Står op kl 06.00. Vi skal afsted kl. 07.00, og jeg har et langt program foran mig. Vi skal ud og se et par kirker, der ligger forskellige steder i området omkring Maghagha, hvor vi har sovet. Først vil biskoppen dog lige give os et par afskedsgaver. Vi får alle sammen et par forfærdeligt grimme kuglepenne i guld. Made in Taiwan selvfølgelig! Og endnu bedre, så får vi også et lille plastikkors, så vi alle kan løbe rundt og velsigne hinanden, som præsterne gør hele tiden. Det er sjovt at se hvordan folk flokker om præsterne, så snart de er i syne. Først giver de præsten et kys på hånden, bagefter fører de panden ned til hånden, og trykker panden mod den. Så er man velsignet indtil næste gang man ser en præst, så gentages samme ritual. Vi har også skullet gøre det, og jeg må indrømme, at jeg på dette tidspunkt er godt træt af at skulle kysse gamle mænds hænder. Et nej tak bliver ikke accepteret her! Inden vi tager afsted når den ene af præsterne også at spørge, om jeg ikke vil giftes med en af landsbyens unge piger. Jeg takker pænt nej tak, og prøver at fortælle at jeg har en kæreste, men Cornelius når at bremse mig! Det er i deres øjne strafbart at have et forhold til en kvinde, uden at være gift! I Kairo har folk forståelse for at udlændinge har kærester, men herude kunne det have ført en vældig krise med sig, hvis jeg havde nået at sige mere. var godt klar over det, men sådanne spørgsmål, kan godt bringe en lidt ud af fatning.
Vi kommer i bilen, og afsted mod vores første bestemmelsessted. En kirke bygge omkring en kommende helgens grav. En kommende helgen fordi man først kan blive helgengjort 50 år efter sin død, hvis folk da stadig gør pilgrimsfærd til stedet. Det er 46 år siden denne præst døde, og han må altså lige vente 4 år mere, før han kan komme med i det fine selskab. Stedet siges at have hélende kræfter. Det er dog ikke noget jeg lige oplever, mens jeg opholder mig på stedet, men man kan jo håbe, at det er fordi der ikke er noget hos mig, lige nu i det mindste, der har brug for disse kræfter.
Derefter går turen til "Den flyvende kirke". Ret fantastisk historie! Ikke noget vi kan hamle op med herhjemme. Historien går på, at der engang i tidernes morgen skulle holdes bryllup i kirken. Brylluppet foregår i en kirke i det sydlige Ægypten, men da vielsen er slut, og alle går ud af kirken, befinder de sig lige pludseligt i det nordlige Ægypten i stedet. Se, sådan en kirke skulle de have i hver lufthavn! Historien har i hvert fald givet kirken sit noget besynderlige navn! Bedst som vi skal til at gå, kommer en af præsterne hen, og spørger om vi ikke vil smage det hellige vand, der løber i vandhanen lige udenfor. Ikke så slemt tænker jeg, indtil jeg ser hvordan helligt vand har det herude! Det hellige vand løber gennem et gammelt vandrør, og ned i en tønde, der ser ud til at være så levende, at den kunne æde dem der kommer i nærheden! Takker pænt nej, men gæt engang...det bliver ikke accepteret!, så der er kun en vej ud af pinen, og det er gennem den. Stanken fra tønden er helt uudholdelig, og skal koncentrere mig om ikke at smage morgenmaden en gang til, mens jeg sluprer lidt af vandet i mig. Føj for satan!
Den hellige kilde foran "Den flyvende kirke". Det kræver dyb koncentration fra min side ikke at få morgenmaden op igen. Ved siden af mig står en præst, med den specielle hovedbeklædning, som de bærer dag og nat. Og selvfølgelig har han også en mobil i hånden. Det er præsternes nye måde at komme i direkte kontakt med Gud på.
Efter denne, noget specielle oplevelse går turen endnu engang videre ad de smalle bølgede veje til den sidste kirke, vi skal besøge i dagens anledning. Forhåbentlig har de ingen hellige kilder! Vi skal krydse Nilen for at komme derover. Vi sidder i kø, og venter på at komme med "færgen" over til den anden side. Færgen viser sig at være en ubestemmelig form for hjern-pram. Der er ikke mange af os, der er yderligere overbeviste om, at den holder hele vejen over. Den har dog sikkert været i brug de sidste 50 år, bliver vi enige om, så den har vel vist sin holdbarhed. Turen viser sig dog at være helt fantastisk! Der er noget helt specielt og stemningsfyldt ved at krydse Nilen på denne måde, og jeg misunder ikke de turister, der kun krydser Nilen i et af de moderne krydstogtsskibe ét sekund. Kirken er et gammelt pilgrimssted, som alle de andre kirker her i området. Ikke noget specielt efter min mening. Endnu engang bliver vi forhørt af politiet, og endnu engang får de navne og oprindelsesland kradset ned på en seddel. Hvad de får ud af det, er mig stadig ubekendt.
Hjern-prammen der skal føre os over på den anden side af Nilen. En noget anden form for færge, end den slags vi er vandt til hjemme i Danmark. Turen er dog helt fantastisk! Vi er endnu en gang de eneste udlændinge, og det gør turen endnu mere original og unik.
Efter opholdet ved kirken, hvor vi vil spise, men ikke kan, fordi det eneste der har åbent, er en butik der sælger chips, fortsætter turen hjemad mod Kairo. I modsætning til turen herop, går vejen hjem ikke i det bevoksede område, men gennem ørkenen. det er en helt anden oplevelse, men ikke mindre enestående. Vi er trætte, men i godt humør, da bilen pludseligt begynder at strejke. 90 kilometer fra Kairo. Fandens også! Orker ikke at skulle sidde i en overproppet bus i 90 kilometer. Vi bliver nødt til at holde ind til siden. Jielis, den kommende chef for CIDT, viser sig dog at være en fritidshaj til biler. "Det er luftfilteret der er noget i vejen med" forklarer han. Han får fikset en løsning på problemet, og vi kan stille og roligt (130 i timen) rulle videre mod Kairo.
Kommer hjem til den nye lejlighed lidt i 19.00. Er fuldstændig færdig! Jonas har handlet ind til spaghetti med kødsovs. Vi får bikset noget mad sammen, og jeg synker stille ned i sofaen, hvor jeg bliver, indtil jeg går kold i min seng. Sikke en tur! har oplevet ting, jeg kun havde drømt om, og har lært nogle fantastisk søde kolleger at kende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar