Down Town Kairo

28/3-2009

Det bliver en stille dag. Jonas fandt ikke et jakkesæt, der faldt i hans smag i går, så vi har besluttet os for at tage ind til Down Town Kairo igen i dag. Vi kender rumlen, og dagen i dag kommer til at ligne i går. Bortset fra at jeg i dag, har husket mit kamera. Jeg har besluttet mig for at tage et par billeder, og lægge dem ud på bloggen.

Tallat Harb:

Vi handler jakkesæt til Jonas, og nyder det gode vejr!

Jonas på Tallat Harb i solskin og 28 grader

Folk der handler og nyder vejret inde ved Tallat Harb

Jonas prøver et jakkesæt på i en af de mange tøjbutikker i Tallat Harb

Tahrir Square:

Jonas og jeg sætter os på en café og får drukket kaffe og te. Billederne viser udsigten over Tahrir Square.

Udsig over Tahrir Square

Fint besøg kræver fint tøj!

27/3-2009

Jeg skal som sagt mødes, med én repræsentant fra den spanske ambassade på søndag, og det kræver fint tøj. Jeg står sent op, da vi kom sent hjem i går. Jeg har en smule værken i hovedet, men ikke de vilde tømmermænd ellers. Da Jonas står op, beslutter vi os for at tage ind til byen og se på jakkesæt.

Udenfor skinner solen endnu engang. Det er virkelig en fantastisk dag, og jeg får helt sommerkuller. Da vi kommer ind til byen, prøver vi at finde hen til "Tallat Harb". Vi har fået at vide, at det er der, man kan købe fine jakkesæt til rimelige penge. Vi går lidt forvirrede rundt. Der er masser af folk på gaden, og det er svært at vide, hvilken butik vi skal gå ind i, når hver fjerde butik sælger herremode. Vi spørger én af de lokale og får anbefalet et sted, der ligger tæt på, hvor vi er. Da vi kommer derind, bliver vi med det samme serviceret. Jeg har set et jakkesæt i vinduet, som jeg synes var flot, og før jeg får set mig om, har jeg fået det på. Det er et sort jakkesæt med grå nålestriber. Det ser sku ikke så ringe ud! Det skal være det! Køber yderligere en skjorte og et slips til. Så er jeg klar til møde på søndag. Bukserne skal lægges op, og jeg kan hente det om to timer. Det hele koster 800 pund.

Vi går videre ned af "Tallat Harb". Jonas skal også finde et jakkesæt. Vi går ind i de forstå 10 butikker for at kigge. Det viser sig dog at kvaliteten i de andre butikker virkelig er dårligere. Der er blandt andet puttet skumgummi i skuldrene, og Jonas kommer oftest til at ligne en druknet mus med alt for store skuldre. Det er ikke det værd at spare 100 pund på noget, der ikke er nær så god kvalitet. Vi når til enden af gaden og beslutter os for at få noget at spise. Jeg skal hente mit jakkesæt om ca. en time.

På vejen tilbage går vi igen ind i en masse herrebutikker. Der er dog ingen af dem, der har den model eller kvalitet, som Jonas gerne vil have. Vi oplever at blive slæbt ned ad smalle gyder og ind i baggårde, hvor der ligger små butikker med tøj. Dog desværre også i rigtig dårlig kvalitet. Det irriterer os, at ekspedienterne ikke accepterer et nej for et nej. De presser konstant på for, at Jonas køber produktet. Det er svært ikke at lade være med at opføre sig en smule ubehøvlet til gengæld. Vi når tilbage til den butik, hvor jeg købte mit jakkesæt. Det er færdigt, og jeg får hele herligheden pakket ned i tilsvarende beskyttende pose, og af sted hjemad går det. Vi beslutter os for at prøve løkken igen i morgen, så Jonas kan få købt sig et jakkesæt. Vi skal begge bruge det søndag. Det er blevet sent, og vi orker ikke flere ubehøvlede tøjsælgere.

Til fødselsdag på "After Eight"

26/3-2009

Det er torsdag og sidste arbejdsdag. Har ikke sovet så godt i nat, da en flok børn havde valgt at irritere de vilde hunde, der holder til lige ude foran vores dør. Ikke super fedt! Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at børnene løber rundt udenfor kl. 01.00 om natten, når de skal i skole dagen efter. Solen skinner fra en skyfri himmel, og det er begyndt at bliver rigtig varmt midt på dagen. Tæt på de 30 grader vil jeg tro.

På arbejde går alting som det skal. Jeg har fået en masse forskellige opgaver, og det er rigtig dejligt at blive aktiveret med en masse forskellige opgaver. Én af de ting jeg skal lave i dag, er at udvælge en masse billeder fra min tur fra "Upper Egypt", som skal passe til en artikel, som Kees har skrevet. Den handler om formålet med turen, og de informationer vi fik ud af vores besøg. Yderligere skal jeg udvælge en masse billeder fra turen, som beskriver ægyptisk landsbyliv. Jeg tog næsten 200 billeder på turen, så der skulle være noget at vælge imellem. Yderligere skal jeg beskrive problematikken vedrørende byudvidelser i området. Befolkningsvæksten i området er et stort problem, da det mindsker det areal, indbyggerne har til kultivering. Det kultiverede område er kun 5 kilometer på hver side af Nilen, så der er ikke så meget at rutte med.

Dagen går hurtigt og weekenden er hurtigt en realitet. I aften skal vi til fødselsdag på en klub inde i Kairo der hedder "After Eight". Jonas og jeg slapper lidt af, inden vi skal være derinde. Vi har købt et par øl som vi sidder og nyder hjemme i lejligheden, mens vi hører arabisk musik og gamle danske sange. Vi slutter af med "Har jeg bildæk" af "Drengene fra Angora". Vi savner begge to den danske humor. Nok mest fordi vi ikke snakker ægyptisk godt nok til at forstå alle deres jokes, men sådan en sang var nok ikke blevet tilladt hernede. Ærgerligt!

Vi kommer ind til "After Eight" kl. 22.30. Vi skal mødes med nogle amerikanere, som vi mødte på "Klub 55" for lidt over en uge siden. Den ene af dem har fødselsdag, så der skal festes igennem. At komme derind er lidt som et omvendt kulturchok. Det ligner mest en fancy klub, som man finder dem i København. Lyset er dæmpet og der er en god stemning. Vi finder amerikanerne og får bestilt et par øl.

Da vi har været der et stykke tid, begynder der for alvor at komme folk. Musikken får en tand mere, og snart står alle folk op og danser. Noget af det, jeg lægger mærke til, er at folk, efter lidt indtagelse af alkohol, begynder at stå og kysse på dansegulvet. Ikke noget man ellers ser hernede. Det bliver også klart, at de folk der kommer her, er fra overklassen. Ingen af pigerne har tørklæde på, og der bliver ikke holdt tilbage i forhold til alkohol og fræk dans. Jonas og jeg har også fået så hatten passer, da vi bevæger os hjemad ved 03.30 tiden.

Vi finder en taxa og kører mod Maadi. Vi aftaler at betale 50 pund. Vi beder dog chaufføren om at køre os et smut forbi MC Donalds på vejen hjem. Han venter tålmodigt udenfor. Da vi bliver sat af, beslutter vi os for at give ham lidt ekstra for god service og rart selskab. Vi giver ham 80 pund i stedet for 50, og da vi stiger ud, er han næsten på grådets rand. Efter jeg er begyndt at læse i "Taxa", er det blevet klart for mig, hvor svært liver er hernede, når man er taxa chauffør. Mange af dem knokler for at overleve! Man skal absolut være taknemmelig, for det man har.

Canadiske officerer og underlig aften

25/3-2009

Endnu engang er Jonas på uforklareligvis hoppet tidligt ud af sengen. Han vækkede mig i nat ved at tale i søvne. Det er langt fra første gang, at jeg oplever det! En af de første aftener på hotellet i Kairo, var han ved at flygte ud af værelset, mens han råbte ting. I Syrien, for snart tre år siden, overraskede han også Christian, Henrik (også fra studiet) og jeg ved at begynde at snakke om løvernes konge mens han sov. Vi andre lå med slukket lys på værelset og diskutterede politik.

Jeg kan høre ham skråle danske sange ude i badet lige nu. Det er et skønt vejr, og fuglene synger udenfor. Kommer i bad og får morgenmad. Jonas er endnu engang vaks ved roret, og sidder og ser "Family Guy". Lidt tidligt at begive sig ud i så mobid en humor. Kan dog ikke dy mig fra selv at sætte mig hen og følge med. Når lige et se "Simpsons-familien" blive skudt. Godmorgen! Vi kommer ud af døren og er på arbejde på slaget 10.00.

På jobbet arbejder jeg videre med mit oplæg, da Kees kalder mig ind på sit kontor. I midten af april kommer der en delegation af canadiske politiofficerer, der vil høre, om de ægyptiske myndigheders håndtering af konflikten ved Abu Fana (det projekt jeg har arbejdet på indtil nu). Han beder mig, om at holde oplægget, da han ikke kan den dag, de kommer. Jeg skal forberede et oplæg på en times varighed, som skal give officererne en idé om, hvad der er sket. Kees kan ikke fortælle mig præcis, hvorfor det er de kommer. Han mener det er noget med, at de ægyptiske myndigheder har bedt canadisk politi om hjælp til at forbedre deres egen politistyrke. Efterforskning (eller mangel på samme) i forbindelse med en konflikt som Abu Fana er derfor meget relevant. Jeg begynder at arbejde på forberedelserne, da jeg ikke har så meget tid til at forberede mig i april. Jeg skriver en fødselsdagsbesked til min storebror, der har fødselsdag i dag. Håber han får en god dag!

Efter arbejde beslutter Jonas og jeg os for, at prøve at finde et jakkesæt. Der ligger et shoppingcenter nede ved Nilen, og vi beslutter os for at gå derned. Det viser sig at være længere derned, end vi lige troede, og det tager os næsten en time at komme derned.

Da vi kommer derind, kan vi næsten ikke tro vores egne øjne. Centeret er næsten mennesketomt! Vi går rundt og leder efter en butik, der sælger jakkesæt. Det viser sig umuligt. Der er en underlig død stemning derinde, og vi er næsten lettede, da vi kommer ud derfra. Vi beslutter os for at tage en taxa ind til centrum af Maadi igen.

Vi finder en taxa og kommer ind til centrum. Vi finder en café og sætter os ned. kl. er 18.30 og solen er lige gået ned. Jeg får mig en kaffe, og Jonas prøver en kakao med med appelsinsmag. jeg får drukket min kaffe rimeligt hurtigt. Jonas sidder og nipper til sin kakao. Da jeg spørger ind til, hvorfor han ikke drikker af den, fortæller han, at det er fordi, den har en stærk citronsmag. Jeg smager. Ja, det må du nok sige. Den smager af stærk citronsirup blandet med pulverkakao. Ikke lige sagen! Vi tager videre til en restaurant for at få noget at spise. Vi finder hurtigt et sted.

Vi kommer ind og bliver vist hen til et bord. Vi bestiller begge en kyllingesalat. Jeg bestiller ostedressing og Jonas bestiller hvidløgsdressing. Da maden kommer, er vi ikke overbevist. En fjerdedel af maden består af revet ost. Fedt at jeg så har bestilt ostedressing! Vi kan knap nok komme igennem. Der er alt for meget ost. Oven i købet er det det dyreste måltid mad, vi har spist hernede indtil nu. Vi har dog højt humør, og sidder og griner af de underlige ting, vi har oplevet i dag. Det har været en underlig dag og aftenen er gået alt for hurtigt!

Da vi kommer hjem, ser vi en film. Jeg terper på min ordliste, og Jonas sidder og laver øvelser i en bog , som jeg har taget med herned. Den handler om mediearabisk. Går tidligt i seng. Jeg når ligepræcis at læse en side i "taxa", før jeg falder i søvn.

Ambassademøde og jakkesæt

24/3-2009

Stik imod sædvane står Jonas tidligere op end jeg. Kan næsten ikke tro det! Han virker ualmindeligt morgenfrisk. Han sidder ved sin computer og hører gamle danske sange på "You Tube", da jeg kommer ud af badet. "Knalde Kalle har hentehår...". En sang fra filme "Piger i trøjen". Vi har begge fået en underlig hang til danske sange. Derhjemme havde jeg ikke tænkt på at høre sådanne sange, men hernede holder man fast i de danske input man kan få, og det er blandt andet at finde gode gamle danske sange på nettet. Jeg får lidt morgenmad hvorefter vi hygger os yderligere en halv time foran computeren, før vi skal ud af døren. Vi når lige at høre "Der er noget galt i Danmark" til sidst. Fedt nok! Man kan dog ikke lade være med at synes, at vi ikke skal være så utaknemmelige i Danmark, når man tænker på, hvad der er galt hernede. Men det er jo netop kernen ved det danske samfund, at folk har lov til at udtrykke sin mening. Pludselig bliver sådan en sang meget vigtigere i ens forståelse af det danske samfund end før. Derhjemme havde det for mig bare været en god lille sang. Vi snakker lidt om, hvad der var sket, hvis sådan en sang var blevet lavet hernede?

Vi kommer ud af døren og hen på kontoret. Bliver færdig med min formulering af mit projekt, og afleverer den til Kees. Han har dog ikke tid til at læse den i dag, og hans vurdering må vente. Sikkert længere end jeg lige har lyst til. Til gengæld fortæller han mig, at jeg skal mødes med én fra den spanske ambassade på søndag kl. 11. Jeg har sagt ja til at bruge en dag i Spanien på at besøge forskellige organisationer eller universiteter for at prøve at få en lignende aftale med spanske universitetsstuderende som den CIDT har med danske studerende. Jeg skal dog først måles og vejes, før den spanske ambassade vil arbejde videre med idéen. Jeg skal ud og skaffe et jakkesæt. De er heldigvis ikke så dyre hernede.

Efter arbejde tager Jonas og jeg hjem og slapper af. Jeg har tænkt mig at tage ned på "Club 55" for at se Championsleague fodbold. Jonas vil gerne med, og vi tager derned kl. ca. 20.00. Kampen starter kl. 21.45 ægyptisk tid. Vi har tænkt os at spise der først, og så se kampen bagefter.

Vi kommer derned, og får en god sideplads tæt på deres storskærm. Glæder mig til at se lidt ordentlig international fodbold. Vi bestiller mad. Jeg bestiller en kyllingesandwich og Jonas får en kyllingefilet med salat og pommes frites. En ting jeg undrer mig over hernede, er den måde ægypterne prøver at fange opmærksomhed på. Dette sted er ingen undtagelse! Ved siden af os sidder et par mænd og laver kysselyde. Det er den måde man kalder på tjeneren på eller viser, at man vil i kontakt med folk på. Vi snakker om, at det derhjemme havde været en fornærmelse på højde med at råbe efter tjeneren at gestikulere på denne måde. Det er endnu én af de ting, vi skal vende os til.

Efter vi har spist får jeg mig en "Shisha" og en tyrkisk kaffe. Kl. er 21.40 og kampen starter om 5 minutter, og jeg spørger en af tjenerne, om jeg må se fodbold. Det må jeg gerne. De vil finde ud af, hvilken kanal kampen bliver vist på, og så skifte. Kl. 22.10 er der dog endnu ikke sket noget. Kanpen har nu været i gang i 25 minutter. Har indtil nu spurgt flere gange, om de kan skifte kanal eller ej. Jeg får hver gang at vide, at de godt kan, men bagefter sker er intet. Efter endnu 10 minutters ventetid får vi at vide, at det ikke er muligt at skifte kanal alligevel. Lang tid at vente for at få et reelt svar! Vi beslutter os for at gå ned, og få en fyraftensøl. Baren er endnu en gang fyldt. Det bliver en hyggelig aften på bar med god musik og afslappet stemning.

Kl. 02.00 er vi, småberusede, på vej hjem i taxa. Det har været en god dag. Går direkte i seng.

En stille dag på kontoret

23/3-2009

Bliver vækket af fællessang kl. 08.00. Sangen kommer fra den skole, der ligger lige ved siden lejligheden. Det er dog første gang, at jeg ligger mærke til, at den sang der bliver sunget er den ægyptiske nationalsang. "Biladi biladi biladi andik ruuhi wa fuaadi" (Mit land mit land mit land, dig tilhører mig sjæl og min kærlighed). Normalt har jeg kun kunnet høre en masse skrigen og skrålen, men i dag kan jeg tyde ordene. Vidste egentlig godt, at børnene i skole bliver sat til at synge nationalsangen hver morgen, men har ikke tænkt yderligere over det indtil i dag.

Jeg står op og gør mig klar til at komme på arbejde. Det er overskyet og en smugle koldt. Jeg har måttet lade Jonas blive hjemme. Han havde fået det endnu værre i løbet af natten, end han havde det om aftenen. Inden jeg tog afsted fortalte han mig, at han var vågnet midt om natten med rystelser og hele turen. Han har det en smugle bedre nu, men han skal lige komme til kræfter igen.

På arbejde fortsætter jeg med at arbejde på det oplæg jeg skal holde på universitet og mit projektforslag. Det bliver en meget stille dag ud over det. Jeg får ta3mia til frokost og klør ellers på med mine foretagener.

Da jeg er på vej hjem, begynder det at regne. Rart at vide, at det også kan regne rigtigt hernede. Det er dog dårlig timing, at det lige skal regne i de 10 minutter, hvor jeg er på vej hjem, og så stoppe i det øjeblik, hvor jeg kommer ind af døren derhjemme. Det er dog ikke værre end at man jo kan skifte tøj. Vi skulle have været til undervisning, men vores underviser er også syg. Desuden havde Jonas heller ikke været klar. Meget belejligt, selvom det er triste omstændigheder.

Jonas har fået det bedre. Han har dog ikke fået andet at spise end cornflakes. Vi beslutter os for at lave god mad. I går købte vi hakket oksekød. Det eneste vi har fantasi at bruge det til, er dog spaghetti og kødsovs. Det har vi godt nok lavet et par gange, men det smager også godt. Jeg ender med at være ekspert i at lave kødsovs, før jeg kommer hjem. Italienerne kan godt pakke sammen! Mens jeg laver mad ringer jeg til Stine over Skype igen. Denne gang er der gevinst! Vi får snakket dejligt længe sammen. Hun har haft en god dag indtil nu, og det er jeg rigtig glad for!

Efter vi har spist, går aftenen med afslapning i form af film. Jeg synes, at det er rigtig dejligt at have en aften, hvor jeg ikke skal det helt store. Jonas og jeg får tærpet dialekt og testet hinanden i vores ordforråd.

Jeg går i seng og læser lidt i "taxa". Falder i søvn tidligere end normalt, og det er også meget rart.

Der blæser nye vinde

22/3-2009

En nye uge begynder. Er dejligt udhvilet, og klar til nye udfordringer på arbejde. Det er dejligt at have overstået Abu Fana-projektet. Det giver lidt frisk energi at starte dagen på. Det er rart at tænke på. Der blæser nye vinde! Kl. er 08.45. Står op og får mit rutinemæssige bad at vågne på. Efter hurtig morgenmad ryger jeg ud af døren.

Da jeg kommer hen på arbejde, bliver det dog alligevel lidt underligt at sidde og ikke vide præcis, hvad jeg skal lave. Jeg spørger Kirsten, om der er noget bestemt, jeg kan lave. Det er der selvfølgelig. Om en måneds tid skal CIDT holde et tre-dages kursus om akademisk opgaveskrivning for studerende på Kairos Universitet. Jonas skal holde oplæg om, at vælge emne og finde litteratur. Jeg skal holde oplæg om opbygning af akademiske opgaver, og implementering af teori i disse. Jeg kan begynde at forberede mit oplæg. Det gør jeg. Der går dog ikke længe, før jeg kommer i tanke om, at jeg også kan begynde at arbejde på en klade til en evt. opgave, som jeg kan lave. Det ville være en unik chance for mig at planlægge, researche og skrive mit eget projekt hernede. Hvornår får jeg igen chancen for at bruge tre måneder på et projekt i Mellemøsten?

Jeg begynder at skrive tanker ned. Synes det kunne være spændende at lave et projekt om unge ægypteres religiøse identitet. Mange debatører snakker om en stigende religiøsitet blandt muslimer i Mellemøsten. Islamisme er endda det mest brugte ord. Nu har jeg chancen for at interviewe unge ægyptere, og høre deres version af sagen. Et af de spørgsmål, der melder sig, er bl. a. hvorfor så mange unge muslimske piger og kvinder har valgt at tage tørklæde på inden for de sidste ca. 10-15 år? Skyldes det stigende religiøsitet, mode eller fornyelse af gamle traditioner. Forskellen kan være svær at få øje på derhjemme fra, men er ekstrem vigtig for diskussionen. Et andet element der melder sig, er fænomener såsom religiøse reklamer og TV. Hvor gammelt er fænomenerne? Hvad er ideen bag? og hvor populært er det blandt unge? Yderligere synes jeg, at det kunne være vildt spændende at høre de unges egen version, af den udvikling, der har været i det ægyptiske samfund i forhold til religion indenfor de senere år. Hvad er de unges egen definition på tro?

Jeg sidder og brainstormer det meste af dagen. Der er ingen, der kommer og forstyrrer mig, eller beder mig om at lave noget andet, og det er rigtig fedt. Jeg bliver kun afbrudt af middagspausen, hvilket ikke er så ringe endda. Kl. 16.00 smutter Jonas og jeg hjemad.

Vi tager ud og handler ind til mad. Vi laver salat med kyllingefileter. Synes det smager ret godt. Det gør Jonas også, men han ændrer snart mening om maden. Kort tid efter, at vi har spist, begynder han at få mavekramper. Det bliver for hans vedkommende en aften med ekspresfart mellem stuen og toilettet. Jeg håber ikke, at det var min madlavning, der forårsagede jordskredet. Jeg selv mærker ingenting. Det er jeg selvfølgelig taknemmelig for, men har dog rimeligt ondt af Jonas. Jeg ved godt, hvordan det er at have dårlig mave i mellemøsten fra min tur til Syrien i 2006. Jeg håber dog ikke, at det bliver så slemt! Lige da jeg skal til at gå i seng, efter at have skrevet på bloggen og set TV, ringer Stine på Skype. Det var lige det, jeg havde håbet på! Hun har fødselsdag i morgen, og jeg ville gerne ønske hende tillykke på forhånd. Nu er det kun 11 dage til, at jeg skal til Spanien og besøge hende. Vi får os en dejlig lang snak. Klokken er næsten 01.00, da vi får sagt farvel til hinanden. Er godt træt! Jeg går i seng, og sover hurtigt som en sten.

Hvem fanden tror du selv, at du er?

21/3-2009

Lørdag morgen. En fantastisk morgen! Vågner kl. ca. 10.00. Vi skulle have været til bryllup i dag, men Muhammed fortalte i går, at de havde set forkert på datoen, og at blylluppet først er i morgen. Vi skal arbejde i morgen, og kan ikke nå at få fri. Vi kan derfor ikke komme med alligevel. Lidt skuffende. Havde glædet mig helt vildt meget til at opleve et ægyptisk bryllup. På den anden side set, er jeg også meget glad for at kunne slappe af her til formiddag. Vil passe på med at komme til at udtrykke mig forkert, men det er faktisk ret anstrengende at være ude blandt en masse fremmede ægyptere. Ikke fordi jeg ikke gider eller har lyst til at møde nye mennesker. Tvært imod! Jeg synes det er rigtig fedt at komme ud og opleve nye ting. Men det kræver meget energi at absorbere alle de nye oplevelser, som jeg hele tiden bliver udsat for. Bare det at skulle lytte ekstra efter, hvad folk siger til én, og ignorere, at jeg altid er den underlige fyr, der ikke ligner nogle af de andre i lokalet ,koster kræfter og koncentration. Et bryllup med 250 gæster havde nok ikke været nogen undtagelse. Er ikke helt sikker på, at jeg ville kunne fremmáne denne energi i dag, og derfor ikke helt så skuffet over det missede bryllup, som jeg helt sikkert er i morgen. Forhåbentligt kommer der en chance til!

Vi er i stedet blevet inviteret til fødselsdag hos en af Muhammeds veninder. Festligheden skal foregå inde i byen kl. 17.00. Da Jonas er kommet til sig selv og har fået et bad og morgenmad, beslutter vi os for at tage ned på en café og få lidt brunch og bruge deres trådløse netværk. Vi har ikke haft internet i lejligheden siden i Onsdags, og jeg har derfor ikke kunne lægge noget på bloggen. Det skal der laves om på i dag!

Vi kommer ud af døren og ned mod en af de caféer, der ligger på "Street 9" (hovedgaden i Maadi). På vejen derned kommer jeg i tanker om, at det er på tide, at jeg bliver klippet. Kan næsten ikke se ud af øjnene mere, fordi mit hår er blevet så langt. Jeg kan huske, at der lå en frisør på en af de gader, som vi gik forbi første dag, hvor vi var herude for at finde kontoret. Jeg får overtalt Jonas til lige at gå forbi der.

Vi finder hen til "Maadi"-station, og følger den vej, som vi gik dengang. Og ganske rigtigt. Vi finder en frisørsalon på venstre hånd, da vi har gået 5 minutter. Vi kommer ind, og en mand byder mig velkommen. Salonen er slet ikke så slem, som jeg havde frygtet, endda. Jeg bliver vist hen til en stol og sætter mig ned. Snart kommer der en anden mand ind fra balokalet. Det er åbenbart ham, der skal klippe mig. Han hilser pænt og begynder at pakke mig ind i det obligatoriske beskyttende omslag, der sørger for, at man ikke får hår på sig. Ved siden af sidder en fyr og får hele turen. Lige nu er de nået til øjenbrynene. Det ser jeg mig gerne fri for. Kun håret tak! Har i forvejen haft mine tvivl, om hvorvidt jeg turde blive klippet hernede. Alle andre mænd har stort set den samme frisure. Min tiltro til deres erfaring med et hår som mit, er derfor ikke alt for stor. Ville oprindeligt vente med at blive klippet, til jeg kom til Spanien, men det er altså blevet for langt nu. Ingen vej uden om. Lige lidt vand i håret, og så går det frejdigt derude af. Før jeg får set mig om, er han faktisk færdig. Ikke lige helt den frisure, som jeg kom med. Lidt kortere pandehår, og lidt forskel ved ører og nakke, men det er ikke noget, jeg ikke kan overleve. Det er jo bare hår! Inden jeg går, sætter han lige mit hår i bedste moderne araberstil. Sideskilning og Elvisslikhår foran. Jeg betaler en flad 50´er, og siger pænt farvel. Da jeg kommer udenfor, får håret dog lige en rystetur, så det sidder knap så slikket. vi kommer videre mod en café.

Vi slår os ned på en café ved navn "Beano". Fint sted, ser det ud til. Vejret er fantastisk! En af de varmeste og mest stilfærdige dage vi har haft. Vi sidder i solen på caféen og nyder hvert et sekund. Jeg bestiller en cæsarsalat med kylling, og Jonas beslutter sig for en tunsalat med chips og salat. Sjov blanding! Chips og salat er dog en normal blanding hernede. Man kan endda få en slags sandwich bestående af hjemmelavede chips med salat. Jonas beliger blandingen, og fortæller, at det smager rigtig godt. Da vi er færdige, vil vi sætte os hen i skyggen, og bruge caféens trådløse net. Det viser sig dog ikke at virke. Muhammed ringer og fortæller, at han skal besøge sin mor på hospitalet, og derfor må aflyse fødselsdagsfesten i dag. Der er absolut også ting, der er vigtigere end fødselsdagsfest, især når ens mor ligger på sygehus. Vi beslutter os for at finde et andet sted, hvor det er muligt for os at gå på nettet.

Vi går et stykker tid, og prøver at spørge i et caféer mere, om der er trådløst net der. Intet held. Vi beslutter os derfor for at gå på Mc Donalds. Vi kommer derhen, og heldigvis nettet virker. Jeg får lagt en masse blogindlæg ud og får snakket med Stine. Hun har været i Valencia over weekenden. Savner hende vildt meget. Heldigvis er der kun 12 dage til, at jeg skal besøge hende i Spanien. Jonas smutter kl. lidt over 16.00. Han vil i kirke, nu hvor vi ikke skal til fødselsdag alligevel. Jeg skriver endnu et blogindlæg, og får lagt det ud. Derefter bevæger jeg mig hjemad.

Jeg beslutter mig, for første gang hernede, for, at jeg vil høre lidt mp3 på vejen hjem. Har ikke brugt den hernede endnu, da jeg har fokuseret så meget som muligt på at høre arabisk musik, og være så ægyptisk som muligt. Jeg går gennem Maddis støvede gader, da jeg forbinder hørebøfferne med min mobil. Med det samme når Muse mine ører. Og i samme nu bliver de grå gader helt anderledes. Lyden fra de gamle taxaer, der konstant farer forbi drukner i musikken. Farverne forekommer andreledes end før, og pludseligt stirrer folk på mig, som jeg synes, de gjorde, første gang jeg satte mine ben i Maadi. Sangen "Map of the problematic" toner ud af mine hørebøffer og ind i min høregang; "Cause when we bleed we bleed the same, I can´t get it right, since I met you", lyder teksten. Pludseligt får jeg en ud af kroppen oplevelse. jeg er ikke længere mig selv, men ser mig selv oppe fra. Ser denne blegfede hvide mand bevæge sig gennem trafikken og de smalle beigefarvede gader, mens alle stirrer. Alle ved, at han ikke hører hjemme her. Hvem fanden tror du selv, at du er? En på én måde skræmmende, og på den side, meget livsbekræftende oplevelse. Mens jeg går ad de smalle gader, kommer jeg til at tænke på alle de ting, som jeg savner ved Danmark. Alle de små vaner og ting jeg holder af derhjemme. Bare små ting såsom at høre musik på vej ud på studiet, cykle rundt i København eller ikke skulle føle mig som en "Alien in New York", hver gang jeg går ud for en dør. Mest af alt savner jeg Stine!

Da jeg kommer hjem, finder jeg hurtigt tilbage til virkeligheden. Sidder og ser film, da Jonas kommer hjem kl. ca. 19.00. Det har været en dårlig prædiken, han har været vidne til. Noget med, at man skal frygte sin Gud, ellers ryger man fluks i helvede. Jonas har handlet ind. Vi får bøffer med kartofler og sovs. Ikke dårligt! Bagefter ser vi "X-files". Jeg får skrevet et indlæg på min blog bagefter, og går derefter i seng. En dejlig dag er gået på hæld!

Dræb mig og gør en ende på mine lidelser!

20/3-2009

Ej hvor er det slemt! Hvad er der i de øl, de har hernede? Hvad er klokken? Alt for mange. Næsten 14.30. Hold op hvor har jeg ondt i hovedet! Ved godt man ikke man tænke det, for slet ikke sige det højt, men nu skriver jeg det alligevel. I et lille splitsekund tænker jeg, at det ville være rart, hvis jeg kunne blive frataget mine selvforskyldte pinsler, ved at en eller anden hamrede mig en oven i hovedet, så jeg ikke skulle tænke på smerterne mere. Verdens mest åndsvage tanke, men hold kæft hvor har jeg ondt i hovedet!

