Hvem fanden tror du selv, at du er?

21/3-2009

Lørdag morgen. En fantastisk morgen! Vågner kl. ca. 10.00. Vi skulle have været til bryllup i dag, men Muhammed fortalte i går, at de havde set forkert på datoen, og at blylluppet først er i morgen. Vi skal arbejde i morgen, og kan ikke nå at få fri. Vi kan derfor ikke komme med alligevel. Lidt skuffende. Havde glædet mig helt vildt meget til at opleve et ægyptisk bryllup. På den anden side set, er jeg også meget glad for at kunne slappe af her til formiddag. Vil passe på med at komme til at udtrykke mig forkert, men det er faktisk ret anstrengende at være ude blandt en masse fremmede ægyptere. Ikke fordi jeg ikke gider eller har lyst til at møde nye mennesker. Tvært imod! Jeg synes det er rigtig fedt at komme ud og opleve nye ting. Men det kræver meget energi at absorbere alle de nye oplevelser, som jeg hele tiden bliver udsat for. Bare det at skulle lytte ekstra efter, hvad folk siger til én, og ignorere, at jeg altid er den underlige fyr, der ikke ligner nogle af de andre i lokalet ,koster kræfter og koncentration. Et bryllup med 250 gæster havde nok ikke været nogen undtagelse. Er ikke helt sikker på, at jeg ville kunne fremmáne denne energi i dag, og derfor ikke helt så skuffet over det missede bryllup, som jeg helt sikkert er i morgen. Forhåbentligt kommer der en chance til!

Vi er i stedet blevet inviteret til fødselsdag hos en af Muhammeds veninder. Festligheden skal foregå inde i byen kl. 17.00. Da Jonas er kommet til sig selv og har fået et bad og morgenmad, beslutter vi os for at tage ned på en café og få lidt brunch og bruge deres trådløse netværk. Vi har ikke haft internet i lejligheden siden i Onsdags, og jeg har derfor ikke kunne lægge noget på bloggen. Det skal der laves om på i dag!

Vi kommer ud af døren og ned mod en af de caféer, der ligger på "Street 9" (hovedgaden i Maadi). På vejen derned kommer jeg i tanker om, at det er på tide, at jeg bliver klippet. Kan næsten ikke se ud af øjnene mere, fordi mit hår er blevet så langt. Jeg kan huske, at der lå en frisør på en af de gader, som vi gik forbi første dag, hvor vi var herude for at finde kontoret. Jeg får overtalt Jonas til lige at gå forbi der.

Vi finder hen til "Maadi"-station, og følger den vej, som vi gik dengang. Og ganske rigtigt. Vi finder en frisørsalon på venstre hånd, da vi har gået 5 minutter. Vi kommer ind, og en mand byder mig velkommen. Salonen er slet ikke så slem, som jeg havde frygtet, endda. Jeg bliver vist hen til en stol og sætter mig ned. Snart kommer der en anden mand ind fra balokalet. Det er åbenbart ham, der skal klippe mig. Han hilser pænt og begynder at pakke mig ind i det obligatoriske beskyttende omslag, der sørger for, at man ikke får hår på sig. Ved siden af sidder en fyr og får hele turen. Lige nu er de nået til øjenbrynene. Det ser jeg mig gerne fri for. Kun håret tak! Har i forvejen haft mine tvivl, om hvorvidt jeg turde blive klippet hernede. Alle andre mænd har stort set den samme frisure. Min tiltro til deres erfaring med et hår som mit, er derfor ikke alt for stor. Ville oprindeligt vente med at blive klippet, til jeg kom til Spanien, men det er altså blevet for langt nu. Ingen vej uden om. Lige lidt vand i håret, og så går det frejdigt derude af. Før jeg får set mig om, er han faktisk færdig. Ikke lige helt den frisure, som jeg kom med. Lidt kortere pandehår, og lidt forskel ved ører og nakke, men det er ikke noget, jeg ikke kan overleve. Det er jo bare hår! Inden jeg går, sætter han lige mit hår i bedste moderne araberstil. Sideskilning og Elvisslikhår foran. Jeg betaler en flad 50´er, og siger pænt farvel. Da jeg kommer udenfor, får håret dog lige en rystetur, så det sidder knap så slikket. vi kommer videre mod en café.

Vi slår os ned på en café ved navn "Beano". Fint sted, ser det ud til. Vejret er fantastisk! En af de varmeste og mest stilfærdige dage vi har haft. Vi sidder i solen på caféen og nyder hvert et sekund. Jeg bestiller en cæsarsalat med kylling, og Jonas beslutter sig for en tunsalat med chips og salat. Sjov blanding! Chips og salat er dog en normal blanding hernede. Man kan endda få en slags sandwich bestående af hjemmelavede chips med salat. Jonas beliger blandingen, og fortæller, at det smager rigtig godt. Da vi er færdige, vil vi sætte os hen i skyggen, og bruge caféens trådløse net. Det viser sig dog ikke at virke. Muhammed ringer og fortæller, at han skal besøge sin mor på hospitalet, og derfor må aflyse fødselsdagsfesten i dag. Der er absolut også ting, der er vigtigere end fødselsdagsfest, især når ens mor ligger på sygehus. Vi beslutter os for at finde et andet sted, hvor det er muligt for os at gå på nettet.

Vi går et stykker tid, og prøver at spørge i et caféer mere, om der er trådløst net der. Intet held. Vi beslutter os derfor for at gå på Mc Donalds. Vi kommer derhen, og heldigvis nettet virker. Jeg får lagt en masse blogindlæg ud og får snakket med Stine. Hun har været i Valencia over weekenden. Savner hende vildt meget. Heldigvis er der kun 12 dage til, at jeg skal besøge hende i Spanien. Jonas smutter kl. lidt over 16.00. Han vil i kirke, nu hvor vi ikke skal til fødselsdag alligevel. Jeg skriver endnu et blogindlæg, og får lagt det ud. Derefter bevæger jeg mig hjemad.

Jeg beslutter mig, for første gang hernede, for, at jeg vil høre lidt mp3 på vejen hjem. Har ikke brugt den hernede endnu, da jeg har fokuseret så meget som muligt på at høre arabisk musik, og være så ægyptisk som muligt. Jeg går gennem Maddis støvede gader, da jeg forbinder hørebøfferne med min mobil. Med det samme når Muse mine ører. Og i samme nu bliver de grå gader helt anderledes. Lyden fra de gamle taxaer, der konstant farer forbi drukner i musikken. Farverne forekommer andreledes end før, og pludseligt stirrer folk på mig, som jeg synes, de gjorde, første gang jeg satte mine ben i Maadi. Sangen "Map of the problematic" toner ud af mine hørebøffer og ind i min høregang; "Cause when we bleed we bleed the same, I can´t get it right, since I met you", lyder teksten. Pludseligt får jeg en ud af kroppen oplevelse. jeg er ikke længere mig selv, men ser mig selv oppe fra. Ser denne blegfede hvide mand bevæge sig gennem trafikken og de smalle beigefarvede gader, mens alle stirrer. Alle ved, at han ikke hører hjemme her. Hvem fanden tror du selv, at du er? En på én måde skræmmende, og på den side, meget livsbekræftende oplevelse. Mens jeg går ad de smalle gader, kommer jeg til at tænke på alle de ting, som jeg savner ved Danmark. Alle de små vaner og ting jeg holder af derhjemme. Bare små ting såsom at høre musik på vej ud på studiet, cykle rundt i København eller ikke skulle føle mig som en "Alien in New York", hver gang jeg går ud for en dør. Mest af alt savner jeg Stine!

Da jeg kommer hjem, finder jeg hurtigt tilbage til virkeligheden. Sidder og ser film, da Jonas kommer hjem kl. ca. 19.00. Det har været en dårlig prædiken, han har været vidne til. Noget med, at man skal frygte sin Gud, ellers ryger man fluks i helvede. Jonas har handlet ind. Vi får bøffer med kartofler og sovs. Ikke dårligt! Bagefter ser vi "X-files". Jeg får skrevet et indlæg på min blog bagefter, og går derefter i seng. En dejlig dag er gået på hæld!