Indhentet af fortiden

16/4-2009

Henrik skal flyve fra Kairo kl. 14.45. Vi står op, og han får pakket sine ting. Derefter tager han med Jonas og jeg hen på arbejde, hvor han kan få printet sin billet, og få ordnet de sidste praktiske sager. Han smutter med taxa ud mod lufthavnen kl. 12.30. Det har været rigtig hyggeligt at have besøg af ham!

Vejret er blevet overvældende varmt på kort tid. Temperaturen er nu oppe på 34 grader om dagen og ca. 26 om natten. Kan mærke, at jeg så småt er ved at miste min ellers solide appetit, når det er tid til middagsmad. Tror det på en eller anden måde skyldes varmen, men er ikke særlig oplyst omkring kroppens biologiske processer og varmes indvirkning på denne, så det forbliver rent gætteri. Tvinger dog stadig mig selv til at spise, da jeg går ud fra, at jeg går fuldstændig kold, hvis jeg ikke gør det. Mit vandforbrug er også støt stigende!

Jonas og jeg får fri kl. 17.00. Så står den på weekend! Vi skal mødes med en pige vi har mødt tidligere inde omkring Zamalek. Vi skal mødes ret sent, så vi bestiller øl over ”Otlob” (arabisk = kræv, bestil). Vi sætter en playliste over med Kim Larsen, TV2, DAD og Sort Sol og går derefter i gang med at synge med på sangene, mens der ryger godt med øl ned. Et scenarie der ville have været meget underligt, om ikke en smule skræmmende, for udenforstående, men vi nyder det.

Vi tager metroen ind til ”Tahrir Square”, hvorfra vi tager en taxa. I metroen møder vi en ung nigerianer, der er kommet til Ægypten for at blive professionel fodboldspiller. Han virker rigtig fin, og vi aftaler at mødes med ham en dag.

Vores bytur bliver meget kort og underlig. Den person vi skal mødes med, er meget træt, og det bliver lige til en rom og cola, før vedkommende må se i øjnene, at trætheden har vundet. Ingen skade sket! Jonas og jeg er selv ret trætte, og vi beslutter os snart for at tage hjem igen. Ikke nogen større succes, men det gør ikke noget.
Vi finder en taxa og kører hjemad. For første gang møder vi en fyr, der meget gerne vil snakke om de efterhånden så berømte Muhammed-tegner. Vi er omsider blevet indhentet af fortiden. Han har ikke selv set dem, og snakker ud fra, hvad han har hørt andre sige om dem. Allerede det gør det svært at diskutere sagen, da jeg mener, at det må være et afgørende kriterie, at man har set tegningerne, før man kan danne sit eget synspunkt og beslutte, om man kan lide indholdet og motivet i tegningerne eller ej. Snakken går dog lystigt derudaf. Jeg fortæller, at jeg ikke mener, at han kan bebrejde danskerne for tegningerne, når det var en avis, der publicerede dem. Han fortæller derpå, at det ikke er danskerne, han er sur på, men de danske politikere, da de ikke forhindrede tegningerne i at blive trykt. Endnu engang viser det sig svært at forklare, at det ikke er de danske politikeres opgave at blande sig i, hvad der skal publiceres i aviserne eller ej. Stemningen forbliver dog rolig, og manden er egentlig meget flink. Under sådanne omstændigheder har jeg intet imod at diskutere tegningerne med folk. Det er sent da vi kommer hjem, og jeg går hurtigt ud som et lys.