Fokus på Mellemøsten

Denne blog har til formål at sætte fokus på politik og vigtige samfundsforhold i Mellemøsten. Emnerne kan have relevans for både de mellemøstlige landes samfundsforhold, såvel som danske. Målet med bloggen er at skabe større opmærksomhed på, hvordan begivenheder i Mellemøsten påvirker internationale og danske politiske beslutningstagninger. Kommentarer og indlæg modtages meget gerne.

torsdag den 23. april 2009

Offentligt ansattes løn og andre "banaliteter"

15/4-2009

Jonas er ved at få det bedre. Han er blevet proppet med medicin på bedste mellemøstlig maner, og det hjælper faktisk på det. Da jeg var i Syrien i sommeren 2006 gav medicinen det modsatte resultat. Da jeg røg på sygehuset i Aleppo, var det først for alvor, efter at jeg havde fået en halv liter antibiotika skudt ind i blodet, at mit immunforsvar gik neden om og hjem og jeg måtte evakuere mig selv hjem med fly til Danmark via. Milan.

Jeg snakker med Kirsten om vores sygehusbesøg i går, og hun fortæller, at det er meget normalt, at læger, der arbejder på de offentlige sygehuse, også arbejder på private klinikker om dagen eller aftenen ved siden af, da de kun tjener omkring 400 ægyptiske pund om måneden på de offentlige sygehuse. Det kan være svært at sætte sig ind i, hvor meget det er, i forhold til hvad det koster at leve i Ægypten, men 400 pund er ikke meget. Til sammenligning har jeg mødt en telefonsælger, der arbejder for det internationale teleselskab Vodafone, og som tjener 5000 pund om måneden. Med andre ord er en indtægt på 400 pund om måneden for en læge, med en grunduddannelse på seks et halvt år og yderligere tre års specialisering, så godt som ingenting! Det forklarer, hvorfor der er 2 timers lægeskift midt på dagen. De fleste læger skifter på det tidspunkt fra deres første arbejde til deres andet arbejde. Lave lønninger er et generelt problem for offentligt ansatte. Det gælder bl.a. også for lærere og politibetjente, som sætter deres lid på bestikkelse og korruption, og stort set alle andre grupper, der er ansat i det offentlige.

Jeg får fri fra arbejde lidt over 17.00. Det er Henriks sidste aften, før han vender snuden hjem mod Danmark. Henrik og Jonas har været ude og handle jakkesæt til Henrik. Det har trukket ud, og da det bliver aftensmadstid, beslutter vi os for at mødes på ”Klub 55” og få os en bid brød, og se Champions League. Det bliver en rigtig hyggelig aften i godt selskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar