Vi vågner kl. ca. 10.00. Vi beslutter os for, at vores første mål i Kairo, skal være at finde en lejlighed. For det første fordi det er langt billigere, men også fordi vi gerne vil have en form for hverdag så hurtigt som muligt. Vi spiser morgenmad på hotellet, og gør os derefter klar til at bevæge os ud i Kairos trafik.
Vi havde ikke rigtig mulighed for at opleve hvor kaotisk trafikken og byen er, da vi ankom aftenen før. Først og fremmest pga. taxachaufførens obligatoriske dødskørsel, som man altid skal vende sig til, når man lige er ankommet til Mellemøsten, og for det andet fordi vi var helt udkørte på det tidspunkt vi ankom. Nu hvor nattens og træthedens gardiner er trukket fra, finder vi hurtigt ud af hvor stor byen er, hvor lidt vi ved om byen og hvor lidt vi ved, om hvor vi skal starte med at lede efter en lejlighed. Spørgsmålet: "Hvor skal vi hen ad?" melder sig hurtigt. Vores plan var ikke så godt gennemtænkt, som vi troede. Selvfølgelig! Det er ikke nok bare at lægge en plan der hedder: "Lad os lige finde en lejlighed". Vi står et øjeblik som forstenede og ved ikke rigtigt hvilket ben vi skal stå på, eller hvor vi skal bevæge os hen ad. Vi ved faktisk ikke engang hvilket kvarter, vi befinder os i. Rigtig smart! Jeg får den ide, at vi kan tage ud til "Maadi", som er den bydel, jeg skal arbejde i. Jeg har fra starten helst villet bo, tæt på hvor jeg skal arbejde, så hvorfor så ikke starte boligjagten der?
Vi beslutter os for at finde en metro, da jeg har fået at vide, at der går en metro til "Maadi". Men hvor søren ligger metroen? Vi bruger lang tid på at kigge på vores turistkort, for til sidst at kunne konstratere, at metroerne ikke er med på kortet. Mærkeligt tænker vi, da metroen jo er et oplagt transportmiddel gennem byen, når man kommer som fremmed. Vi bliver dog klogere senere! Vi må spørge os frem for at finde metroen. Ikke helt let heller. Vi spørger en del mennesker, der alle slår ud med armene, og ikke ved hvad vi snakker om. Er vores arabisk virkelig så dårligt? Til sidst spørger vi dog en mand, der, da vi har spurgt ham, peger nervøst på et M-skilt, og vi må konstatere, at vi har spurgt 20 mennesker om vej til metroen, mens vi stod næsten lige under skiltet og indgangen til selve metroen. Lidt flovt!
Da vi kommer ned i metroen, finder vi hurtigt ud af, hvorfor man har valgt ikke at have metroen med på kortet: "Der er ingen andre udlændinge end os!". Vi køber billet og går hen til perronen. Hvorefter vi finder ud af, at vi står på det helt forkerte spor. Vi prøver at spørge os frem til, hvor vi skal hen. Vi får med håndtegn, og ord vi ikke forstår, fundet frem til, at vi skal om på den anden side. På det tidspunkt er det dog forsent. Jonas har allerede stukket sin billet ind i automaten for at komme ud, hvorefter automaten spiser hans billet, og kontrolløren står og griner af os. Vi skulle bare være gået ud af svingdøren uden at bruge billetten. Der skal en ny billet til. De koster dog kun det, der svarer til en krone, så det er mere forvirringen og den grinnende kontrollør, der giver røde ører.
Vi kommer endelig med metroen, og finder hurtigt ud af at vi er hovedattraktionen. Folk kigger på os, som om vi lige er kommet med en ufo fra mars: "Hvad laver de 2 turister i metroen?". Vi prøver på at ignorere opmærksomheden, og koncentrerer os i stedet om at komme af på den rigtige station. Det lykkes! Vi kommer af på "el-maadi"-station, og skal nu bare finde en måde at finde en lejlighed på. Endnu engang bliver det min praktikplads vi satser på. Vi vil tage derhen, og spørge om de kender en måde, hvorpå vi kan finde en lejlighed.
Det er dog lettere sagt end gjort at finde derhen. Vi vader rundt i en labyrint af smalle gader, med folk der stirrer underligt, når vi går forbi. Vi har et kort, der på en eller anden måde formår at blande vejene rundt for hver gang vi kigger på det. det er jo ikke os, der ikke kan finde vej! Endelig finder vi dog hen til min praktikplads: 90, 14B Street, Maadi, Kairo.
Vi kommer ind og jeg får hilst på mine nye kolleger. Jeg får forklaret hvem jeg er, og bliver rigtig godt modtaget. De har en masse ideer, til hvordan vi kan finde en lejlighed. Og Kirsten, organisationens praktik-coordinator lover at skrive en mail til mig senere, med de muligheder hun kender. Fedt, at få mødt de nye kolleger, og dejligt at have fået lidt mere viden om hvordan vi finder en lejlighed.
Vi kommer tilbage til stationen, og skal til at stige på metroen, da en ung pige pludseligt vender sig om, og begynder at lave fagter om, at vi skal vende om. Vi forstår overhovedet ikke hvad hun vil, før vi opdager, at den vogn vi har været ved at stige på, kun er for kvinder. Mændende stirrer endnu mere på os nu, og vi undskylder mange gange til kvinden, før dørene lukker og toget ruller hen ad skinnerne. Det burde vi måske nok kunne tænke os til eksisterer i et land som Egypten.
Da vi kommer hjem på hotellet har jeg modtaget en mail fra Kirsten, der kan fortælle mig, at der er en lejlighed ledig 10 minutters gang fra min praktikplads. Jeg ringer til det kontaktnummer der står i mailen, og får fat på Doris fra min praktikplads. Hun skal stoppe i praktik dagen efter, og vi må overtage deres lejlighed, hvis vi har lyst. Vi beslutter os for at tage ud og kigge på den. Vi mødes med dem på "Nasser"-station, og begiver os for anden gang den dag ud til "Maadi". Endnu engang tager vi turen gennem Maadis labyrintiske gader. Lejligheden er dejlig stor med 2 soveværelser, et dejligt badeværelse, fint køkken og en kæmpe stue. Vi skal give besked om vi vil have den senest næste dag.
Stuen i vores lejlighed. Typisk arabisk kitch, kronet med et billede af nogle kronhjorte i sne. Et billede der ville passe meget bedre ind i en jagthytte i Norge.Tv´et har alt for mange kanaler. De fleste af dem består dog af musikkanaler, sportskanaler og kanaler hvor der læses højt af koranen, eller prædikes.
Vi tager metroen tilbage til hotellet. Vi er endnu engang helt udkørte. Vi får os noget at spise, og vil så bare ind og sove. Vi har tænkt os at sige ja til lejligheden. Det er dejligt at tænke på at boligjagten måske allerede er overstået. Med mere held end forstand! Hvis vi siger ja, skal vi ud og skrive kontrakten under i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar