Undskyld, er jeg det rigtige sted?

14/3-2009

Det er snart en måned siden Jonas og jeg kom til Ægypten. Jeg har indtil nu haft rigtig mange fede, underlige og tankevækkende oplevelser. I dag betyder én måneds tilstedeværelse dog først og fremmest en ting. Vi skal have fornyet vores visa! Jeg står tidligt op. Jeg kan ikke huske præcis hvornår. Omkring kl. 07.00, hvis jeg husker rigtigt. Tager et bad, og får mig lidt morgenmad. Et kogt æg og lidt cornflakes. Jonas kan ikke rigtigt komme op, og han når ikke at få morgenmad, før jeg har jaget ham ud af døren. Kl. er 08.30.

Vi kommer med metroen ind til Tahrir Square. Vi har fået at vide, at det er bedst at komme lørdag morgen før 09.00. Kl. er nu 09.10. Vi er måske lidt forsinkede, men det kan ikke betyde den helt store forskel på køernes længde. Vi har blot fået at vide, at vi, for at finde bygningen, der huser visa-kontoret, skal kigge efter en stor grim sandfarvet bygning. Det gør vi så. Det viser sig at være meget let at genkende den! Og den er faktisk ret grim. Den minder mest af alt om noget Mussolini kunne have fundet på at bygge under det facistiske Italien. Kan huske at Iman (en af vores undervisere på universitetet, der har ægyptiske rødder) truede med at sprænge den, og lige præcis den, bygning i luften, da jeg havde hende til dialekt. Selvfølgelig kun en spøg. Hendes begrundelse var, at det er det værste sted i verden. Da vi går derind, synes vi, at den bemærkning er meget sjov. Det skal dog ændre sig!

Da vi kommer hen til indgangen, står der en masse vagter og sørger for, at vi, lige præcis, ikke har bomber og deslignende med. Et hold der tager sig af mænd, og et hold der tager sig af kvinder. Tasken bliver smidt gennem en scanner. Vi kommer ind uden yderligere problemer med sikkerhedsfolk. Ok, hvor skal vi nu gå hen? Over alt myldrer det med folk. Der er ikke rigtig noget skilt, der viser, hvor vi skal gå hen. Jeg har dog fået at vide, af nogle af pigerne fra arbejde, at vi skal op på 1. sal. Da vi er på vej op, kommer vi i tanker om, at vi nok skal bruge nogle billeder. Ned igen! Jeg ved ikke, om det er, fordi vi ser meget forvirrede ud, men der går 5 sekunder fra vi er kommet ned, til der er en fyr, der står og vifter med armene, og råber til os, at vi kan komme hen til ham, og få taget billeder. Det gør vi så. 15 kr. for 6 billeder. Det er ikke ligefrem dansk standard for pasfoto, billederne lever op til, men det er vel nok til at få et visa. Nå ja...man skal også huske at kopiere sit pas et par gange.

Vi kommer op på første sal, og bliver vist ned til der, hvor vi skal være. Nemlig der hvor alle andre, der har mistet sit pas, skal have rejsetilladelse eller ligesom os registreres i landet på en eller anden måde, er. Der vrimler med mennesker i noget, der absolut må kaldes organiseret kaos. Der er uoverskueligt mange skranke, og vi aner ikke hvilken én, vi skal gå hen til. Vi beslutter os for at spørge om hjælp. Flere gange må vi spørge folk, om vi er det rigtige sted. Ingen ser ud til at vide noget som helst. Forståeligt nok i dette kaos. Vi bliver vist hen til en skranke. Vi får en blanket vi skal udfylde, plus en sur kommentar om, at vi skulle have været hen til skranke 12, og ikke skranke 6. Mange gange undskyld. Det burde have været let og logisk for os at vide det!

Vi udfylder blanketten, og bevæger os hen mod skranke 12. Der står et par turister foran os, der er ved at blive ekspederet. Da det bliver vores tur, kommer der en mand hen og begynder at snakke med de to damer, der sidder ved skranken. Han får al opmærksomhed. Snart begynder manden og damerne at diskutere et eller andet, og vi kan så stå og glo imens. Endelig kommer vi til. Den ene dame ber om pas, foto, kopi af pas og blanketten. Da hun har fået det hele, får vi besked om at gå hen til skranke 38, og betale.

Vi kommer hen til skranke 38. En dame sidder og fortæller, hvor meget vi skal betale. 11 EL (11 kr.). Vi får derefter udleveret 4 frimærkelignende genstande hver, sammen med beskeden om, at vi skal gå tilbage til skranke 12. Ej, nu må det sku da være nok gåen frem og tilbage! Har de aldrig hørt om effektivisering hernede? Vi bevæger os hen mod skranke 12.

Tilbage hos skranke 12 tager damen imod vores frimærker, putter dem på vores blanket med kopi af pas og billede, og fortæller os, at vi kan hente vores pas om to timer. Hvad? Skal man så bare lige gå en tur, mens éns pas ligger frit og uregistreret i verdens mest kaotiske bygning? Super fedt!

Vi beslutter os for, at gå ned og købe en avis, og drikke en kop kaffe. Dvs. jeg drikker en kop kaffe. Vejret er dejligt når solen skinner. Der er dog lidt skyet, og det er lidt småkoldt i en tynd skjorte, når en sky går for solen.

Kl 12.00. Der er gået to timer, og vi vil nu op og hente vores pas med vores fornyede visa. Vi har fået at vide, at vi skal henvende os hos skranke 68 for at få vores pas tilbage. Da vi kommer op finder vi dog ud af, at der "kun" er 64 skranker. Hvad gør man så? Vi beslutter os for at gå tilbage til skranke 12, og spørge, om det nu også var skranke 68, vi skulle henvende os hos. Nej, det var skranke 46 i stedet. Vi kommer derhen, og får endelig vores pas, med vores 6 måneders visa i. Fantastisk! Nu gælder det om, at komme ud af denne helvedes bygning i en fart! Forhåbentligt er det sidste gang, jeg skal sætte min fod der!

Jeg skal mødes med Marianne på Tahrir Square kl. 13.00. Det vil sige, at Jonas og jeg lige kan nå at spise, inden jeg skal arbejde. Vi får os en gang "Kushariy". Lækkert. Har spist det næsten hver dag, siden jeg er kommet hertil, og jeg synes stadig, at det er lækkert. Heldigt nok!

Jeg siger farvel til Jonas, der vil kigge sig omkring i Kairo, inden han vil vende tilbage til Maadi, og tage en tur i kirke. Jeg stiller mig hen og venter på Marianne, der hvor vi har aftalt. Hun kommer 20 minutter for sent. Hun er jo også ægypter. Da hun kommer, fører hun os hen til en café lige ved siden af AUC (American University of Cairo). Lækker cafe. Det er så her vi skal arbejde på opgaven resten af dagen. Det er en fancy café, og de fleste gæster er udlændinge eller overklasses ægyptere. Men fint sted. Vi begynder at arbejde. Vi er bagud i forhold til vores tidsplan. De næste dage kommer til at bliver rigtigt lange. Med den tanke i baghovedet kører vi på hele eftermiddagen. Kun kaffe og sukker holder os kørende.

Kl. 19.00 kommer jeg med en metro hjem. Det var så den lørdag. Visa-kaos og ekstra arbejde. Ikke ligefrem skabelonen på en perfekt lørdag. Jonas skriver, at han er ude at spise med nogle amerikanske kirkegængere. Jeg støder til gruppen, da jeg kommer af metroen i Maadi. Får mig en pizza. Det er hyggeligt, men jeg er for træt til snik snak. Kl. 20.00 tager vi derfra. Da vi kommer hjem, kan jeg ikke andet end bare ligge på sofaen og se tv. Går i seng! Lang lørdag af den kedelige slags.