Fattig er kun et fattigt ord! - tur til Nord-ægypten

20/2-2009

Står op kl. 06.00. Tager et bad, og gør mig klar til at komme ud af døren. Skal mødes med de andre fra CIDT foran "Den Arabiske Liga" kl. 08.00 på Tahrir Square (مدان تحرير). Det er fredag, og alt er stille! En fantastisk fornemmelse når man tænker på det kaos, der hersker på gaderne i Kairo normalt. Til gengæld er det også umuligt at finde noget at spise. Jeg tager metroen fra "Orabi"-station til "Sadat"-station, hvor Tahrir Square ligger. Finder vejen hen til "Den Arabiske Liga", hvor jeg møder Jielis, den kommende chef hos CIDT. Han skal med på turen for at holde gamle og nye kontakter ved lige og, ligesom jeg selv, se en del af Ægypten, som normalt er lukket land. Vi sidder tålmodigt og venter på de resterende to ægyptiske piger, der skal med på turen. Der går en halv time før de dukker op. Endnu en af de ægyptiske vaner, man skal lære at vænde sig til. Derefter går turen til Maadi hvor Cornelius bor. Vi får samlet ham op, og kommer endelig afsted nordpå!

Målet med turen er at kortlægge relationerne mellem kristne og muslimer i en af landsbyerne, efter muslimer for 10 år siden brændte en nybygget koptisk kirke ned. Altså først og fremmest at finde ud af hvad der skete dengang, hvordan man forhindrede yderligere kampe, og hvordan man siden har prøvet at bevare fred i området, både på lokalt og nationalt plan. Det er vigtig for os, at finde ud af, om der har været nogen reel dialog og fredsbygning, eller om man blot har prøvet at tie begivenheden ihjel. Hvis det sidste er tilfældet kan det vel være tilfældet, at konflikten stadig ligger og lurer under overfladen.

Vi kører ikke særligt længe efter vi er ude af Kairo, før man kan se tingene begynde at ændre sig markant! Biler bliver mere og mere skiftet ud med hestevogne, og folk riddende på æsler. Vi kører langs med Nilen, og der er derfor grønt over det hele. Der er grønne marker, og palmer der skyder højt op i vejret, over alt. Det er fantastisk smukt! Bønnerne arbejder slidsomt, og udfører deres håndværk med præcision. Kvinderne vasker tøj og opvask i en af de kanaler der fører fra Nilen og ud til landområderne til begge sider. Kanalerne er over alt, som blodårer der grener sig ud gennem kroppen, med Nilen som den pumpende vene, der holder liv i alt! Det grønne område strækker sig kun ca. 10 km. på hver side af Nilen, og man kan nøje følge markeringen, hvor græs bliver til sand. Lige så pludseligt og tydeligt, som den linie der skiller vand og land ved kysten.

En mand udfører dagens dont. Hestevogn er for mange det foretrukne køretøj i det nordlige Ægypten. Dog af forskellige årsager. Vejene består af tilkørt jord, og der er dybe huller over alt, og det forkorter bilernes levetid markant, nogle vælger derfor ikke at købe bil. Mange er ligeledes så fattige, at de ikke kommer i nærheden af at have råd til en bil.

På vejen derhen oplever vi yderligere et af Ægyptens historiske pust, da vi kører forbi den nordligstbeliggende pyramide i landet. Vi kan ikke komme med vejen helt derhen, men der bliver mulighed for at tage et par billeder af det imponerende bygningsværk. Trods afstanden kan man tydeligt mærke den majestætiske aura, der omkredser et så gammelt og mystisk klenodie. Efter opholdet er vi straks på vej videre. Jeg har fået til opgave at tage fotografier af vores tur, og kameraets knipselyd høres flittigt i bilen. Efter ca. 4 timers køretur er vi snart ved vores rejses mål, landsbyen ibn wal al-lams (Williams søn, på ægyptisk dialekt). Vi bliver godt modtaget af landsbyens tidligere præst. Han er for nogle år siden blevet tvangsflyttet, da han nægtede at give landsbyens overhovede lov til at udøve utroskab uden konsekvenser. Biskoppen så dog anderledes på sagen, og beordrede ham tvangsfjernet til en anden landsby, for at undgå problemer. Endnu et eksempel på hvordan penge og magt har indflydelse i Ægypten, selv i troen behandles alle folk ikke lige.

Den nordligstbeliggende pyramide i Ægypten, og en af de ældste. Et majestætisk syn, som kun kan få en til at være fuld af beundring, over for de ting ægypterne byggede for så mange tusinde år siden. På billedet ses tydeligt den linie hvor græs og grønt bliver til sand.

Vi bliver kørt hen til kirken for at mødes med den nye præst, og høre historien om kirkeafbrændingen. Jeg stiger ud af bilen, og føler det straks som om jeg er kommet direkte med ufo fra Mars. Alle står og kigger på mig med måbende øjne! Børn løber forfærdede rundt, sådan føles det ihvertfald, og råber, noget for mig uforstående, mens de gemmer sig bag tomme tønder og andet brugt skrammel, de lige kan finde. Det bliver hurtigt klart for mig, at de ikke er vant til gæster, og slet ikke gæster, der ser å anderledes ud som jeg. Et øjeblik overvejer jeg at skynde mig hen til bilen, for at hente min hat, men lader dog være. Vi går hen mod kirken, og jeg opdager først rigtigt på det tidspunkt, hvordan landsbyen ser ud. Jeg tror ikke at jeg har set fattigere folk i mit liv! De lever så at sige nærmest i skidt. Blier kan ikke komme rundt mellem de smalle gader, der sjaver lige så meget mellem husende som bølger gør det ved kysten. Fattig er kun et fattigt ord. Vi bliver vist hen til kirken og bliver budt velkommen. Der går dog ikke længe før vi bliver afbrudt i vores nyligt begyndte møde! Nogen har ringet efter politiet, efter de har set mig, og jeg bliver nu pænt afhørt af en politibetjent, der forklarer mig, at det mest er for min egen sikkerhed, at han spørger. Helt fint og forståeligt for mig! Jeg afbryder dog hyggen, da jeg, i min dårskab, kommer til at tage et billede af politibetjenten. Lever mig så meget ind i rollen som fotograf, at jeg glemmer, at man ikke lige går rundt og tager billeder af politibetjente i Ægypten.

Den tvangsflyttede præst i Ibn wal al-lams med sine tidligere sorgnebørn. Folk i landsbyen er meget fattige, og jeg må flere gange tage mig selv i at være nærmest chokkeret, over hvordan folk bor derude.

Efter mødet bliver vi kørt hen til en anden landsby ved navn Maghagha. Denne gang for at mødes med biskoppen, der var der den dag kirken blev indviet, og brændt ned. Vi skal høre hans side af sagen. Vi skal mødes med ham kl. 20.00. Kl. 22.00 sidder vi dog stadig og venter på hans excellence! Tålmodighed er og bliver en dyd. Vi begynder alle at få små øjne, da biskoppen pendelig dukker op, frisk og frejdig og klar til et 3 timers interview. Vi er færdige lidt i 01.00, og skal så lige have en kop te til, synes biskoppen. Vil helst i seng med det samme, og er ved at brække mig over al den te vi får proppet i halsen hele dagen lang. Kommer endelig i seng lidt i 02.00. Skal op igen kl. 06.00. I morgen står den på hjemrejse, og sightseeing.