Kairo kalder

De første dage i Kairo er allerede gået, hurtigt skal jeg lige love for, hvilket er grunden til, at jeg først får skrevet noget ned nu. Vil dog prøve at starte fra begyndelsen, så jer der læser, og ikke mindst jeg selv, kan få et overblik, over alt det der er foregået indtil nu:

17. februar 2009

Vågner kl. 06:00. Skal være i lufthavnen kl 08:00 til check-in. Nu skal der ikke ligges fingre imellem, så det skal lige nævnes, at jeg vågner efter en bytur, hvor jeg kom hjem kl 05.00. Lejligheden flyder med ting, da vores fremlejere, og gode venner, Elisa og Merlin flyttede deres ting ind om eftermiddagen d. 16. Det føles derfor også meget underligt at være i lejligheden, da det på det tidspunkt, jeg kom hjem, gik op for mig, at lejligheden ikke var min og Stines mere, i det mindste ikke det næste stykke tid. Der går dog ikke lang tid, før jeg tænker på alle de nye oplevelser der venter forude, så jeg kommer hurtigt i tøjet, og kommer ud af døren til tiden.

Jeg tager s-toget som planlagt ind til Nørreport, og begiver mig videre ned i metroen. Nu venter lufthavnen og et nyt kapitel i Kairo. Heldigvis går det hele som det skal. Tror jeg! Jeg når lige ind i metroen, og den sætter igang. Efter 100 meter går lyset dog ud, og toget holder stille. Det er nok bare midlertidigt tænker jeg, og er derfor ikke det mindste bekymret. Det ændrer sig dog, i mellemtiden, da der er gået et kvarter, og vi stadig holder stille. Vi har ikke engang fået noget information om hvorfor vi holder der endnu. Endelig lyder det over højtaleren, at der er tekniske problemer med et tog, der holder mellem Nørreport og Kongens Nytorv. No shit sherlock. Hvor heldig kan man være. Af alle tog er jeg havnet i det der ikke gider virke, og lige den ene gang, hvor jeg bruger metroen og ikke min cykel.

Tiden begynder at nærme sig 08.00 med hastige skridt, og sveden begynder at perle en smugle på panden. Hvad gør jeg, hvis jeg ikke når mit fly? Endelig lyder der en space-agtig lyd, og toget begynder stille at rulle videre hen mod Kongens Nytorv. Nu lyder det over højtaleren, at toget ikke kører til metroen, og at man skal skifte tog 3 gange for at komme derud. Det er der ikke tid til mere. Der skal en taxa til!

Jeg løber op på Kongens Nytorv, og vifter vildt omkring mig med armene. Men ingen taxa i sigte. Endelig får jeg øje på en taxa, og stormer derhen. En anden er ved at stige ind, og jeg finder at min eneste mulighed for at nå flyet er, at fortælle vedkommende, at jeg er ved at komme for sent til mit fly. Efter lidt diskussion giver vedkommende mig lov til at tage taxaen, og jeg er snart på vej mod lufthavnen. Københavns morgentrafik skal man dog ikke tage fejl af, og tiden går efter min mening alt for hurtigt, i forhold til de meter jeg bevæger mig i taxaen. Det går dog den rigtige vej trods alt, men det var ikke den morgen, jeg havde forestillet mig! slet ikke med tømmermændene og trætheden lurende lige under overfladen.

Jeg kommer ind i terminal 2 et par minutter i 08.00. Jeg finder Jonas, som har stået tålmodigt og ventet på mig, og vi får endelig checket ind. Så går turen med det samme gennem sikkerhedskontrollen, og vi står endelig ved vores gate!

Vi skal mellemlande i Geneve, og det går fint. Ventetiden føles kort med selskab, og snart sidder vi i flyet mod Kairo. Efter yderligere 3 timers flyvetur, kan vi skimte lyset fra byen under os. Flyet sætter an til landing. Endelig er vi fremme i Kairo...og kaos!

Jonas i lufthavnen i Geneve

Vi får hurtigt vores visa. Meget hurtigere end i de andre arabiske lande jeg har besøgt. Vi står tålmodigt og spændte og venter på vores bagage...som ikke kommer. Velkommen til kaos! Nu står vi så i Kairo uden bagage, og ingen af os har yderligere tiltro til den lufthavnsservice de kan tilbyde, hvis vores bagage ikke er nået frem. Vi beslutter os for at få fat på bagage-servicen, og høre ad, om de ved hvad der foregår. Da vi kommer derhen, oplever vi den første kulturelle forskel. Kø-kultur findes ikke hernede, og man finder hurtigt ud af, at det er dem der råber højst, der kommer først for. Det er ikke en større overraskelse, når man har været i andre arabiske lande, men det er hver gang en udfordring at masse de andre væk, og vifte med arme og ben, mens man på sit gebrogne arabisk prøver at få opmærksomhed. Det lykkes dog til sidst. En fyr forklarer mig, at vores bagage er kommet med flyet fra München. München? Hvordan var det i første omgang havnet i München? Nå, vi stiller os hen til bagagebånd nummer 5, hvor bagagen fra München skulle komme. Det gør den også, bare ikke vores bagage. Vi står som de eneste tilbage og kigger tomt ud i luften, da trætheden nu for alvor er begyndt at melde sig. Jeg går hen til bagage-service igen, men der er nu pludseligt ingen medarbejdere. Kun en fyr der sidder og ryger i lokalet inde bag ved. Hjælpe vil han dog ikke. En anden medarbejder kommer hen efter 5 min., og jeg forklarer ham vores situation. Han kender dog ikke computersystemet, og skal finde en anden. Han beder om mit bagagemærke, og er snart ude af syne. Der går 10 min., og han er endnu ikke kommet tilbage, og jeg begynder at fortryde, at jeg gav ham bagagemærket. Tålmodighed er en dyd, siger jeg til mig selv. Endelig kommer han tilbage, og kan fortælle at vores bagage: "Bare var blevet glemt ude ved bagagebåndet", og vi kan endelig få vores bagage. Vi vil bare finde et hotel og sove!

Før vi når ud af lufthavnen, bliver vi holdt op af en fyr, der vil give os en taxa ind til byen. Vi har begge læst, at man ikke skal hoppe på den, men trods alle formaninger fra alverdens guides, hopper vi i med begge ben. Vi er så udmattede! Havde dog ikke helt glemt hvordan tingene foregår, og jeg får os forhandlet ned til den pris, guidebøgerne siger man skal ned på. 60 Egyptisk pund. Vi kommer ind i taxaen og kommer afsted ind til byen. Så skal vi bare lige finde et hotel. Bare lige! Vi ringer til alle de billige hoteller guidebøgerne kan tilbyde, men de er alle bucket fuldt ud. Er febuar normalt en måned, hvor der er mange turister? Ikke så vidt vi ved. Taxachaufføren er dog ikke sen på den, og han tilbyder os overnatning på sit hotel. Vi orker ikke at søge mere, og ender med at sige ja. Til en pris på 200 Egyptiske pund (200 DKR) for 2 mand. Vi kommer endelig frem til hotellet.

Hotelværelset i Kairo, hvor vi tilbringer vores første nætter. Vi er lige ankommet, og fuldstændigt udmattede

Det eneste vi vil, er at sove, men Abdallah, hotellets receptionist, har andre tanker. Han får sat os ned, og begynder at snakke om alle de ture, vi kan komme på. Selvfølgelig ture, som han selv arrangerer, og vi må derfor heller ikke sige det videre til andre. Endnu engang bliver vi udsat for en af de forskelle der er mellem vores kulturer, for vi er ikke i stand til bare at sige, at vi gerne vil sove, og at han må komme med alt sit halløj næste dag. Nej, i stedet sidder vi tålmodigt og venter på, at han bliver færdig, så vi kan komme i seng. Man vil jo ikke virke uhøflig. Før han bliver færdig, begynder Egypternes venlighed allerede at gå mig på. Jeg vil i seng! Får endelig forklaret ham, at vi ikke kan holde os vågne "til alt de spændende ting", han har at sige, og kommer på den måde ud af kløerne på turist-ripperen Abdallah. En venlig turist-ripper skal dog tilføjes. De kan deres håndværk. Endelig kommer vi i seng, udmattede og, trods forsøg på modstand, godt og grundigt ført rundt i managen alligevel.