Fokus på Mellemøsten

Denne blog har til formål at sætte fokus på politik og vigtige samfundsforhold i Mellemøsten. Emnerne kan have relevans for både de mellemøstlige landes samfundsforhold, såvel som danske. Målet med bloggen er at skabe større opmærksomhed på, hvordan begivenheder i Mellemøsten påvirker internationale og danske politiske beslutningstagninger. Kommentarer og indlæg modtages meget gerne.

fredag den 8. maj 2009

"Garbage City" og eksorcisme

7/5-2009

En muslimsk kvinde ligger og ryster på kirkegulvet. Præsten slår vand i hovedet på hende, mens han giver hende lussinger med det trækors, som han holder i hånden, og mumler en masse ord. Vi er havnet midt i en eksorcisme i en kirke i "Garbage City". Den historie vender jeg tilbage til!

I forbindelse med svine-influensaens indtog og regimets beslutning om at slagte alle Ægyptens 250.000-300.000 svin, som har fået en del international omtale, har vi på kontoret besluttet os for at tage ud og besøge de kristne svineavlere for at høre, hvad de har at sige om situationen og finde ud af, hvordan deres fremtidsudsigter ser ud, hvis alle svin bliver slagtet. Et vigtigt spørgsmål er bl.a, om der vil være kompensation for de aflivede svin eller ej. I internationale medier har der været forundring og kritik af regimets beslutning om at slagte alle svin, da Ægypten er det eneste land i verden, der har besluttet at reagere sådan i stedet for at sætte svinene i karantæne, og eksperter har udtalt, at det er en underlig reaktion, da der ikke er registreret svine-influensa i landet. Nogle medier har derfor spekuleret i, om indgrebet kunne være sekterisk begrundet og en reaktion på styrets forsøg på yderligere islamisering, og derfor også indeholder forsøg på undertrykkelse af den kristne minoritet i landet.

Vi er fem fra kontoret der tage derud. Kees, Jonas, Buchi (den nye kinesiske praktikant), Karim (vores chauffør) og jeg. Vi ankommer til bjerget, hvor "byen" ligger kl. ca. 16.00.

I starten er det svært at tro sine egne øjne! Det bliver hurtigt klart, hvorfor området er kendt som "Garbage City". Det er bogstaveligt talt en losseplads, hvor der bor folk. Mange folk! De kristne har bygget byen inden for de sidste 30 år. De fleste huse er derfor forholdsvis nye, men det er ikke at se. Der bor ca. 150.000 mennesker i "byen". Området ligger i udkanten af det nord-østlige Kairo, og det er her, de fleste af Kairos skraldemænd holder til. Dem er der ca. 250.000 af, så det er over 2/3-dele af dem, der lever her. Overalt ligger der bunker af skrald. Ikke kun på gaderne, men også i opgangene, på tagene og højst sandsynligt også inde i de fleste huse. Det er over halvdelen af Kairos skrald der ender her, og det kan føles og lugtes. Lugten af råd hænger tungt i luften, og hver gang man indånder, er det som at stikke hovedet ned i en skraldespand og tage en dyb indånding. Ikke lige det jeg normalt vil betegne som behageligt! Skraldet samler de kristne til genbrug. Madresterne fodrer svineavlerne deres dyr med. Geder, høns og de omtalte svin er de mest almindelige. Plastik, jern og andet brugbart bliver sendt til...selvfølgelig...Kina, hvor det bliver omdannet til varer, der så igen bliver eksporteret og solgt billigt i alle verdens lande. Folk ser lige så fattige ud, som de gør i "Upper Egypt", men man skal ikke tage fejl, de fleste skraldemænd tjener gode penge.

Et er skraldemænd, noget andet er svineavlere. Man kan undre sig over, at folk gider leve sådan et sted og arbejde på den måde, men det er der selvfølgelig en god grund til. Arbejdsløsheden i Egypten er, pga. overbefolkning og landets svage økonomi, tårn høj, og der er ikke andet arbejde at få. Det gælder også svineavlerne. Hvis de mister deres livsgrundlag, er der ikke andre steder de kan vende sig hen, og det har betydet en del ballade efter regimets beslutning om at slagte alle svin. I søndags kom det til sammenstød mellem politistyrker og unge lokale i området.

Da vi kommer uanmeldt, kan vi ikke få lov til at se svinene, da de er blevet gemt af vejen af frygt for, at politistyrker skulle komme tilbage for at slagte dem. Vi kan dog komme igen i næste uge og få en rundvisning i "byen". Vi får derimod lov til at snakke med den lokale præst.

Da vi kommer ind i til ham, er han optaget af at sørge for, at de unge, der blev anholdt i søndags, får den rette juridiske hjælp. Præstens opgave i sådan et område, er ikke kun at være præst, men også at fungere som indbyggernes leder, da der ikke findes andre repræsentanter og officielt valgte, der kan tale de kristnes sag. Præstens rolle er derfor yderst vigtig i forhold til at holde uroligheder nede. En præsts prædiken kan være afgørende, da en kritisk tale overfor regimet vil kunne få situationen til at eskalere. Han fortæller, at sagen har skabt meget uro, da folk er fortvivlede over, at de ikke har noget levegrundlag, hvis svinene bliver slagtet, og fortæller, at det vil komme til yderligere sammenstød, hvis politistyrkerne vender tilbage, hvilket de uden tvivl gør.

Vi bliver inviteret til aftenens prædiken med efterfølgende eksorcisme og takker ja. Prædikenen foregår i en stor halvt-udendørs kirke hugget ind i en klippe oppe på bjerget. Vi bliver fortalt, at kirken er den største i Mellemøsten, målt på siddepladser (Ca. 8000). Det skal lige nævnes, at området, hvor kirken ligger, ikke minder det mindste om resten af "byen". Der ligger flere kirker deroppe, der er rent og store udskæringer pynter de omkringliggende klippevægge. Området med kirkerne er det eneste ved "byen", der afspejler de mange penge, den koptiske kirke er i besiddelse af. Budskabet, som præsten leverer i sin prædiken, handler om tilgivelse og styrken i Gud, og formaner derfor til ikke at indgyde til flere sammenstød. Hvad de Kristne svineaflevere derimod skal gøre, når deres svin er blevet slagtet, bliver der ikke sagt noget om. Noget af det, som jeg ligger mærke til under prædikenen, er, at der er mange Muslimer til stede. Det havde jeg ikke regnet med!

Efter prædikenen går turen til en lidt mindre kirke (3000 siddepladser), hvor eksorcismen skal foregå. Ingen af os har overværet en eksorcisme før, ikke engang Kees, der har boet her i snart 30 år, og vi ved derfor ikke, hvad der venter os.

Da vi er præstens personlige gæster, får vi selvfølgelig sæde på forreste række. Da han kommer ind på scenen, (kirken ligner mest af alt et romersk amfi-teater) råber han i mikrofonen, at vi skal forsage alt det onde. Musikken begynder at spille og et stort lærred med et powerpointshow bliver vist, med en tekst der lyder; "Jesus sæt mig fri". Det er også det folk fra nu af synger i kor til musikken. Han beder folk, der skal have foretaget en djævleuddrivelse, om at stille sig op i kø, og han begynder derefter at drive djævlene ud på alle syndere. Det er et teater, som jeg aldrig troede, jeg skulle opleve:

Folk kommer hen til præsten og fortæller, hvad der er galt med dem. Han beder vedkommende om at lukke øjnene, ligger hånden på hovedet af dem og begynder derefter at føre dem rundt i cirkel indtil de vælter om, og ligger og ryster på gulvet. Derefter sætter han sig ved siden af, ligger korset på panden af vedkommende og mumler nogle ord. Vedkommende der ligger på gulvet skriger og vrider sig, indtil præsten siger; Du djævel forsvind fra dette Guds skabning". Når det er sagt, sætter folk sig op, og bliver guidet væk fra scenen. Nogle grædende, andre lettere svimle. Dette scenarie gentager sig flere gange.

Efter lidt tid opdager jeg noget, der forbavser mig. I køen, der efterhånden tæller op til 100 folk, står der flere muslimske kvinder. De er lette at genkende, da de har tørklæde på, hvilket de Kristne ikke har. Djævleuddrivelsen, med de ovenstående begivenheder, bliver udført på en række Muslimer, før vi begiver os på vej hjemad. Kees fortæller, at det er meget normalt, at både Muslimer og Kristne opsøger både Imamer og præster, hvis de har et problem, som de ikke kan få løst. Hvis det ene ikke virker, virker det andet måske.

Selve eksorcismen ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Det var en kvalmende og underlig oplevelse, som jeg har svært ved at forholde mig til. kan det virkeligt passe, at så mange mennesker, lige efter at de har overværet en prædiken, opdager, at der er en djævel i dem? Især nyfødte børn? Om ikke andet har aftenens begivenheder vist mig, at gensidig respekt mellem Muslimer og Kristne, ikke så sjældent, er tilstede blandt almindelige ægyptere. At situationen mellem religiøse grupper er mere nuanceret end først antaget.

Det faktum, at så mange Muslimer kan overvære en Kristen messe og få lov til at få udført en eksorcisme af en Kristen præst, uden at folk ser underligt på det eller råber op, viser at sameksistens absolut er mulig, og at vi derhjemme, til tider, godt kan lære noget om mulighederne for en større religiøs forståelse af de forskelle religioner, der findes i Danmark.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar