Fokus på Mellemøsten

Denne blog har til formål at sætte fokus på politik og vigtige samfundsforhold i Mellemøsten. Emnerne kan have relevans for både de mellemøstlige landes samfundsforhold, såvel som danske. Målet med bloggen er at skabe større opmærksomhed på, hvordan begivenheder i Mellemøsten påvirker internationale og danske politiske beslutningstagninger. Kommentarer og indlæg modtages meget gerne.

fredag den 17. april 2009

På hospitalet

13/4-2009

Da vi står op, er Jonas fuldstændig smadret. Henrik og jeg køber ”Kushariy” og kylling til middagsmad. Det er en god blanding. Jonas er åbenbart ikke enig. Hans mad kommer retur, og på vej ud på toilettet når han at få lagt et spor pænere og tydeligere, end Hans og Grete kunne have lagt det!

Vi beslutter os for at få fat på en læge og høre, hvad han fejler, så han kan få noget medicin. Han ser ud som om, at han har fået to sæbeøjne og er fuldstændig zombie-agtig. Han er brandvarm og hoster en del.

Da vi har fundet kontaktoplysningerne på et lægecenter, der ligger i Maadi, tager vi en taxa derud. Da vi kommer derind, får vi dog besked på, at lægerne er gået hjem for i dag. Jeg tager et kig på uret. 13.55. Det var godt nok tidligt at holde fri!

Vi får at vide, at vi kan tage hen til det nærmeste sygehus, og få ham checket. Det gør vi. Endnu engang befinder vi os i en taxa igennem byen.

Da vi kommer derud, er situationen forvirrende. Der er folk over alt, og vi aner ikke, hvor vi skal gå hen for at få hjælp. Vi finder dog hurtigt én, der viser os ned til den akute skadestue. De viser os hen i en afdeling, hvor vi kan få Jonas skrevet op. Det koster ham 210 pund, at få en læge til at kigge på ham. Efter endt papirarbejde bliver vi vist hen til venteværelset. Jonas får en bænk at ligge på. Da vi spørger, hvor længe der ca. går, før han kan komme til, får vi at vide, at lægerne ikke kommer før kl. tidligst 16.00. Hmmm...underligt! Lægerne på klinikkerne smutter hjem ved 13.30-tiden, og lægerne på sygehuset er først at træffe ved 16.00-tiden. Hvad søren gør man, hvis man har brug for hjælp imellem de to tidspunkter? Vi håber da, trods alt, at de har en ambulant afdeling, der ikke har de samme modtagelsestider.

Kl. er 15.30, da vi får skrevet Jonas op på listen, så vi skal vel vente i ca. 30 minutter. Det er lige til at klare. Der kommer dog ingen læge, og da klokken er 17.00, sidder vi stadig og venter. Der sker først noget, da Jonas bliver så irriteret, at han går op og forlanger sine penge tilbage, så han kan tage et andet sted hen. Det giver pote. Pludselig er det ikke noget problem at finde en læge. Vi får en læge til at kigge på Jonas. ”Halsbetændelse” lyder konklusionen. Han skal have antibiotika og noget andet ”fancy” medicin, som vi ikke forstår, hvad er. Seancen tager tre minutter.

Da vi kommer hjem igen, henter Henrik og jeg medicin og køber ind. Henrik får den idé at købe appelsiner, og så lave hjemmelavet appelsinjuice til Jonas. Fantastisk idé! Det bliver til en verdensklasse juice, og det er ikke sidste gang, jeg laver juice på den måde hernede!

Henrik og jeg tager senere på Klub 55 og får os en ”Shisha” og en tyrkisk kaffe. Jonas er blevet puttet under dynen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar