Jeg sover længe efter byturen igår. Det er yderst tiltrængt. Står op og laver mig en kop kaffe, og får mig lidt brød med hollands gauda. Ikke så ringe! Jonas lader ikke høre fra sig. Han er åbenbart fuldstændig færdig efter turen igår og hans taxa-tilsmudsning. Nyder ikke at skulle noget. Sidder i sofaen og ser film, mens jeg skriver på min blog. Kl. lidt i 13.00 rører Jonas på sig. Han har det stadig lidt skidt, mangler vand og skal have noget at spise, da alt det han fik i går jo røg op igen. Jeg laver ham en Nutella-mad, og kommer med vand til ham. Det er lidt som at være sygepasser, men han havde vel gjort det samme for mig, hvis det var mig der havde været syg? Efter han har fået lidt mad og vand, går han kold igen, og jeg hører først fra ham igen omkring kl. lidt i 16.00. Vi har en aftale ved "Det Ægyptiske Operahus" kl. 19.00. Vi skal se noget opera...tror jeg. Finder senere ud af, at det er en koncert med den arabiske verdens svar på Lars Ulrich, jeg skal til. Vi skal mødes med Lisa, hendes roommate og en af hendes venner derinde. Jonas kommer stille og roligt til kræfter, og tager sig et bad. Alt imens jeg sidder og ser "The last samurai" med arabiske undertekster.
Vi kommer ud af døren kl. ca. 18.20. Vi tager metroen ind til Kairos pulsende hjerte; Tahrir Square. Derfra vil vi tage en taxa. Jonas får dog den idé, at vi jo kan tage en af de små hvide busser, som kun de lokale ellers bruger. Ja da, hvorfor ikke! Vi finder en bus, og spørger om den kører forbi operahuset. Ja, det gør den. Det koster 75 "ører" pr. næse. Jeg har hjemmefra forsikret mig om, at jeg ved, hvor operahuset ligger. Vi skal til Zamalek, den største ø beliggende i Nilen midt i Kairo. Vi sætter os ind i bussen, og finder ud af, at den ikke kører, før den er fuld. Der er kun plads til 8, så det tager nok ikke så lang tid, tænker vi. der går dog 15 minutter, før vi kommer afsted. Stemningen i bussen er meget lokal. Ved siden af os sidder et par gamle ægyptiske damer. De snakker og smiler til os. Den ene spørger os om noget, og da vi kan svare på arabisk, begynder hun straks at prise, hvor søde vi dog er, og at vi næsten er rigtige ægyptere. Jaja...helt sikkert! Vi kommer hurtigt ud på Zamalek, der er forbundet med fastlandet med en bro på hver side. To på hver side faktisk. På kortet hjemmefra kunne jeg se, at vi skal stå af, lige før vi forlader Zamalek igen. Buschaufføren har glemt alt om, at vi bad om, at blive sat af ved operahuset. Han suser bare der ud af. Når dog at råbe, at vi skal af, før han når at køre ud på indfartsvejen, hvor der ikke havde været andet for, end at køre over på den anden side til fastlandet. Vi kommer af bussen, og spørger om vej til operahuset. Efter lidt problemer med at finde den rigtige koncertsal står vi endelig udenfor og venter på de andre.
Der går ikke langt tid, før de andre dukker op. De andre har købt billetter på forhånd, så det er kun os, der skal hen og købe billet. Det koster 20 pund (20 kr.) at komme ind. Det er billigt for en hel koncert må man sige. Der bliver dog problemer med at komme ind, da vi ikke har fine bukser på. Dvs. at vi har normale cowboybukser på. Reglen gælder dog kun for mænd, og vi får derfor Lisa til at købe bliietterne til os. Ha, snydt Onde billetmand! Kunstneren, vi skal høre, hedder Yehia Khalil. Han er kendt som den bedste trommeslager og percussionist i Mellemøsten. Spændende! Efter 20 minutters forsinkelse går koncerten i gang. Bandet består af 8 musikkere, og så hovedpersonen selv. En der spiller klaver, en franskmand på saxofon, en på guitar, en der spiller på violin, en på bas, en på harmonika og to der spiller på arabiske trommer. Og Yehia Khalil på trommer. Musikken er en spændende blanding af klassisk jazz, med arabiske toner blandet dygtigt ind i musikken. Han kan sku godt spille på trommer han Yehia! Det bliver en fantastisk kulturel oplevelse.
Bagefter er vi helt smadrede, på den gode måde! Godt inspirerede efter den gode koncert. Vi er stadig trætte efter i går. Jonas har næsten ikke fået noget at spise hele dagen heller. Vi følges med de andre ned til metroen, og siger farvel. Vi beslutter os for at tage ind til Tahrir Square, og finde noget at spise. Det bliver Kentucky Fried Chicken, vi ender på. Ikke en fantastisk kulinarisk oplevelse, men vi bliver da mætte. Vi kan lige nå den sidste metro hjem (Underligt nok stopper metroen med at gå kl. 00.00. Mærkeligt i en by med 20 millioner indbyggere). Vi kommer hjem og går på hovedet i seng.
Dagen har været fuld af inspiration, men vi er også begyndt at lægge mærke til de ting, der irriteret én. Jeg vil her komme med et par eksempler på irritationsmomenter;
Maadi er en dejlig forstad. Eksotisk og original på den fede måde. Der er dog ikke styr på noget som helst, hvad f.eks. angår bortskaffelse af affald og skrald og offentlig service er en by i...ja...vel Ægypten! Folk smider alt deres lort i gaderne, og der får det så lov til at ligge.
En af gaderne i Maadi. Folk smider deres skrald i gaderne, og der får det så lov til at ligge. De eneste der nyder godt af det, er gederne, der spiser resterne. Geder, vilde hunde og katte løber rund over det hele i Maadi. Hundene kan være et problem om natten, hvor de slås indbyrdes, og gør af alt der krydser deres vej. Vi har også vores bekymringer om sundheden og lugten, vedrørende skrald på gaden, når det bliver varmere.
Køkulturen er endnu et iritationsmoment. Folk maser og skubber for at komme til. Bare sådan en lille ting, som at komme ind og ud af metroen bliver irriterende. Folk venter ikke med at gå ind i metroen, til før folk er kommet ud, og scenerne fra en metrostation kan til tider ligne en stor masseslåskamp.
Når folk ikke kan svare på dit spørgsmål, siger de ikke: "Desværre, jeg kender ikke vejen". Istedet peger de i én tilfældig retning, og man ender med at gå forkert 20 gange i stedet for. Hvorfor de ikke tør indrømme, at de ikke kender vejen, har vi endnu ikke fundet ud af, men det er røvirriterende til tider. Måske noget med at de ikke vil miste ansigt, ved at indrømme, at de ikke kender vejen. Ved det ikke helt.
Mange ting er ulogiske, og mange ting gør de ikke helt færdige. f.eks. er der en metrostation lige ved siden af operahuset. Men den indgang, der fører derned, og som ellers er fin, har de valgt at låse af. Hvorfor så overhovedet bygge den? Det er vel endnu én af de ting man må spørge guderne om...undskyld...Guden om! Sådan er det ofte, og man kommer mange gange til at gå forgæves til ting for at finde, at dét man skal bruge ikke virker, eller er blevet sat ud af brug.
Listen over små irritationsmomenter er lang, og jeg vil ikke nævne dem alle her. Det skal dog ikke forståes på den måde, at det er det hele man synes er irriterende og fremmed. Tværtimod! Det har indtil nu været rigtig fedt at være hernede. Men synes også, at jeg ville nævne nogle af de ting, der går mig lidt på. Det er jo ikke rosenrødt det hele. Skulle også være underligt, hvis man ikke stødte på nogle ting, hvor man synes, at noget bliver håndteret forkert eller på en underlig måde. Når alt kommer til alt, er det jo en fremmed kultur, jeg befinder mig i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar