Bomber og pengeafpresning

22/2 - 2009

Står op kl. 08.00. Skal møde på arbejde kl. 10.00. Skal have et møde med Cornelius og Marianne, den anden praktikant, der har forbindelse til "Det Dansk-Ægyptiske Dialoginstitut". Vi skal snakke, om det projekt vi skal til at arbejde med de næste par uger. Det drejer sig om en konflikt ved et kloster ved navn Abu Fana, der ligger tæt på byen Mawalli, 300 km. syd for Kairo. Muslimske beduiner angreb klosteret d. 31. maj 2008, hvorved en af de angribende Muslimer blev dræbt. Konflikten drejede sig oprindeligt om land, men er blevet udviklet sig til at være en religiøs konflikt pga., at det er muslimer og kristne der kæmper om landet. Vores opgave er at kortlægge årsagerne til konflikter om land i Ægypten generelt, og så se på Abu Fana som en "case" for sig selv.

Mødet varer 3 timer, hvorefter jeg gennemgår et par af detaljerne med Marianne. Kommer først derfra kl. 15. Jonas og jeg beslutter os for at tage ind og se noget af Kairo. Vi har ikke haft så meget tid til at se byen endnu. Har fået fri mandag også, så vi har i dag og i morgen til at se noget af byen, før jeg starter i praktik. Vores mål bliver khan al-khalili. En af de områder man skal opleve, når man er her. Vi kommer derind og går rundt i kvarteret. For at være helt ærlig, bliver vi lidt skuffede! Det er ikke anderledes end alle de andre bazarer, vi har været i i mellemøsten. De samme billige ting der bliver solgt. Har man set de første 10 boder, har man set dem alle. Vi går dog hele vejen ned igennem bazaren. Nu er vi her jo alligevel. Lavpunktet af vores Khan al-khalili-tur og mit humør bliver, da en skopudser kommer hen og snakker til mig. Det i sig selv er der jo ikke noget galt i. Jeg lytter ikke rigtig til hvad han siger, og fortæller hurtigt, at jeg ikke har brug for at få pudset sko. Manden bliver dog hængende. Han spørger, om jeg kan arabisk, og jeg svarer ja. og først nu lytter jeg til hvad han spørger om. De første par gange må jeg bede ham om at gentage sætningen, da jeg ikke forstår den. Til sidst går det dog op for mig, at han spørger, om jeg har lyst til at dyrke sex med ham for penge. For første gang hernede bliver jeg for alvor sur! Og jeg tror han kan se det, for han er meget hurtigt ude af syne.

Når jeg nu omtaler det ovenstående, som lavpunktet af vores tur til Khan al-Khalili er det, fordi jeg på det tidspunkt ikke er klar over hvad der er i vente. 2 minutter efter skopudserens flugt, hører vi en masse sirener igennem byen. Vi står og kigger på vores kort for at finde hen til "Den græske klub". Vi ved ikke hvad der sker, og tænker at der har været en ulykke et sted i byen, som jo er relativt normalt. Men nej! Pludseligt er der politi og ambulancer over det hele, og boderne begynder at lukke ned. Vi ved stadig ikke hvad der sker, og bevæger os hen mod en taxa, der holder og venter. En politibetjent kommer meget ivrigt hen og spørger hvor vi skal hen, og beordrer taxachaufføren at køre os derhen straks. Sikke en flink betjent tænker vi.

Et billede taget i Khan al-Khalili, 20 minutter før bomben, der dræber en 17 årig fransk pige, sprænger i samme gade.

Vi kommer hen til "Den græske klub", da Jonas´ far ringer. Der har været en bombe i Kairo! Ok, det var da forfærdeligt, men hvorhenne? I Khan al-Khalili lyder svaret! Bomben er sprunget i den anden ende af bazaren. En fransk pige på 17 år dør, og 22 bliver såret! Forfærdeligt! 1000 tanker ryger gennem hovedet. Hvad hvis vi havde befundet os i den anden ende af bazaren? I en by med 20 millioner indbygger kommer terroren pludseligt ret tæt på. Vi beslutter os for at ryste chokket af os med en øl på "Den græske klub".

Da vi vil videre derfra, møder vi et par unge ægyptiske fyre på vores alder. Vi har tænkt os at tage videre på "Cairo Bar", men de overtaler os til at tage med dem. De kender et rigtig fedt sted, og de er inviteret til kæmpe fest. Vi sætter os i en taxa og kører. Efter at have kørt et kvarters tid, begynder vi at synes, at det virker lidt underligt. De fede steder ligger vel inde i byen? Husene og lysene bliver færre og færre. Vi spørg dem hvor vi kører hen, og de siger at vi er der snart. Vi kører dog yderligere et kvarter før taxaen stopper. Vi er allerede begyndt at synes situationen er lidt ude af kontrol.

Vi bliver derefter sat i en !duk-duk" (Et indisk åbent køretøj med 3 hjul), og vi bliver kørt til en lille landsby. Hvad sker der? Efter en gåtur frem og tilbage i landsbyen, hvor en af de unge hilser på alle, kører vi underligt nok tilbage til der, hvor vi blev sat af i taxaen. Ved siden af ligger en bygning hvorfra der kommer musik. De går hen imod bygningen, og vi følger efter. Åhh nej! Da vi kommer ind, går der ikke længe før vi finder ud af, at vi er havnet i en af de klubber, hvor Jonas og jeg ikke færdes! Vi bliver sat ned ved et bord. Vi har mest lyst til at løbe skrigende ud af bygningen, men vi ved ikke hvor vi skal løbe hen. Vi sidder i 20 minutter, og drikker et par øl. Ægypterne ryger hash ved siden af. Der er intet at nyde ved denne situation! Pludseligt siger den ene af de unge ved navn Joseph, at vi skal give ham 400 hundrede ægyptiske pund hver! Shit, vi bliver afpresset. Ikke nok med det. Vi bliver afpresset på en luderbar på landet i Ægypten, og vi aner ikke hvad vi skal stille op. Der kommer en fyr ind i klubben, og vi får at vide, at han er "kongen" herude. Han peger på os, og vi forstår at vi skal komme over til ham. Det gør vi. Vi kommer derover, og sætter os ned. Vi sidder med hovedet mod vejen, og jeg sidder i 15 minutter og tæller taxaer. Ingen kommer forbi. Jeg får på vejen hjem at vide, at Jonas har gjort det samme. Han talte én! Jeg aftaler med Jonas, at vi om 5 minutter fortælle at vi er trætte, og vil hjem. At jeg derefter går op i baren, og betaler det vi skylder for 2 øl hver. Hvis der bliver problemer, har vi guiden klar med nummeret til politiet.

Vi følger planen. jonas har det fysisk skidt over situationen. Vi fortæller at vi vil hjem, fordi vi er trætte. Den ene siger vi skal give ham 400 hver, men jeg siger, at det kan han godt glemme! Mindst som vi venter det siger "kongen" til Joseph, at vi ikke skal betale 400. Han spørger hvad jeg vil give, og jeg forklarer at vi højst giver 100 hver. Han siger, at vi selvfølgelig ikke skal give mere end det. Oven i købet tilbyder han os et lift ind til byen. Det var åbenbart Joseph, der prøvede at lokke penge ud af os.

Vi sidde endelig i bilen på vej tilbage mod Kairo! "Kongen" sætter os af tæt på en afkørsel til Maadi, hvor vi jo bor, og finder en taxa til os, før han kører. Gad vide hvad der var sket, hvis han ikke var kommet forbi. Vi sidder i taxaen ,og er lidt oprørte, over det der er sket, men taknemmelige for udfaldet. Snart er vi hjemme og falder hurtigt i søvn i vores senge. Sikke en dag! Bomber og pengeafpresning kan godt tappe ens energi!