Buchi og Chung Ha stopper på kontoret i dag, og i den forbindelse har Kees arrangeret en tur til et "kloster" ved navn "Deir Al-Meimun". Buchi, Chung Ha, Sandra, Alexander og jeg mødte op på kontoret kl. 08.00, hvorefter Kees ankom i bil og samlede os op, så vi kunne komme af sted. For en gang skyld kom vi afsted til tiden!
"Deir Al-Maimun" ligger 100 kilometer syd for Kairo. På vejen derned tager vi den kringlede grusvej, som fører os igennem en masse landsbyer. Vi kommer også igennem "Helwan", ikke så langt syd for Kairo. Det var engang en af de flotteste steder omkring Kairo, og et sted hvor mange rige Kairenere boede. Men efter Nassers revolution i 1952, hvor han smed den engelsk-støttede monark for porten, lavede han området om til industri, da han mente, at fremtiden bl.a. lå i produktionen af metal osv. Det kan han sådan set også have haft ret i, men det har om ikke andet betydet, at området nu er blandt de mest forurenede og beskidte områder, som man kan komme i nærheden af i Ægypten. og det siger ikke så lidt!
En fabrik i "Helwan". Ikke ligefrem frisk landluft, der strømmer ud af skorstenene.
Endnu en sød lille fabrik! Svært at tro, at dette kvarter en gang var Kairos stolthed.
En dreng i "Upper Egypt" får sig lidt vand pumpet direkte op fra Nilen.
Frisk ankommet til "Deir Al-Maimun" (varmen havde snart gjort det af med os) begiver vi os hen til "klosteret". Det er i virkeligheden en lille by, der kredser sig rundt om Ægyptens nuværende ældste kirke. Der er ca. 300 Kristne familier og tre Muslimske familie i byen. Folk i området lever generelt af små-landbrug og sten-udvindelse i nærheden.
Vi kommer ind i den lille kirke, som folk i området påstår er fra det fjerde århundrede. Den er i virkeligheden nærmere fra det sjette århundrede, men Kristne i Ægypten kan godt lide at referere deres kirker til værende fra det fjerde århundrede, da det var på det tidspunkt "Helenisterne" kom til landet fra det daværende Grækenland og spredte den Ortodokse Kristne tro, som definerer Kopterne i dag. En lille forfalden kirke, som dog har en stor betydning for folk i området. Jeg må indrømme, at min interesse for gamle kristne kirker ikke er den største at finde blandt folk, og jeg bliver aldrig helt revet med. Derimod synes jeg livet i sådan en lille isoleret landsby er lang mere spændende.
Der går ikke længe, før vi bliver inviteret på te. Det kan man ikke sige nej til. Vi kommer ind i et lille hus, lavet af tørret ler-jord og bliver velkommet til at sidde ned. Inden længe står der té på bordet og vi får os en god snak med de lokale. Vi var aldrig blevet budt indenfor, hvis vi ikke havde haft Sandra og Chung Ha med. Mændende er ude i markerne om dagen, og man inviterer ikke mænd indenfor i et hus, hvor der kun er kvinder hjemme. Når vi har kvinder med, er det dog ikke noget problem.
På gulvet inde i køkkenet sidder kvinderne på gulvet og vasker op og koger vand. Rummet vi sidder i er et typisk velkomst-rum i "Upper Egypt", med stenbænke overdækket med tæpper hele vejen rundt. Man bliver aldrig budt ind i selve huset, når man er fremmed, og rummet skal derfor kunne rumme en masse mennesker på så lidt plads som muligt i tilfælde af uventet besøg. Rundt om os render en hel flok børn rundt og kigger nysgerrigt på os. Uden tvivl er de ikke vandt til at se sådan nogle som os. En typisk familie i "Upper Egypt" med en seks - syv børn.
Efter téen begiver vi os tilbage til kirken, hvor præsten nu står klar til at modtage os. Kees fortæller ham, at vi er der for at rappotere om den gamle kirke. Præsten virker dog ikke overbevist. Kees fortæller ham om organisationen og hvad vi laver, men det er ikke alle i det her område, der er lige klar over, hvad en database om Ægypten og inter-religiøs dialog er. Vi får stillet ham nogle spørgsmål, men han åbner aldrig rigtig op. Vi får lov til at kigge lidt, men efter en times tid ser han helst, at vi er på vej hjemad igen. På vej hjem i bilen begynder maverne at knurre. Vi havde regnet med, at kunne få en bid mad i byen, og har derfor ikke selv mad med.
Hele gruppen af folk fra arbejde sammen med præsten og en kirke-tjener. Fra Højre er vi; Alexander, Kees, Sandra, mig og Chung Ha.
Et billede af en helgens tidligere bo. Kopterne har mange helgener blandt tidligere munke, som levede på asketisk vis. Denne helgen levede næsten hele sit live i dette lille rum.
På vejen hjem begynder bilen oven i købet at lave problemer. Vi kører ad en ny "motorvej" hjem mod Kairo. Hvad Kees dog ikke tænker på, og os andre for den skyld heller ikke, er at den gamle bil, som vi kører i, ikke kan klare mosten med fuld drøn i ørkenen, hvor der er næsten 50 grader. Pludselig giver den op, og vi befinder os ude i ørkenen i en bil, der ikke kan køre længere. Endnu bedre er det, at det er på en "motorvej" mod Kairo, hvor der ikke er noget sidespor, og hvor bilerne drøner forbi. Vi bruger vores sidste vandressourcer på at køle motoren en smule. Derefter er der kun en ting at gøre, og det er at vente. Efter 15 minutter prøver vi at starte motoren igen. Heldigvis starter den! Vi kan dog ikke få bilen til at køre mere end ca. 20 kilometer i timen, så den resterende tur hjem bliver lang.
Da vi kommer tilbage på kontoret, er klokken næsten 17.00. Vi tager hurtigt af sted videre, da Buchi har inviteret på hjemmelavet kinesisk mad og kolde øl. Ikke et tilbud jeg kan eller vil sige nej til.
Buchi bor på 15 etage lige ud til Nilen. En fantastisk ramme for en afskedsfest! Vi får bestilt en ordentlig gang øl og slapper af, mens Buchi laver mad. Vi er seks mand fra kontoret til fest. Det er Sandra, Remi (ny praktikant fra England), Benedikt (også ny praktikant fra England), Alexander, Muhammed og jeg plus folk fra Buchis lejlighed. Det bliver en våd aften med god hjemmelavet mad og en masse kolde Heineken. Kl. er tre, før jeg er hjemme og kan sove rusen ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar