Fokus på Mellemøsten

Denne blog har til formål at sætte fokus på politik og vigtige samfundsforhold i Mellemøsten. Emnerne kan have relevans for både de mellemøstlige landes samfundsforhold, såvel som danske. Målet med bloggen er at skabe større opmærksomhed på, hvordan begivenheder i Mellemøsten påvirker internationale og danske politiske beslutningstagninger. Kommentarer og indlæg modtages meget gerne.

fredag den 17. april 2009

Retur til Kairo

12/4-2009

Kl. er 20.45 da flyet sætter an til landing på ægyptisk jord. Det har været en fantastisk tur til Madrid, og jeg har nydt hvert sekund sammen med Stine. Det var hårdt at sige farvel i lufthavnen. Lige som jeg havde vænnet mig til at kunne værre sammen med hende hver dag, skal jeg undvære hende igen.

Om bord på flyet går det op for mig, at jeg aldrig før har været på ferie et sted og ikke er vendt tilbage til Danmark bagefter. Denne gang er det Kairo, jeg vender tilbage til, og det giver mig en pludselig forståelse af, at det virkelig er der, jeg bor. Det går også op for mig, at jeg har savnet Kairo en smule. Hele den obskure pakke, som Kairo må siges at være. Det har været rigtig dejligt i Madrid, men det går op for mig, at jeg føler, at jeg ikke er færdig med Kairo endnu, at jeg har lyst til at udforske flere detaljer og elementer af Ægypten.

Efter en lang dag med pakning, metro, bus, fly, taxa, vandring og et meget svært farvel er jeg endelig tilbage i lejligheden. Kl. er ca. 22.00, da jeg kan smide min ”backpack” på sofaen. Min taske kan jeg ikke smide nogen steder. Den har jeg fået stjålet på en busstation i Madrid. Tasken indeholdt bl.a. mit nyindkøbte Canon spejlreflekskamera. Forsikringen har dog allerede dækket beløbet for de stjålne varer, og min mor vil tage et nyt kamera med til mig, når hun kommer og besøger mig i Maj.

Jonas er syg. Han har været en tur i Dahab. En otte timers bustur på vejen hjem, med åbne vinduer og direkte træk, tærer nu på hans helbred. Han har ondt i halsen, høj feber og er svimmel. En dårlig cocktail!

Jeg får at vide, at Henrik kommer til Kairo og kommer for at ”crashe” hos os til d. 16. april. Han skulle være her om ikke så længe. Det er godt nok mange ting at forholde sig til på en gang efter en lang dags rejsen, men glæder mig rigtig meget til at gense vores lille distrete ”bon-kammerat”, som Jonas og jeg har været i læsegruppe med lige siden vores første spæde forsøg på at udtale de underlige arabiske konsonanter. Han har boet i Ramallah siden oktober, og hans selskab har været meget savnet.

Jonas når at gå kold før Henrik kommer. Jeg henter ham ved ”Hadayek al-Maadi-metrostation” lidt over 00.00. Vi får os et par øl og en god snak, da vi kommer tilbage til lejligheden. Der er meget, der skal samles op på! Jonas genopstår fra de døde kl. 01.30, og når også at få hilst på Henrik, før vi alle vælter om og går i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar