DEDI-jubilæum

1/4-2009

Det er onsdag og Jonas og jeg skal til jubilæum hos DEDI. Siden det er dem der fodrer mig med penge, må jeg hellere dukke trofast op, og vise lidt god vilje. Vi skal være derinde kl. 19.00, så Jonas og jeg har aftalt, at vi skal mødes med Kees foran kontoret kl. 18.15, så kan vi køre med ham derind.

Jonas og jeg kommer hjem fra arbejde kl. 17.30, og vi kan lige nå at tage et bad, og få det pæne kluns på, før vi skal ud af døren igen. Da vi kommer derhen, efter at have skyndt lidt på os selv for ikke at komme for sent, når nu vi får et lift af chefen, er der dog ingen chef i sigte. Det skal der så gå 25 minutter før der er, og vi er derfor allerede dømt til at komme for sent. DEDI holder deres jubilæum inde i Kairo, på øen Zamalek, og der er mega kø ind mod byen. Da vi endelig kommer ind til Zamalek, viser det sig oven i købet, at vi ikke har den rigtige adresse. Det gør det jo ikke ligefrem lettere! Efter en masse telefonopkald og snakken frem og tilbage, finder vi derhen. Vi komer en time for sent. Lige tids nok, til at komme til velkomsttalen.

Det er en dejlig afslappet stemning, der er til receptionen. Der er ikke uoverskueligt mange folk, og der bliver serveret rødvin, øl og rigtig god mad. Jeg får netværket, så det tenderer det kvalmende. Det giver dog pote. Vi møder praktikanten fra den danske ambassade, og vi aftaler at tage ud og drikke en øl, når receptionen slutter. Han studerer religions sociologi, og går som Jonas og jeg også på ToRS på Københavns Universitet. Vi er åbenbart godt repræsenteret hernede. Rasmus (chefen for DEDI) er tidligere elev, underviser og ph.d. fra ToRS. Det samme gælder hans foregænger. En lille eksklusiv klub, åbenbart.

Vi kommer ud at drikke en øl på en fin klub på Zamalek. Vi møder de andre praktikanter fra alle de andre nordiske ambassader. Efter lidt snik snak kan vi fornemme, at ambasadelivet, i hvert fald for praktikanternes vedkommende, er lidt som at leve i et samfund i samfundet. De kommer knap nok væk fra Zamalek, og kommer stortset kun på de fine klubber inde i midtbyen. En lidt anden indgangsvinkel til livet i det ægyptiske samfund, end det Jonas og jeg har valgt. Jeg bliver pludselig meget taknemmelig for lejligheden Maadi, og de oplevelser, som vi bl.a. får ved at sidde på små snuskede fortovscaféer i forstaden, end ved at opleve det pæne ambassadeliv. Ambassadepraktikanterne er dog rigtig flinke, og det skal ikke lyde, at min måde at rejse ud på, er bedre end andre måder at gøre det på, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har valgt det, der er det rigtige for mig.

Det bliver sent, før vi kommer med en taxa hjem til Maadi og får trukket dynen op over hovederne.