På sejltur op af Nilen

6/3-2009

Jeg står op kl. 06.30. Jeg er helt vildt smadret, og har en kende tømmermænd. Et hurtigt bad, og vi er på vej ud af døren. Vi havde ikke noget hjemme til at lave morgenmad. Vi er inde på Tahrir Square, hvor vi skal mødes med Muhammed, kl. 08.10. Lidt forsinket. Vi har dog ikke ringet til ham, da vi er sikre på, at han vil være mindst lige så forsinket som os. Det er farligt at udvikle den form for fordomme! Det hjælper jo heller ikke, at man selv begynder at komme for sent, fordi man tror de vil gøre det.

Vi har dog i dette tilfælde ikke taget fejl. Muhammed er der ikke, da vi kommer derind. Vi ringer til ham, men han tager ikke sin telefon. Vi bliver lidt irriterede på ham. Han kan i det mindste skrive, hvis han ved, at han er meget forsinket. Endelig ringer han. Han er meget forsinket. Han vil være her om 30 minnutter. Det er vel så ca. om en times tid joker Jonas. En joke der skal vise sig ikke at være helt så sjov. Vi vil have os noget morgenmad. Det er sværere end først antaget. Det faktum, at det er fredag, og helligdag, hjælper nok heller ikke ligefrem på det. Alt, der har med mad et gøre, er lukket. Efter en tids søgen finder vi en Mc Donalds, der har åbent. Det må så blive det. Jeg får mig en morgenkomplet og en kop kaffe. Da vi er færdige med at spise, er der allerede gået 35 minutter. Stadig intet fra Muhammed. Hmm...hvor længe skal vi mon vente? Lidt irriterende at sidde og vente så længe, når vi, efter vores bytur, kunne have sovet lidt længere i stedet. Vi sætter os ud i solen. Det er heldigvis en dejlig morgen, og solens stråler mærkes allerede varmt på huden. Der går halvanden time, fra det tidspunkt vi har aftalt, til han kommer. Kl. er nu 09.30. Han undskylder mange gange, og vi glemmer hurtigt vores irritation. Nu gælder det bådturen.

Vi kommer ned til Nilen, hvor bådene ligger, og han køber hurtigt et par billetter til os. Vi stiger ombord. Der er ca. plads til en hundrede mand på båden. Der er to dæk. Det øvre, hvor man kan sidde og nyde solen, og det nedre, hvor man kan sidde og spise mad og danse. Vi finder ud af, at Jonas og jeg er de eneste turister ombord på båden. Folk kigger lidt underligt på os. Jeg tror ikke de er vandt til, at turisterne kommer på de her lokale både. De tager nok, højstandsynligt, de store luksusbåde i stedet. Vi finder en plads i solen, og nyder udsigten. Så længe det varer. Vi finder ud af, at vi har sat os klods op af ned af en højtaler, og nu brager der arabisk musik ud af den. Slut med stilheden...desværre! Vi flytter os lidt væk fra højtaleren. Vi undrer os over, at vi endnu ikke er kommet afsted. Båden skulle sejle kl. 10.00, men kl. 10.25, er vi endnu ikke kommet afsted. Endelig sejler båden dog. Det betyder også, at musikken får endnu en tand. Musikken er så høj, at vi bliver nødt til at flytte os helt over på den anden side af båden for at kunne holde lydniveauet ud. Vi forstår ikke hvorfor det skal være så højt. Vi havde faktisk nydt stilheden, da vi sad og slappede af i solen. Det var rart bare at kunne sidde og nyde stilheden, når Kairo ellers altid er fyldt med larm. Det skulle dog ikke være! Ægypterne begynder straks at danse til musikken. Vi undrer os over, at en tur på Nilen for dem er lig med høj musik og dans, når det foretrukne for Jonas og jeg havde været at kunne nyde udsigten i fred og ro. Endnu en kulturforskel. Vi snakker om det. Vores teori er, at ægypterne (i det mindste dem fra Kairo) er så vandt til støj og larm, fra de er helt små, at de ikke kan tåle tanken om ro og fred. At de bliver nervøse, og urolige så snart de ikke har høj musik, trafikstøj eller anden larm i ørerne.

Turen er dog, med undtagelse af den alt for høje musik, helt fantastisk. Der er fantastisk smukt på Nilen, og man kan ikke andet end at være fortryllet af udsigten, farverne og livet omkring flodden, der giver Ægypten liv. Kairos høje bygninger, og symbol på det moderne Ægypten, bliver huritgt skiftet ud med palmer og grønne marker. I ny og næ sejler vi forbi en bonde på æsel. Langs med breden er der små hytter, folk der arbejder og børn der leger og svømmer i floden, alt imens pumper suger til sig af Nilens livsgivende vand. Pumperne sikrer landsbyernes evne til at dyrke afgrøder. Hvor er det fantastisk! Jeg har i min døsighed desværre glemt mit kamera. Lidt trist, men det kan ikke ødelægge mit gode humør. Jeg sidder og snakker med Jonas, da en mand pludseligt kommer hen, og sætter en ca. 4 år gammel dreng i mit skød. Så er det foto-tid. Efter den første omgang billeder bliver familiens lille nyfødte placeret i mine arme. Der bliver knipser med kameraet, mens et par ægyptiske mænd forklarer mig, at jeg er det fremmede lys på båden. Det er ikke første gang jeg prøver det, og højst sandsynligt heller ikke den sidste! Jonas får også samme tur.

Vi kommer frem til målet for vores tur. En ø i Nilen der hedder "qanatir". Vi kommer af båden, og folk flokkes om os, for at få os til at tage en tur i hestevogn, eller på motorcykel. Muhammed forklarer, at øen er et velyndet sted blandt lokale kairenere, der vil have en pause fra byens kaos. Han går rundt og hilser på stort set alle folk, som vi møder. Han er åbenbart meget kendt herude. Vi går hen for at få os en gang "Koshariy". Efter et hurtigt måltid mad, går turen hen til det lokale "diskotek". Muhammed havde hjemmefra snakket om en vild fest, hvilket det ikke har været indtil nu. Heldigvis for det. Hverken Jonas eller jeg er specielt klar på vild fest. Da vi kommer derind, er stedet næsten helt tomt. Der sidder kun to piger og snakker. Stedet er åbent foroven, og minder mest af alt om en stor gårdhave. Vi finder ud af, at den ene af de to piger er Muhammeds kammerats kæreste. Han fulgtes med os hen at spise. Vi bliver sat ned sammen med dem, og bliver introduceret. Stemningen er lidt underlig, da hverken pigerne eller Muhammeds venner er vandt til at omgås folk som os. Man kan se på pigerne, at de ikke helt ved, hvordan de skal forholde sig. De prøver at holde en hårfin grænse mellem høflighed og tilbageholdenhed, da de skal holde de kulturelle traditioner. Mændende, der sidder der, skal også lige se os an. Situationen bliver ikke gjort lettere af, at ingen af dem kan engelsk overhovedet. Det får dem dog ikke til, at snakke langsommere, når de spørger os om noget, og ofte må vi opgive at forstå hinanden. Pludseligt bliver der sat musik på. Og det med en styrke der er bådturen værdig. Ej, nu må de holde op med deres larm! En ting er at høre musik, en anden er at smadre alle trommehinder inden for 50 meter, med musik der brager ud af højtalere der næsten kun har diskant. Forfærdeligt! Prøver at ryste min irritation af mig. Og det lykkes faktisk ret godt. Der går ikke længe før en masse unge ægyptere kommer til, og begynder at fylde dansegulvet. Det er imponerende at se! Den foretrukne dans, er en fællesdans, hvor alle drengene danser den samme koriografi. Det minder mig om 80´ernes dansefilm. Ret grineren. En und fyr, der danser hovedet ind i en træstolpe, får Jonas og mig til at bryde sammen af grin. Det så sku også sjovt ud! Han kommer ikke noget til, og kan godt selv se det komiske ved situationen. Der er langt flere mænd end kvinder, der danser. Vi forklarer Muhammed at man i Danmark ikke bare stiller sig op og danser, så snart der er musik. Han er meget forundret. Han misforstår os en smule, og forklarer, at i Ægypten er det lovligt for både mænd og kvinder at danse. Vi prøver at udrede misforståelsen ,og forklarer, at det ikke er ulovligt for mænd og kvinder at danse i Danmark, men at tidspunkterne, for hvornår man gør det, er forskellige fra her.

På et tidspunkt peger Muhammed på en fyr, der står og danser på den måde, som pigerne ellers gør det, og forklarer, at han ikke er en mand. Jeg spørger, om han mener, at han er homoseksuel, hvorefter han nikker anerkendene. Homoseksualitet er strafbart i Ægypten, men det forhindrer åbenbart ikke folk i at kunne vise deres seksuelle orientering herude. Det er ikke alle, der synes, at det er fedt, at han står og ryster med røven på den måde, men de andre mænd, der står og danser, har ikke noget imod det, og klapper bekræftende i takt med dansen. Diskrimination af homoseksuelle er stadig i høj grad eksisterende i Ægypten, og nogle af dem der sidder ved vores bord udtrykker dyb foragt.

Efter nogle timer, med ægyptisk 80´ er danse-disko, går turen tilbage til båden og tilbage til kairo. Vi kommer på båden, og venter på at komme afsted. Endnu engang undrer Jonas og jeg os over organisationen hernede. Folk stiger af og på båden hele tiden, mens de diskuterer med folk, der arbejder på båden. Der er ikke styr på noget, og det underligste er, da båden, efter vi er kommet afsted, må vende om, og udveksle folk med en af de andre både, der ligger til kaj. Underligt! På denne båd, er disko-dansen rykket op på det øvre dæk. Det er en åben båd, og det øvre dæk er sådan set bare et tag med stole. Vi sætter os længst væk fra musikken. Vi orker ikke mere arabisk musik, og jeg har fået en smule ondt i hovedet. Det har været rimeligt varmt i dag. 30-31 grader. Jeg har ikke drukket vand nok, og jer har fået en del sol. Det forhindrer dog ikke de friske fyre i at danse! Musikken er så høj, at vi næsten ikke kan snakke sammen, selvom højtalerne er placeret i den anden ende af båden. Alligevel er der en masse der danser, og det klods op og ned af højtalerne, der fortsat knalder musik ud i skærrende toner. Arbejdstilsynet derhjemme havde nok ikke tilladt den slags. Udsigten over Nilen i solnedgang er dog helt fantatisk, og det gør hjemturen dejlig alligevel.

Vi kommer tilbage til Kairo, og siger farvel til Muhammed. Vi Kører ind til "Down Town", og spiser grillet lammekød og shawarma. Vi er helt vildt trætte. Det har været en tur på godt og ondt. Vi må nok indrømme, at vi nok havde været mere klar på sådan en tur, hvis vi havde fået lidt mere søvn. Så kan vi lære det! Efter maden tager vi en metro hjem til Maadi. En ubehagelig oplevelse! Metroen er proppet op med folk, og fordi det har været varmt i dag, er metroen kogende. Der går 10 sekunder, fra vi kommer ind, til jeg kan mærke sveden piple frem på panden. Vi kommer endelig hjem i lejligheden, da kl. er ca. 19.00. Vi er helt smadrede. Jeg ser "DareDevil", mens Jonas sidder ved sin computer. Kl. 22.00 går jeg i seng, og sover som en sten!