Får væltet mig ud af sengen og ind i stuen. Fumler rundt efter den halvandenliters flaske vand, jeg ved vi har liggende et sted inde i stuen. Får endelig fundet den! Mine fingre mangler næsten kræfterne til at få proppen af, men til sidst lykkes det. Får suget vandet ud af flasken med en fart, der ville være Guinness Book of Records værdig. Det er uden tvivl det bedste vand, jeg nogensinde har fået indenbords. Om ikke andet er det sådan det føles lige i sekunderne efter, at jeg har fået tømt flasken. Er fuldstændig udtøret. Jeg sætter vand over til kaffe og går i bad. Et dejligt langt bad! Det hjælper faktisk lidt på hovedpinen. Da jeg kommer ud af badet, hører jeg en lidelsens lyd inde fra Jonas´ værelse. Der er en, der har det ca. lige så skidt som jeg. Det hjælper lidt på humøret. Jeg trækker lidt på smilebåndet. Sådan er bagstivhedens sarkastiske lune. Får mig en kop kaffe og sætter mig hen i sofaen. Den er uden tvivl mine tømmermænds redningskrans. Synker hurtigt ned i den, og klamrer mig til den som gjalt det mit liv. Det er verdens elendigste sofa, men lige nu er den, efter min opfattelse, fantastisk.

Jonas kommer op og får sig også et bad. Kl. er allerede 15.30. Vi får besøg af Muhammed kl. 19.00. I den perfekte verden altså. Vi beslutter os for at være rigtig klamme og tager en taxa ned til Mc Donalds. Vi har brug for en gang junk til at komme over de værste tømmermænd. Jeg bestiller ikke mindre end en Big Tasty, en Big Mac og en stor milkshake. Vi tager det med hjem igen, og guffer i os, mens vi sidder og ser en film. Genialt!

Kl. 19.00 venter vi på, at Muhammed kommer. Der dukker ingen Muhammed op. Kl. bliver 19.30. Pludseligt ringer telefonen. Det er ham. Han er lige en time forsinket. Han er hos os kl. ca. 20.00. Ok, kunne nu have været rart, hvis han lige havde ringet til os og fortalt, at han var forsinket. Kl. bliver 20.00. Ingen Muhammed. Kl. 20.30 ringer han og siger, at han nu er ved metroen inde i Down Town Kairo. Det betyder, at der går mindst 30 minutter mere, før han kan være her. Jonas og jeg begynder at blive lidt irriterede. Han ringer igen og spørger, om han ikke skal tage øl med. Godt trætte af den slags herligheder efter i går, takker jeg pænt nej. Det accepterer han dog ikke. Han køber et par øl med. Havde aldrig troet, at jeg skulle halvvejs presses til at drikke øl af en muslim.

Vi hører først fra ham igen kl. 21.30. Han er lige kommet til Maadi, og står nu og venter på os i nærheden af den moskee, der ligger tættest på vores lejlighed herude. Han er stået af på den forkerte metrostation,og kan ikke finde hen til os. Jeg smutter i et par sko, og begiver mig afsted for at hente ham. Da jeg finder ham, viser det sig, at han har en ven med. Kunne han nu godt lige have sagt. Vi kommer hjem til os kl. ca. 22.00. Vi sætter os ned og snakker lidt. Muhammed vil gerne se en film, som Jonas købte for et par uger siden, så vi sætter den på. Den handlter om en kristen og en muslimsk mand, der bliver nødt til at lade som om, at de har den modsatte tro af, hvad de i virkeligheden har i 6 måneder, da de er truet på livet. Lidt svært at forklare. Den handler, naturligvis, om de problemer, der eksisterer mellem kristne og muslimer i Ægypten. Kl. 23.00 ringer Muhammeds telefon. Han står i vores køkken og snakker i 10 minutter. Derefter kommer han ind og forklarer, at han skal gå nu. Hans undskyldning er, at de hellere må komme afsted til metroen, før den sidste er gået. Den sidste går lidt over 00.00, så det er en underlig undskyldning. Vi siger dog ikke noget, og lader dem selvfølgelig komme afsted. Vi er lidt rundt på gulvet over, hvad det tidlige opbrud kan skyldes. Vi snakker kort om, hvorvidt vi er kommet til at gøre noget forkert. Vi bliver dog enige om, at vi ikke kan gå rundt og spekulere på det hele tiden, og at de må sige til, hvis der er et eller andet, vi har gjort, som de ikke forstår eller bryder sig om. Men en underlig opførsel sådan at smutte på sådan en mystisk måde, synes vi nu stadig det er.

Vi ser filmen færdig. Den er ganske go! Med et strejf af humor og sarkasme. Da filmen er færdig lidt over 00.00, går jeg i seng. Vil læse lidt! Inden længe er mine øjne dog så tunge, at jeg ikke ser andet end sorte utydelige klatter på papiret. Falder i søvn.

Tiltrængt weekend

19/3-2009

Det er endnu engang torsdag og sidste arbejdsdag. I dag skal opgaven afleveres. Altså virkelig! Det har jeg sagt et par gange, men denne gang er det altså sidste udkald! Jeg står op og tager et bad. Til morgenmad spiser jeg endnu engang cornflakes. Er på vej ud af døren, da Marianne ringer. Hun bliver forsinket, og kan først være på kontoret kl. 11.00. Da jeg ikke kan lave noget på rapporten, før hun kommer, sætter jeg mig til at se en film. En ægyptisk en af slagsen. Mange af de film jeg har set hernede, er faktisk ikke så dårlige endda. Denne her har også det hele. Kærlighed, vilde biljagter og en masse skudvekslinger. Lidt underligt kl. 09.45 om morgenen, men det går ind som varmt brød. Kærlighedsscenerne er ikke helt så intense i de film, der bliver produceret hernede, som dem jeg er vandt til hjemmefra. Hernede bliver der højst sunget en kærlighedssceranade og holdt i hånd. Hvis der er rigtig gang i den, så er de elskendes læber næsten i berøring med hinanden. Underligt forhold til menneskelig kontakt der bliver præsenteret på film hernede.

Da jeg kommer ud af døren kl. 10.45 har jeg stadig ikke hørt noget fra Jonas. Han har sovet i 12 timer nu, og jeg er, for at være ærlig, ret forundret over, hvordan han gør det. Han skal først møde kl. 13.00, da han skal blive på arbejde til foredraget starter kl. 19.00. Foredraget handler om de Kristnes reaktion på Muslimernes indtog i Ægypten.

Da jeg kommer på arbejde, er der meget stille. De fleste er ikke mødt endnu pga. foredraget. Marianne og jeg sætter os ned, og fortsætter hvor vi slap i går. Det går hurtigere i dag, da vi blev færdige med den del, der omhandler lovgivningen. Vi når ret langt før frokost. Får mig lidt ”ta3mia” at styrke mig på kl. 13.30. Eftermiddagen går hurtigt. Heldigvis rykker vi os også hurtigt nærmere målet, og kl. 16.00 kan vi endelig sætte sidste punktum og sende rapporten til Kees. Dejlig fornemmelse! Nu skal den så sendes til en advokat, som skal kigge på lovgivningen i rapporten er blevet analyseret rigtigt af os. Derefter skal den videre til redigering, layoutes og lægges på hjemmesiden.

Tager hjem og slapper af. Jeg skal være tilbage på kontoret kl. 19.00. Kl. er nu 16.30. Dejligt med en frieftermiddag. Jeg får mig en god kop kaffe, og muligheden for at slå fødderne op på sofaen. Havde planlagt at sove en halv time, men er faktisk ikke træt, så det bliver det ikke til. Er ikke motiveret til at skulle ud af døren igen snart og være på. Torsdag aften er nu også det dårligste tidspunkt at lægge sådan et foredrag overhovedet.
Jeg kommer hen på kontoret lidt i 19.00. De andre venter stadig på, at Kees og dagens gæst foredragsholder ankommer. Foredragsholderen er i øvrigt en professor fra Tyskland. Der er personer fra diverse organisationer, folk, der er interesserede i dialog og emner relateret til vores arbejdsområder, og alle os praktikkanter tilstede i forbindelse med foredraget. Vi sidder og venter, men ingen foredragsholder dukker op. Hmm...ægyptisk tid endnu en gang! Den bliver næsten 20.00 før de ankommer og foredraget kan begynde. Irriterende! Jeg begynder at tage en masse billeder. De skal lægges på hjemmesiden. Foredraget virker uendeligt langt sådan en aften. Kunne godt have været foruden, mest af alt fordi oplægget foregår via. Oplæsning. Ikke lige den mest farverige cocktail.

Kl. 22.00 kan vi endelig slippe derfra. Skal aflevere billederne på søndag. Jonas og jeg beslutter os for at tage ind til byen og fejre, at det er weekend. Vi tager metroen til Tahrir Square endnu en gang. Derefter går turen til ”Hurriya” (en kendt bar i Down Town Kairo). En halv liters Stella koster 9 kr. derinde. Kan man ikke brokke sig over. Vi sidder og snakker, om alle de ting vi har oplevet hernede, og ender i en diskussion, om hvorvidt der på et tidspunkt kommer et ungdomsoprør eller lignende i Ægypten, og hvilke faktorer der skal være tilstede, før sådan et oprør kan gennemføres. Lidt nørdet at diskutere på en bytur, men vi hygger os. Før vi aner det, er kl. lidt over 01.00. Vi beslutter os for at finde en anden bar. Forandring fryder! Vi når og ikke længere end ud til indgangen til ”Hurriya” før vi bliver holdt op af et par mænd omkring 30. De sidder og spiser nødder og bønner, og venter egentligt på, at der bliver et bord frit inde på baren. De hedder Ali, Ali og Muhammed. Vi ender hurtigt i snak med dem. Vi får snakket en masse ægyptisk. Det er meget fedt! En lille brandert hjælper også godt på humøret. Jeg bliver lidt ligeglad med grammatikken, og får bare snakket en masse. Da vi har snakket sammen i ca. 30 minutter, spørger de os, om vi vil med på bar i området omkring Giza (det område hvor de mest berømte pyramider ligger, ca. 30 minutter i taxa fra centrum af Kairo). Lidt berusede og langt fra klar til at tage hjem endnu, siger vi ja. Det kan ikke være helt slemt, når vi stadig er inde i byen.

Vi kommer ud til området omkring Giza, og ud af taxaen. Vi bliver vist hen til en indgang oplyst af neonlys. Vi kommer indenfor og kan godt se, at det her sted ikke er en bar, som vi er vandt til hjemmefra. Det er dog heller ikke som dengang, vi blev slæbt med på luderbar ude i en landsby! Det er en traditionel bar for mænd. Der er livemusik og en masse folk der sidder og drikker øl og ryger vandpibe. Folk herinde er egentlig også meget flinke. Vi bliver sat ned ved et bord, og får straks et par øl stillet på bordet. Barens væge er malet i lyserøde farver. I loftet hænger der balloner ned. Vi kan ikke rigtigt finde ud af, om vi er havnet til et dansk sodavands-bal for børn. Man skulle lidt tro det med de rekvisitter. På et lille podie ved siden af bandet står en pige og danser. Ikke ligefrem skøndans. Jonas og jeg bliver enige om, at vi har set lygtepæle, der kunne danse bedre. Vi sidder og hygger os. Der er en god stemning. Det faktum, at vi kan gå ud af døren og tage en taxa hjem hjælper også. Vi er trods alt blevet klogere af skade!

Mænd der fester ude i området omkring Giza. Vægene er lyserøde, og der hænger balloner ned fra loftet. Ikke et syn man ville finde derhjemme.

Vi ender med at feste igennem til den lyse morgen. Vi finder en taxa og kommer afsted hjemad. På vejen hjem, ser vi se solen stå op over Kairo. Kl. er næsten 07.00. Det er fantastisk, så stille der er fredag morgen kl. næsten 07.00 i Kairo. At se hvordan alting forandrer sig i takt med, at solens stråler reflekterer farverne fra de bygninger og gader de rammer, er mindst lige så fantastisk. Kairo er ved at vågne, og vi er ved at gå døde.

Da vi kommer hjem, er det direkte i seng. I morgen venter der en ordentlig gang tømmermænd, og en dag med afslapning. Det har været en lang, men meget god nat!

Jonas fanget i et ømt øjeblik med en "pige" i klubben, hvor vi var, under sin brandert.

Et par lokale fyre hygger sig med vandpibe og lokal musik

Hvor går tiden hen?

18/3-2009

Endnu en dag hvor pligten kalder. Kl. er 08.00. Har mest lyst til at blive i sengen, og lade den dumme opgave skrive selv. Har dog på fornemmelsen, at den taktik ikke vil være særligt effektiv. Er blevet godt træt af den, og glæder mig til at få den afleveret i dag! Får hevet mig selv ud af sengen, og kommer i bad. Under mig selv en ekstra kop kaffe, og får lidt cornflakes ved siden af til at perfektionere min morgen. Ser en ægyptisk serie i fjernsynet. Forstår næsten ikke et klap, men har en teori om, at selvom jeg ikke forstår noget, så har det en passiv effekt på min sprogforståelse alligevel. Lærte faktisk tysk ved at se tyske tegnefilm som lille, så et eller andet må der være ved noget ved teorien.

Kommer ud af døren kl. 09.45. Parat til en dag med endnu mere Abu Fana. Inshallah (om Gud vil) den sidste dag! Redigeringen foregår ved, at jeg sidder med min computer, og hun sidder med et print af opgaven. Vi læser en side af gangen, og kommer derefter med forslag med ændringer. Hold da op hvor er der meget, der skal ændres. irriterende! Havde lige satset på en hurtig gennemlæsning med få ændringer. Det havde nemlig også betydet weekend. Vi arbejder imod tiden. Og lige nu ligger vi til at tabe. "Where have all the flowers gone?", og hvor går tiden mon hen?

Da det bliver frokosttid, har vi rettet 12 sider igennem. Opgaven er 55 sider, så det ser pænt håbløst ud at tro, at vi kan nå at blive færdige i dag. Har brug for at komme ud og få noget frisk luft. Det er en dejlig dag. Luften er behageligt varm, og solen skinner på de grønne træer, der står lige uden for kontoret. Dejligt! Lige den afveksling jeg har brug for, efter at have siddet med hovedet rettet mod min computerskærm indtil nu. Nyder gåturen ned i byen. Til middag får jeg mig et par ta3mia-sandwich.

Efter frokost fortsætter Marianne og jeg hvor vi slap. Der er kun én vej igennem det her, og det er den hårde vej. Jeg må bare fokusere på, at vi trods alt snart har nået til enden af denne opgave. Da kl. bliver 17.00 har vi nået at rette 19 sider igennem. Det lyder ikke af meget, når man sætter det op på den måde, men det har været en ret intensiv dag faktisk.

Jonas og jeg smutter fra kontoret. Vi har sprogundervisning kl. 18.00. Jeg er fuldstændig smadret og slet ikke i humør til mere indlæring i dag. Vi tager hjem forbi lejligheden. Jeg får lige smidt mine ting og pakket en ny taske med de nødvendige rekvisitter til sprogundervisningen, før vi skal ud af døren igen. Sprogundervisningen er meget god trodsalt. Vi bliver færdige med at gennemgå stortset alt det grammatik, vi skal gennemgå, og vores underviser fortæller, at han mener, at vi, fra nu af, skal forkusere på at snakke en masse. Lyder, for mig, som den bedste idé i verden!

Kommer hjem kl. 20.30. Vil skrive et par tanker og oplevelser ned på bloggen. "Vores" internet virker dog ikke (indtil nu har vi brugt en andens trådløse net). Jeg skriver derfor mine blog-indlæg i "word", og gemmer dem på min computer. Jeg må vente med at lægge dem ud til en anden dag. jeg ser "Fantastic four", mens Jonas læser den lille prins. Havde håbet på, at jeg kunne holde fri i morgen. Det kan jeg dog ikke. Skal mødes med Marianne og redigere videre i morgen. Lidt træls! Har allerede arbejdet mere end 45 timer denne uge. I morgen bliver endnu en lang dag. Der er blevet arrangeret et foredrag i kontoret, og jeg skal agere fotograf. Det betyder endnu en arbejdsdag til ca. 22.00. Lige nu vil jeg dog få mig lidt søvn. Trænger jeg til!

The never ending report og fødselsdagshalløj

17/3-2009

Vækkeuret fortæller mig, at det er tid til endnu en lang arbejdsdag. Kl. er 08.30. Kan godt mærke, at jeg er rimeligt smadret efter de lange arbejdsdage. Glæder mig til at få rapporten ud af systemet. Jeg får mig en gang cornflakes som sædvanligt, og en kop god sort stærk kaffe til at ryste kroppen i gang. Får råbt ind til Jonas, at han hellere må kommer op nu, hvis han vil nå at møde på arbejde. Han virker underligt nok mere smadret end jeg. Han har ikke sovet halvdelen af natten, fordi han havde mareridt og ikke kunne sove bagefter.

Vi kommer ud af døren og hen på arbejde. Marianne og jeg har aftalt at bytte kapitel, og læse hinandens igennem og kommentere på det. For at gøre en lang historie – i hvert fald en lang dag – kort, så går hele dagen med det. Det tager rigtig lang tid at læse og redigere så mange sider. Til frokost får jeg Ta3mia (ægyptisk form for falaffel). Det smager rigtig godt! Det koster 2,25 kr. for 3 sandwich. Det er faktisk lidt mere end jeg kan spise, men får proppet det i mig alligevel af ren grådighed! Nu har jeg jo betalt for det! Igen i dag bliver vi ikke færdige. Vi har fået skrevet 50 sider. Der er rigtig meget analyse, af den ægyptiske lovgivning angående køb af land, med i opgaven. Det tager lang tid at læse. Desuden skal vi hele tiden tjekke op på vores oplysninger og sørge for, at kommende læsere også forstår de paragraffer vi bruger i rapporten. Vi joker om, at opgaven er lidt lige som titlen på filmen ”The never ending story"! Det her er åbenbart ”The never ending report”.

Vi er blevet inviteret til Janinas fødselsdag (den tyske praktikkant der stoppede i sidste uge). Det foregår på ”Residence Hotel”, der ligger i Maadi kl. 19.00. Hun har besøg af et par veninder fra tyskland. De rejser til Jordan i morgen, og det er en fin mulighed for lige at sige farvel igen. Marinne og jeg kan ikke nå det til 19.00. Vi kommer lidt i 20.00. De andre har allerede fået deres mad da vi kommer. Selskabet består af Janina, hendes to veninder fra Tyskland, hendes room-mate, Claire, der også er fra CIDT og hendes kæreste. De er fra Skotland. Derudover er Jonas også tilstede.

Jeg får mig en stor fed burger. Den smager fantastisk. Den første friske håndlavede bøf jeg har fået hernede! Vi sidder og snakker om løst og fast. Det er et meget snakkesagligt selskab. Der er jo også meget at spørge om, når man møder fremmede folk i Kairo. Kl. 22.00 smutter Claire, hendes kæreste og Marianne hjem. Vi andre sidder og snakker yderligere en halv time før vi bryder op. De andre smutter hjem, men Jonas og jeg vil gerne have en enkelt øl til at skylle maden ned med.

Vi tager på Klub 55 og får en enkelt øl. Efter vores sidste tur derhen, kan alle huske hvem vi er. Dørmanden smiler også bredt, da vi kommer derhen, og beder os ”mange gange velkommen”. Alle spørger hvorfor jeg ikke har kamera med, og hvornår artiklen, som vi sagde vi arbejdede på, bliver publiceret. Lidt flovt! Alle er dog stadig flinke og ved godt humør. Vi har åbenbart ikke fornærmet nogen mennesker. Heldigvis! Vi får lagt låg på sagen, ved at sige, at artiklen kun vil være at finde i Danmark. Har tænkt på at få fremkaldt nogle af de billeder jeg tog. Nogle af dem er virkelig gode, og det ville da være fedt for baren at få en masse billeder af kunder og personale i vild feststemning!

På vejen hjem tager vi lige forbi Mc Donalds. Da vi kommer hjem får vi hurtigt proppet maden i hovedet. Det smager faktisk bedre end Mc Donalds derhjemme. Ikke fordi det er et succeskriterie normalt, men i dag ryger det fint ned.

Efter en snik snak beslutter vi os for at hvile øjnene til i morgen tidlig. Jeg ligger mig ind og terper ægyptiske verber, indtil mine øjne sætter en stopper for den hjernegymnastik. I morgen er det endelig tid til at færdiggøre opgaven. Den er faktisk færdig, og skal bare lige læses igennem én aller sidste gang. Super fedt!

Endnu en forlænget arbejdsdag

16/3-2009

Mandag morgen. Står op kl. 08.30. Får mig et bad og lidt morgenmad. Har aftalt med Marianne, at vi arbejder hjemmefra i dag. Det skyldes mest af alt én ting. I går havde vi besluttet at bruge Kees´ kontor til at arbejde i. Det besluttede vi, da Marianne og jeg er de eneste, der arbejder sammen om en rapport på kontoret lige nu. Vi ville derfor ikke forstyrre de andre med vores diskussioner. Da Kees ikke er her denne uge, tænkte vi, at vi kunne sætte os ind på hans kontor. Vi blev dog smidt ud derfra med besked om, at det kun er Kees, der må bruge kontoret. Sikker noget pjat, når han nu ikke er der, og alle andre lokaler er optaget af folk, der sidder koncentreret og skriver!

Jeg logger på Messenger kl. lidt over 10.00. Har fået Mariannes Messenger. Vi har planlagt, Vi får sagt godmorgen og begynder straks at planlægge, hvem der kigger på hvilke ting. Hun fortæller, at hun har fået en mail fra Kirsten, vores koordinator, der spørger, hvorfor ingen af os er kommet på arbejde i dag. Jeg forklarer Marianne, at hun skal hilse fra mig og sige, at det skyldes, at vi ikke må bruge det eneste ledige kontor, der findes på arbejdet, og siger hun gerne må skrive, at der jo ikke er nogen grund til, at vi kommer ind på kontoret, når vi alligevel ikke kan gøre de ting der er nødvendige derinde, og at vi derfor kan være mere effektive, når Marianne sparer 4 timers transporttid. Vi får en mail tilbage fra Kirsten om, at hun godt kan forstå vores situation. Vi må have en god.

Det kører meget godt. Jeg kigger på de sidste detaljer i mit kapitel. Når at gøre rent, vaske tøj, og lave mad til Jonas og jeg i min middagspause. Efter middagspause udveksler Marianne og jeg dokumenter. Jeg skriver en foreløbig konklusion, efter at have læst hele opgaven igennem. Der er stadig løse ender, sproglige fejl og underligheder der skal ændres, men det begynder at hjælpe på det. Vi må dog indrømme, at hele processen tager længere tid end forventet. Vi bliver dog også enige om, at det ikke ville hjælpe CIDT, hvis vi afleverer en halvfærdig rapport. Vi må bare knokle på.

Klokken lidt over 17.00 kommer Jonas tilbage. Han fortæller mig, at jeg har fået støtte fra DEDI (Det Dansk-Ægyptiske Dialoginstitut). Det er meget gode nyheder! Jonas spiser resten af dem mad jeg lavede tidligere. Vi skal være på sprogskolen kl. 18.00. Vi kommer afsted hen mod sprogskolen kl. 17.45. Det bliver en fantastisk undervisning vi får i dag. Vi får snakket med vores underviser om Muhammed-krisen på ægyptisk i en time. Super fedt at få lov at snakke så længe. Der er begyndt at komme mere glid i mit sprog, og mere tiltro til, at jeg formulerer sætningerne rigtigt.

Efter sprogskole skal jeg arbejde videre. Marianne er stadig på Messenger, da jeg kommer hjem. Vi udveksler lige de sidste ændringer, og beslutter lidt i 22.00, at vi ikke vil kigge mere på opgaven i dag. I morgen mødes vi på kontoret igen. Det har været dejligt med en dag hjemme til også at få gjort nogle af de tin, jeg ellers ikke har haft tid til denne uge, da jeg har arbejdet næsten uafbrudt.

Efter en lang dag med arbejde og undervisning er jeg godt træt. Stine ringer kl. ca. 22.20. Hun har været på boligjagt. Hun har opsagt den anden lejlighed, hun havde, da hun fik at vide, at hendes udlejer flytter ind med sin kæreste i april. Ikke lige sagen. Boligsøgningen går dog ikke helt som planlagt. Det er ikke særligt fedt at få at vide, når jeg er så langt væk fra hende. Håber snart hun finder en ny lejlighed, så vi begge kan få ro i sjælen. Savner hende rigtig meget!

Da jeg har sagt farvel til hende, går jeg direkte i seng. Helt smadret efter endnu en lang dag med arbejde, sprogskole og nyheder fra Spanien.

Lang lortedag

15/3-2009

Det er søndag morgen, og en ny arbejdsuge starter igen. Skal først møde kl. 10.00 i dag. Jeg sover til 08.30. Får slynget en kaffe i hovedet. Jonas kommer også op. Han er begyndt at trække den længere og længere med at komme op om morgenen, og han når ikke at få morgenmad. Vi kommer ud af døren 09.45.

På vej på arbejde køber vi frisk frugt. Appelsiner og bananer. Appelsinerne må så blive Jonas´ morgenmad. Da jeg kommer ind på kontoret, er Marianne lige kommet. Vi skal blive færdige med opgaven i dag, i den perfekte verden i hvert fald. Vi skulle have afleveret opgaven i torsdags. Vi har fået udsættelse til i dag. Selvom vi har arbejdet på den hele weekenden, er vi dog stadig langt fra færdige. Jeg må indrømme, at det har været sværere for mig end først antaget at samarbejde med en anden om at lave en rapport som denne. Der er stor forskel på, hvordan vi hver i sær har tænkt os at skrive opgaven. Marianne bruger ikke så meget et fast system, når hun skriver, som jeg er vandt til. Det er lidt mere tilfældigt, hvad der bliver skrevet hvornår. Derudover har vi indimellem misforstået hinanden om hvad der skal laves, og hvad der skal rettes til. Det er dog også meget lærerigt for mig at prøve at arbejde sammen med en anden om at løse en opgave som denne. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at det bliver en rigtig lang dag på arbejde.

Til middag får jeg mig en ”Kushariy”. Igen! Kan godt være, at jeg skal prøve noget andet i morgen, bare for variationens skyld. Eftermiddagen går rigtig hurtigt. For hurtigt! Vi når ikke så meget som vi gerne vil. Det skyldes dog lige så meget, at vi hele tiden får nye oplysninger, der er nødvendige at få med i opgaven for at få en god og seriøs rapport ud af det. Da kl. er 17.00 begynder folk at gå hjem. Jonas smutter også. Han skal mødes med en dansker, der bor i Kairo og en ægypter fra kontoret. De skal se fodbold på en café inde i centrum. Er vildt misundelig, men det er ikke noget at gøre ved. Opgaven skal helst afsluttes i aften. Vi sidder og arbejder videre. Alle andre er gået hjem. Sawsan (Kees´s kone) kommer og fortæller os, at hun har tænkt sig at lukke kontoret for i aften. Hvad søren skal vi så gøre? Marianne foreslår, at vi tager på en café i Maadi, hvor vi kan få en kaffe, og arbejde videre på opgaven. Det gør vi så.

Vi beslutter os for at tage på Costa. Det er en international kæde af caféer, og de laver en god kaffe. En anden grund til at vi tager derhen, er at de har trådløst internet. Så kan vi søge efter oplysninger på nettet. Jeg får en stor latte med kanel, og vi begynder at arbejde videre på opgaven. Det går fremad, men tempoet er faldet en smule. Derudover har vi kun min computer, så skriveprocessen foregår ved, at vi skiftevis skriver på nogle af de ting, der skal flettes ind i opgaven, hvorefter den anden så læser det igennem, retter på det sproglige og så selv skriver næste afsnit der skal tilføjes. En langsommelig proces! Kl. 22.00 er vi så rundtossede, af at kigge på computerskærmen , at ingen af os kan ramme rigtigt på tastaturet. Vores sproglige formåen er også faldende, og meget af det vi skriver nu, er ikke en gennemlæsning værd. Vi beslutter os for at kalde det en dag.

Jeg går hjem. Det er en gåtur på 20 minutter, og jeg nyder at få tømt hovedet for tanker på vej hjem. Det blev heller ikke i dag, vi fik lavet opgaven færdigt. Kees er ikke på kontoret denne uge. Vi bliver enige om, at han jo ikke kan skælde os ud, når han ikke er der, så vi vil fortsætte arbejdet i morgen. Han kommer faktisk slet ikke på kontoret denne uge, da han skal vise en tysk professor rundt i Ægypten hele ugen. Derudover havde han lovet os, at han ville få fat på en advokat, der skal læse vores kapitel om den ægyptiske lovgivning igennem. Det har han ikke fået gjort. Det betyder, at vi alligevel må vente på, at han kommer tilbage næste uge, før vi kan sende opgaven videre.

Kommer hjem, falder om på sofaen og ser lidt fjernsyn. Jonas kommer hjem. Han har hygget sig. Det var satans! Ej, fint han har haft en god aften. Jeg vil ikke ligefrem kalde min aften afslappende. Jeg ryger på hovedet i seng. I morgen fortsætter showet.

Undskyld, er jeg det rigtige sted?

14/3-2009

Det er snart en måned siden Jonas og jeg kom til Ægypten. Jeg har indtil nu haft rigtig mange fede, underlige og tankevækkende oplevelser. I dag betyder én måneds tilstedeværelse dog først og fremmest en ting. Vi skal have fornyet vores visa! Jeg står tidligt op. Jeg kan ikke huske præcis hvornår. Omkring kl. 07.00, hvis jeg husker rigtigt. Tager et bad, og får mig lidt morgenmad. Et kogt æg og lidt cornflakes. Jonas kan ikke rigtigt komme op, og han når ikke at få morgenmad, før jeg har jaget ham ud af døren. Kl. er 08.30.

Vi kommer med metroen ind til Tahrir Square. Vi har fået at vide, at det er bedst at komme lørdag morgen før 09.00. Kl. er nu 09.10. Vi er måske lidt forsinkede, men det kan ikke betyde den helt store forskel på køernes længde. Vi har blot fået at vide, at vi, for at finde bygningen, der huser visa-kontoret, skal kigge efter en stor grim sandfarvet bygning. Det gør vi så. Det viser sig at være meget let at genkende den! Og den er faktisk ret grim. Den minder mest af alt om noget Mussolini kunne have fundet på at bygge under det facistiske Italien. Kan huske at Iman (en af vores undervisere på universitetet, der har ægyptiske rødder) truede med at sprænge den, og lige præcis den, bygning i luften, da jeg havde hende til dialekt. Selvfølgelig kun en spøg. Hendes begrundelse var, at det er det værste sted i verden. Da vi går derind, synes vi, at den bemærkning er meget sjov. Det skal dog ændre sig!

Da vi kommer hen til indgangen, står der en masse vagter og sørger for, at vi, lige præcis, ikke har bomber og deslignende med. Et hold der tager sig af mænd, og et hold der tager sig af kvinder. Tasken bliver smidt gennem en scanner. Vi kommer ind uden yderligere problemer med sikkerhedsfolk. Ok, hvor skal vi nu gå hen? Over alt myldrer det med folk. Der er ikke rigtig noget skilt, der viser, hvor vi skal gå hen. Jeg har dog fået at vide, af nogle af pigerne fra arbejde, at vi skal op på 1. sal. Da vi er på vej op, kommer vi i tanker om, at vi nok skal bruge nogle billeder. Ned igen! Jeg ved ikke, om det er, fordi vi ser meget forvirrede ud, men der går 5 sekunder fra vi er kommet ned, til der er en fyr, der står og vifter med armene, og råber til os, at vi kan komme hen til ham, og få taget billeder. Det gør vi så. 15 kr. for 6 billeder. Det er ikke ligefrem dansk standard for pasfoto, billederne lever op til, men det er vel nok til at få et visa. Nå ja...man skal også huske at kopiere sit pas et par gange.

