Hvem er den rigtige "Naguib Mahfouz"?

22/6-2009

En ny uge er begyndt, og jeg har endnu en gang fået rigtig travlt på arbejde. Min rapport er til gennemlæsning hos en hel håndfuld advokater og professorer af forskellig art. I aftes var jeg derfor inde hos en gammel professor i medicin, som har sagt ja til at læse min rapport igennem. Hans navn er "Amin Makram Ebeid". Han har boet det meste af sit liv i USA, hvor han har arbejdet som læge. I 2003 vente han tilbage Ægypten sammen med sin kone. Nu bor han inde ved "Dokki" i midtbyen.

Da jeg kommer derind, må jeg nok indrømme, at jeg godt kan se, at de ikke er blandt gruppen af fattige ægyptere, som man ellers talrigt kan tæller i Kairos gader. Det er en enorm og meget flot lejlighed, som de har. På væggene hænger der dyre billeder (fortæller han mig senere), indretningen er gennemført og der er ikke et støvfnug at se på gulvet.

Den gamle professor viser sig at være overordentlig flink. Han er pensioneret, og ser ud til at nyde at have besøg af en "ung" purk som jeg. Jeg bliver budt på lidt mad. Vi begynder at snakke om rapporten, mens minipizzaer bliver slynget ned. Der er heldigvis meget god kritik at komme efter.

Efter en gennemgang af gode og knap så gode ting i rapporten begynder snakken at falde på løst og fast. Da han har boet det meste af sit liv i udlandet, og som han selv udtrykker det; "Flygtede" fra Nassers revolution i 1952, er han meget interesseret i at høre, hvad jeg synes om Ægypten. Jeg fortæller ham åbent om de ting, som jeg synes er dårlige, og om de ting, som jeg synes er gode. Af mindre heldige ting hernede nævner jeg blandt andet den enorme befolkningsvækst, der er i Ægypten. Der fører rigtig mange uheldige ting i kølvandet på sådan en befolkningstilvækst. Arbejdsløsheden i Ægypten har været stigende de sidste mange år, skolerne er overfyldte, da de ikke kan nå at bygge skoler, så hurtigt som der kommer nye børn til. Korruptionsraten hernede er blandt verdens højeste. Lønningerne for bland andet læger og lærere er så lave, at næsten ingen gider at uddanne sig inden for de arbejdsområder længere. Vandmangel er også et stigende problem. Skellet mellem rig og fattig er fuldstændig forrygt og prostitution er også et stigende fænomen. Dertil kommer, at styret hernede ikke har styr på meget andet, end hvem der truer magten. Parlamentsmedlemmerne er blandt de mest korrupte i landet. Retssystemet er bund rådent, og det er velkendt, at folk med penge kan slippe ustraffet fra selv mord (der var en del opstandelse i landet forleden, da en nær ven af præsident Mubarrak blev dømt for mord. Det er man ikke vandt til hernede).

Det er nogle af de ting, som jeg får af hjertet. Det er selvfølgelig en smule hård kost for ham at høre. Selvom han bruger udtrykket "flygtet" fra Ægypten, er han jo stadig ægypter. Han nikker dog billigende og siger, at han godt kan se pointerne. For at glatte lidt ud nævner jeg også, at jeg synes, at ægyptere kan have en åbenhed, som jeg mener, at vi godt kunne lære lidt af derhjemme ind i mellem.

Efter en snak om Ægypten er han nysgerrig efter at høre lidt om Danmark. Vi ender selvfølgelig med at snakke om Danmarks flygtninge- og udlændingepolitik. Jeg fortæller ham, at jeg mener, at vi har en forkert flygtningepolitik i Danmark for tiden. Han overrasker mig dog ved at sige, at den måske er en smule for hård, men ikke meget. Det synes jeg jo selvfølgelig er interessant, når det kommer fra en mand, der først som ung flyttede til England og derefter til USA. Han fortæller, at han mener, at for få udlændinge, der flytter til et nyt land, gør en ordentlig indsats i forhold til at tilpasse sig. Med det mener han ikke en fuldstændig assimilering, men nærmere en balancegang. Han siger, at han er af den opfattelse, at det er et stort problem for mange mellemøstlige indvandrere rundt om i verden, at de prøver at bevare deres oprindelige kultur i så høj en grad, at det nærmest virker komisk, at de har valgt at bosætte sig et helt andet sted på kloden, når de ikke gider at have noget med kulturen i det nye hjemland at gøre. Jeg fortæller ham, at jeg mener, at det dog også må være svært at tilpasse sig en ny kultur i et nyt hjemland, når man hele tiden får at vide, at man ikke hører til. Og når man ikke kan finde job, fordi man har et fremmed navn, men heller ikke kan flytte tilbage, fordi man har satset alle penge på et kort, og ikke har penge til at vende tilbage eller som flygtning, naturligvis, ikke kan flytte tilbage. Da jeg fortæller ham om vores "flygtningelejre", er han også meget fortørnet. Vi får en god lang debat ud af det. I sidste ende bliver vi enige om, at man skal behandle hinanden med respekt, lige meget hvor man kommer fra. Et godt men ikke spor banebrydende slogan, som allerede bliver brugt for meget uden handling bag ord. Det udgør dog en fin afslutning i denne sammenhæng.

Før jeg tager hjem, forærer han mig en bog, som han har skrevet, der bærer titlen "Towards a culture of progress". Desuden finder jeg ud af en interessant lille detalje, som jeg lige vil nævne. Lige før jeg skal til at gå ud af døren, nævner han navnet på sin far, hvilket fanger min opmærksomhed. Amins far var for længe siden læge. En dag på vagt skal han være fødselshjælper ved en fødsel. Fødslen er i mellemtiden dog meget svær, og det lille barn er ved at gå til. Efter mange timers kamp lykkes det dog for ham at redde barnet. Barnets familie bliver så overlykkelig, at de vælger at give barnet navn efter lægen. Det navn er "Naguib Mahfouz". Det lille barn viser sig at blive en af Mellemøstens største forfattere i nyere tid, og den første arabiske forfatter til at vinde Nobelsprisen i litteratur i 1988. Navnet Naguib Mahfouz var således, oprindeligt, navnet på en af Mellemøstens kendteste læger i starten af det tyvende århundrede og den første gynækolog i Mellemøsten overhovedet. En lille sjov anekdote. Hvem der så er den rigtige Naguib Mahfouz vil jeg lade andre diskutere om.

Efter en god aften bevæger jeg mig igen igennem Kairos aftentrafik hjemad mod Maadi, mens den varme luft pisker mod mit ansigt. Lugten af bilos og forurening hænger altid godt fast i tøjet efter sådan en tur.