Lejlighed i Maadi

19/2-2009

Kl. er 10.00 om morgenen, og vi sidder og spiser morgenmad på hotellets tagterrasse, som er indrettet som en hawaii-bar. Hvorfor i alverden en hawaii-bar, når vi er midt i Kairo? Hvis tingene går som vi ønsker, har vi kun én nat tilbage her. Det er ok på hotellet, men heller ikke mere end det. Jeg vil gerne have en lejlighed så hurtigt som muligt, og få en hverdag op at køre. Sent i går aftes aftalte jeg med Doris, at vi skal komme ud til Maadi kl. 13.00, så vil hendes mand vise os rundt i byen, og fortælle om hvordan alting foregår mht. lejligheden. Så det gør vi!

Endnu engang befinder vi os på "El Maadi"-metrostation. Jeg skal stadig vende mig til folks vandrende blikke, når vi går forbi, og kan godt blive irriteret over det engang i mellem. Føler mig til tider som en bjørn i zoologisk-have. En isbjørn ville måske endda være en mere passende metafor. Vi finder overraskende let lejligheden, og bliver budt på te og kaffe. Vi takker dog begge nej. Man bliver hurtigt prejet en kop te på hvorend man kommer hen, så vores te-promille er længe overskredet. Vi skal underskrive kontrakten for lejligheden kl. 15. Hvis vi altså bliver godkendt! Doris´ mand er selv ægypter, og han forklarer, at det ikke altid er lige let, at få overtalt ejeren af lejligheden til at leje ud til fremmede. Han vil dog lægge et godt ord ind for os.

Kl. bliver 15.00, og vi skal ned til ejeren af lejligheden, og diskutere forholdene omkring kontrakten. Vi kommer ind i en lejlighed, der er 10 gange mere arabisk, end den vi håber på at kunne leje. Det er virkelig kitch i verdensklasse! Ejeren er en dame i 40`erne. En bestemt dame! I en stol ved indgangen sidder en gammel dame. Hvad hun laver der, finder vi aldrig rigtigt ud af. På en anden stol sidder en lidt yngre dame med sit barn. Det er ejerens datter, som bor i Saudi Arabien, der er på besøg. Vi bliver placeret i en sofa i et hjørne af stuen, og ægypterne, Doris´ mand og ejeren, begynder hurtigt at komme op i en hæftig diskution. Hvad de snakker om, forstår vi kun brøkdele af. Noget med nogle penge hun skylder ham for indskudet, og noget med nogle penge han skylder hende for vandforbrug. Den typiske ægyptiske forhandlingsproces er begyndt! En proces der går ud på at råbe højest, og få flest medhørere til at nikke til sin fordel. Vi føler os meget hurtigt sat ud på sidelinjen, og undrer os snart over, hvorfor vi skulle komme med, hvis de skulle holde debat om noget helt andet, end vores leje af lejligheden. På sin vis nyder vi dog også showet, som er så autentisk som noget kan blive. Vi får til sidst lov til at underskrive kontrakten, efter formaninger om ikke at bringe fremmede piger med hjem. Vi forklarer begge at vi har kærester derhjemme, og at det ikke bliver aktuelt. Det i sig selv er dog også svært nok, da det at have kærester ikke lige er det mest normale i Ægypten. Entet er man single, forlovet eller gift. Der er ikke noget midt i mellem. Hun slår ud med armene, og siger "fremmede!". Vi er dog ikke længere ude på landet, end at hun har forståelse for vores situation, og giver os lov til at få besøg af vores kærester, familie og venner, der vil på besøg, hjemme fra.

Doris stopper hos CIDT (Center for Intercultural Dialogue and Translations) i dag, og Jonas og jeg er blevet inviteret med til hendes afskedsfest. Nu var vi jo alligevel i Maadi, hvor organisationen ligger! Festen bliver hurtigt en blanding af velkomst-fest og farvel-fest. Noget de er vandt til, kan vi forstå. Og Cornelius, chefen, er ikke sen til at prøve at shanghaie Jonas til også at arbejde hos CIDT, og forklarer at der er masser af arbejde, men at der i så fald skal arbejdes med pladsproblemer. Jonas går med til at komme til samtale i næste uge. Cornelius forklarer, at jeg har fået bevilliget 3 måneders støtte fra DEDI (Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut). Det var rigtigt fedt at få at vide! Til min store overraskelse har han dog også lige noget mere, som han vil spørge mig om; "Vil du med til "Upper Egypt" i morgen tidlig kl. 08.00?". Der går lige 5 sekunder før jeg forstår spørgsmålet, da det kommer så pludseligt. Derefter skal jeg lige gennemtænke situationen med indflytning i lejligheden mm. Der går dog ikke længe før jeg kan svare, at jeg meget gerne vil med! Han forklarer at det er lukket land for turister, og at det kan være meget svært, selv for organisationer, at komme ind i området. Jeg skal derfor medbring mit pas, og købe en hat, der dækker mit hår. De har før oplevet, at de må sætte én af på halvvejen, da politiet ikke ville lade vedkommende passere sikkerhedsafspæringerne. Jeg ved ikke noget som helst om området, vi skal beøge, men glæder mig rigtig meget!

Efter afskedsfesten går vi tilbage mod metroen. Det er blevet mørkt og vi farer vildt et par gange. Til sidst finder vi dog handelsgaden, og kan gå langs den hen til metrostationen. Nu går turen tilbage mod Kairo, og den sidste nat på hotel. Fedt! Køber en hat til 10. kr. tæt på vores hotel, og begynder derefter at pakke alle mine ting ned, så snart vi kommer tilbage på hotelværelset. Jeg skal have al min bagage med på turen i morgen. Jeg skal tidligt op, og går derfor forholdsvis tidligt i seng. Bliver vækket af Stine kl. lidt i 00.00, da hun ringer fra Spanien. Er lidt rundt på gulvet. Tror først det er mit vækkeur, der ringer, og at jeg skal op nu! Det er dog et dejligt opkald at få! Falder hurtigt i søvn igen, efter vi har snakket færdig. I morgen venter der forhåbentligt nogle helt fantastiske oplevelser!