. Henrik fortæller, at han normalt betaler ca 75 kr. pr. døgn herude. Det lyder vildt! En hytte, swimmingpool og al denne lækre mad for 75 kr. om dagen er jo ingen ting!
Da vi kommer tilbage til Kairo inviterer Henrik os op til en drink. Sikker en lækker lejlighed han har. Han bor på øverste etage i en af de højere bygninger på "Zamalek". Det betyder, at han har tagterrasse. Vi får serveret tequila og mørk rom, og vi når at få en lille skid på, før vi kommer hjemad. Rikke og Jette beslutter sig for at holde fest næste fredag. Da har vi besøg af Karina og Nakalema fra studiet og Nakalemas kæreste. Det bliver en danskerfest aldrig set magen til i Kairo!
Vi skal mødes med en dansk præst, der hedder Henrik, som jeg har fået kontakt med igennem Henrik fra studiet, inde på "Zamalek" kl. 10.00. Han har inviteret os på en tur et sted hen i mellem Kairo og Alexandria. Vi ved ikke helt, hvad der skal ske, men alene det at komme ud af byen lyder tiltrækkende.
Vi kommer ud af døren, og efter en lidt forvirrende taxatur kommer vi endelig derhen. Vi er ikke de eneste, der er blevet inviteret på tur. I bilen møder vi yderligere tre danskere. Det er alle sammen piger, som også er hernede i forbindelse med deres studie. To af dem, Rikke og Jette, er fra Aarhus Universitet og studerer selvfølgelig også arabisk. Den sidste hedder Annah og er ved at lave feltarbejde til sit speciale. Hun studerer antropologi på Københavns Universitet. De er heller ikke helt klar over, hvad vi skal på turen. Vi får os en hyggelig snak på vejen derud. Vi joker alle sammen lidt over, at vi faktisk kom af sted til tiden. Det er lang tid siden, at vi har prøvet, at noget er sket til tiden. dejligt at snakke dansk.
Henrik er præst og har boet hernede i fem år. Der skal ikke mange minutter til at finde ud af, at han er en super fin fyr. Han nedbryder en masse fordomme, som jeg nok må indrømme, at jeg har haft over for præster. Der er gang i ham, han har god humor, elsker en omgang druk med vennerne, og mener ikke, at man skal hellige sit liv for meget til at tænke på de hellige skrifter hele tiden, men i stedet nyde at være til. Der er helt sikkert grund til at mødes med ham igen hernede, og jeg er ikke i tvivl om, at det kunne blive nogle rigtig sjove weekendaftener, jeg kunne få med ham.
Efter lidt over en times kørsel ankommer vi til det Henrik kalder et kristent afslapningssted ved navn "Anafora". Det er et ret nyt sted, der er blevet kultiveret de sidste 10-15 år. Nu står der en masse huse og en kirke omringet af grønne marker og træer. Da vi kører ind gennem porten, er noget af det første, vi får øje på, en bil. Rundt om den står der en familie, der grangiveligt ligner danskere. I hvert fald ikke ægyptere! Og ganske rigtigt. De er danskere. Vi spørger, Henrik, hvad det egentligt er der skal ske her, og nu fortæller han, at han skal konfirmere et par danske unge.
Vi kører op til hovedbygningen og bliver vist ind til spisesalen. Der går ikke mange minutter før det begynder at vrimle med andre danskere og inden længe er vi vel oppe på en 30-35 stykker i alt. Det er vildt underligt at stå i Ægypten og være omringet af folk, der alle sammen snakker dansk! Det føles virkeligt mærkeligt i starten, og flere gange tager jeg mig selv i at snakke engelsk til dem.
Jeg går mig en tur sammen med de andre fra bilen. der er en pool ved siden af en masse feriehytter, som man kan leje. Det er lavet som et lille afslappende ferieparadis. Og det virker! Der er fuldstændig roligt herude, ikke noget jeg er vandt efter et par måneder i Kairo. Fantastisk! Vandet i poolen bliver pumpet direkte op fra undergrunden. der er ingen klor i vandet. Det kan godt ses på den lidt grønlige farve vandet har. Henrik fortæller, at det normalt ikke er grønt, og at det er skønt at komme derud og slappe af. Trods farven er jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg senere skal have mig en dukkert.
Efter en snak med pigerne om, hvad de synes om at være i Ægypten som piger, og hvad de mener det sværeste ved at være væk hjemmefra er, bliver vi budt ind til mad. Det er alt sammen mad der bliver dyrket på stedet. Det er derforogså økologisk. Det er uden tvivl det bedste mad, jeg har fået hernede! Efter maden bevæger vi os ned i kirken, hvor konfirmationen skal foregå. Kirken er virkelig hyggeligt indrettet. der er ingen bænke, men i stedet puder at sidde på. Gulvet består af et stort tæppe, og skoene bliver stillet udenfor. Det er en meget speciel oplevelse at se et par unge danskere blive konfirmeret i sådan en kirke. Det virker på en måde lidt uvant i de her rammer, og så alligevel så rigtigt.
Efter konfirmationen er det endelig tur til en dukkert. Det er dejligt forfriskende med en dukkert i køligt undergrundsvand. Henrik lægger planer for en weekendtur herud, med et par flasker sprut og ellers bare afslapning. Det er vi alle med på! Så skal vi bare lige finde en weekend, der passer alle.
Bagefter går vi en tur i området. det er utroligt, at man kan få noget som helst til at gro hernede. Det må kræve en del vand at få noget til at grå i en sandkasse. Kl. 19.00 er der aftensmad. Endnu engang fantastisk lækkert. Henrik fortæller, at han normalt betaler ca 75 kr. pr. døgn herude. Det lyder vildt! En hytte, swimmingpool og al denne lækre mad for 75 kr. om dagen er jo ingen ting!
Da vi kommer tilbage til Kairo inviterer Henrik os op til en drink. Sikker en lækker lejlighed han har. Han bor på øverste etage i en af de højere bygninger på "Zamalek". Det betyder, at han har tagterrasse. Vi får serveret tequila og mørk rom, og vi når at få en lille skid på, før vi kommer hjemad. Rikke og Jette beslutter sig for at holde fest næste fredag. Da har vi besøg af Karina og Nakalema fra studiet og Nakalemas kæreste. Det bliver en danskerfest aldrig set magen til i Kairo!
søndag den 10. maj 2009
Basket med gadebørn
8/5-2009
Vi skal mødes med den ansvarshavende for "Gam3" nede ved Mac Donalds kl. 09.00. Vi er lidt trætte efter eksorcisme og skraldeby i går, men vi kommer op, og kommer derned til tiden. Hende, vi skal mødes med, giver sig lidt god tid, og er der 09.30. Derefter kører vi ud til et område i "New Maadi", som ikke ligger så langt fra Maadi. Det er derude, gadebørnene kan mødes hver fredag formiddag, for at spille basket. Vi får at vide, at der blev kastet sten efter dem, første gang de kom derud, indtil de fandt ud af, hvorfor de var der. Det er et område, hvor de ikke er vandt til, at folk kommer kørende i store biler og i pænt tøj, så vi skiller os rimeligt meget ud. Vi håber dog ikke, at der bliver kastet sten efter os i dag!
Jeg skal nok lige forklare lidt nærmere, hvad "Gam3" er. Det er en organisation, som organiserer basket for hjemløse og fattige børn. Der er frivilligt for børnene om de vil komme eller ej. "Gam3" stiller så basketbaner og T-shirts til rådighed. De børn der kommer flere gange får også et par brugte sko fra Danmark. "Gam3" er en dansk organisation, som også er støttet af DEDI ligesom jeg. Efter træning er der også mad og drikkelse til børnene. Målet er at få både Kristne og Muslimske børn til at mødes til en gang sport i sedet for at lave ballade og få en bedre forståelse af, at vi alle er mennesker, lige meget hvad vi tror på. Noha, som er hende der står for "Game" i Ægypten, fortæller, at de plejer at have ca. 50-60 børn i Maadi, men for tiden er der færre. Både fordi de har skiftet det sted, hvor de spiller, og fordi de lidt ældre børn har det der svarer til terminsprøver derhjemme.
Da vi kommer derhen er børnene ret skeptiske over, hva vi er for nogen. Noha har dog haft en dansk praktikkant i foråret, og hun fortæller, at vi er fra samme lan, og straks er vi ikke så slemme. Der går heller ikke mere end 10 minutter før de nysgerrigt begynder at spørge indtil, hvad vi laver her??? Det giver en del "street credit", at vi kan arabisk, og det gør dem også kun endnu mere nysgerrige. Det er en brandvarm dag, og der går ikke lange før jeg kan mærke, at sveden pibler frem på panden. Min kondi er heller ikke lige, hvad den har været. Det er ikke meget man får rørt sig hernede! Det gør det dog også kun endnu mere rart at komme lidt ud og bevæge benene. Jonas og jeg tager på et tidspunkt en 15 minutters kamp. Hver af os spiller med en af børnene, så det er to mod to. Jeg vinder selvfølgelig 3-0 (det skal lige siges, at Jonas er en del bedre til basket, end jeg er, men han er for meget legebarn og for lidt vinderinstinkt til at vinde den her). Vi er begge to fuldstændigt færdige, da kampen er slut, til stor fornøjelse for børnene. Det skal siges, at de er mellem 10-12 år og vandt til varmen. Lige en smule forsvar for Jonas og jeg.
Det er fantastisk at se, hvordan børnene hygger sig med spillet og hvordan de arbejder sammen. Jonas og jeg giver op 30 minutter før tid, og sidder i stedet og ser på, og får en snak med Noha. Jonas skal lave noget organisatorisk halløj for hende, mens han er her. Jeg er virkelig glad for, at jeg kom med i dag. Det var ikke planlagt, men det er ikke sidste gang jeg tager med.
Da vi kommer hjem er vi begge i rigtig godt humør. Jeg er blevet lidt solbrændt. Havde glemt solcremen her til morgen. Det var en rigtig god oplevelse at være ude og se, hvad "Gam3" betyder for de her børn, der ellers ikke har meget at glæde sig over til hverdag eller mulighed for ellers at mødes med andre børn på den måde.
Om aftenen får vi besøg af Alex og to af hans venner. Det er super hyggeligt. De er alle tre fra Nigeria og kommet til Ægypten for at prøve lykken i fodbold. Der er åbenbart mange unge fra Nigeria, der kommer til Ægypten for fodboldens skyld.
Da vi går i seng, er vi enige om, at det har været en rigtig god dag!
Vi skal mødes med den ansvarshavende for "Gam3" nede ved Mac Donalds kl. 09.00. Vi er lidt trætte efter eksorcisme og skraldeby i går, men vi kommer op, og kommer derned til tiden. Hende, vi skal mødes med, giver sig lidt god tid, og er der 09.30. Derefter kører vi ud til et område i "New Maadi", som ikke ligger så langt fra Maadi. Det er derude, gadebørnene kan mødes hver fredag formiddag, for at spille basket. Vi får at vide, at der blev kastet sten efter dem, første gang de kom derud, indtil de fandt ud af, hvorfor de var der. Det er et område, hvor de ikke er vandt til, at folk kommer kørende i store biler og i pænt tøj, så vi skiller os rimeligt meget ud. Vi håber dog ikke, at der bliver kastet sten efter os i dag!
Jeg skal nok lige forklare lidt nærmere, hvad "Gam3" er. Det er en organisation, som organiserer basket for hjemløse og fattige børn. Der er frivilligt for børnene om de vil komme eller ej. "Gam3" stiller så basketbaner og T-shirts til rådighed. De børn der kommer flere gange får også et par brugte sko fra Danmark. "Gam3" er en dansk organisation, som også er støttet af DEDI ligesom jeg. Efter træning er der også mad og drikkelse til børnene. Målet er at få både Kristne og Muslimske børn til at mødes til en gang sport i sedet for at lave ballade og få en bedre forståelse af, at vi alle er mennesker, lige meget hvad vi tror på. Noha, som er hende der står for "Game" i Ægypten, fortæller, at de plejer at have ca. 50-60 børn i Maadi, men for tiden er der færre. Både fordi de har skiftet det sted, hvor de spiller, og fordi de lidt ældre børn har det der svarer til terminsprøver derhjemme.
Da vi kommer derhen er børnene ret skeptiske over, hva vi er for nogen. Noha har dog haft en dansk praktikkant i foråret, og hun fortæller, at vi er fra samme lan, og straks er vi ikke så slemme. Der går heller ikke mere end 10 minutter før de nysgerrigt begynder at spørge indtil, hvad vi laver her??? Det giver en del "street credit", at vi kan arabisk, og det gør dem også kun endnu mere nysgerrige. Det er en brandvarm dag, og der går ikke lange før jeg kan mærke, at sveden pibler frem på panden. Min kondi er heller ikke lige, hvad den har været. Det er ikke meget man får rørt sig hernede! Det gør det dog også kun endnu mere rart at komme lidt ud og bevæge benene. Jonas og jeg tager på et tidspunkt en 15 minutters kamp. Hver af os spiller med en af børnene, så det er to mod to. Jeg vinder selvfølgelig 3-0 (det skal lige siges, at Jonas er en del bedre til basket, end jeg er, men han er for meget legebarn og for lidt vinderinstinkt til at vinde den her). Vi er begge to fuldstændigt færdige, da kampen er slut, til stor fornøjelse for børnene. Det skal siges, at de er mellem 10-12 år og vandt til varmen. Lige en smule forsvar for Jonas og jeg.
Det er fantastisk at se, hvordan børnene hygger sig med spillet og hvordan de arbejder sammen. Jonas og jeg giver op 30 minutter før tid, og sidder i stedet og ser på, og får en snak med Noha. Jonas skal lave noget organisatorisk halløj for hende, mens han er her. Jeg er virkelig glad for, at jeg kom med i dag. Det var ikke planlagt, men det er ikke sidste gang jeg tager med.
Da vi kommer hjem er vi begge i rigtig godt humør. Jeg er blevet lidt solbrændt. Havde glemt solcremen her til morgen. Det var en rigtig god oplevelse at være ude og se, hvad "Gam3" betyder for de her børn, der ellers ikke har meget at glæde sig over til hverdag eller mulighed for ellers at mødes med andre børn på den måde.
Om aftenen får vi besøg af Alex og to af hans venner. Det er super hyggeligt. De er alle tre fra Nigeria og kommet til Ægypten for at prøve lykken i fodbold. Der er åbenbart mange unge fra Nigeria, der kommer til Ægypten for fodboldens skyld.
Da vi går i seng, er vi enige om, at det har været en rigtig god dag!
fredag den 8. maj 2009
"Garbage City" og eksorcisme
7/5-2009
En muslimsk kvinde ligger og ryster på kirkegulvet. Præsten slår vand i hovedet på hende, mens han giver hende lussinger med det trækors, som han holder i hånden, og mumler en masse ord. Vi er havnet midt i en eksorcisme i en kirke i "Garbage City". Den historie vender jeg tilbage til!
I forbindelse med svine-influensaens indtog og regimets beslutning om at slagte alle Ægyptens 250.000-300.000 svin, som har fået en del international omtale, har vi på kontoret besluttet os for at tage ud og besøge de kristne svineavlere for at høre, hvad de har at sige om situationen og finde ud af, hvordan deres fremtidsudsigter ser ud, hvis alle svin bliver slagtet. Et vigtigt spørgsmål er bl.a, om der vil være kompensation for de aflivede svin eller ej. I internationale medier har der været forundring og kritik af regimets beslutning om at slagte alle svin, da Ægypten er det eneste land i verden, der har besluttet at reagere sådan i stedet for at sætte svinene i karantæne, og eksperter har udtalt, at det er en underlig reaktion, da der ikke er registreret svine-influensa i landet. Nogle medier har derfor spekuleret i, om indgrebet kunne være sekterisk begrundet og en reaktion på styrets forsøg på yderligere islamisering, og derfor også indeholder forsøg på undertrykkelse af den kristne minoritet i landet.
Vi er fem fra kontoret der tage derud. Kees, Jonas, Buchi (den nye kinesiske praktikant), Karim (vores chauffør) og jeg. Vi ankommer til bjerget, hvor "byen" ligger kl. ca. 16.00.
I starten er det svært at tro sine egne øjne! Det bliver hurtigt klart, hvorfor området er kendt som "Garbage City". Det er bogstaveligt talt en losseplads, hvor der bor folk. Mange folk! De kristne har bygget byen inden for de sidste 30 år. De fleste huse er derfor forholdsvis nye, men det er ikke at se. Der bor ca. 150.000 mennesker i "byen". Området ligger i udkanten af det nord-østlige Kairo, og det er her, de fleste af Kairos skraldemænd holder til. Dem er der ca. 250.000 af, så det er over 2/3-dele af dem, der lever her. Overalt ligger der bunker af skrald. Ikke kun på gaderne, men også i opgangene, på tagene og højst sandsynligt også inde i de fleste huse. Det er over halvdelen af Kairos skrald der ender her, og det kan føles og lugtes. Lugten af råd hænger tungt i luften, og hver gang man indånder, er det som at stikke hovedet ned i en skraldespand og tage en dyb indånding. Ikke lige det jeg normalt vil betegne som behageligt! Skraldet samler de kristne til genbrug. Madresterne fodrer svineavlerne deres dyr med. Geder, høns og de omtalte svin er de mest almindelige. Plastik, jern og andet brugbart bliver sendt til...selvfølgelig...Kina, hvor det bliver omdannet til varer, der så igen bliver eksporteret og solgt billigt i alle verdens lande. Folk ser lige så fattige ud, som de gør i "Upper Egypt", men man skal ikke tage fejl, de fleste skraldemænd tjener gode penge.
Et er skraldemænd, noget andet er svineavlere. Man kan undre sig over, at folk gider leve sådan et sted og arbejde på den måde, men det er der selvfølgelig en god grund til. Arbejdsløsheden i Egypten er, pga. overbefolkning og landets svage økonomi, tårn høj, og der er ikke andet arbejde at få. Det gælder også svineavlerne. Hvis de mister deres livsgrundlag, er der ikke andre steder de kan vende sig hen, og det har betydet en del ballade efter regimets beslutning om at slagte alle svin. I søndags kom det til sammenstød mellem politistyrker og unge lokale i området.
Da vi kommer uanmeldt, kan vi ikke få lov til at se svinene, da de er blevet gemt af vejen af frygt for, at politistyrker skulle komme tilbage for at slagte dem. Vi kan dog komme igen i næste uge og få en rundvisning i "byen". Vi får derimod lov til at snakke med den lokale præst.
Da vi kommer ind i til ham, er han optaget af at sørge for, at de unge, der blev anholdt i søndags, får den rette juridiske hjælp. Præstens opgave i sådan et område, er ikke kun at være præst, men også at fungere som indbyggernes leder, da der ikke findes andre repræsentanter og officielt valgte, der kan tale de kristnes sag. Præstens rolle er derfor yderst vigtig i forhold til at holde uroligheder nede. En præsts prædiken kan være afgørende, da en kritisk tale overfor regimet vil kunne få situationen til at eskalere. Han fortæller, at sagen har skabt meget uro, da folk er fortvivlede over, at de ikke har noget levegrundlag, hvis svinene bliver slagtet, og fortæller, at det vil komme til yderligere sammenstød, hvis politistyrkerne vender tilbage, hvilket de uden tvivl gør.
Vi bliver inviteret til aftenens prædiken med efterfølgende eksorcisme og takker ja. Prædikenen foregår i en stor halvt-udendørs kirke hugget ind i en klippe oppe på bjerget. Vi bliver fortalt, at kirken er den største i Mellemøsten, målt på siddepladser (Ca. 8000). Det skal lige nævnes, at området, hvor kirken ligger, ikke minder det mindste om resten af "byen". Der ligger flere kirker deroppe, der er rent og store udskæringer pynter de omkringliggende klippevægge. Området med kirkerne er det eneste ved "byen", der afspejler de mange penge, den koptiske kirke er i besiddelse af. Budskabet, som præsten leverer i sin prædiken, handler om tilgivelse og styrken i Gud, og formaner derfor til ikke at indgyde til flere sammenstød. Hvad de Kristne svineaflevere derimod skal gøre, når deres svin er blevet slagtet, bliver der ikke sagt noget om. Noget af det, som jeg ligger mærke til under prædikenen, er, at der er mange Muslimer til stede. Det havde jeg ikke regnet med!
Efter prædikenen går turen til en lidt mindre kirke (3000 siddepladser), hvor eksorcismen skal foregå. Ingen af os har overværet en eksorcisme før, ikke engang Kees, der har boet her i snart 30 år, og vi ved derfor ikke, hvad der venter os.
Da vi er præstens personlige gæster, får vi selvfølgelig sæde på forreste række. Da han kommer ind på scenen, (kirken ligner mest af alt et romersk amfi-teater) råber han i mikrofonen, at vi skal forsage alt det onde. Musikken begynder at spille og et stort lærred med et powerpointshow bliver vist, med en tekst der lyder; "Jesus sæt mig fri". Det er også det folk fra nu af synger i kor til musikken. Han beder folk, der skal have foretaget en djævleuddrivelse, om at stille sig op i kø, og han begynder derefter at drive djævlene ud på alle syndere. Det er et teater, som jeg aldrig troede, jeg skulle opleve:
Folk kommer hen til præsten og fortæller, hvad der er galt med dem. Han beder vedkommende om at lukke øjnene, ligger hånden på hovedet af dem og begynder derefter at føre dem rundt i cirkel indtil de vælter om, og ligger og ryster på gulvet. Derefter sætter han sig ved siden af, ligger korset på panden af vedkommende og mumler nogle ord. Vedkommende der ligger på gulvet skriger og vrider sig, indtil præsten siger; Du djævel forsvind fra dette Guds skabning". Når det er sagt, sætter folk sig op, og bliver guidet væk fra scenen. Nogle grædende, andre lettere svimle. Dette scenarie gentager sig flere gange.
Efter lidt tid opdager jeg noget, der forbavser mig. I køen, der efterhånden tæller op til 100 folk, står der flere muslimske kvinder. De er lette at genkende, da de har tørklæde på, hvilket de Kristne ikke har. Djævleuddrivelsen, med de ovenstående begivenheder, bliver udført på en række Muslimer, før vi begiver os på vej hjemad. Kees fortæller, at det er meget normalt, at både Muslimer og Kristne opsøger både Imamer og præster, hvis de har et problem, som de ikke kan få løst. Hvis det ene ikke virker, virker det andet måske.
Selve eksorcismen ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Det var en kvalmende og underlig oplevelse, som jeg har svært ved at forholde mig til. kan det virkeligt passe, at så mange mennesker, lige efter at de har overværet en prædiken, opdager, at der er en djævel i dem? Især nyfødte børn? Om ikke andet har aftenens begivenheder vist mig, at gensidig respekt mellem Muslimer og Kristne, ikke så sjældent, er tilstede blandt almindelige ægyptere. At situationen mellem religiøse grupper er mere nuanceret end først antaget.
Det faktum, at så mange Muslimer kan overvære en Kristen messe og få lov til at få udført en eksorcisme af en Kristen præst, uden at folk ser underligt på det eller råber op, viser at sameksistens absolut er mulig, og at vi derhjemme, til tider, godt kan lære noget om mulighederne for en større religiøs forståelse af de forskelle religioner, der findes i Danmark.
En muslimsk kvinde ligger og ryster på kirkegulvet. Præsten slår vand i hovedet på hende, mens han giver hende lussinger med det trækors, som han holder i hånden, og mumler en masse ord. Vi er havnet midt i en eksorcisme i en kirke i "Garbage City". Den historie vender jeg tilbage til!
I forbindelse med svine-influensaens indtog og regimets beslutning om at slagte alle Ægyptens 250.000-300.000 svin, som har fået en del international omtale, har vi på kontoret besluttet os for at tage ud og besøge de kristne svineavlere for at høre, hvad de har at sige om situationen og finde ud af, hvordan deres fremtidsudsigter ser ud, hvis alle svin bliver slagtet. Et vigtigt spørgsmål er bl.a, om der vil være kompensation for de aflivede svin eller ej. I internationale medier har der været forundring og kritik af regimets beslutning om at slagte alle svin, da Ægypten er det eneste land i verden, der har besluttet at reagere sådan i stedet for at sætte svinene i karantæne, og eksperter har udtalt, at det er en underlig reaktion, da der ikke er registreret svine-influensa i landet. Nogle medier har derfor spekuleret i, om indgrebet kunne være sekterisk begrundet og en reaktion på styrets forsøg på yderligere islamisering, og derfor også indeholder forsøg på undertrykkelse af den kristne minoritet i landet.
Vi er fem fra kontoret der tage derud. Kees, Jonas, Buchi (den nye kinesiske praktikant), Karim (vores chauffør) og jeg. Vi ankommer til bjerget, hvor "byen" ligger kl. ca. 16.00.
I starten er det svært at tro sine egne øjne! Det bliver hurtigt klart, hvorfor området er kendt som "Garbage City". Det er bogstaveligt talt en losseplads, hvor der bor folk. Mange folk! De kristne har bygget byen inden for de sidste 30 år. De fleste huse er derfor forholdsvis nye, men det er ikke at se. Der bor ca. 150.000 mennesker i "byen". Området ligger i udkanten af det nord-østlige Kairo, og det er her, de fleste af Kairos skraldemænd holder til. Dem er der ca. 250.000 af, så det er over 2/3-dele af dem, der lever her. Overalt ligger der bunker af skrald. Ikke kun på gaderne, men også i opgangene, på tagene og højst sandsynligt også inde i de fleste huse. Det er over halvdelen af Kairos skrald der ender her, og det kan føles og lugtes. Lugten af råd hænger tungt i luften, og hver gang man indånder, er det som at stikke hovedet ned i en skraldespand og tage en dyb indånding. Ikke lige det jeg normalt vil betegne som behageligt! Skraldet samler de kristne til genbrug. Madresterne fodrer svineavlerne deres dyr med. Geder, høns og de omtalte svin er de mest almindelige. Plastik, jern og andet brugbart bliver sendt til...selvfølgelig...Kina, hvor det bliver omdannet til varer, der så igen bliver eksporteret og solgt billigt i alle verdens lande. Folk ser lige så fattige ud, som de gør i "Upper Egypt", men man skal ikke tage fejl, de fleste skraldemænd tjener gode penge.
Et er skraldemænd, noget andet er svineavlere. Man kan undre sig over, at folk gider leve sådan et sted og arbejde på den måde, men det er der selvfølgelig en god grund til. Arbejdsløsheden i Egypten er, pga. overbefolkning og landets svage økonomi, tårn høj, og der er ikke andet arbejde at få. Det gælder også svineavlerne. Hvis de mister deres livsgrundlag, er der ikke andre steder de kan vende sig hen, og det har betydet en del ballade efter regimets beslutning om at slagte alle svin. I søndags kom det til sammenstød mellem politistyrker og unge lokale i området.
Da vi kommer uanmeldt, kan vi ikke få lov til at se svinene, da de er blevet gemt af vejen af frygt for, at politistyrker skulle komme tilbage for at slagte dem. Vi kan dog komme igen i næste uge og få en rundvisning i "byen". Vi får derimod lov til at snakke med den lokale præst.
Da vi kommer ind i til ham, er han optaget af at sørge for, at de unge, der blev anholdt i søndags, får den rette juridiske hjælp. Præstens opgave i sådan et område, er ikke kun at være præst, men også at fungere som indbyggernes leder, da der ikke findes andre repræsentanter og officielt valgte, der kan tale de kristnes sag. Præstens rolle er derfor yderst vigtig i forhold til at holde uroligheder nede. En præsts prædiken kan være afgørende, da en kritisk tale overfor regimet vil kunne få situationen til at eskalere. Han fortæller, at sagen har skabt meget uro, da folk er fortvivlede over, at de ikke har noget levegrundlag, hvis svinene bliver slagtet, og fortæller, at det vil komme til yderligere sammenstød, hvis politistyrkerne vender tilbage, hvilket de uden tvivl gør.
Vi bliver inviteret til aftenens prædiken med efterfølgende eksorcisme og takker ja. Prædikenen foregår i en stor halvt-udendørs kirke hugget ind i en klippe oppe på bjerget. Vi bliver fortalt, at kirken er den største i Mellemøsten, målt på siddepladser (Ca. 8000). Det skal lige nævnes, at området, hvor kirken ligger, ikke minder det mindste om resten af "byen". Der ligger flere kirker deroppe, der er rent og store udskæringer pynter de omkringliggende klippevægge. Området med kirkerne er det eneste ved "byen", der afspejler de mange penge, den koptiske kirke er i besiddelse af. Budskabet, som præsten leverer i sin prædiken, handler om tilgivelse og styrken i Gud, og formaner derfor til ikke at indgyde til flere sammenstød. Hvad de Kristne svineaflevere derimod skal gøre, når deres svin er blevet slagtet, bliver der ikke sagt noget om. Noget af det, som jeg ligger mærke til under prædikenen, er, at der er mange Muslimer til stede. Det havde jeg ikke regnet med!
Efter prædikenen går turen til en lidt mindre kirke (3000 siddepladser), hvor eksorcismen skal foregå. Ingen af os har overværet en eksorcisme før, ikke engang Kees, der har boet her i snart 30 år, og vi ved derfor ikke, hvad der venter os.
Da vi er præstens personlige gæster, får vi selvfølgelig sæde på forreste række. Da han kommer ind på scenen, (kirken ligner mest af alt et romersk amfi-teater) råber han i mikrofonen, at vi skal forsage alt det onde. Musikken begynder at spille og et stort lærred med et powerpointshow bliver vist, med en tekst der lyder; "Jesus sæt mig fri". Det er også det folk fra nu af synger i kor til musikken. Han beder folk, der skal have foretaget en djævleuddrivelse, om at stille sig op i kø, og han begynder derefter at drive djævlene ud på alle syndere. Det er et teater, som jeg aldrig troede, jeg skulle opleve:
Folk kommer hen til præsten og fortæller, hvad der er galt med dem. Han beder vedkommende om at lukke øjnene, ligger hånden på hovedet af dem og begynder derefter at føre dem rundt i cirkel indtil de vælter om, og ligger og ryster på gulvet. Derefter sætter han sig ved siden af, ligger korset på panden af vedkommende og mumler nogle ord. Vedkommende der ligger på gulvet skriger og vrider sig, indtil præsten siger; Du djævel forsvind fra dette Guds skabning". Når det er sagt, sætter folk sig op, og bliver guidet væk fra scenen. Nogle grædende, andre lettere svimle. Dette scenarie gentager sig flere gange.
Efter lidt tid opdager jeg noget, der forbavser mig. I køen, der efterhånden tæller op til 100 folk, står der flere muslimske kvinder. De er lette at genkende, da de har tørklæde på, hvilket de Kristne ikke har. Djævleuddrivelsen, med de ovenstående begivenheder, bliver udført på en række Muslimer, før vi begiver os på vej hjemad. Kees fortæller, at det er meget normalt, at både Muslimer og Kristne opsøger både Imamer og præster, hvis de har et problem, som de ikke kan få løst. Hvis det ene ikke virker, virker det andet måske.
Selve eksorcismen ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Det var en kvalmende og underlig oplevelse, som jeg har svært ved at forholde mig til. kan det virkeligt passe, at så mange mennesker, lige efter at de har overværet en prædiken, opdager, at der er en djævel i dem? Især nyfødte børn? Om ikke andet har aftenens begivenheder vist mig, at gensidig respekt mellem Muslimer og Kristne, ikke så sjældent, er tilstede blandt almindelige ægyptere. At situationen mellem religiøse grupper er mere nuanceret end først antaget.
Det faktum, at så mange Muslimer kan overvære en Kristen messe og få lov til at få udført en eksorcisme af en Kristen præst, uden at folk ser underligt på det eller råber op, viser at sameksistens absolut er mulig, og at vi derhjemme, til tider, godt kan lære noget om mulighederne for en større religiøs forståelse af de forskelle religioner, der findes i Danmark.
søndag den 3. maj 2009
Intet nyt fra Kairo
2/5-2009
Da vi kom hjem fra byen i går, var jeg slet ikke træt eller klar til at sove. Jonas gik ud som et lys, efter vi kom hjem. Jeg gik i stedet ned for at købe vand. Kl. var næsten 03.00, men det skulle ikke forhindre mig i at snakke med butiksejeren om lønninger og det offentlige system i Danmark. Hvordan jeg præcis gjorde, har alkoholen formået at få mig til at glemme, men ud af det, som jeg kan huske, virkede det på mandens reaktion som om, at det jeg sagde, gav meget god mening.
Da jeg havde været nede efter vand satte jeg mig, i stedet for at gå i seng, til at se "Intet nyt fra vestfronten". Jeg havde aldrig set den før, og det var nok det, der skyldtes interessen. Jeg tændte egentlig kun fjernsynet, for at have lidt underholdning, indtil jeg havde fået drukket en ordentlig omgang vand. Filmen endte dog med at fange mig så meget, at jeg sad oppe til 05.30 for at se den færdig.
Og her er jeg så nu. Mega træt efter i går. Jeg har kun sovet til kl. 10.00. Vågnede og kunne underligt nok ikke sove mere. Indtil nu har jeg bare siddet i sofaen og stenet TV. Lever lidt i min egen boble i dag. Burde sove et par timer mere, men kan ikke. Jonas tager i kirke om lidt. Vi har aftalt at mødes til mad nede i Maadi kl. ca. 19.00. En ting er sikkert, det bliver en meget stille dag i dag. Intet nyt fra Kairo!
Da vi kom hjem fra byen i går, var jeg slet ikke træt eller klar til at sove. Jonas gik ud som et lys, efter vi kom hjem. Jeg gik i stedet ned for at købe vand. Kl. var næsten 03.00, men det skulle ikke forhindre mig i at snakke med butiksejeren om lønninger og det offentlige system i Danmark. Hvordan jeg præcis gjorde, har alkoholen formået at få mig til at glemme, men ud af det, som jeg kan huske, virkede det på mandens reaktion som om, at det jeg sagde, gav meget god mening.
Da jeg havde været nede efter vand satte jeg mig, i stedet for at gå i seng, til at se "Intet nyt fra vestfronten". Jeg havde aldrig set den før, og det var nok det, der skyldtes interessen. Jeg tændte egentlig kun fjernsynet, for at have lidt underholdning, indtil jeg havde fået drukket en ordentlig omgang vand. Filmen endte dog med at fange mig så meget, at jeg sad oppe til 05.30 for at se den færdig.
Og her er jeg så nu. Mega træt efter i går. Jeg har kun sovet til kl. 10.00. Vågnede og kunne underligt nok ikke sove mere. Indtil nu har jeg bare siddet i sofaen og stenet TV. Lever lidt i min egen boble i dag. Burde sove et par timer mere, men kan ikke. Jonas tager i kirke om lidt. Vi har aftalt at mødes til mad nede i Maadi kl. ca. 19.00. En ting er sikkert, det bliver en meget stille dag i dag. Intet nyt fra Kairo!
1. maj
1/5-2009
Det er 1. maj. Det bliver dog en dag uden øl og spas og løjer hernede. Det er godt nok en helligdag ligesom derhjemme, men det bliver ikke fejret på samme måde hernede. Da det er fredag, og vi alligevel har weekend giver det ikke en gang bonus i form af en fridag.
Jonas og jeg tager ned på "Club 55" for at få lidt at spise og surmule lidt over, at vi ikke er hjemme til 1. maj. Vi har hørt, at april har været en fantastisk måned derhjemme, og vi savner begge to det danske forår. Det er noget andet at ligge i "Kongens Have" og nyde godt vejr og øl med vennerne end at sidde hernede. Det danske forår er nu noget specielt, især sammenlignet med Kairos asfaltjungle, hvor der kun findes én udtørret park, nemlig "Azhar Parken", som oven i købet ligger i udkanten af byen. Den dejlige duft af forår, med træer der springer ud, bliver hernede udskiftet med lugten af benzin, skrald og støv, der fylder alle små kringelkroge, som man end måtte have. Vi beslutter os for at tage hævn!
Da vi kommer hjem, bestiller vi en ordentlig omgang øl. Jonas har fundet et program, der gør, at han kan downloade musikvideoer fra "You Tube". Han har siddet hele eftermiddagen og downloadet en masse musik, som vi nu vil udnytte til at få os i god stemning. Det lykkes udemærket! Da vi har fået os drukket godt og grundigt fulde, smutter vi i byen! Vi tager på en bar, der hedder "Red Onion". Den viser sig at være næsten tom, og vi bliver kun hængende til en enkelt øl. Vi bliver fortalt, at der skulle være endnu en bar tæt på, der hedder "Boss". Vi tager derhen. Der er langt mere gang i baren der, og der er oven i købet live musik. Baren er fyldt med udlændinge, og der er ikke meget ægyptisk over musikken, indretningen eller gæsterne. Det er nu alligevel meget rart for en afveksling. Det bliver en våd aften, og vi ender med at tage godt bedukkede hjem omkring 02.00 tiden. Jonas er også så stiv, at han næsten ikke kan se ligeud mere. Nåå mine damer og herrer, så fik vi alligevel fejret 1. maj!
Det er 1. maj. Det bliver dog en dag uden øl og spas og løjer hernede. Det er godt nok en helligdag ligesom derhjemme, men det bliver ikke fejret på samme måde hernede. Da det er fredag, og vi alligevel har weekend giver det ikke en gang bonus i form af en fridag.
Jonas og jeg tager ned på "Club 55" for at få lidt at spise og surmule lidt over, at vi ikke er hjemme til 1. maj. Vi har hørt, at april har været en fantastisk måned derhjemme, og vi savner begge to det danske forår. Det er noget andet at ligge i "Kongens Have" og nyde godt vejr og øl med vennerne end at sidde hernede. Det danske forår er nu noget specielt, især sammenlignet med Kairos asfaltjungle, hvor der kun findes én udtørret park, nemlig "Azhar Parken", som oven i købet ligger i udkanten af byen. Den dejlige duft af forår, med træer der springer ud, bliver hernede udskiftet med lugten af benzin, skrald og støv, der fylder alle små kringelkroge, som man end måtte have. Vi beslutter os for at tage hævn!
Da vi kommer hjem, bestiller vi en ordentlig omgang øl. Jonas har fundet et program, der gør, at han kan downloade musikvideoer fra "You Tube". Han har siddet hele eftermiddagen og downloadet en masse musik, som vi nu vil udnytte til at få os i god stemning. Det lykkes udemærket! Da vi har fået os drukket godt og grundigt fulde, smutter vi i byen! Vi tager på en bar, der hedder "Red Onion". Den viser sig at være næsten tom, og vi bliver kun hængende til en enkelt øl. Vi bliver fortalt, at der skulle være endnu en bar tæt på, der hedder "Boss". Vi tager derhen. Der er langt mere gang i baren der, og der er oven i købet live musik. Baren er fyldt med udlændinge, og der er ikke meget ægyptisk over musikken, indretningen eller gæsterne. Det er nu alligevel meget rart for en afveksling. Det bliver en våd aften, og vi ender med at tage godt bedukkede hjem omkring 02.00 tiden. Jonas er også så stiv, at han næsten ikke kan se ligeud mere. Nåå mine damer og herrer, så fik vi alligevel fejret 1. maj!
fredag den 1. maj 2009
Endnu en gang et farvel
30/4-2009
Det er officiel helligdag i dag. Vi har, som vi ellers havde håbet, ikke fået fri. Det er Kirstens sidste arbejdsdag, og vi skal holde en lille afskedsfest for hende i aften. Jeg har endelig tid til at arbejde på Abu Fana igen.
Kl. 17.00 bliver det endnu engagn tid til afskedsceremoni. Det er en rumle, som vi kun kender alt for godt efterhånden. Der er mange praktikkanter her, og der er vel i gennemsnit ca. 2 af den slags ceremonier om måneden. Da vi har spist de obligatoriske søde sager og drukket lidt sodavand smutter Kirsten og de andre praktikkanter ind til byen. Jonas og jeg mødes med dem senere, da vi først skal vise Jielis, den kommende chef på kontoret, vores lejlighed. Han skal overtage organisationen til juli, og han vil se, om vores lejlighed er noget for ham.
Da vi har fået vist ham "hulen", smutter vi ind til byen. Vi mødes med de andre på "Tahrir Square". De har købt mad, og vi smutter nu ned for at sejle en tur i "Flucca". Det er altid hyggeligt med en tur på Nilen, og der er nye ansigter med hver gang. De nye er denne gang en hollandsk kvinde og en kinesisk mand. Da vi har hygget os på med god mad, musik og afslapning i en times tid, er det tid til farvel. Kirsten har stået for alt, der har med praktikkanter at gøre, og vi kender hende derfor rigtig godt alle sammen. Hun har været en god koordinator og hun vil blive savnet på kontoret for hendes gode humør og frokostture.
Efter afskeden tager Jonas og jeg tilbage til Maadi. Jeg er super træt og går tidligt i seng.
Det er officiel helligdag i dag. Vi har, som vi ellers havde håbet, ikke fået fri. Det er Kirstens sidste arbejdsdag, og vi skal holde en lille afskedsfest for hende i aften. Jeg har endelig tid til at arbejde på Abu Fana igen.
Kl. 17.00 bliver det endnu engagn tid til afskedsceremoni. Det er en rumle, som vi kun kender alt for godt efterhånden. Der er mange praktikkanter her, og der er vel i gennemsnit ca. 2 af den slags ceremonier om måneden. Da vi har spist de obligatoriske søde sager og drukket lidt sodavand smutter Kirsten og de andre praktikkanter ind til byen. Jonas og jeg mødes med dem senere, da vi først skal vise Jielis, den kommende chef på kontoret, vores lejlighed. Han skal overtage organisationen til juli, og han vil se, om vores lejlighed er noget for ham.
Da vi har fået vist ham "hulen", smutter vi ind til byen. Vi mødes med de andre på "Tahrir Square". De har købt mad, og vi smutter nu ned for at sejle en tur i "Flucca". Det er altid hyggeligt med en tur på Nilen, og der er nye ansigter med hver gang. De nye er denne gang en hollandsk kvinde og en kinesisk mand. Da vi har hygget os på med god mad, musik og afslapning i en times tid, er det tid til farvel. Kirsten har stået for alt, der har med praktikkanter at gøre, og vi kender hende derfor rigtig godt alle sammen. Hun har været en god koordinator og hun vil blive savnet på kontoret for hendes gode humør og frokostture.
Efter afskeden tager Jonas og jeg tilbage til Maadi. Jeg er super træt og går tidligt i seng.
De rige skraldemænd
29/4-2009
Jeg fortsætter med at rette opgaver. Jeg synes, at vores deltagere fra seminaret fortjener en ordentlig gennemgang af deres opgaver og noget "feedback", som de kan bruge til noget. Dagen på arbejde går hurtigt, og der sker ikke de vilde overraskelser. Vi holder evalueringsmøde om seminaret og snakker om, hvad der gik godt og skidt, og hvordan det kan gøres bedre næste gang.
Efter arbejde skal vi på sprogskole. Det bliver en fantastisk time. Vi har fået overbevist vores underviser om, at vi helst vil snakke om interessante emner, og så øve os på de ord, der er tilknyttet det emne. I dag snakker vi om, hvordan lønningsniveauerne er hernede. Det viser sig, til min store forbløffelse, at skraldemændene åbenbart har flere penge end de fleste. De får penge for at levere ting som aluminium, jern og plastik til genbrug, og det giver rigtig godt. Vores underviser bekræfter også, at læger på offentlige sygehuse kun tjener 400 pund om måneden, og at det er et stort problem, da de derfor også udfører ulovlige operationer ved siden af, for at have til dagen og vejen. En af dem er bl.a. omskæring af piger, som er ulovligt. Desuden er det et problem, at det giver meget mere i løn at være skraldemand end f.eks. læge, da mange unge ægyptere derfor ikke gider tage en vidergående uddannelse, men hellere vil gå direkte fra skolen og ud i erhvervslivet. Det er jo ikke skidt som sådan, men hvis ingen gider uddanne sig til læge eller lign., bliver det et stort problem i fremtiden.
Efter undervisning tager vi ned og får et par øl på den lokale. Da vi kommer hjem er det på hovedet i seng.
Jeg fortsætter med at rette opgaver. Jeg synes, at vores deltagere fra seminaret fortjener en ordentlig gennemgang af deres opgaver og noget "feedback", som de kan bruge til noget. Dagen på arbejde går hurtigt, og der sker ikke de vilde overraskelser. Vi holder evalueringsmøde om seminaret og snakker om, hvad der gik godt og skidt, og hvordan det kan gøres bedre næste gang.
Efter arbejde skal vi på sprogskole. Det bliver en fantastisk time. Vi har fået overbevist vores underviser om, at vi helst vil snakke om interessante emner, og så øve os på de ord, der er tilknyttet det emne. I dag snakker vi om, hvordan lønningsniveauerne er hernede. Det viser sig, til min store forbløffelse, at skraldemændene åbenbart har flere penge end de fleste. De får penge for at levere ting som aluminium, jern og plastik til genbrug, og det giver rigtig godt. Vores underviser bekræfter også, at læger på offentlige sygehuse kun tjener 400 pund om måneden, og at det er et stort problem, da de derfor også udfører ulovlige operationer ved siden af, for at have til dagen og vejen. En af dem er bl.a. omskæring af piger, som er ulovligt. Desuden er det et problem, at det giver meget mere i løn at være skraldemand end f.eks. læge, da mange unge ægyptere derfor ikke gider tage en vidergående uddannelse, men hellere vil gå direkte fra skolen og ud i erhvervslivet. Det er jo ikke skidt som sådan, men hvis ingen gider uddanne sig til læge eller lign., bliver det et stort problem i fremtiden.
Efter undervisning tager vi ned og får et par øl på den lokale. Da vi kommer hjem er det på hovedet i seng.
Føj for satan!
28/4-2009
På arbejde begynder Jonas og jeg at rette opgaverne igennem. Det viser sig at være både godt og skidt. Til tider er det næsten umuligt at forstå, hvad de prøver at pointerer. Både pga. forvirrende sprog og opbygning. De fleste af dem har dog lavet nogle rigtig fine opgaver, og det tyder på, at budskabet generelt er gået ind på lystavlen. Der er dog ingen af deltagerne, der er blevet helt færdige. Det kan man ikke bebrejde dem med den rum tid, de havde til rådighed. Vi skriver vejledninger ned til dem, så de kan arbejde videre med deres opgaver, hvis de har lyst. Nogle af dem er helt sikkert værdige til at blive lagt ud på vores hjemmeside, hvis de bliver skrevet helt færdige og rettet igennem.
Efter arbejde lokker jeg Jonas til at tage med ud i "City Stars". Jeg vil gerne købe lidt lettere tøj og en ny taske, efter den jeg have blev stjålet i Spanien. Vi løber rundt i dette kæmpe helvede af et shoppingcenter, til vi begge er helt rundtossede. Jeg får købt en ny taske, et par shorts og et par sko. Så har jeg vidst shoppet nok for denne gang!
Vi finder en taxa og begiver os hjemad. Jeg kommer i tanke om, at der er "Champions League" i aften. Barcelona skal spille mod Chelsea, og det vil jeg ikke gerne gå glip af. Noget af det jeg har undret mig meget over hernede, er at folk ikke står af vejen for at krydse ringvejen. Det skal siges, at der bliver kørt 100-110 km/h på ringvejen, og det svarer derfor til at krydse motorvejen derhjemme til fods, bortset fra at der er 100 gange flere biler på vejene hernede. Jeg har tit tænkt ved mig selv, om det aldrig går galt? Hvad jeg på det tidspunkt ikke ved er, at vi desværre skal opleve det på tætteste hold om et øjeblik:
Vi kører på ringvejen, da lastbilen foran os pludseligt bremser hårdt op. Al trafik stopper. Biler bag os begynder et dytte og folk råber ud af vinduerne, at folk skal køre videre. Vi holder bag lastbilen, og den rører sig ikke ud af stedet. Bilerne i det yderste spor begynder langsomt at køre videre, og efter lidt tid får vores chauffør presset sig ud i sporet ved siden af lastbilen. Da vi kommer op på siden af lastbilen, går det op for mig, hvad der er sket! 10 meter foran lastbilen ser jeg først en masse madvarer ligge og flyde på vejen. Og så ser jeg hvad der ligger ved siden af. Jeg råber til Jonas, at han skal kigge væk. For mig er det dog for sent. Jeg har allerede set det, og billedet er allerede blevet indprintet i hjernebarken. Jeg kan ikke kigge væk, da vi stille triller forbi scenariet. En ubevægelig krop ligger på kørebanen. Der hvor der engang var et ansigt, er der nu kun en ugenkendelig masse tilbage. Hele hovedet er blevet presset 5 centimeter ind og en tyk mørkerød væske flyder ud derfra og farver asfalten. Det er et modbydeligt syn, og alligevel kan jeg ikke lade være med at fastholde øjnene på det. Hvis man tror på Gud, er der ingen tvivl om, at ham her er blevet kaldet hjem. Lastbilen har ramt ham frontalt med 110 km/h. Umuligt at overleve! Det får en til at huske på, hvor skrøpeligt livet er, og hvor hurtigt det kan være slut.
På arbejde begynder Jonas og jeg at rette opgaverne igennem. Det viser sig at være både godt og skidt. Til tider er det næsten umuligt at forstå, hvad de prøver at pointerer. Både pga. forvirrende sprog og opbygning. De fleste af dem har dog lavet nogle rigtig fine opgaver, og det tyder på, at budskabet generelt er gået ind på lystavlen. Der er dog ingen af deltagerne, der er blevet helt færdige. Det kan man ikke bebrejde dem med den rum tid, de havde til rådighed. Vi skriver vejledninger ned til dem, så de kan arbejde videre med deres opgaver, hvis de har lyst. Nogle af dem er helt sikkert værdige til at blive lagt ud på vores hjemmeside, hvis de bliver skrevet helt færdige og rettet igennem.
Efter arbejde lokker jeg Jonas til at tage med ud i "City Stars". Jeg vil gerne købe lidt lettere tøj og en ny taske, efter den jeg have blev stjålet i Spanien. Vi løber rundt i dette kæmpe helvede af et shoppingcenter, til vi begge er helt rundtossede. Jeg får købt en ny taske, et par shorts og et par sko. Så har jeg vidst shoppet nok for denne gang!
Vi finder en taxa og begiver os hjemad. Jeg kommer i tanke om, at der er "Champions League" i aften. Barcelona skal spille mod Chelsea, og det vil jeg ikke gerne gå glip af. Noget af det jeg har undret mig meget over hernede, er at folk ikke står af vejen for at krydse ringvejen. Det skal siges, at der bliver kørt 100-110 km/h på ringvejen, og det svarer derfor til at krydse motorvejen derhjemme til fods, bortset fra at der er 100 gange flere biler på vejene hernede. Jeg har tit tænkt ved mig selv, om det aldrig går galt? Hvad jeg på det tidspunkt ikke ved er, at vi desværre skal opleve det på tætteste hold om et øjeblik:
Vi kører på ringvejen, da lastbilen foran os pludseligt bremser hårdt op. Al trafik stopper. Biler bag os begynder et dytte og folk råber ud af vinduerne, at folk skal køre videre. Vi holder bag lastbilen, og den rører sig ikke ud af stedet. Bilerne i det yderste spor begynder langsomt at køre videre, og efter lidt tid får vores chauffør presset sig ud i sporet ved siden af lastbilen. Da vi kommer op på siden af lastbilen, går det op for mig, hvad der er sket! 10 meter foran lastbilen ser jeg først en masse madvarer ligge og flyde på vejen. Og så ser jeg hvad der ligger ved siden af. Jeg råber til Jonas, at han skal kigge væk. For mig er det dog for sent. Jeg har allerede set det, og billedet er allerede blevet indprintet i hjernebarken. Jeg kan ikke kigge væk, da vi stille triller forbi scenariet. En ubevægelig krop ligger på kørebanen. Der hvor der engang var et ansigt, er der nu kun en ugenkendelig masse tilbage. Hele hovedet er blevet presset 5 centimeter ind og en tyk mørkerød væske flyder ud derfra og farver asfalten. Det er et modbydeligt syn, og alligevel kan jeg ikke lade være med at fastholde øjnene på det. Hvis man tror på Gud, er der ingen tvivl om, at ham her er blevet kaldet hjem. Lastbilen har ramt ham frontalt med 110 km/h. Umuligt at overleve! Det får en til at huske på, hvor skrøpeligt livet er, og hvor hurtigt det kan være slut.
Velfortjent fridag
27/4-2009
Vi holder fri i dag. Vi tager ind til boghandelen ved AUC (American University of Cairo) for at købe et par bøger at læse i. Vi finde begge et par spændende bøger og fortsætter videre rundt i Down Town. Jonas vil se om han kan finde noget software af en slags. Det er han stor fan af. Jeg ved ikke altid helt hvorfor. Vi søger efter det flere forskellige steder, men det lykkes ham dog ikke at finde noget.
Vi tager tilbage til Maadi for at få lidt at spise og slappe af i den brændende sol. Det er for varmt til at spangulere rundt hele dagen. Vi sidder og slapper af indtil vi skal på sprogskole. Det er rigtig længe siden at vi har haft undervisning, og jeg glæder mig til at kommer i gang igen. Jonas og jeg er kommet i gang med at terpe lidt ord om aftenen, men jeg synes, at jeg lærer for lidt hernede. Jeg vil gerne give det en skalde, men det er svært, når det meste af dagen går med at arbejde.
Efter sprogskole tager vi hjem og slapper af. Vi er begge enige om, at dagen er gået for hurtigt, og at det kunne have været rart med endnu en fridag. Det kan det dog ikke blive til. Kirsten stopper som praktikkoordinator på torsdag. Jeg skal overtage hendes job midlertidigt, og jeg skal derfor sættes ind i nogle ting, før hun smutter. Det bliver underligt, når hun er væk, da det er hende, jeg snakker mest med på arbejde. Derudover presser Kees på med, at jeg skal afslutte Abu Fana projektet, men det er ikke helt let med alt det andet, som jeg skal tage mig af ved siden af. Arbejde er der nok af!
Vi holder fri i dag. Vi tager ind til boghandelen ved AUC (American University of Cairo) for at købe et par bøger at læse i. Vi finde begge et par spændende bøger og fortsætter videre rundt i Down Town. Jonas vil se om han kan finde noget software af en slags. Det er han stor fan af. Jeg ved ikke altid helt hvorfor. Vi søger efter det flere forskellige steder, men det lykkes ham dog ikke at finde noget.
Vi tager tilbage til Maadi for at få lidt at spise og slappe af i den brændende sol. Det er for varmt til at spangulere rundt hele dagen. Vi sidder og slapper af indtil vi skal på sprogskole. Det er rigtig længe siden at vi har haft undervisning, og jeg glæder mig til at kommer i gang igen. Jonas og jeg er kommet i gang med at terpe lidt ord om aftenen, men jeg synes, at jeg lærer for lidt hernede. Jeg vil gerne give det en skalde, men det er svært, når det meste af dagen går med at arbejde.
Efter sprogskole tager vi hjem og slapper af. Vi er begge enige om, at dagen er gået for hurtigt, og at det kunne have været rart med endnu en fridag. Det kan det dog ikke blive til. Kirsten stopper som praktikkoordinator på torsdag. Jeg skal overtage hendes job midlertidigt, og jeg skal derfor sættes ind i nogle ting, før hun smutter. Det bliver underligt, når hun er væk, da det er hende, jeg snakker mest med på arbejde. Derudover presser Kees på med, at jeg skal afslutte Abu Fana projektet, men det er ikke helt let med alt det andet, som jeg skal tage mig af ved siden af. Arbejde er der nok af!
Så var det besværet værd i sidste ende
26/4-2009
Det er sidste dag med seminar. I dag skal vores deltagere forholde sig til ensidet og "farvet" litteratur og mediedækning. Vi kommer som forventet først i gang kl. 11.00 Der dukker tre færre op end i går. Det gør dog ikke så meget. Dem der er kommet er indstillet på at gøre en indsats og det bærer lønnen i sig selv. De har hele eftermiddagen til at skrive. De skal aflevere opgaverne kl. 17.30.
Til middag får vi hjemmelavet ægyptisk mad, som Kees´ og Sawsans kok har lavet til os. Menuen består af Kofta (finthakket oksekød tilsat krydderier og rullet i små pølser), ris stegt i krydderier, hjemmelavet pasta med ægyptisk kødsovs og stegte grønsager. Det er noget af det lækreste jeg har fået hernede, og vi konkluderer at det mad, man spiser hjemme hos ægypterne er en del anderledes end det man får på restauranterne.
Vores deltagere er så ernærgiske, at de er lige ved at springe middagen over fordi de hellere vil spise, men vi får tilsidst overbevist dem om, at man arbejder bedre med lidt i maven, så hjernen har lidt at køre på. Generelt spiser ægypterne på kontoret heller ikke middagsmad. Det har Jonas og jeg undet os meget over under vores ophold hernede. Det kan da umuligt være helt sundt.
De sidste opgaver bliver afleveret 17.40. Der er blevet knoklet godt med opgaverne. Den længste er på hele 22 sider. Meget imponerende når man tænker på, at de har haft lidt over to døgn til at skrive dem. Om de 22 sider, så er velskrevet og akademiske finder vi ud af næste uge. Jonas og jeg skal rette alle opgaver, så der bliver forhåbentligt lidt god læsning??
Efter de har afleveret, holder vi en lille seremoni med udlevering af certifikater til deltagerne. De virker alle sammen meget taknemmelige for, at de fik muligheden for at være med til seminaret. Det er ikke hver dag, at der bliver afholdt gratis seminar en hel weekend i Ægypten fortæller de. En af deltagerne, der hedder Ayman, holder en lille tale på vejne af alle deltagere, og det varmer om hjertet.
Vi kommer hjem ved syv-tiden. Vi bestiller et par øl og får os en snak, om de ting vi har oplevet i wekenden. Det har været et møde med en gruppe ægyptere på godt og ondt. Vi har oplevet stor ligegyldighed og mangel på pligtopfyldelse, men så sandelig også det modsattte. Det har været mindst lige så lærerigt for os at få lov til at planlægge sådan et seminar, som det har været for vores deltagere at være med, og mange af de ting jeg har lært i processen vil jeg kunne bruge i fremtiden.
Det er sidste dag med seminar. I dag skal vores deltagere forholde sig til ensidet og "farvet" litteratur og mediedækning. Vi kommer som forventet først i gang kl. 11.00 Der dukker tre færre op end i går. Det gør dog ikke så meget. Dem der er kommet er indstillet på at gøre en indsats og det bærer lønnen i sig selv. De har hele eftermiddagen til at skrive. De skal aflevere opgaverne kl. 17.30.
Til middag får vi hjemmelavet ægyptisk mad, som Kees´ og Sawsans kok har lavet til os. Menuen består af Kofta (finthakket oksekød tilsat krydderier og rullet i små pølser), ris stegt i krydderier, hjemmelavet pasta med ægyptisk kødsovs og stegte grønsager. Det er noget af det lækreste jeg har fået hernede, og vi konkluderer at det mad, man spiser hjemme hos ægypterne er en del anderledes end det man får på restauranterne.
Vores deltagere er så ernærgiske, at de er lige ved at springe middagen over fordi de hellere vil spise, men vi får tilsidst overbevist dem om, at man arbejder bedre med lidt i maven, så hjernen har lidt at køre på. Generelt spiser ægypterne på kontoret heller ikke middagsmad. Det har Jonas og jeg undet os meget over under vores ophold hernede. Det kan da umuligt være helt sundt.
De sidste opgaver bliver afleveret 17.40. Der er blevet knoklet godt med opgaverne. Den længste er på hele 22 sider. Meget imponerende når man tænker på, at de har haft lidt over to døgn til at skrive dem. Om de 22 sider, så er velskrevet og akademiske finder vi ud af næste uge. Jonas og jeg skal rette alle opgaver, så der bliver forhåbentligt lidt god læsning??
Efter de har afleveret, holder vi en lille seremoni med udlevering af certifikater til deltagerne. De virker alle sammen meget taknemmelige for, at de fik muligheden for at være med til seminaret. Det er ikke hver dag, at der bliver afholdt gratis seminar en hel weekend i Ægypten fortæller de. En af deltagerne, der hedder Ayman, holder en lille tale på vejne af alle deltagere, og det varmer om hjertet.
Vi kommer hjem ved syv-tiden. Vi bestiller et par øl og får os en snak, om de ting vi har oplevet i wekenden. Det har været et møde med en gruppe ægyptere på godt og ondt. Vi har oplevet stor ligegyldighed og mangel på pligtopfyldelse, men så sandelig også det modsattte. Det har været mindst lige så lærerigt for os at få lov til at planlægge sådan et seminar, som det har været for vores deltagere at være med, og mange af de ting jeg har lært i processen vil jeg kunne bruge i fremtiden.
Abonner på:
Opslag (Atom)
