Fokus på Mellemøsten

Denne blog har til formål at sætte fokus på politik og vigtige samfundsforhold i Mellemøsten. Emnerne kan have relevans for både de mellemøstlige landes samfundsforhold, såvel som danske. Målet med bloggen er at skabe større opmærksomhed på, hvordan begivenheder i Mellemøsten påvirker internationale og danske politiske beslutningstagninger. Kommentarer og indlæg modtages meget gerne.

onsdag den 27. maj 2009

Født på ny og fuldstændig fest-udkørt!

24/5-2009

Så gik den weekend. En fantastisk en af slagsen skal lige siges! Det blev dog ikke kun til ren afslapning, som først antaget. Det skal jeg nok komme tilbage til.

I torsdags efter arbejde kørte vi en flok på syv mand ud til afslapningsstedet "Anafora". Vi kom derud ved 19.30-tiden og kunne lige nå at få en rigtig god gang aftensmad. Da vi havde spist, var det allerede blevet mørkt. Vi fik derefter udleveret nøgler til det, der skulle vise sig at være små "Nubiske" paladser. Helt fantastisk! Jeg tror sjældent jeg har boet så flot og hyggeligt på samme tid. Vi fik alle sammen to-mands-værelser. Endnu en gang skulle jeg finde mig i at dele lejlighed med Jonas, som om vi ikke ser hinanden nok til hverdag. Værelserne, som vi sov i, var kuppelformede med helt hvide vægge, en seng og et lavt bord med tilhørende pudder, hvor vi kunne sidde og hygge. Om aftenen skulle vi bruge stearinlys for at kunne se noget ordentligt inde i rummene. Der var små lamper, men de lyste ikke meget op. Det gav dog bare et ekstra lag hygge at sidde og slappe af i godt selskab i stearinlysets skær. Det var dog ikke sådan hele vores aften gik. Efter lidt tid besluttede vi os for at rykke op på taget, og nyde stjernehimmelen, som vi normalt ikke kan se meget af inde i Kairo. Vi tog en masse tæpper, en gang glas, cola, rom, øl og vin med derop, og sad så og nød stilheden og den rene luft. I det fjerne kunne vi høre frøer kvække, men ellers var alt bare stilhed. Vi får os en dukkert og nogen af os, måske Henrik og jeg...hvem ved?, en lille brandert på, før vi alle går ud som lys. Endnu en gang er det perfekt selskab, vi er kommet herud med.

Fredag står på endnu et par svømmeture, en lille solskoldning, god mad, afslapning, gåture, læsning, hygge og et par øl. Det er svært at forklare stemningen derude, men det er næsten, som at hoppe ind i en anden verden, når man kommer fra Kairo. Solen bager på huden, mens vinden stille stryger forbi palmerne og køler huden, så man ikke føler at man er ved at brænde op. Der er ingen larm fra trafik eller folk og det forekommer mig, at der er meget mere tid til at tænke og trække vejret herude. Og det gør vi så! Så meget som vi overhovedet kan, men vi kan dog ikke stoppe tiden.

Det blev lørdag middag, og vi skulle allerede hjemad mod Kairo igen. Jonas skulle hente sin far, søster og dennes kæreste i lufthavnen om eftermiddagen og han får arrangeret at køre til Kairo og ud til lufthavnen i en anden bil. Vi andre sætter kurs mod "Zamalek", hvor Henrik bor. Han har nemlig inviteret til grill-fest her til aften. Før det går løs, får vi dog lige tid til at nyde en gang ostekage og kaffe på en café, der hedder "Beano´s". Ikke dårligt.

Vi tog derefter ud for at handle ind til god mad, og begyndte at forberede grillen og maden. Kl. 20.00 begyndte der at komme folk. Igen viste vi danskere at være rimeligt godt præsenteret. Jonas kom lidt senere også med sine gæster. Det har været lidt af en omvæltning for dem at se hvordan nogle ting foregår i Ægypten, selvom de kun har set en lille del af det hele. Der blev drukket øl og drinks til den store guldmedalje hele natten, og før jeg fik set mig om, blev kl. 06.15, før jeg var kommet under dynen i "Maadi". To en halv time senere var jeg allerede oppe igen og på vej på arbejde. Det skulle også vise sig at blive en af de hårdeste arbejdsdage indtil nu, men kan man være konge om natten, må man også være mand om dagen. Man kan spørge sig selv, hvorfor man tager på afslapning, med det motiv at stresse af og lade batterierne op, for at drikke sig helt ned og ikke sove hele natten samme weekend. Jeg vil dog lade være at stille mig selv det spørgsmål. Man skal jo også huske bare at leve.

Det har været en fantastisk weekend der har budt på det hele. Total afslapning i naturskønne omgivelser og en vildt fed fest på en tagterrasse på syvende sal i hjertet af Kairo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar