Jeg har lige haft en fantastisk men også hård weekend frem og tilbage til Sinai. Jeg vil gøre historien lidt kort. For hvad er det lige præcis, der får en til at feste til langt ud på natten, stå op igen kl. 09.00 om morgenen, tage en taxa til busstationen, sidde ni timer i en bus og storsvede hele vejen, pga. varmen, nå frem til den landsby, som var målet lidt i 19.00, få lidt mad, finde et hotel, nå at sove en time før man står op igen og derefter bruger hele natten på at bestige et bjerg, bruge morgenen på at kravle ned igen, få en kop kaffe for så at hoppe i en bus hjemad igen, hvilket resten af dagen så går med, og dermed have brugt hele sin weekend på den måde?? Det kan virke vildt dumt at tilbringe sin weekend på den måde, men der er faktisk nogle gode grunde til det. De kommer her:
Da vi kommer af bussen, befinder vi os pludseligt i denne fantastisk lille landsby. En mand byder os på hjemmelavet aftensmad, hvilket vi ikke kunne sige nej til. Dette billede er taget fra mandens hus, hvilket havde den bedste udsigt i byen. Folk var vildt flinke, luften ren og behagelig og stemningen i byen helt fantastisk!
Børnene i landsbyen var fuldt optagede af at spille fodbold. Det er ikke alle steder i Ægypten, at børn kan få lov til at være børn, så det var godt at se, at børnene her kunne spille fodbold i stedet for at skulle arbejde.
Solnedgangen taler for sig selv!!!
Gør solopgangen også!!! Vi så solen stå op oppe fra bjerget. Da vi kom derop, var der mega koldt, men blot fem minutter efter solen var stået op, lød temperaturen allerede på 30 grader.
På den modsatte side af bjerget letter nattens fugt og bliver til en blå-grå tage. På vej op på bjerget skal lige nævnes, at jeg faktisk fik højde-syge. Jeg havde svært ved at trække vejret og fik kvalme. Det gik dog heldigvis væk igen, men det viser, at jeg ikke ligefrem er nogen bjergged.
Alexander med en af de lokale guider (selvfølgelig en Muhammed), der skal følge turister op på bjerget. Det er faktisk en forholdsvis ny regel, der blev indført for tre måneder siden, da en russisk turist gik forkert i mørket og faldt ud over klippekanten. Det er dog et initiativ, der er blevet hjerteligt imødekommet af lokalbefolkningen, da det har åbnet op for endnu en indtægtskilde. En af de ting, der bekymrer mig lidt, er, at det er børn, der agerer guide. Det betyder, at de skal gå hele vejen op på bjerget hver nat, og derfor ikke kan få deres nattesøvn og for det andet betyder det, at de ikke går i skole, da de sover, når de kommer ned fra bjerget ved 09.00 tiden.
Klosteret St. Catherine set udefra. Vi tog først og fremmest til Sinai fordi Alexander ville se det gamle kloster. Det er et gammelt græsk kloster, der ligger der hvor den brændende busk siges at befinde sig ved foden af Moses-bjerget. Det rigtige Moses-bjerg menes at befinde sig nærmere Libanon og Syrien, men det skal ikke stoppe gamle lokale traditioner. De holder på, at bjerget er dette. Klosteret har den anden største samling af religiøse skrifter i verden, kun overgået af Vatikanet.
Som billederne viser, så var det fantastisk oppe i bjergene. Selvom det var et kort ophold og det krævede mange timer i bus, så kan det varmt anbefales at komme ud af Kairo og besøge Sinai.
Lige lidt information om Sinai. Sinai ligger ud til det Røde Hav og Aqaba Golfen. Den midterste/sydlige del er meget bjergrig, og det var det område, Alexander og jeg befandt os i i denne weekend. Ægypten mistede Sinai til Israel i seksdages krigen i 1967, men fik den tilbage efter, at Ægypten underskrev en fredstraktat med Israel 26. marts 1979 efter mange tab. I fredsaftalen anerkender Ægypten Israel som stat. I dag fremstiller ægypterne begivenhederne i 1979 som en kæmpe sejr i deres favør, selvom de havde meget større tab end Israelerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar