Farvel-fest på "Jazz-Club"

30/6-2009

Jeg er blevet inviteret til endnu en farvel-fest. Denne gang er det Annah, som jeg kender fra en af turene til Anafora og fest his henrik, der skal hjem. Hun skal hjem og arbejde videre på sit speciale efter et halvt år med feltarbejde hernede om politisk vold i Sudan. Rigtig spændende i øvrigt!

Vi skal mødes inde hos hende kl 20.00. Hun bor inde ved "Talaat Harb" inde i "Down Town". Jeg tager en taxa ind til byen, da jeg ikke orker en proppet metro i denne varme. Da jeg kommer derind, er Emily (Annahs "flat-mate) og Annah allerede i gang med drinks i køkkenet. Der går ikke længe, før jeg vælger at stemme i og hoppe med på vognen. For første gang i lang tid får jeg en kold vodka og sprite. Europæisk vodka og ikke det forfærdelige ægyptiske sprøjt, som er det eneste, man ellers kan købe hernede. Fantastisk!

Der kommer flere folk til, og drinks og musik kører derud af. Vi bestiller yemenitisk mad og hygger. Omkring klokken 12.00 bliver det besluttet, at vi skal fortsætte festen på "Jazz-Club". Vi tager taxa derind og fester til langt ud på natten. Jeg har taget mit kamera med. Da jeg har taget en masse billeder kommer dørmanden og beder mig om at slette alle mine billeder, da det er forbudt at tage billeder derinde. Det er jeg dog ikke videre interesseret i. jeg beslutter mig for at tage mit hukommelseskort ud af kameraet og gemme det i lommen. På den måde ser det ud som om, at jeg har slettet alle billeder. Det virker! Da vi skal hjemad, vil dørmanden se kameraet, og jeg viser det tomme kamera og slipper ud med alle mine billeder.

Èn af de folk, som jeg møder i aften hedder "Samir". Han har en ægyptisk far og en dansk mor. Han har studeret medicin hernede i syv år og vender snart tilbage til Danmark. Han viser sig at være en rigtig fin fyr. Vi deler en taxa hjem, da han også bor i Maadi. På vejen prøver jeg på at sætte hukommelseskortet tilbage i kameraet. Det skulle jeg aldrig have gjort! Da der er mørkt i bilen, kan jeg ikke ordentligt se, hvad jeg laver. Jeg kommer derfor til at knække en af de tænder inde i kameraet, som kortet skal passe i. Så nu står jeg med et kamera, der ikke virker, og jeg kan ikke få det lavet, før jeg kommer hjem. Sjældent har jeg været så irriteret på mig selv som for det stunt!! Jeg må hellere sørge for at Stine husker sit kamera, når hun kommer herned om ikke så længe. Det bliver sku dejligt!