Vi kommer op på første sal, og bliver vist ned til der, hvor vi skal være. Nemlig der hvor alle andre, der har mistet sit pas, skal have rejsetilladelse eller ligesom os registreres i landet på en eller anden måde, er. Der vrimler med mennesker i noget, der absolut må kaldes organiseret kaos. Der er uoverskueligt mange skranke, og vi aner ikke hvilken én, vi skal gå hen til. Vi beslutter os for at spørge om hjælp. Flere gange må vi spørge folk, om vi er det rigtige sted. Ingen ser ud til at vide noget som helst. Forståeligt nok i dette kaos. Vi bliver vist hen til en skranke. Vi får en blanket vi skal udfylde, plus en sur kommentar om, at vi skulle have været hen til skranke 12, og ikke skranke 6. Mange gange undskyld. Det burde have været let og logisk for os at vide det!

Vi udfylder blanketten, og bevæger os hen mod skranke 12. Der står et par turister foran os, der er ved at blive ekspederet. Da det bliver vores tur, kommer der en mand hen og begynder at snakke med de to damer, der sidder ved skranken. Han får al opmærksomhed. Snart begynder manden og damerne at diskutere et eller andet, og vi kan så stå og glo imens. Endelig kommer vi til. Den ene dame ber om pas, foto, kopi af pas og blanketten. Da hun har fået det hele, får vi besked om at gå hen til skranke 38, og betale.

Vi kommer hen til skranke 38. En dame sidder og fortæller, hvor meget vi skal betale. 11 EL (11 kr.). Vi får derefter udleveret 4 frimærkelignende genstande hver, sammen med beskeden om, at vi skal gå tilbage til skranke 12. Ej, nu må det sku da være nok gåen frem og tilbage! Har de aldrig hørt om effektivisering hernede? Vi bevæger os hen mod skranke 12.

Tilbage hos skranke 12 tager damen imod vores frimærker, putter dem på vores blanket med kopi af pas og billede, og fortæller os, at vi kan hente vores pas om to timer. Hvad? Skal man så bare lige gå en tur, mens éns pas ligger frit og uregistreret i verdens mest kaotiske bygning? Super fedt!

Vi beslutter os for, at gå ned og købe en avis, og drikke en kop kaffe. Dvs. jeg drikker en kop kaffe. Vejret er dejligt når solen skinner. Der er dog lidt skyet, og det er lidt småkoldt i en tynd skjorte, når en sky går for solen.

Kl 12.00. Der er gået to timer, og vi vil nu op og hente vores pas med vores fornyede visa. Vi har fået at vide, at vi skal henvende os hos skranke 68 for at få vores pas tilbage. Da vi kommer op finder vi dog ud af, at der "kun" er 64 skranker. Hvad gør man så? Vi beslutter os for at gå tilbage til skranke 12, og spørge, om det nu også var skranke 68, vi skulle henvende os hos. Nej, det var skranke 46 i stedet. Vi kommer derhen, og får endelig vores pas, med vores 6 måneders visa i. Fantastisk! Nu gælder det om, at komme ud af denne helvedes bygning i en fart! Forhåbentligt er det sidste gang, jeg skal sætte min fod der!

Jeg skal mødes med Marianne på Tahrir Square kl. 13.00. Det vil sige, at Jonas og jeg lige kan nå at spise, inden jeg skal arbejde. Vi får os en gang "Kushariy". Lækkert. Har spist det næsten hver dag, siden jeg er kommet hertil, og jeg synes stadig, at det er lækkert. Heldigt nok!

Jeg siger farvel til Jonas, der vil kigge sig omkring i Kairo, inden han vil vende tilbage til Maadi, og tage en tur i kirke. Jeg stiller mig hen og venter på Marianne, der hvor vi har aftalt. Hun kommer 20 minutter for sent. Hun er jo også ægypter. Da hun kommer, fører hun os hen til en café lige ved siden af AUC (American University of Cairo). Lækker cafe. Det er så her vi skal arbejde på opgaven resten af dagen. Det er en fancy café, og de fleste gæster er udlændinge eller overklasses ægyptere. Men fint sted. Vi begynder at arbejde. Vi er bagud i forhold til vores tidsplan. De næste dage kommer til at bliver rigtigt lange. Med den tanke i baghovedet kører vi på hele eftermiddagen. Kun kaffe og sukker holder os kørende.

Kl. 19.00 kommer jeg med en metro hjem. Det var så den lørdag. Visa-kaos og ekstra arbejde. Ikke ligefrem skabelonen på en perfekt lørdag. Jonas skriver, at han er ude at spise med nogle amerikanske kirkegængere. Jeg støder til gruppen, da jeg kommer af metroen i Maadi. Får mig en pizza. Det er hyggeligt, men jeg er for træt til snik snak. Kl. 20.00 tager vi derfra. Da vi kommer hjem, kan jeg ikke andet end bare ligge på sofaen og se tv. Går i seng! Lang lørdag af den kedelige slags.

"Fisketur" ved Nilen

13/3-2009

Står op kl. 09.00. Det er fredag og min eneste fridag denne weekend. Så skal den også nydes! Får mig et bad og springer på noget morgenmad. Den består mest af alt af min værdifulde kaffe. Utroligt så meget man kan komme til at holde af Nescafé! Jeg har allerede planlagt, hvad dagen skal gå med. Ingenting! Vi skal mødes med Muhammed inde i byen kl. 19.00 i aften. Han har inviteret os med på fisketur ved Nilen, men indtil da er det mest afslapning, den står på.

Eftermiddagen går med at se film, og skrive på bloggen. Kl. 16.00 går jonas og jeg ned og handler ind. Vi har stadig ikke fået fat på et nyt toiletbræt efter det gamle gik i stykker. Det har gjort det lidt tricky at få gjort sine fornødenheder hjemme hos os. Vi prøver derfor for 5. gang at gå hen til den butik, hvor vi kan købe den slags ting. Igen er der lukket! Åbningstider står der selvfølgelig ikke på døren heller. Vi må prøve igen en anden dag.

Kl. 18.30 kommer vi ud af døren i Maadi, og går ned mod metroen. Vi er spændte på, hvad det her er for noget.

De andre gange vi har fået at vide, at nu skulle vi med til stor fest, har det vist sig at være nogenlunde svarende til halbal i Østerløgum (for dem der ikke er fra Sønderjylland, så er det en meget lille by). Vi er derfor meget spændte på at se, hvad det her mon er for noget. Vi er inde på Tahrir Square kl. lidt over 19.00. Tro mod vores fordomme, regner vi ikke med at Muhammed er kommet endnu. Jeg prøver dog at ringe til ham, og sørme jo! Vi må æde vores ord. Han står og venter på os på den anden side af vejen. Denne gang var det os, der var for sent på den.

Han fortæller os, at vi vil køre hen og købe øl og chips, og så tage taxaen videre ud på landet. Cool! Det lyder, som om der er styr på det denne gang. Vi kører i taxa gennem byen. Vi når hen til sprut-butikken (Man kan sagtens købe øl i Kairo, men det er ikke som derhjemme, hvor man bare går hen i den nærmeste døgnkiosk og ber om 6 kolde. Det sker kun i få udvalgte butikker). Snart har vi fået tanket øl og chips, er vi på vej videre ud på landet for at fiske.

Vi kører i ca. 30 minutter. Jonas har lidt problemer med at sidde i en taxa med bøjet ben så længe ad gangen efter sin cykelulykke forrige sommer. Han står mere op i taxaen end han sidder. Endelig holder vi ind til siden. Jonas kan komme ud og få strakt sit ben. Hvad foregår der? Muhammed går rundt og taler i telefon. Hans fætter sidder i bílen og snakker til mig om vejret, mens Jonas hopper rundt udenfor, og kun tænker på, at det var godt at få strakt benet. Så sidder man der! Muhammed ser lidt forvirret ud. Jeg prøver at spørge ind til, hvad der sker. Ved vi, hvor vi er? Hvor vi skal hen? venter vi på nogen? jeg får ikke ret mange oplysninger hevet ud af dem. De ved det sikkert heller ikke selv. Endnu engang er der ikke ret meget styr over situationen.

Efter 15 minutters venten dukker der pludseligt et par fyre op. Ahh...dem mødte vi også på vores bådtur sidste weekend. Vi bliver introduceret. Endnu engang kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da vi får deres navne at vide. Vi finder nemlig ud af, at vi nu er i selskab med Mustafa, Muhammed, Muhammed og Muhammed. Hvor mange drengenavne findes der egentligt hernede? Kreativiteten, hvad navne angår, er ikke overvældende. Jeg er godt klar over, at man ikke kan sammenligne med danske navne, og jeg ved godt at efternavnet betyder langt mere for identifikationen af folk hernede end fornavnet, men lidt skægt er det altså alligevel. Så nu er vi altså i selskab med den først Muhammed vi mødte, derefter hans fætter Muhammed, som vi så film med sidste weekend og den nye Muhammed, der ligesom Mustafa er bodybuilder. Vi får hurtigt ændret deres navne til Van Damme og Schwarzenigger. Det er de meget stolte over.

Jonas prøver kræfter med den ægyptiske udgave af Van Damme.

Vi går ned ad en grusvej. Luften er godt kølig. Jeg har heldigvis fået husket at tage min eneste medbragte trøje fra Danmark med. Minimalisme, hvad bagage angår, er lige noget for mig. Så der er ikke røget ret meget tøj med i rygsækken, da jeg tog afsted. Nogle gange kunne jeg dog godt have brugt en ekstra trøje. Er for nærrig til at købe én. Så vil jeg, åbenbart, hellere fryse lidt, når jeg er ude om natten. Vi kommer ned til noget, der minder om en gammel husbåd. det er åbenbart derfra vi skal fiske. Da vi kommer derhen, begynder ægypterne at diskutere internt. Det er vist noget med, at de har glemt, at man skal bruge en nøgle for at åbne porten ind til båden. Der bliver diskuteret lidt frem og tilbage. Vi bliver sat ned på et par bænke ved siden af båden, og én af Muhammed´erne smutter. Vel for at finde en nøgle? Efter 15. minutter kommer han tilbage. Ingen nøgle! I stedet for gennem porten, bliver det over hegnet. Føler mig lidt som dengang jeg gik i folkeskole, hvor jeg lavede alt muligt, som jeg fik at vide, at jeg ikke måtte. Sikke et syn der venter, da jeg kommer op på båden. Udsigten over Nilen i måneskin er ikke til at tage fejl af! Der er vildt smukt herude!

Nilen i måneskin. Et fantastisk syn!

Da vi står på båden, går det pludseligt op for dem, at man skal bruge fiskestænger for at kunne fiske. Et smart lille fif til en anden gang gutter! System og planlægning var der altså alligevel ikke noget af. Det virker til at være meget generelt blandt de unge mennesker, som vi har mødt. Vi dropper at fiske, og står i stedet og snakker om løst og fast. De er super flinke alle sammen, og det er virkelig hyggeligt. Vi drikker øl og spiser chips. Vi får for alvor trænet vores dialekt. Kaster mig på et tidspunkt ud i en diskussion om relationerne mellem kristne og muslimer i Ægypten. Det går overraskende godt! På et tidspunkt får jeg, af den nye Muhammed, alias Van Damme, fortalt at han gerne vil til Danmark, fordi man der må have sex med piger før ægteskab. Endnu engang står desperationen malet i øjnene, og helt galt går det, da de viser os pornobilleder på deres mobiltelefoner. Lidt sørgeligt altså. Endnu en gang støder traditioner sammen med de unges egen kulturelle måde at fremstille virkeligheden på.

Da klokken er lidt over 23.00 ringer Muhammed efter en af sine venner, der er taxachauffør, og som vil køre os billigere hjem, end hvis vi havde taget en anden taxa. I mens vi venter går vi hen til en lille café, hvor der bliver spillet bordtennis. Muhammed VS. Muhammed! Muhammed vinder. Vores taxa kommer efter 30 minutters venten. Vi får sagt farvel, og bliver på falderebet inviteret til bryllup på lørdag. Det kan vi ikke sige nej til. På lørdag står den altså så på bryllup! Det skal nok blive underligt og fedt på samme tid!

Muhammed VS. Muhammed i en intens bordtenniskamp.

Vi kommer hjem til lejligheden lidt i 00.00. Jeg ligger mig ind i seng, og læser lidt i "Taxa". Falder, efter lidt læsning, hurtigt i søvn. Efter sådan en hård "fisketur" ved Nilen er jeg godt træt.

Gode gerninger lønner sig!

12/3-2009

Ahh! Dejlig frisk og udhvilet. Klar til en dag på arbejde uden uudholdelige smerter i min indre tænketank. Kl. er 08.00. Står op og tager et dejligt langt bad. Efter det store ædegilde i går er jeg stadig mæt. Får en lille yoghurt og en kop kaffe til morgenmad. På vej på arbejde køber vi frisk frugt. Når man køber bananer hernede, bliver de plukket friske fra grenen. Det er da ikke til at stå for! Medmindre man hedder og Jonas, og er den eneste i verden, der ikke kan lide banan. Ej, det er selvfølgelig i orden. Jeg køber dog et halvt kilo til mig selv. Hernede køber man alt i kilo og ikke i stykker.

På arbejde læser jeg mine kilder igennem én gang til for at se, om der skulle være noget vigtigt, jeg har overset. Marianne bliver kaldt til møde med Kees (Cornelies bliver hernede kaldt Kees, da det er lettere for folk at sige, tror jeg). Efter mødet kommer hun ud, og fortæller, at vi bliver nødt til at være færdige med opgaven senest søndag aften. Det lyder i mine ører, som en pænt umulig opgave, ihvertfald hvis vi holder weekend både fredag og lørdag. Vi beslutter os for at mødes på en café lørdag formiddag inde i Kairo, og kigge på opgaven. Vi bliver nødt til at mødes på en café med trådløs internet, da kontoret har lukket lørdag, og vi skal bruge internet. Det bliver en kort weekend! Lørdag morgen skal Jonas og jeg ind og ahve fornyet visa. Det er en proces, der tager et par timer, er vi blevet fortalt. Skal mødes med Marianne kl. 11.00, så vi skal tidligt op, og ind til byen på lørdag. Er ærligt talt lidt træt af ikke at få ordentligt weekend. "Gode gerninger lønner sig!", siger jeg til mig selv, og får overbevist mig om rigtigheden i at hjælpe Marianne færdig med rapporten.

Efter arbejde er der afskedsfest for en tysk pige, der hedder Janina. Hun har hjulpet mig med Abu Fana (projektet), da hun har skrevet om mediedækningen af konflikten de sidste par måneder. Vi får sagt godt farvel. Jonas og jeg er nødt til at gå tidligt, da vi har undervisning på sprogskolen fra 18.00 - 20.00. Undervisningen begynder virkeligt at give pote. Jeg er meget glad for, at vi har valgt at få decideret undervisning, og ikke kun nøjes med at samle ting op på gaden.

Efter undervisning går vi hjemad ad handelsgaden. Vi har ingen planer for aftenen, og vi beslutter os for at tage på café. Ikke en af de fancy´e caféer i den kristne del af Maadi, men en af de billige og beskidte fortovscaféer her i handelsgaden, hvor mænd sidder og spiller backgammon, drikker tyrkisk kaffe og ryger Shisha. Vi finder en hyggelig en af slagsen, og bestiller en kop te til Jonas og en tyrkisk kaffe og Shisha til mig. Vi sidder og gennemgår aftenens sprogundervisning. Jonas sidder og laver forskellige sætninger på ægyptisk, og ser hvor mange sætninger han kan lave med ord, der udtrykker samme mening. Vi snakker, om hvordan man vil bruge de forskellige ord, som vi har lært, i forskellige sammenhænge. Virkelig hyggeligt at sidde og slappe af! Ved siden af os sidder en flok mænd og snakker, mens de spiller, for os i hvert fald, ukendte spil. Folk myldrer forbi på gaden. Gamle som unge. Det er mørkt, og lyset fra butikkerne er det eneste lys, der oplyser gaden omkring os. Fantastisk stemning!

På vejen hjem går vi forbi supermarkedet og køber en kasse med 12 halvandenliters flasker vand til 20 kr. Vi er trætte af ikke at have vand hjemme hver anden aften, fordi vi har glemt at købe nyt. Da vi kommer hjem, går det op for mig, hvor beskidt der er hjemme hos os. I morgen må vi hellere gøre rent! Ellers ender det med, at lejligheden bliver lige så beskidt, som en 15 årig teenagedrengs værelse. Ikke lige sagen!

Da vi kommer tilbage, ser jeg "The faculty". En fantastisk dårlig sciencefiction-gyser. Ikke destomindre går den ned som varmt brød, på en weekendaften uden andre planer i Ægypten. Efter filmen går jeg i seng og læser "Taxa". En bog skrevet af en ægyptisk taxachauffør, der handler om de ting, han oplevelser, når han kører rundt med folk i Kairo. Den er skrevet på standardarabisk og dialekt. Forstået på den måde, at samtalerne er på dialekt, mens beskrivelserne er på standardarabisk. God øvelse og fede historier på samme tid. Efter lidt godnatlæsning bliver mine øjne tunge, og jeg falder i søvn. Ole-lukøje har helt sikkert været en tur forbi.

Bytur en tirsdag...hvad tænkte vi på!

11/3-2009

Hvad fanden er det for en larm! Hvad er klokken? Shit hvor har jeg ondt i hovedet! Hvorfor? Ahh...det er mit vækkeur, der fortæller mig, at det er tid at komme op! Og nå ja, nu husker jeg, hvorfor jeg har ondt i hovedet! Sikke en dårlig idé at drikke sig fuld en tirsdag! Kl. er 09.00. Vi har besluttet os for at møde kl. 10.30 i dag. Jeg kommer ud af sengen, og mit hoved værker endnu mere end før. Jeg tager et bad, og råber ind til en livløs Jonas, at han hellere må komme op. Arbejdet kalder! Får mig en halv skål cornflakes. Det vil sige, at jeg får en hel skål, men ikke kan få den sidste halvdel ned. Maven har det omtrændt lige så godt som mit hoved. Med andre ord betyder det, at jeg har det som om, jeg har været igennem en kødhakker. Der er ikke meget energi i mig i dag. Men bare fordi man har været konge om natten, skal man ikke være mus om dagen! En af Jonas´ evindelige ordsprog. Dem har han sku mange af, men den her må siges at passe meget godt til lejligheden.

Vi kommer ud af døren. Det er en dejlig morgen, og solen står allerede højt på himlen. Fuglene synger om kap med hinanden i træerne, der kroner over vores hoveder, i mens vi går forbi. Hvis det ikke havde været for min enorme hovedpine, der får mig til at stirre tomt og træt ud i luften, havde denne morgen været en af de smukkeste, siden vi kom herned.

Da vi kommer på arbejde, er alle de andre allerede godt i gang med at arbejde. Kirsten, vores koordinator, driller os, da vi kommer ind af døren, og fortæller, at hun ikke troede, at vi kom i dag. Jo jo, selvfølgelig! Jeg sætter mig på min plads, og begynder at kigge på skærmen. Det bliver hurtigt klart, at dagen kommer til at blive lang, og jeg begynder snart at fortryde vores hybris aftenen før. Opgaven rykker sig kun langsomt fremad mod målet.

Til middag får jeg en stor "Kushariy". Jonas overgår dog alle, og spiser den største "Makaroni beschamel" man kan købe, og to store ægyptiske kager oven i. Imponerende! Det bliver faktisk middagens samtaleemne. Pigerne snakker om, hvordan det er muligt bare at spise halvdelen af en stor "Makaroni beschamel", og så fortære to kager oven i. Jeg står, godt bagstiv, og hygger mig over, at det ikke er mig, der bliver snakket om, da det lige så godt kunne have været mig, der havde spist så meget.

Eftermiddagen kommer til at være den længste i mit liv. Det kan godt være, at det er en overdrivelse, men sådan føles det dog stadigvæk. Tiden går, som om en usynlig kraft holder den tilbage, ekstremt langsomt. Ej, hvor vil jeg bare gerne hjem og ligge på sofaen! Endelig står viseren på 17.00, og jeg pakker mine ting sammen. Tak for i dag!

Jonas og jeg har aftalt, at vi vil have KFC til aftensmad. Vi har brug for rigtig tømmermændsmad! Vi tager hjem til lejligheden, og sidder og stener. Jonas får sig en lur, og jeg ser lidt tv. Kl. lidt i 19.00 bestiller vi mad over nettet. Fantasisk at man kan det. Snakker med Lea, der er i Saudi Arabien, om, at hun i går bestilte mad over nettet dernede, og at der gik tre timer, før maden kom. Det må bare ikke ske her! Har brug for junk nu! På nettet stod der, at maden ville komme inden for 30 minutter. Da tiden er gået, bliver jeg lidt nervøs for, om de nu også har forstået, hvor vi bor, rigtigt. Der går dog kun 5 minutter, før det banker på døren. Så er der mad! Vi guffer kylling og pommes frites i os, mens vi snakker om, at vi nok bliver nødt til at leve lidt sundere fra nu af. Ja ja, men det skal jeg slet ikke tænke på lige nu. Nu gælder det kylling! Bagefter slår vi mave og ser "Kill Bill vol. 2".

Stine ringer på skype! Det er rigtigt dejligt at snakke med hende. Nu er der kun 3 uger til, at jeg skal besøge hende! Det bliver bare helt vildt godt at se hende igen! Nu vil jeg på hovedet i seng, og få mig lidt søvn. Trænger jeg godt nok også til!