9/3-2009
Det er helligdag, og jeg har fri fra arbejde. Står op kl. 09.00 og får mig lidt morgenmad. Jonas og jeg skal være på sprogskolen kl. 11.00. vejret er vidunderlig!. Solen skinner fra en skyfri himmel, og de vilde hunde ligger i solen og får varmen, mens børn løber rundt og leger. Der er ikke meget trafik i gaderne, og man kan for en gang skyld høre sig selv tænke. Det blæser lidt, men det er meget behageligt. Det er tydeligt at mærke, at det er blevet varmere, end siden vi kom.
Vi kommer ud af døren og hen til sprogskolen. Der bliver tørtrænet bøjning af verber i nutid og datid. Selve princippet kender vi meget godt fra standardarabisk, men man skal vende sig til, at lydende er anderledes og mere uregelmæssige på dialekt. Ofte bliver ordene trukket sammen og bogstaver bliver fjernet. Jeg skal derfor vende mig til, at jeg ikke med sikkerhed kan vide, hvilke vokaler der er på verberne, som man ellers kan på standardarabisk. Det er nu meget fedt at få lært dialekt, og jeg kan allerede mærke en forbedring i forhold til da vi kom, både med henblik på ordforråd og tale.
Efter undervisning går vi en tur rundt i Maadi. Der er stadig mange steder i byen, hvor vi ikke har været endnu, og vi vil derfor gå lidt på udforskning. På vejen finder vi os et lokalt billigt måltid, i form af noget pandekagelignende brød med ost eller sukker rullet ind i midten. De koster en halv krone stykket. Det smager ret godt, så vi kan ikke klage over hverken pris eller smag. Vi går rundt i byen uden noget specielt mål for turen. Det er rigtig dejligt at have en hel dag til at gøre hvad man vil. Uden stress og jag! Jonas vil gerne se, om han kan købe en elektronisk ordbog. Vi beslutter os derfor for at finde en boghandel. Han har hørt om en ved navn "Radio shack", hvor de skulle have elektroniske ordbøger. På vejen derhen går vi forbi en flok unge piger (hvor gamle de er, er svært at sige. Vores bud er 15-16 år). De viser sig ikke at være spor forlegne overhovedet. De begynder at snakke med os, og spørge hvem vi er, og hvad vi laver her, og før vi ved af det, styrter de rundt for at finde ud af, hvor "Radio shack" ligger. De finder ud af det, og eskorterer os derhen. Da vi finder butikken, siger de pænt farvel, og smutter igen. Meget sjov oplevelse!
Jonas får dog ikke en elektronisk ordbog i denne omgang. Til gengæld for vi set noget mere af byen. Jeg finder en vandpibe til 30 kr. Den ryger med hjem. Vi får gået os en god lang tur. Det er nu dejligt i sådan et skønt vejr. Da vi kommer hjem, står den på afslapning. Jeg spæder resterne af maden fra i går op med lidt friske ingredienser, og vi får snart tømt gryden med kødsovs. Jeg Sætter mig i sofaen og ser film. Stine ringer og jeg får en rigtig dejlig snak med hende. Nu er der snart kun 3 uger til, at jeg skal besøge hende i Spanien. Det bliver vildt dejligt! Efter den dejlige samtale er jeg klar til at smutte på hovedet i seng. Det har været dejligt med en ekstra fridag. I morgen er det atter hverdag, med deadline og jag.
Fokus på Mellemøsten
Denne blog har til formål at sætte fokus på politik og vigtige samfundsforhold i Mellemøsten. Emnerne kan have relevans for både de mellemøstlige landes samfundsforhold, såvel som danske. Målet med bloggen er at skabe større opmærksomhed på, hvordan begivenheder i Mellemøsten påvirker internationale og danske politiske beslutningstagninger. Kommentarer og indlæg modtages meget gerne.
onsdag den 11. marts 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar